søndag den 30. oktober 2022

'Himmelstormere' af Maggie Shipstead

Slægtsfortælling, der springer i tid og sted. Tvillingerne Jamie og Marion overlever i 1914 et skibsforlis som babyer, men mister både deres far og mor. De vokser op hos deres onkel Wallace. Jamie vil være kunstner, mens Marion bliver besat af tanken om at flyve. Som helt ung gifter Marion sig med spritsmugleren Barclay, der betaler for hendes flyvetimer og køber hende et fly. Imens flygter Jamie og oplever en sommerforelskelse, der bliver afgørende for hans liv og kunst.
I bogens andet spor følger vi hollywoodstjernen Hadley, der efter en krise i sin karriere bliver tilbudt at spille den mystiske Marion Graves, der forsvandt under sin store flyvning jorden rundt i 1950.
Sideløbende med Hadleys forsøg på at finde ud af mere om Marion, følger læseren gennem bogens andet spor Marions flugt fra Barclay, hendes kamp for at få lov til at flyve, samt 2. Verdenskrigs konsekvenser for alle bogens karakterer.
Det er en virkelig en spændende og fascinerende historie, der fanger læseren ind.

'Himmelstormere' af Maggie Shipstead. Gyldendal 2022, 684 sider.

lørdag den 22. oktober 2022

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav

 Agnete har lige mistet sin mand og er i chock. Ikke bare pga hans død men også fordi han kort før sin død fortalte hende, at han havde en datter, som hun ikke kendte noget til.
Sophie trænger til en pause fra sit liv, da hun pludselig får at vide, at hendes svenske far er død. De havde ikke meget kontakt i hendes voksenår, men efter en pludselig indskydelse vælger hun alligevel at tage et par feriedage i farens hjemby Môlle.
Før hun ved af det har hun lejet sig ind på et værelse hos Agnete, der ikke ved hvem hun er og kattens leg med musen kan begynde. Sophie kommer til at synes godt om Agnete, og det bliver vanskeligere og vanskeligere for hende at komme til at fortælle, hvem hun i virkeligheden er.
Feel good - afslappende læsning med lidt drama og underholdning - ikke så dårligt!

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav. HarperCollins 2022, 298 sider

fredag den 21. oktober 2022

'Dagbogens hemmelighed' af Frida Skybäck

En familie- og slægtsfortælling fortalt i to spor: I det nutidige kaldes Rebecka tilbage til sin hjemby, da hendes mormor er blevet alvorligt syg. Hun har brug for en til at tage sig af huset, imens hun ligger på hospitalet. Rebeckas kæreste er mildest talt uforstående overfor hendes behov for at hjælpe sin mormor. Heldigvis får hun lidt efter lidt hjælp af den gnavne nabo, som måske ikke er så slem endda, når det kommer til stykket..
 Bogens andet spor følger mormor Anna under 2. Verdenskrig, hvor hun møder en ung mand Luca, som fascinerer hende. Han er imidlertid af italiensk afstamning og ikke en, som hendes forældre kan godkende. Luca er blandet ind i arbejdet med at hjælpe jødiske flygtninge i sikkerhed, og Anna ønsker at hjælpe ham. Det får imidlertid voldsomme konsekvenser for hende og de følgende generationer.

 'Dagbogens hemmelighed' af Frida Skybäck. Cicero 2022, 317 sider.

søndag den 16. oktober 2022

'Ingen som dig' af Nick Hornby

Lucy er 41 år, fraskilt og mor til to sønner. Hun arbejder som lærer og er ikke på udkig efter en kæreste. Men der er et eller andet ved den unge fyr i den lokale slagterforretning, som hun tiltrækkes af. Han er selvfølgelig alt for ung, men hun vil virkelig gerne lære ham at kende og måske ville han være interesseret i at være babysitter for hendes to drenge?
Joseph er 21 år, drømmer om at gøre karriere som DJ, imens han som bibeskæftigelse klarer sig som fodboldtræner og ekspedient hos den lokale slagter.
Joseph og Lucy er så forskellige, som nogen kan blive, men alligevel falder de for hinanden. Det er et forhold med mange forhindringer og komplikationer, men måske findes mange af barriererne mest oppe i deres hoveder?
Fin kærlighedsfortælling fortalt med indsigt, varme og humor.

'Ingen som dig' af Nick Hornby. Hr. Ferdinand 2022, 380 sider

fredag den 7. oktober 2022

'Sult' af Tine Høeg

 En meget stærk beretning, der handler om en kvindes ønske om at få et barn. Fertilitetsbehandlingen er krævende og samtidig må vores hovedperson forholde sig til at hendes kæreste allerede har to dejlige børn, som hun skal være stedmor for. Intet under at det at svært at være i sig selv. Det er en stærk og personlig, kærlig og fin bog. Forfatteren rammer en spinkel tone af håb og samtidig dirrer frygten; hvad hvis det aldrig lykkes? Hvem er vi uden den store drøm? Det var en bog, der gjorde et stort indtryk på mig. Jeg havde ellers ved første øjekast tænkt, at den var for tyk, men den er letlæst og bygget op i korte afsnit og sætninger, der fungerer fint. Læste den efter at have hørt forfatteren i samtale med Liv Nimand Duvå på Louisiana Literature.

'Sult' af Tine Høeg. Gutkind 2022, 430 sider.

lørdag den 1. oktober 2022

'Spor: essays om at gå' af Helle Bertram

 Jeg havde midt i september fornøjelsen af at deltage i en "Walk & Words" i Stubbekøbing, sammen med forfatter Helle Bertram, hvor hun læste højt af tekster fra denne bog. Imellem højtlæsningerne gik turens deltagere i tavshed og nød den smukke udsigt over vandet. Jeg havde læst bogen på forhånd, men det er en ny oplevelse at høre uddrag læst højt. Bogen består af refleksioner og tanker om det, der opstår, når man går. Om livet; stort og småt; forholdet til ens forældre, mænd, børn, arbejde, naturen osv. Men også om det at sætte den ene fod foran den anden og fortsætte i både egentlig og overført betydning. Det var en fin oplevelse, som jeg kun kan anbefale.

'Spor: essays om at gå' af Helle Bertram. Sydhav Forlag 2021, 67 sider