torsdag den 29. april 2021

'Et stykke af tiden' af Benn Q. Holm

Canadiske Ben ankommer i 1976 til Vestberlin som udvekslingsstudent. Han skal studere arkitektur på universitetet, og bor i starten af sit ophold på et kollegie, hvor han bliver præsenteret for studenterstrejker og venstreorienterede unge med helt andre holdninger, end han er vant til. På studiet træffer han også den karismatiske Florian, der skiller sig ud ved sin mere pragmatiske indstilling til tidens strømninger. Florians mor driver et pensionat, og Ben flytter ind på et af værelserne. Her møder han den engelske kunstner Vicky Klein, der inddrager ham i sit kunstprojekt, som skal handle om Muren og øst/vest problematikken. Ben forsøger at finde ud af mere om sin værtsfamilie og må sande at 2. Verdenskrig stadig kaster lange skygger... Da Vicky må tilbage til London og Florian bliver så syg, at han sendes på rekreation i Sydtyskland, er Ben igen alene. Men så møder han Sabine...
En velskrevet roman, der giver et fint tidsbillede af det delte Berlin i 1970'erne, samtidig med at kærlighedshistorien mellem Sabine og Ben folder sig ud.

'Et stykke af tiden' af Benn Q. Holm. Alpha Forlag 2021, 352 sider.

onsdag den 28. april 2021

'Man kan også være søstjerne' af Martha Flyvholm Tode

 Anne er flyttet med sin kæreste Jens til Købehavn, hvor han har fået arbejde. Selv går hun mest rundt om sig selv. Hun savner Århus og vennerne fra kollegiet, og hun kan ikke beslutte sig for hvilken kandidatuddannelse hun skal vælge.
I korte præcise afsnit får vi indblik i Annes rastløshed og hendes tvivl. Jens har travlt med sin karriere og kommer ofte sent hjem. Man er egentlig ikke i tvivl om hans kærlighed, han har bare ikke rigtig tid til at de kan lave noget sammen, og Anne føler, at de glider fra hinanden. Hun googler hvordan man får nye venner og melder sig som mentor for en flygtning gennem Røde Kors. Det viser sig i længden at Anne har mere brug for hjælp end Ibrahim. Det klør over hele kroppen og mistanken om væggelus kan ikke slippe hende.
Fin lille fortælling om at være ung, om ensomhed og usikkerhed og den svære kunst at leve i et parforhold.

'Man kan også være søstjerne' af Martha Flyvholm Tode. Gyldendal 2020, 155 sider.

tirsdag den 27. april 2021

'Dukkehuset' af Tove Jansson

 Der er noget sært foruroligende over de fleste af novellerne i denne samling. Personerne er søgende eller manipulerende; de har på en gang brug for andre, for at kunne udleve deres egne drømme og alligevel optræder andre ofte som brikker eller statister i et spil. Sådan virker det både i "Hovedrollen", hvor den middelmådige skuespillerinde har brug for sin kusines beundring, for selv at føle sig i live og i "Blomsterbarnet", hvor Flora nærmest mest synes i live i kraft af den historie, som hun fortæller om sig selv, - og i de andres forestilling om hende. Eller i "Kunst i naturen", hvor et par ikke kan blive enige om, hvad det kunstværk, de har købt, forestiller og må have hjælp fra opsynsmanden. Noget synes at gå i stykker for flere af hovedpersonerne, når deres forestillinger punkteres eller angribes. 
Velskrevne noveller med en dyster foruroligende undertone. De korteste af dem kan fint bruges til guidet fælleslæsning. Udkom på svensk i 1978.

'Dukkehuset' af Tove Jansson. Gyldendal 2020, 212 sider.

mandag den 26. april 2021

'En enkelt lille ting' af Erin Watt

Beths søster Rachel blev for tre år dræbt i en trafikulykke. Hendes forældre er overbeskyttende og kontrollerende, og den nu 17-årige Beth kan næsten ikke holde det ud. Som alle andre teenagere forsøger hun at bryde grænser, og en aften tager hun til en fest og møder en sød fyr Chase, som hun tilbringer natten sammen med.
Bagefter opdager hun, at Chase lige er kommet ud af ungdomsfængsel, fordi det var ham, der kørte bilen den aften, hvor hendes søster blev dræbt...
Chase starter på hendes skole, og de har enkelte timer sammen. Beth føler en særlig forbindelse til Chase, men da han opdager, hvem hun er, forsøger han at lægge afstand og undgå hende. Alle deres kammerater fordømmer ham, og forventer det samme fra Beth. Hun har svært ved at se en udvej men kan heller ikke undertrykke det hun føler for Chase.
Fin og rørende teenageromantik om tilgivelse og forelskelse.

'En enkelt lille ting' af Erin Watt. Flamingo 2021, 313 sider.

søndag den 25. april 2021

'Det du ikke vil vide' af Birgithe Kosovic

Birgithe Kosovic har skrevet en stærk fortælling om sin egen familie. Som ung kommer hendes far Jovan fra Jugoslavien til København på jagt efter lykken og det store eventyr. Han møder Annette, de gifter sig og får to børn. Familien flytter til Albertslund, hvor børnene vokser op. Jovan har mange planer. Han har en klar forventning om det store forretningseventyr, der venter lige om hjørnet, - men desværre har han ikke rigtig held med sine mange planer. I stedet sætter han sig gang på gang i gæld, også for lånte penge. Det skaber en utryghed i hjemmet, hvor hans vrede altid lurer et sted lige under overfladen. 
Romanen springer meget i tid og sted, men som en rød tråd går forfatterens forsøg på at forstå sin far og det, han er kommet af. Der er tilbageblik til Jovans liv i Jugoslavien og fortællinger om hans slægt. Bl.a. bliver hans farfar myrdet i en massakre under 2. Verdenskrig, hvor også hans faster dræbes i et æresrelateret mord.
Birgithe Kosovic får også plads til sin mors familie i en barsk fortælling om mormorens søster, der følger sin mand til Nazi-Tyskland under krigen. - En sidefortælling, der næsten i sig selv ville kunne bære en roman.
Selv om der er mange spor og personer, så formår forfatteren at skabe en sproglig veloplagt, sammenhængende og nuanceret fortælling, der rækker langt ud over det private.

'Det du ikke vil vide' af Birgithe Kosovic. Politikens Forlag 2020, 369 sider.

lørdag den 24. april 2021

'Så en morgen' af Henrik Nordbrandt

Dystre digte, der ofte kredser om døden, det at blive ældre og det at miste eller savne noget. Digtet "Snehvide" har jeg lige diskuteret med nogle kollegaer, så det står klarest i min erindring og er nok også det digt, der sagde mig mest. Forfatteren drømmer, at han er Snehvide, han spiser det forgiftede æble, undrer sig over hvor prinsen og dværgene bliver af og finder sidst i digtet ud af, at det er Snehvide, der har drømt, at hun er forfatteren - "stakkels Snehvide"! Mange tolkningsmuligheder der, - og et godt digt at tale om. Eftertænksomme og barske digte, værd at stifte bekendtskab med.

'Så en morgen' af Henrik Nordbrandt. Gyldendal 2021, 60 sider

søndag den 18. april 2021

'Gud taler ud' af Jens Blendstrup

I korte afsnit fortæller forfatteren historien om sin far, der var Gud i familien. Det er både sjovt, ironisk og indimellem en barsk beretning. For Gud er centrum i verden og alt kredser kun om ham. Han har magten til at skabe en god dag - eller en dårlig. 
Gud og hans kone, - svenske Gerd Lillian - og de fire sønner flytter ind i et hus i Risskov. Her følger man slagets gang med op og nedture. Det fremgår snart at Gud drikker lige rigeligt og har sit helt eget syn på, hvordan verden hænger sammen.
På trods af romanens sjove selvironiske stil finder man også en undertone af dyb alvor og tragedie imellem linjerne. For i bund og grund så lykkes tingene ikke rigtig for Gud, og det hele bliver anderledes, end han har planlagt.
Vi følger familien fra drengenes barndom gennem deres ungdom og frem til Guds død, - der naturligvis forekommer helt usandsynlig for alle.

'Gud taler ud' af Jens Blendstrup. Samleren 2004, 148 sider

lørdag den 17. april 2021

'Det dyrebareste stykke jernbanegods' af Jean-Claude Grumberg

Under 2. Verdenskrig er et godstog på vej østpå med deporterede franske jøder. Det er vinter og bidende koldt og en desperat far vælger at smide en af sine små tvillinger ud fra vognen i håb om, at der så vil være mulighed for at den anden vil overleve. 
I skoven langs jernbanen lever et fattigt skovhuggerpar. De arbejder hårdt, men har aldrig nok at spise, så skovhuggeren er taknemmelig for, at de ikke har nogle børn. Hans kone ønsker sig til gengæld brændende et barn, og da toget en dag opfylder hendes ønske, giver hun ikke op selv om manden er uenig i hendes beslutning om at beholde det lille dyrebare stykke jernbanegods.
Den lille roman fortælles som et eventyr, og er både gribende og rørende i sin måde at berette om en forfærdelig tid på.

'Det dyrebareste stykke jernbanegods' af Jean-Claude Grumberg. Forlaget Sort Kat 2020, 101 sider.

søndag den 11. april 2021

'Det Danmark du kender' af Peder Frederik Jensen

Det er tidligt om morgenen på en lollandsk landevej: Lollands borgmester Morten Jørgensen er på vej hjem fra et møde i København. Han har drukket, og han kører for stærkt. Drengen Niels er på sin knallert på vej rundt med aviser. Frank er lastbilchauffør og lige ved at være hjemme efter en længere tur til Norge.
Morten ringer til sin elskerinde Sigrid - og gennem telefonen hører hun ulykken ske...
Bogens indledning lægger op til en dramatik, der måske ikke rigtig forløses, - men i stedet får vi en vedkommende og hudløs beretning om fire menneskeskæbner på Lolland.
Og jeg ved egentligt ikke om det er så vigtigt, at de er fra Lolland? Vi møder socialdemokraten, der er blevet borgmester, men er træt af alle dem fra København, der bliver ved med at eksportere problemer til hans kommune. Samtidig er han fanget mellem to kvinder, som han ikke vil undvære, men alligevel er ved at miste. Vi møder en stor dreng, der forsøger at kæmpe den umulige kamp det er at komme fri af den sociale arv. Vi møder den velhavende Sigrid, der som datter af en af egnens storbønder har investeret og mildest talt sidder godt i det. Til gengæld passer hun ikke ind i den mands liv, som hun elsker.
Det er markante skæbner, som forfatteren her præsenterer os for - og en velskrevet socialrealistisk roman med fokus på velfærdsstatens problemer og uligheder.. - Om det Danmark, som du måske ikke kender!

'Det Danmark du kender' af Peder Frederik Jensen. Peoples Press 2020, 275 sider.

lørdag den 10. april 2021

'Sorgens balalajka' af Jens Blendstrup

 I onsdags havde jeg fornøjelsen af Jens Blendstrups besøg i Guldborgsund bibliotekernes online litteraturfællesskab. Han læste højt fra sin nye novellesamling, som jeg havde læst forud for besøget.
Samlingen indeholder 20 meget forskellige noveller. Samlende kan man måske sige, at mange af dem tager udgangspunkt i en eller anden ret almindelig hverdagsbegivenhed og derfra bevæger sig ud af en grotesk tangent. Som hvis forfatteren spurgte sig selv; "hvad nu hvis...?"
Hvad nu hvis en 30.000 år gammel mand kunne vækkes til live? Hvad nu hvis solen en dag ikke gik ned, men havde sat sig fast ude i horisonten? Hvad nu hvis man vaskede sig selv i vaskehallen i stedet for bilen? Hvad nu hvis den stenkastende morder fra motorvejsbroerne er en succesfuld forretningsmand? Hvad nu hvis man som en udbryderkonge kan bryde ud fra selve døden? Hvad nu hvis den man plejer at stemme på ikke optræder på stemmesedlen mere? Hvad nu hvis hvepse blev til mennesker?
På trods af den til tider groteske tankerække, der forfølges helt ud til kanten fornemmer man tydeligt, at novellerne også har en alvorlig undertone; et budskab af en slags, som man som læser kan gå og fundere lidt over.
Han har en kringlet hjerne Jens Blendstrup, han stiller spørgsmål, som vi andre måske aldrig har tænkt over, og det er dejligt forfriskende. Desuden er han fantastisk god til at læse højt!

'Sorgens balalajka' af Jens Blendstrup. Peoples Press 2021, 264 sider.