Viser opslag med etiketten magtkampe. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten magtkampe. Vis alle opslag

søndag den 19. november 2023

'Sejrens by' af Salman Rushdie

Sejrens by er en fabulerende magisk fortælling om byen Bisnaga, der vokser frem af jorden i løbet af nogle dage. Kvinden der står bag dette mirakel er Pampa Kampana, der som 9-årig så sin mor og alle byens andre kvinder træde ind i deres mænds ligbål efter et stort slag. Hun får sine særlige kræfter og evner fra en gudinde og hvisker folk deres historie i ørene. Kampana velsignes - eller forbandes - med et langt liv; hun ældes meget langsomt og bliver næsten 250 år. Som gammel nedskriver hun byens historie og det er den, der gengives i denne magiske fortælling. Her er magtsyge mænd, giftmordersker, rødhårede udlændinge, handlekraftige kvinder og intrigante præster. Kort sagt alt hvad man kan ønske sig af en indisk røverhistorie. Så hvis man køber præmissen bag og kan holde styr på de mange personer, så er man godt underholdt. 

'Sejrens by' af Salman Rushdie. Gyldendal 2023, 347 sider

lørdag den 13. november 2021

'Vølvens vej - Snehild' af Anne-Marie Vedsø Olesen

En roman, der tager sit afsæt i den nordiske mytologi og foregår i jernaldertidens Danmark. Snehild kommer til verden i en snestorm under en krig, som hendes fødende mor flygter fra. Hun vokser op i byen Himlinge, hvor ypperstepræstinden Ragnfrid har meget magt. Kongen Tormod regerer og hans tvillingesønner Roald og Aslak bliver venner med den unge Snehild, som af sin mor opfordres til hele tiden at være nysgerrig og lære noget. Men Ragnfrid aner at Snehild har usædvanlige evner, der kan true hendes egen magt, så hun beslutter at bruge en sygdom som undskyldning for at ofre Snehild til Guderne. Med sin mors hjælp lykkes det Snehild at flygte, og hun rejser til jætternes land Jotunheim, hvor hun får hjælp og uddannelse. Men hvordan vil det gå, når hun vender tilbage til menneskenes verden?
Spændende fortælling om overtro, magt og kærlighed. Romanen er den første i en serie og er blevet kaldt en slags dansk 'Game of Thrones' 

'Vølvens vej - Snehild' af Anne-Marie Vedsø Olesen. Lindhardt og Ringhof 2021, 415 sider.

fredag den 7. marts 2014

'Kongemageren' af Knud A. Petersen

Historisk roman fra starten af 1100-tallets Danmark. Kong Niels regerer, men stormændene bl.a. Peder Bodilsen og Asser Rig fra Hvide-slægten har et ønske om på et tidspunkt efter Niels's tid at se Erik Ejegods søn Knud på tronen. Men Niels lever længere end beregnet, og hans søn Magnus vokser til, så stormændene får ikke så let ved at få deres vilje igennem. Peder Bodilsen er desuden optaget af tidens nye tendenser, han ønsker tiende og cølibat indført i kirken. Men det er ikke altid let at ville forandre og udvikle, og da Magnus myrder Knud medfører det ufred og krig i landet. Romanen er skrevet i et nøgternt sagligt sprog og med fokus på magtkampe og magtintriger fremfor følelser og personbeskrivelser, hvilket gør, at der for mig kommer til at mangle noget. Man kommer ikke rigtigt ind bag de historiske faktabeskrivelser, der ellers er velskrevne og udførlige.

'Kongemageren' af Knud A. Petersen. Skriveforlaget 2014, 297 sider.

tirsdag den 20. august 2013

'Redningsbåden' af Charlotte Rogan

Da vi i starten af bogen præsenteres for Grace, er hun 22 år, har været gift i 10 uger, enke i 6 uger, og står anklaget for mord med krav om dødsstraf. Grace fortæller herefter selv sin historie: Hun er lige blevet gift med den velhavende Henry, lykken er gjort, og de er på vej tilbage til USA i 1914, da deres skib forliser. Grace reddes ned i en af de sidste redningsbåde, der er overfyldt og styres af sømanden Hardie. I de 21 dage der går, inden de skibsbrudne reddes, udspiller sig flere dramaer. Kvinderne i båden intrigerer og kampen for overlevelse begynder. Hvem holder med hvem og hvem har magten? Hannah og Mrs. Grant tager styringen fra Hardie, men hvor langt vil de gå for at beholde kontrollen, og hvem holder Grace egentligt med, - om nogen udover sig selv?
Grace fremstilles ikke selv som nogen helgen. Bogen forsøger sig med at tegne psykologiske portrætter af mennesker under ekstremt pres. Det er et interessant tema, men hovedpersonen er ikke helt spændende nok, til at det for alvor fanger. Hun virker lidt for stereotyp som den fattige unge pige, der kynisk forsøger at indfange den rige unge mand, der ellers er engageret til anden side. Selve de moralske overvejelser og diskussioner ombord på båden giver dog masser af stof til overvejelser og diskussion. Er det fx mere mord at smide en mand ud fra en overfyldt redningsbåd, end det er at undlade at samle et lille barn op fra havet, når man har muligheden?

'Redningsbåden' af Charlotte Rogan. Politikens forlag 2013, 225 sider