søndag den 30. april 2023

'Årene' af Annie Ernaux

'Årene' regnes for Annie Ernaux's hovedværk, og vi har læst og diskuteret bogen i læsekredsen ved Sakskøbing Bibliotek.
Bogen er skrevet som en slags kollektiv generationsfortælling, hvor tiden og begivenhederne i samfundet spiller hovedrollen. Forfatteren fortæller om tidens tendenser og hvad der optog folk gennem et kollektivt "vi". Dog indledes de forskellige tidsepoker med beskrivelsen af et fotografi af en kvinde, der kan ses som en repræsentant for den generation, som romanen beskriver. En generation af kvinder, der var børn i en knaphedstid lige efter 2. Verdenskrig, voksede op med den dybe grundlæggende angst for uønsket graviditet, og var lidt for gamle til at være en aktiv del af ungdomsoprøret i 1968. Vi følger kvindefrigørelsen, familielivet, skilsmissen, elskerne, forholdet til de børn, der vokser op og flytter hjemmefra frem til 2006, hvor generationen er blevet til "de ældre".
Jeg har læst flere andre af Annie Ernauxs bøger og må indrømme, at denne ikke på samme måde fangede mig. Den er gennemsyret af franske referencer, som gør det lidt svært at følge med, medmindre man er virkelig godt inde i franske forhold. Så måske henvender den sig mest til franske kvinder i forfatterens egen generation (født 1942)

'Årene' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 252 sider.

torsdag den 13. april 2023

'Tårernes Europa' af Lykke Friis

En personlig beretning om, hvad der er sket med og i Europa, siden vi i 1989 fejrede Murens fald og opfandt begrebet Håbets Europa. Hvordan blev håb til tårer? Lykke Friis tager et kig ud over Europa i en foranderlig tid, hvilket er ret modigt. Bogen er en samtidshistorie, der fortælles imens den sker, men samtidig tager forfatteren os med igennem det Europa, der har udviklet sig i årene 1989-2022. Den russiske invasion af Ukraine, og det faktum, at der igen er krig i Europa, er et vigtigt afsæt for bogen. Hvordan kan det være, at vi ikke så tegnene langt tidligere? Og måske blev grundstenen til det europæiske forhold til Rusland allerede lagt i DDR-tiden, hvor Putin befandt sig i Berlin og bevidnede Østblokkens sammenbrud fra første parket. Hvilken rolle spillede Angela Merkel i det europæiske forhold til Rusland? - Og hvordan har de forskellige lande i Europa reageret på invasionen? - Blot nogle af de spørgsmål der belyses. Interessant og spændende læsning.
Bogen er indstillet til Læsernes Bogpris 2023 - du kan stemme her: Læsernes Bogpris | Stem om årets bog (laesernesbogpris.dk)

'Tårernes Europa' af Lykke Friis. Forlaget 28B 2022, 312 sider.

mandag den 10. april 2023

'Birgithe med th' af Katrine Marie Guldager

Birgithe har mistet sin mor. Hun skal rydde hendes hus og kan ikke regne med hjælp fra sin søster Lea. Samtidig har hun fået afslag på en stilling, som hun har søgt internt som afdelingsleder, og i frustration råber hun ad børnene i klasseværelset. Birgithe har en holdning til det meste, og hun tøver ikke med at sige den. I det hele taget er hun en ret tromlende type, som bare gerne vil have at alt i verden skal være korrekt. Man fornemmer, at hun kan være ret anstrengende, og hendes tålmodige mand Kristoffer har virkelig noget at se til. Børnene Oscar, Signe og Lauge er teenagere og har forvandlet sig fra søde og velopdragne til selvstændige væsner med egne meninger, der til tider udfordrer Birgithes holdninger. Som lærer har hun altid stillet krav til forældrene, - men måske er det hele ikke altid forældrenes skyld? I løbet af 12 dage tvinges Birgithe til at se indad, og det hun får øje på er ikke alt sammen lige kønt. Velskrevet lille roman, med et budskab til kvinder midt i livet, der forsøger at kontrollere og styre alt omkring sig - hvilket sjældent lader sig gøre.

'Birgithe med th' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2023, 184 sider.

søndag den 9. april 2023

'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' af Glenn Bech

Denne bog provokerede mig, hvilket jeg går ud fra også er meningen. Forfatteren sætter fokus på noget som er svært for os almindelige privilegerede middelklassedanskere at forstå. For ja, det er svært at sætte sig ind i, hvordan det må være ikke at kunne holde sin kæreste i hånden, når man går på gaden, altid at være bange for at vise sin kærlighed, altid føle sig forkert. Nogle ting er lettere at identificere sig med alt efter hvem man er, går jeg ud fra. At være ved at brække sig over de rige privilegerede venstreorienteredes "rigtige" holdninger til alt. At de virkelig modige er provinsbøsserne, som han skriver et sted. Fordi der skal så meget mere mod til at stå ved sin seksualitet i nogle miljøer end i andre. Og hvis en homoseksuel forfatter vinder en pris, hvorfor nævner man så hans/hendes seksualitet, når det overhovedet ikke er det, prisen handler om. Kan det ikke være fuldstændig ligegyldigt? - Jo helt enig - jeg gider faktisk ikke rigtig gå op i hvem andre har sex med. Kan vi ikke bare se på hinanden som mennesker? Men nej det kan vi åbenbart ikke - ikke så længe vi bliver ved med at chikanere folk, der er anderledes end os selv, - hvilket vel er noget, vi alle i en eller anden grad er skyldige i. Det der irriterer - og til en vis grad provokerer - mig, er at han så alligevel falder for fristelsen til at rangordne, hvem der har det værst og hvem der ikke har noget at brokke sig over. Til sidstnævnte gruppe hører åbenbart - udover de venstreorienterede københavnere - heteroseksuelle kvinder. - Og hvor ved han så det fra, kunne man fristes til at spørge? Nå men alt i alt et meget velskrevet manifest, som jeg egentlig først havde bestemt mig for at skimme hurtigt igennem, men hurtigt blev fanget af og ikke kunne lade være med at læse fra ende til anden. 

'Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet' af Glenn Bech. Gyldendal 2022, 328 sider

lørdag den 8. april 2023

'Malma Station' af Alex Schulman

Jeg blev færdig med denne bog for et par dage siden, og da jeg vågnede tidligt i morges, så jeg pludselig nogle andre ting i den - især i slutningen - som jeg ikke i første omgang havde fæstet mig så meget ved. Jeg vil ikke spoile handlingen, kun konkludere, at det er en roman om det ultimative svigt.
En far og hans datter Harriet tager med toget til Malma for at begrave en elsket kanin.
En mand og hans kone - Oskar og Harriet - rejser til Malma, fordi hun har noget vigtigt at vise ham. 
En kvinde Yana rejser til Malma med et fotoalbum for at søge svar på de spørgsmål, som hun har til sin familiehistorie efter sin fars død.
Undervejs på togrejsen ser de forskellige personer tilbage på deres liv, der har været præget af opbrud, afsavn og svigt. Særlig barsk er beskrivelsen af den lille Harriet, der overhører forældrene skændes om børnene, da de skal skille. Både hendes far og hendes mor vil helst have søsteren Amelia... 
Lige i starten er romanen lidt forvirrende, indtil man finder ud af, hvordan personerne hænger sammen. Og selv når man har styr på det, så gælder det om at holde tungen lige i munden for at holde styr på en historie, der springer meget i tid og sted. Hemmeligheder afdækkes og langsomt oprulles en kæde af begivenheder, der viser sig at få store konsekvenser for bogens personer.
En velskrevet roman, der bliver siddende i læseren og næsten gør fysisk - og i hvert fald psykisk - ondt. Måske en af den slags romaner, som man bliver nødt til at læse to gange? 

'Malma Station' af Alex Schulman. Lindhardt og Ringhof 2023, 297 sider.

fredag den 7. april 2023

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux

 Forfatteren beskriver en periode i sit liv, hvor hun havde et forhold til en gift mand. Hun er nærmest besat af ham og tænker konstant på ham. Det er primært disse tanker bogen dissekerer ned i detaljen: Hendes overvejelser omkring hvilket tøj hun skal tage på, når HAN er på vej, hendes ulyst til at foretage sig andet end at gennemtænke og analysere på deres sidste møde, hendes optagethed af alt hvad der vedrører denne mand; hans erhverv, hans land, hans feriemål. Lidelsen ved at vente på en opringning, angsten for at være væk fra telefonen bare et øjeblik. Hun kommer så vidt, at hun forestiller sig, at han helt sikkert vil ringe, hvis hun udfører bestemte gode gerninger, som fx at give penge til hjemløse. Det er en velskrevet og fascinerende bog, hvor hun også går tæt på de ubehagelige irrationelle følelser, som næsten kalder på en slags foragt hos en selv, når forelskelsen er overstået.

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 72 sider

onsdag den 5. april 2023

'Femten år' af Vigdis Hjorth

Romanen følger Paula i de år, hvor hun nærmer sig konfirmationsalderen. Tilværelsen bevæger sig fra at være tryg, hyggelig og forudsigelig til at være kedelig og deprimerende. Paula finder ud af, at hendes mor lyver i de breve, hun sender til mormoren, for at fremstille familiens liv mere spændende og succesfuldt end det er. Det får hende til at sætte spørgsmålstegn ved hele tilværelsen og særligt ved familiens berettigelse. Hvorfor lyver moren? Og hvorfor skal der bedes bordbøn, når bedsteforældrene er på besøg men ellers aldrig? Hverdagens små løgne vokser sig store og Paula vil ikke deltage i forstillelsen, men det er svært at undslippe familiens kvælertag. Hvordan kan hun væres sig selv, eller blive sig selv og samtidig få et godt og sandt forhold til sin familie? Hos veninden Karen oplever hun et andet slags barndomshjem, men da Karen flytter til Bergen med sin familie, mister Paula både sin bedste veninde og sit frirum. Konfirmationen nærmer sig, og Paula tror ikke på Gud og vil ikke konfirmeres. Men konfirmationsdagen betyder så meget for hendes forældre, at hun ikke ved, hvad hun skal gøre. Samtalerne med den gamle præst hjælper hende igennem.
Det er en roman med fine person- og naturbeskrivelser. Paulas dilemmaer og overvejelser er genkendelige, selv om de finder sted i en tid, hvor man skrev breve i stedet for sms'er. Af en eller anden grund kom jeg til at tænke på Marianne Larsens "Den forelskede unge"

'Femten år - det revolutionære forår' af Vigdis Hjorth. Turbine 2023, 185 sider.