Viser opslag med etiketten feminisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feminisme. Vis alle opslag

lørdag den 20. december 2025

'Den frosne kvinde' af Annie Ernaux

 Åh, hvor skal man starte i sin beskrivelse af denne bog. Der er så meget man kan fremhæve. Beskrivelsen af pigelivet og ungdomslivet, drømmene om selvstændighed, slægtens stærke selvstændige kvinder; mor der passer butik; far der laver mad og følger i skole. Hvordan det, der virkede helt naturligt i barndommen, opfattes anderledes, når det går op for en, hvad andres holdninger er.
Vores kvindelige jeg-fortæller er dygtig i skolen, hun har ambitioner, men det går op for hende, at for mange af de andre piger er det anderledes. Skolen er tidsfordriv frem mod det virkelige liv, det med mand og børn. Sådan har hun det ikke selv - og alligevel går også hun lige i ægteskabsfælden. Den ungdommelige længsel efter at være udvalgt og blive elsket, overbevisningen om at det vi har, det er anderledes; vi skal nemlig deles om opgaverne.
Men så simpelt er det aldrig. Det er helt umuligt for mig at lade være med at sammenligne med mit eget og min mors liv. Min mor var i høj grad rundet af det borgerlige. De historier hun læste for os; og man skal ikke undervurdere de historier, man får læst højt! - de var borgerlige i hele deres form - og gammeldags. Med små indbyggede oprør, bevares - men alligevel...
Ja denne roman er en feministisk klassiker, som jeg kun kan anbefale! Jeg tænker, at også mange i senere generationer kan spejle sig i forfatterens oplevelser, selv om tiden er en anden.

'Den frosne kvinde' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2025, 191 sider

lørdag den 10. maj 2025

'Drømmetælling ' af Chimamanda Ngozi Adichie

Romanen handler om fire kvinder, hvis liv væver sig ind i hinanden. Den samlende person er den nigerianske rejseskribent Chiamaka. Hendes forældre er velhavende og hun bor i USA. Under corona-nedlukningen tænker hun tilbage på mændene i sit liv. Chiamaka er en drømmer og romantiker; hun holder fast i tanken om den eneste ene. - Og det er ret underholdende, at høre om hendes genvordigheder i kærlighedslivet.
Zikora er jurist og Chiamakas veninde i USA. Hun kommer også fra Nigeria og har haft succes i sit arbejdsliv. Men hun vil giftes og have børn og det haster - hun nærmer sig de 40. Men netop som hun tror at huner kommet i mål med sine drømme bliver hun svigtet og må vende sig mod det sidste menneske, som hun tidligere ville have søgt hjælp hos: sin mor.
Kadiatou kommer fra Guinea og er husholderske for Chiamaka. Født og opvokset i stor fattigdom og kommet til USA sammen med sin datter Binta. I sit job som stuepige på et fint hotel bliver hun udsat for et overgreb og så bryder helvede løs.
Omelogor er Chiamakas nigerianske kusine; en fremgangsrig businesskvinde i Nigeria, der ikke får det ud af sit ophold i USA, som hun havde håbet på.
Det er en fantastisk bog, som jeg kun kan give mine bedste anbefalinger. Den har det hele; svigt, kærlighed, venskab, humor og ukuelig optimisme. Skrevet i et flot sprog og med mange gode pointer.

'Drømmetælling' af Chimamanda Ngozi Adichie. Politikens Forlag 2025, 467 sider.

tirsdag den 3. december 2024

'Den utålmodige feminist' af Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen

De otte store spørgsmål, som kvinderne bag denne bog forsøger at besvare, er følgende:

  • Er kvinder og mænd forskellige?
  • Behandler vi kvinder og mænd forskelligt?
  • Skal kvinder bare tage sig sammen?
  • Er kvinder mindre værd?
  • Er verden lavet til mænd?
  • Er mænd privilegerede?
  • Kan ord diskriminere?
  • Lærer vi børn at være piger og drenge?

Bogen har en fin opbygning og går til spørgsmålene med nysgerrighed og åbenhed. De spørgsmål og argumenter/modargumenter, som vi alle har hørt (eller selv gentaget) til ukendelighed tages op, og der argumenteres grundigt. Der gives svar på tiltale og gode fif til svar på de mest gængse fordomme om køn. Desuden er der en fin liste til videre læsning/lytning bagerst i bogen, som giver god inspiration til videre læsning. Kan anbefales!

'Den utålmodige feminist: 8 store spørgsmål og svar om køn og ligestilling' af Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen. Forlaget Karrierekvinder 2022, 217 sider

tirsdag den 3. september 2024

'Manual til dårlig stemning' af Anne Kirstine Cramon

 Anne Kirstine Cramon kommer i denne bog med et modsvar til 22 af de fordomme som kvinder ofte mødes med. Fordomme som 'hun snakker for meget', 'hun burde ikke gå i det tøj', 'hun lagde selv op til det', 'hun kan da heller ikke tage lidt sjov' m.m. I sine modsvar kommer forfatteren både omkring forventninger til kvinders opførsel, kvinders retsstilling gennem historien, kampen for abort, religiøs undertrykkelse og meget mere. Det er en bog, der gør indtryk. Og det er fedt at nogen tør tage til genmæle på trods af alle de tæsk de ved, de kan forvente at få på de sociale medier. Som der står på bagsiden, så er det en bog til dem, der gerne vil være forberedte og i stand til at forsvare sig, når fordommene rammer.

'Manual til dårlig stemning' af Anne Kirstine Cramon. Grønningen 1, 2024, 275 sider

torsdag den 8. august 2024

'Underskud' af Emma Holten

En interessant og vigtig udgivelse, som jeg efter endt læsning straks bestilte hos min private boghandler - som naturligvis er Tissot og Koch i Præstø. Nogle bøger må man bare eje.
I 2020 læste Emma Holten en artikel i tidsskriftet Mandag Morgen med overskriften 'Kvinder er fortsat en underskudsforretning for statskassen'. I denne bog argumenterer hun for alt det, der er forkert i den overskrift og i det livssyn der ligger bag den. For hvordan kan man måle på omsorg? Hvorfor tillægges alt det kvinder bidrager med ingen værdi? -Og behøver det være sådan? Er det meningen at vi som kvinder skal have dårlig samvittighed over at bidrage økonomisk mindre til velfærdsstaten end mænd? Og er det overhovedet korrekt at vi bidrager mindre? Hvornår blev det sådan at alt skulle måles ud fra - og sættes ind i en økonomisk kontekst? Og at alt det, der ikke kan måles, betragtes som værdiløst?
Emma Holten gennemgår den økonomiske kulturhistorie og stiller kritiske spørgsmål til den udvikling, der har fundet sted hen over de sidste århundreder. Det er interessant, spændende og provokerende læsning. Det er også lidt svært for mig at få greb om, hvordan tingene kunne indrettes anderledes, så det værdiløse, - som jo netop er meget værd - kan blive sat i spil på en anden måde. Men det er supergodt at tage fat på debatten. Tak til Emma Holten for det store arbejde og den fine formidling! 

'Underskud' af Emma Holten. Politikens Forlag 2024, 287 sider

søndag den 14. juli 2024

'Ting jeg ikke vil vide' af Deborah Levy

'Det forår, hvor livet var meget svært, og jeg lå i krig med min skæbne og simpelthen ikke kunne se nogen udvej, græd jeg åbenbart mest på togstationers rulletrapper' 
Sådan begynder Deborah Levy sin beretning om en livskrise, der får hende til at rejse til Mallorca, indlogere sig på et hotel for enlige og overveje sit liv. Hun tænker tilbage på barndommen i Sydafrika, hvor hendes far sad i fængsel for sin støtte til ANC, og hun i en periode boede hos sin gudmor Dory. Hun var et tavst barn, der havde det svært med at kanariefuglen sad i bur. Hun beundrede husets datter Melissa og ønskede sig at være Barbie; perfekt og skabt af plastik.
Ungdomsårene i England nævnes også; de første spæde forsøg som forfatter, en aften på en café i sort tøj.
Det er en ganske kort selvbiografisk roman, der mere beretter om punktnedslag i livet end om et kontinuerligt udfoldet livsforløb. Sproget er fantastisk godt, der er så mange fine betragtninger! Kan anbefales! 

'Ting jeg ikke vil vide' af Deborah Levy. Vinter 2022, 141 sider

lørdag den 18. maj 2024

'Jeg er hende: et skrig' af Tina Frank

En lille bog med et indhold, der gør indtryk og bliver siddende i læseren.
Mange af de små prosatekster, som bogen består af, indledes med sætningen "Jeg er hende der..." og så en kort beskrivelse af håndteringen af en situation eller reaktionen på en oplevelse. Der er fokus på kvinders og pigers oplevelser, men i høj grad også på, hvordan man selv som kvinde er præget og påvirket af en kultur, der lader voldtægter og overgreb fungere som en slags pirrende underholdning. Det skrives frem på en måde, der virker både skræmmende og skamfuldt, og kaster lys over, hvordan vi som kvinder nemt kan miste fodfæste i en maskulint domineret verden.
Efter flere korte prosastykker om voldtægtssager følger fx en side med kun en sætning: "Jeg har en datter" - Det virker meget stærkt!

'Jeg er hende: et skrig' af Tina Frank. Rebel With a Cause 2024, 62 sider

lørdag den 11. maj 2024

'Kære fuckhoved' af Virginie Despentes

Oscar lægger ud med en nedsættende kommentar om skuespillerstjernen Rebecca Latté på sin Instagramprofil. Rebecca svarer igen med en harmdirrende og arrogant besked, og så er de to i gang med at udveksle synspunkter. Ingen af dem er specielt sympatiske, men langsomt åbner de sig alligevel for hinanden og finder ud af at de har meget tilfælles. Udover en barndom i det samme kvarter, hvor Rebecca var veninde med Oscars storesøster Corinne, så har de begge et misbrug. Og så dette nye, der påvirker deres liv; hvordan man kan blive hængt ud på de sociale medier i en grad, der forbløffer dem begge. Zoe Katana er ikke overrasket, faktisk er det hendes virkelighed hver eneste dag. Hendes opslag på instagram og den feministiske blog hun skriver bidrager til at nuancere debatten. Oscar føler sig som et offer for #Metoo og har meget svært ved at se sagen fra offerets (Zoes) side. Rebecca er en stjerne og har det svært med at blive ældre og blive fravalgt til roller. Hun har hele sit liv været den feterede og fejrede og har en attitude, der svarer dertil. Nu rammes de alle af #Metoo, corona og samfundets nedlukning,- det præger dem på forskellig vis, og giver også ny indsigt. Så måske er der alligevel håb? En intellektuel, velskrevet og til tider lidt svær roman, der kommer omkring vigtige samfundskritiske emner.

'Kære fuckhoved' af Virginie Despentes. Gyldendal 2024, 309 sider

fredag den 8. marts 2024

'Den forbudte notesbog' af Alba de Céspedes

Hold da op - jeg er ret meget blæst bagover af denne roman. Den er fra starten af 1950'erne og foregår hen over ½ års tid i 1950. Valeria køber en sort notesbog og begynder at skrive om sin hverdag og sine tanker om livet, ægteskabet, forholdet til moderen og til de unge voksne børn. Hver dag kæmper hun en kamp for at finde tid og ro til at skrive, uden at hendes familie opdager det. Hun gemmer notesbogen, og hendes største frygt er at nogen skal finde den og læse i den. Så hun lader som om hun er bagud med andre huslige gøremål for at sidde oppe og skrive sent om aftenen. Som hun skriver om sin mand:
"Det er nemmere for ham at tro at jeg giver efter for en følelse af skyld end erkende at jeg er i stand til at tænke" 
Romanen giver et fantastisk fint psykologisk indblik i et kompliceret kvindeliv, der består af arbejdet på kontoret og derefter arbejdet i hjemmet, hvor Valeria slider i det for at forkæle sine børn, der aldrig hjælper hende eller synes at sætte pris på hendes indsats. I notesbogen får hun luft for sine tanker om ægteskabet - tomheden - længslen efter at blive set, samt sin egen magtesløshed. For sagen er at hun i høj grad begrænser og kontrollerer sin egen datter Mirella, der muligvis er i gang med at skabe sig det liv, som Valeria ikke engang tør drømme om. På samme måde som hun selv er blevet begrænset hele sit liv. Det manglende mod til at bryde ud og det stigende mismod, som hendes voksende erkendelse af udfordringerne skaber, er genialt beskrevet.
Hvis du er fan af Annie Ernaux og Simone de Beauvoir så er denne roman din næste must-read!

'Den forbudte notesbog' af Alba de Céspedes. Multivers 2023, 342 sider.

mandag den 25. marts 2019

'Aldrig kun til pynt: et søstermanifest' af Anja Leighton

Jeg må indrømme, at jeg blev lidt chokeret over denne bog. Den beskriver en kultur, som jeg overhovedet ikke kan genkende fra min egen gymnasietid. Er så meget virkelig ændret siden starten af 1990'erne? Heller ikke mine sønner synes at kunne genkende den kultur fra deres gymnasium, men de havde godt hørt, at det foregik andre steder.
Anja beskriver en gymnasiekultur, hvor store grupper af 3g drenge udvælger 1g piger til deltagelse i fester. Udelukkende baseret på deres udseende, og hvor pigerne bliver udsat for diverse ydmygelser.
Det er en enormt vigtig bog. Om hvordan man opfører sig overfor andre mennesker. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi som voksne ikke kan gribe ind og stoppe sådan en syg kultur. Hvor overgreb og sexistisk behandling af helt unge piger åbenbart er en helt naturlig ting.
Sprogligt kunne den måske have været redigeret skarpere, men det ændrer ikke på, at det er en vigtig udgivelse.

'Aldrig kun til pynt: et søstermanifest' af Anja Leighton. Politikens Forlag 2018, 183 sider.

onsdag den 12. juli 2017

'Vi burde alle være feminister' af Chimamanda Ngozi Adichie

Adichie har skrevet to små bøger om feminisme, som jeg var nødt til at købe, fordi de er så rigtige, at man kan læse dem flere gange. Den første har jeg allerede omtalt, den anden består af en tale, som Adichie holdt i 2012 (TEDTALK) om feminisme og Afrika. Hun lægger vægt på det opdragelsesmønster og den kultur, der gør, at vi stadig gør forskel på mænd og kvinder. Vel at mærke forskel, der ikke har nogen berettigelse i det samfund, vi lever i i dag. Talen er både humoristisk, selvironisk og fuld af fine historier og anekdoter. Det er ikke så nemt, som det er sagt, men der er noget at tænke over, - også for os der voksede op i 1970'ernes Danmark. Og ja, i Adichies definition af feminisme, - så burde vi alle være feminister.
I øvrigt kan jeg stærkt anbefale, at du hører talen her

'Vi burde alle være feminister' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2014, 63 sider.

tirsdag den 23. maj 2017

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie

En gang imellem falder man over en udgivelse, som udover at være velskrevet, bare er vigtig. Sådan en bog er Adichies lille uanseelige 'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter'. Jeg har aldrig betegnet mig selv som feminist, men Adichie beskriver feminismen som noget, det er meget svært at være uenig i. Selvfølgelig er jeg et menneske, der tror på social, politisk og økonomisk lighed mellem kønnene. Eller det vil sige; et menneske der ønsker, at vi som samfund kan opnå det. For det er jo ikke sådan, det er, vel?
Vi er alle fanget af kultur og traditioner. - Og vi burde alle være bedre til at kæmpe for at ændre den ulighed der er. Det starter derhjemme, - med hvordan vi opdrager vores børn. I denne bog skriver Adichie til en veninde, der lige er blevet mor, og har ønsket en vejledning i at opdrage sit barn feministisk. - Og selv om bogen er skrevet med udgangspunkt i en nigeriansk virkelighed, så er der mange gode råd at hente.
Giv den til alle de nybagte forældre, du kender!

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2017, 94 sider.

onsdag den 25. juni 2014

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt

Bogen består af en række vidneudsagn, anmeldelser, dagbogsnotater og interviews, der har til formål at kaste lys over Harriet Burdens liv. Harriet var gift med kunstsamleren Felix, og selv om hun selv var kunstner, fik hendes værker aldrig den anerkendelse, som hun følte, at de havde krav på. Hun havde selv en idé om, at det var hendes køn og udseende, der stod i vejen for hende.
I den sidste del af sit liv skaber hun tre store udstillinger, som hun får tre mandlige kunstnere til at udstille for sig, for at bevise sin teori. Det samlede projekt kalder hun maskeringer. Noget går imidlertid galt, idet den sidste af de tre mænd - Rune -, nægter at spille hendes spil og ikke vil stå frem, som den stand in han har været for hende. Han tager kort sagt selv æren for udstillingen. De forskellige udtalelser og interviews giver et fint billede af Harriet som menneske, hendes motiver, skuffelser og drømme.
Som i 'Det jeg elskede' er Siri Hustvedt igen tilbage i kunstverdenen, hvor hun hudfletter det indspiste mandsdominerede miljø. Der er masser af referencer til kunstnere, filosoffer og andre lærde, måske lige i overkanten, men det er en smagssag. Sidste del af bogen, der handler om Harriets sygdom og død, kan være lidt voldsom læsning for pårørende til kræftpatienter.
En krævende og udfordrende men samtidig fascinerende roman om kvindekamp og feminisme, velskrevet og næsten arrig i sit budskab.

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt. Lindhardt & Ringhof 2014, 439 sider.

mandag den 13. juni 2011

'Sommeren uden mænd' af Siri Hustvedt

Digteren Mia er blevet forladt af sin mand Boris. - Dvs han har meddelt hende, at han vil holde en Pause (Læs: pause med yngre kvinde) Mia tilbringer sommeren hos sin mor i Bonden, en lille by ude på landet. Her skal hun holde et sommerkursus i at skrive for syv teenagepiger, og bliver involveret i deres indbyrdes konflikter. Desuden tilbringer hun tid sammen med sin mor og dennes aldrende veninder. Samt med den unge nabokone, der har to små børn og en uengageret mand..
Sammenfattende kan man sige at Mia er en kvinde, der står midt i livet og betragter og funderer over de forskellige udfordringer, der møder kvinder på alle trin gennem livet. Det kommer der en udemærket bog ud af, men..
- Jeg synes stadig, at 'Det jeg elskede' er den bedste bog, Siri Hustvedt har skrevet. I denne nye roman er der optræk til noget rigtig godt, men vi når aldrig helt i mål. Der kunne være blevet et mere personligt drama ud af mobningen mellem teenagepigerne, eller et tættere bånd mellem mor og datter... Med udgangspunkt i "Det jeg elskede" ventede jeg hele tiden på, at der skulle ske noget særligt, - og det gjorde der bare ikke. Forfatterens feministiske betragtninger er sådan set gode nok, men virker alligevel lidt malplacerede. - Nå, måske blev jeg bare lidt skuffet over, at den ikke helt levede op til det, jeg havde håbet på.
Når det er sagt, så er det set i bagspejlet nu alligevel en god bog. Mangler bare lige det sidste twist...

'Sommeren uden mænd' af Siri Hustvedt. Forlaget Per Kofod 2011, 221 sider

onsdag den 29. oktober 2008

'Drømmefakultetet' af Sara Stridsberg

Romanen vandt Nordisk Råds Litteraturpris i 2007 og handler om den ekstreme feminist Valerie Solanas, der i 1968 skød Andy Warhol.
Jeg ved ikke rigtig, hvem jeg skal anbefale den til. Den er beskidt, tragisk, ulækker og fantastisk godt skrevet, - på en helt speciel måde. Vi følger den højt begavede Valerie gennem dødskamp, voldtægter, seksuelt misbrug, - ikke noget under at hun bliver mandehader... - Og bag den til tider voldsomme retorik fornemmer man hele tiden den lille pige, der håber på anerkendelse og kærlighed, ikke mindst fra den fraværende mor.