søndag den 21. april 2013

'Zornig - vrede er mit mellemnavn' af Lisbeth Zornig Andersen

I min jagt på en bog at sammenligne 'Sommerbarn' af Kirsten Myers med kom jeg til at tænke på denne. Tog den med hjem og læste den. Lisbeth Zornigs beretning om en barndom i Underdanmark i 1970'erne og 1980'erne er barsk læsning. Mærkeligt at tænke på at jeg har været barn på samme tid som hende, men haft så fuldstændig en anderledes barndom. Lisbeth og hendes tre store brødre lever en stor del af deres barndom sammen med deres mor og en stedfar, der både drikker, slår og det der er værre. Opmærksomhed fra tilfældige voksne er små lyspunkter, men der er også mange eksempler på svigt. Tanker: Hvad kan vi gøre for at møde disse børn, hvad kan vi i vores hverdag gøre for at gøre livet lidt lettere for et udsat barn? Hvor tit ser vi den anden vej og gør ingenting, fordi vi ikke vil blande os?

'Zornig - vrede er mit mellemnavn' af Lisbeth Zornig Andersen. Gyldendal 2011, 212 sider.

onsdag den 17. april 2013

'Sommerbarn' af Kirsten Myers

En meget stærk debut. Det er ikke en bog for sarte sjæle.
Anne vokser op på en gård i Østjylland i 1960'erne. Hendes far er proprietær, og hendes mor er dygtig til at holde en facade udadtil. Annes liv er imidlertid et dagligt helvede af angst, ydmygelser og misbrug. Forældrene er alkoholiserede og opdager ikke, at den seks år ældre bror Troels lader sine egne frustrationer gå ud over den yngre søster. I moderens øjne kan Troels ikke gøre noget forkert, og Anne får skylden for alt. Ud over angsten og sorgen beskrives også tiden og miljøet på den østjyske proprietærgård i 1960'erne meget fint.
Jeg har sjældent læst noget, der er så fuldstændigt gennemsyret af ondskab. Samtidig tror man på historien, hvilket gør den så meget mere uhyggelig. Det giver i høj grad stof til eftertanke. Hvordan finder og hjælper vi de børn, der bliver udsat for så forfærdelige ting i deres barndom, når nogle forældre er så gode til at holde en facade udadtil? - Og hvor tit lukker vi øjnene for noget, som vi som ansvarlige voksne medborgere burde reagere på?

'Sommerbarn' af Kirsten Myers. Gyldendal 2013, 315 sider.

'Venner for altid' og 'Hotel Vendome' af Danielle Steel

Som lektør har jeg fået hele to romaner af Danielle Steel til anmeldelse i de første måneder af året. Det er længe siden, jeg har læst den slags litteratur. Som bibliotekar er det måske noget, man forventes at gå langt udenom, fordi det ikke er en særlig anerkendt form for litteratur.
Men hvad er det, den kan, som gør, at vi trods alt har så mange lånere til disse bøger på bibliotekerne?
Måske har det noget at gøre med det sort hvide billede, der tegnes af personerne. At de enten er gode eller onde. - Det er så dejligt nemt at forholde sig til. Og hovedpersonen er ung, smuk og rig og lever i en verden, som almindelige mennesker kun kan drømme om - Og så kommer hun ud for problemer og begivenheder, som vi alle kan sætte os ind i, og det hele ender lykkeligt til sidst. Det er lidt som de Harlekinfilm, der vises på TV: Letfordøjelig og hurtigt glemt underholdning, som man ikke behøver forholde sig nærmere til. Og måske er det det, der er kernen? Der er så mange ting i hverdagen, vi skal forholde os til. Så det kan være helt befriende med noget, vi ikke behøver at tage stilling til, have en mening om eller reagere på.
Nå men til selve handlingen i disse to fortællinger: Den første handler om fem børn, der bliver venner i børnehaveklassen. Man følger dem og deres familier op gennem barndom og ungdom, hvor voksenlivets farer truer. De klarer den ikke alle, men vores heltinde kommer igennem og finder lykken til sidst, som vi havde forventet.
Den anden handler om Hugues; en succesfuld hotelejer, der er blevet alene med sin lille datter Heloise, som han forguder. Hun vokser op på hotellet, hvor alle elsker og forkæler hende. Selv om hun under sin far det bedste, kan hun ikke uden videre acceptere at skulle dele ham med en anden, da Hugues forelsker sig i en ny kvinde, og så har vi bogens centrale konfliktpunkt: Vil Hugues blive tvunget til at vælge mellem sin datter og sin nye store kærlighed?
Danielle Steel forstår at skrue en historie sammen, bare ærgerlig at sproget er så opremsende og kedeligt, og at personerne beskrives så stereotypt og endimensionelt.

'Venner for altid' og ' Hotel Vendome' af Danielle Steel. Lindhardt og Ringhof 2012 og 2013