fredag den 28. december 2012

'Dandy' af Jan Guillou

Her følger vi den yngste af de tre intelligente ingeniørbrødre fra Bergen Sverre. Efter sin eksamen svigter han sine brødre og følger sin store kærlighed den engelske lord Albie til England. Her bliver han kunstner og er med i den frigjorte kreds af Bloomsbury venner. Bogen har på nogle punkter samme tema som Ken Folletts Giganterne, der dog gør mere ud af det politiske og spændingen. De homoseksuelles miljø er et tema her, men bogen fanger ikke på samme måde som den første i serien. Faktisk bliver det lidt kedeligt indimellem, men man hænger på, fordi man fortsat er nysgerrig efter at vide, hvordan det hele ender. Bogen slutter samme sted og på samme tidspunkt som den første bog i serien.

'Dandy' af Jan Guillou. Modtryk 2012, 357 sider.

fredag den 14. december 2012

'Frihed' af Hans-Jørgen Schanz

Den første bog i en lang række udgivelser i serien Tænkepauser fra Århus Universitetsforlag. Man må sige at frihed er et vanskeligt begreb at få hold på; brugt og misbrugt gennem mange år. Schanz forsøger sig her med lidt rengøring, og giver os et godt indblik i hvordan frihed som begreb opfattes vidt forskelligt af forskellige kulturer og på forskellige tidspunkter i historien. Nærmere en definition kommer man muligvis ikke, men der er bestemt grundlag for eftertanke i denne lille bog.

'Frihed' af Hans-Jørgen Schanz. Tænkepauser 1. Århus Universitetsforlag 2012, 59 sider

'En anonym bog' af Laura Riding

Bogen består af et uddrag af den amerikanske forfatter Laura Ridings (1901-1991) bog 'Anarchism is not enough' fra 1928, hvori en anonym bog beskrives i detaljer. Den anonyme bog består af små absurde men alligevel nærværende historier, samt refleksioner over disse fortællingers indflydelse på samfundslivet. Sidste del af bogen er en efterskrift af Lisa Samuelsson, der også har oversat Ridings tekst. Efterskriften analyserer dels teksten, men diskuterer også anonymitets begrebet. Eksperimenterende ret filosofisk læsning må man sige!

'En anonym bog' af Laura Riding. Edition After Hand 2012, 41 sider.

torsdag den 13. december 2012

'Ham og mig: Født som dreng, genfødt som kvinde' af Maria Haaning fortalt til Peter Bennett

Maria blev født som Henrik, men følte sig altid anderledes. Hun legede helst med piger og følte sig som en pige. Allerede som 15 årig beslutter Henrik sig for at ville skifte køn, begynder at kalde sig Maria og klæde sig som en pige. Som 18-årig gennemgår Maria som den yngste dansker nogensinde en kønsskifteoperation i USA og kan endelig begynde at lægge en hård barndom fuld af mobning og manglende accept bag sig. Det går dog ikke helt nemt at komme videre med livet.

'Ham og mig: Født som dreng, genfødt som kvinde' af Maria Haaning fortalt til Peter Bennett. Peoples Press 2012, 182 sider

fredag den 7. december 2012

'Verdens vinter' af Ken Follett

Anden del af Ken Folletts store trilogi om det tyvende århundrede fulgt gennem 5 forskellige familier fra Rusland, USA, England og Tyskland. Vi følger personerne gennem 30'erne og 40'erne; fascisme, nazisme, krig og elendighed. Det er grundlæggende underholdende, spændende og interessant og man hænger gerne på hele vejen: Carla i Berlin, Woody i USA, Lloyd i London, Volodja i Moskva... Vores hovedpersoner er sønner og døtre af heltene fra første bog 'Giganternes fald'. En sætning, der har bidt sig fast i min hukommelse, er Volodjas undren, da han rejser gennem USA: "Hvordan skal vi få folk til at kæmpe for kommunisme, når de er så rige som amerikanerne? De kan jo bare købe alt det, de har brug for?" Min eneste anke er, at bogens socialister overalt optræder som de sande helte, der forstår at styre udenom nazisme og kommunisme, det bliver lidt for politisk unuanceret og trættende i længden. Men spændingen holder, det historiske stof er velbehandlet og man føler sig trods alt klogere på en del aspekter af verdenshistorien efter endt læsning, selv om man også har mistanke om en del politisk manipulation undervejs...

'Verdens vinter' af Ken Follett. Cicero 2012, 908 sider

lørdag den 24. november 2012

'Arangutang' af Sanne Munk Jensen

Ungdomsbog, der ikke i samme grad som forfatterens tidligere bøger også kan læses af voksne. Man bliver hurtigt træt af det meget ungdommelige sprog, - tænk, - jeg synes faktisk ikke, at de unge mennesker, jeg kender, taler SÅ grimt?
Historien følger den 16 årige Sigga og hendes liv i en lille by i Nordjylland, hvor alle kender alle. Sigga bor alene med sin mor og lillebror. Denne sommer sker der en masse for hende: Hun tager på charterferie med bedsteveninden, bliver kæreste med sin bedste ven og finder ud af noget nyt om sin ukendte far.

'Arangutang' af Sanne Munk Jensen. Gyldendal 2012, 172 sider

torsdag den 22. november 2012

'1Q84 Bog 3' af Haruki Murakami

Så blev det endelig min tur til at få læst afslutningen på Murakamis trilogi. Den tredje bog i serien fortælles skiftevis af Tengo, Aomame og privatdetektiven Ushikawa. Tengo våger ved sin døende fars seng og Aomame holder fra sit skjul i lejligheden hver aften udkig med legepladsen i håb om, at han skal dukke op der. Ushikawa skal egentligt finde Aomame, men pga. mangel på spor overvåger han i stedet Tengo. Så alle leder efter nogen, og måske bliver det lige en anelse for langt, især fordi Aomame i det meste af bogen befinder sig i lejligheden, hvor hun træner, spiser sundt og holder øje med legepladsen. Men det er stadig medrivende og godt skrevet. En bog om ensomhed, kærlighed og søgen efter samhørighed med et andet menneske.

'1Q84 Bog 3' af Haruki Murakami. Klim 2012, 451 sider.

'Mig før dig' af Jojo Moyes

Will er handicappet fra brystet og ned. Louisa er blevet arbejdsløs og tager modvilligt imod tilbuddet om at arbejde som handicapmedhjælper for Will. Will har indgået en aftale med sine forældre om at han giver dem 6 måneder, så ønsker han at afslutte sit eget liv. Hans mor håber desperat på, at Louisa kan få ham til at skifte mening. Da denne sandhed går op for Louisa, begynder hun for alvor at interessere sig for Will og hendes kamp for at få ham til at interessere sig for omverdenen begynder. - Det er dog ikke alle aktiviteter, hvor det er lige let at medbringe en tung kørestol..
Letlæst underholdningsroman, der dog tager fat på at alvorligere tema som aktiv dødshjælp, retten til selvmord for alvorligt syge mennesker o.lign. - Men samtidig er det i bund og grund en kærlighedshistorie.

'Mig før dig' af Jojo Moyes. Cicero 2012, 438 sider

fredag den 16. november 2012

'Naziofficerens hustru : En jødisk kvindes dobbeltliv i det tredje rige' af Edith Hahn Beer

Biografi om en jødisk kvinde, der under 2. Verdenskrig gemmer sig i Tyskland, som gift med en naziofficer. Det er en anden vinkel på krigen, end jeg tidligere har læst.
Forfatteren er vokset op i Wien, og hun klarer sig godt uddannelsesmæssigt indtil Hitler vandrer ind i Østrig. Så er hun pludselig jøde, et undermenneske, der ikke har samme rettigheder som alle andre. Kun ganske få østrigere tilbyder deres hjælp. Efter en tur i arbejdslejr overtager hun en venindes identitet og rejser igen til Tyskland for at arbejde, denne gang som en fri tysk kvinde. Hun møder en naziofficer og gifter sig med ham, og de får en datter.
Det er en biografi, der både er interessant, men dog også fortalt med en stor portion bitterhed og en blanding af had og foragt rettet mod tyskere og østrigere. Det kan man sådan set godt forstå, det ville bare have været dejligt, hvis det var anderledes.

'Naziofficerens hustru: En jødisk kvindes dobbeltliv i det tredje rige' af Edith Hahn Beer. Peoples Press 2011, 319 sider

torsdag den 15. november 2012

'Kafkas leoparder' af Moacyr Scliar

En fascinerende fortælling om en mand, der ellers udadtil ikke gemmer på mange hemmeligheder. Men det gør han så alligevel. Han er nemlig i besiddelse af en original tekst underskrevet af selveste Franz Kafka. Hele historien drejer sig om hvordan denne tekst er kommet i hans eje og hvilken betydning den har fået for hans liv. - Og det er bestemt ikke kedelig læsning!
Ratinho vokser op i zartidens Rusland i en lille landsby. Her fascineres han som ung af kommunismen, og da en af hans kammerater bliver syg, kastes han ud i en mission for selveste Trotskij. Han skal rejse til Prag og løse endnu endnu ikke nærmere bestemt opgave. Missionen går imidlertid helt galt da han først mister sit kodebrev i toget og siden begynder at se sammenhænge og konspirationer overalt... Det bringer ham i kontakt med Kafka, og skaffer ham også en romantisk oplevelse. Til sidst er alt dog så forkludret, at han må give op og rejse hjem til den russiske landsby.
Senere udvandrer han til Brasilien, hvor han lever et almindeligt liv som skrædder. - Men så bliver der endnu engang brug for Kafkas tekst...
Det er spændende og velskrevet og samtidig en ret vemodig historie.

'Kafkas leoparder' af Moacyr Scliar. Forlaget Hjulet 2012, 119 sider

mandag den 29. oktober 2012

'Måske går det over' af Sidsel Falsig Pedersen

Den kvindelige jeg-fortæller har været ude for en begivenhed, der har rystet hende og bragt hende ud af kurs. Hun beskriver her en lang række dagligdags begivenheder og relationen til en unavngiven mand. Besøg hos hans familie, campingtur, indkøb,  osv. Fortællingen er renset for navne, samt steds- og tidsangivelser, og jeg fortælleren har en mærkelig afventende indstilling til de ting, der bare sker omkring hende. Titlen siger det meget godt: Måske går det over; måske gør det ikke? Sprogligt enkelt og præcist. En stemning af håbløshed, men et udemærket indblik i et usikkert afventende menneskes liv. Kan anbefales hvis man er til Helle Helle og Katrine Grünfeld.

'Måske går det over' af Sidsel Falsig Pedersen. Tiderne Skifter 2012, 116 sider.

lørdag den 13. oktober 2012

'Monumentet' af Amy Waldman

New York 2 år efter tårnenes fald. Et udvalg mødes for at kåre vinderen af en arkitektkonkurrence om det monument, der skal opføres på Ground Zero. Da det vindende projekt er valgt, afslører kuverten med arkitektens navn en ny bombe: Hans navn er Mohammad Khan, han er amerikaner, men muslim. Udvalget forsøger i første omgang at holde tæt, men pressen får nys om historien og så bryder helvede løs. Khan og hans motiver mistænkeliggøres, de efterladte er splittede; muslimerne i landet holder på Khans ret til at vinde. Kort sagt: en masse forskellige organisationer udnytter situationen til at profilere sig selv, og snart befinder enkeltpersonerne sig i en malstrøm, som de har svært ved at overskue. Historien fortælles fra flere vinkler; vi hører både arkitekten, den velhavende enke, den fattige mor, skandalejournalisten osv.
Det er en roman, man ikke kommer uden om, hvis man vil have et skønlitterært bud på den amerikanske selvforståelse efter 9/11. Velfortalt, provokerende og vedkommende holder den et spejl op for os og viser os i al sin tydelighed, hvor skrøbelig og mangelfuld demokrati og frihed kan være. 

'Monumentet' af Amy Waldman. Tiderne Skifter 2012, 376 sider.

tirsdag den 25. september 2012

Mod naturen' af Tomas Espedal

Essayslignende betragtninger over livet, som en mand gør sig. Minder lidt om Per Pettersons måde at skrive på, uden dog at have helt den samme sammenhæng i fortællingen. Der afsluttes med en meget sanselig beskrivelse af et kærlighedstab. Men også beskrivelsen af livet som ung fabriksarbejder, og forelskelsen i en kvinde, der vil bestemme og styre det hele, er godt beskrevet. Der er dog enkelte løse ender til sidst. Hvad blev der fx af det barn, han tog sig af, som ikke var hans datter?

'Mod naturen' af Tomas Espedal. Batzer & Co 2012, 165 sider.

fredag den 21. september 2012

'De gemte børn : Beretninger fra anden verdenskrig' af Kirsten Nilsson

Mange små børn blev ikke taget med, da deres jødiske forældre i 1943 flygtede fra Danmark til Sverige. Et udvalg af disse børn fortæller nu deres historie i denne antologi. Mange af de medvirkende personer har ikke selv direkte erindringer fra adskillelsen, men den har alligevel i høj grad påvirket deres liv. En lidt anderledes vinkel på de danske jøders forhold under 2. Verdenskrig.

'De gemte børn : Beretninger fra anden verdenskrig' af Kirsten Nilsson. Gyldendal 2012, 198 sider

torsdag den 20. september 2012

'Så kom du' af Jennifer Weiner

Denne roman handler om 4 kvinder, der på hver sin måde bidrager til et nyt lille menneskeliv. Den unge studerende Jules, der donerer et æg, Annie, der er rugemor, India der har scoret en rig mand Marcus og gerne vil være mor og Marcus' datter den rige forkælede Bettina. Disse 4 kvinder skiftes til at fortælle historien om deres liv og deres medvirken i et lille nyt liv. Det er let underholdende, og man får et godt indblik i de forskellige kvinders overvejelser og liv, uden dog at komme helt ind bagved.

'Så kom du' af Jennifer Weiner. Turbulenz 2012, 335 sider

tirsdag den 18. september 2012

'Det tabte land' af Kiran Desai

På en bjergside i det nordlige Indien med udsigt til Himalayas tinder bor en gammel dommer i et faldefærdigt stort hus sammen med sit barnebarn Sai, sin kok og hunden Mutt. Det lyder måske romantisk, men det er det langtfra. Romanen er nærmest et studie i hjemløshed, fremmegjorthed og en søgen efter et sted at høre til.
Ved bogens start bliver huset beboere udsat for et røveri, hvor bl.a. dommerens gamle geværer bliver stjålet. Det er de nepalesiske oprørere, der kæmper for selvstændighed og nu vender op og ned på lillebyens hverdag og rutiner.
Lidt efter lidt oprulles historien om den vestliggjorte indiske dommer, der ikke kan finde sig til rette i sit eget land, den unge forældreløse Sai og hendes forelskelse i huslæreren Gyan, kokken og hans søn Biju, der lever som fattig illegal indvandrer i USA.
Bogen er skrevet med en stor grad af humor og selvironi i et meget ordrigt sprog. En af de episoder, jeg bed mærke i, var den måde Sai prøver at skjule sin kærlighedssorg på. - Ved at camouflere den først som influenza, dernæst som et andet savn. Jeg hørte den på lydbog, hvilket kan anbefales.
Læst til læsekredsen på Guldborgsund-bibliotekerne
Hør forfatteren fortælle om bogen her.

'Det tabte land' af Kiran Desai. Aschehoug 2007, 429 sider

torsdag den 13. september 2012

'Nymåne' af Stephenie Meyer

Edvard har forladt Bella, han tror, at det er den bedste måde at beskytte hende på. Men Bella bliver dybt ulykkelig og har svært ved at komme ud på den anden side igen. Det bliver vennen Jacob, der får hende til at le igen og opleve at noget stadig kan føles sjovt. Men så ændrer også Jacob sig...
Nr. 2 i serien holder spændingen, samtidig med at den behandler almindelige teenageproblemer, som ulykkelig forelskelse og venskaber.

'Nymåne' af Stephenie Meyer. Carlsen 2009, 607 sider

'Tusmørke' af Stephenie Meyer

Som forberedelse til debatcaféen om Monstre i november tænkte jeg, at jeg hellere måtte få læst en vampyrfortælling. Og når man ikke ellers er så meget til gys, så må denne vel være et godt sted at starte?Pigen Bella flytter fra det solrige Phoenix til den lille mere regnfulde by Forks, hvor hun skal bo hos sin far. I starten er hun ikke særlig begejstret, men så møder hun Edvard. Han er helt guddommelig smuk, og hun forelsker sig hovedkuls i ham. Desværre er det meget skiftende, hvordan han behandler hende. En eftermiddag redder han hende fra at blive kørt over, men hun kan stadig ikke blive klog på ham.
Umiddelbart er det mere en god kærligheds- og ungdomshistorie, end det er en skræmmende vampyrfortælling. Den er spændende, men af en ungdomsbog ret puritansk, men sådan er amerikanske ungdomsbøger måske?

'Tusmørke' af Stephenie Meyer. Carlsen 2009, 505 sider.

lørdag den 8. september 2012

'Ridderne om det runde bord' Elizabeth Chadwick

Tidsfordriv af den letbenede slags. Historien er velkendt; den smukke prinsesse mellem de to forskllige mænd; den ene spændende og sexet, den anden tryg og til at stole på. Bogen er skrevet efter filmmanuskriptet, men i dette tilfælde vil jeg anbefale at man hellere ser filmen.

'Ridderne om det runde bord' af Elizabeth Chadwick efter filmmanuskript af William Nicholson. Vintens Forlag 1995, 217 sider.

fredag den 31. august 2012

'En episode i en landskabsmalers liv' af Ceras Aira

Den tyske landskabsmaler Rugendas bliver under en rejse i Argentina ramt af lynet og slæbt efter sin hest. Denne ulykke forandrer hans ansigt til en grotesk bevægelig maske. Men kunstneren er så optaget af og indlevet i sin kunst, at han trodser al modgang for stadig at udøve sin kunst. - Det store engagement kommer især til udtryk under et indianerangreb.
Bogen er skrevet i et meget nøgternt sprog med en del eksistentielle og filosofiske overvejelser, der gør det lidt kedeligt eller tungt alt efter temperament.

onsdag den 29. august 2012

'Laksefiskeri i Yemen' af Paul Torday

Fred Jones er fiskeriforsker og arbejder med fiskeriundersøgelser. Han er en meget almindelig mand, der lever et stille og lidt kedeligt liv sammen med sin kone, der gør karriere indenfor finansverdenen. Men meget ændrer sig, da en velhavende arabisk sheik henvender sig med en vanvittig idé: Han vil indføre laks og laksefiskeri til Yemen, og han beder om hjælp fra Mr. Jones. I starten er Fred meget afvisende, men efter en lodret ordre fra chefen, går han i gang med undersøgelserne og lidt efter lidt gribes han af idéen.
En blanding af mails, forhørsreferater, breve og dagbogsnotater udgør bogens indhold og giver et godt indblik de begivenheder, der herefter får stor indflydelse på Freds liv. Man gribes af stemningen, og man behøver ikke være lystfisker, for at lade sig fascinere af denne roman. Kom på engelsk i 2006 og er filmatiseret.

'Laksefiskeri i Yemen' af Paul Torday. Forlaget Turbulenz 2012, 280 sider.

onsdag den 15. august 2012

'Begravet i stilheden' af Tove Alsterdal

Romanen er delt op i tre spor. I det mest markante af dem følger vi journalisten Katrine Hedstrand, der er hjemme på besøg fra London, da hun ved et tilfælde opdager at hendes demente mor ejer et hus i Tornedalen i Nordsverige. Et hus som en ejendomsmægler på vegne af en anonym køber har budt et anseligt beløb for. Katrine beslutter sig for selv at rejse op for at se på huset og få svar på nogle af de mange ubesvarede spørgsmål om moderens fortid og baggrund.
I de andre to spor følger vi henholdsvis en mordopklaring i Tornedalen og en russisk gangsters flugt efter et mord. Katrines mange spørgsmål fører hende både rundt i lokalsamfundet og til Rusland, og lidt efter lidt knyttes de tre tråde sammen.
Den mest interessante fortælling er den om Katrines søgen efter sine rødder og sammenhængen med de russiske forbindelser. Mordet virker en smule påklistret, som noget bogen kunne have været foruden. Den er velskrevet, underholdende og interessant uden nødvendigvis at skulle være en krimi.

'Begravet i stilheden' af Tove Alsterdal. Mrs. Robinson 2012,

onsdag den 8. august 2012

'Den stjålne vej' af Anne Cathrine Riebnitzsky

Romanen følger tre skæbner i Afghanistan: Den ældre intelligente ingeniør Khan, der bygger en vej mellem to afghanske byer i Helmand, gadedrengen Javeed, der bliver voldtaget af en politimand og den oprørske kvinde Malika, der må finde sig i at hendes mand Rahim gifter sig med den 13-årige Sharifa. Handlingen lægger dramatisk ud, da Khan bliver bortført af Taleban. Khans angst, hans tro og intellektuelle diskussioner med talebankrigerne er flot beskrevet. Eksempelvis argumenterer han for matematikkens skønhed på en særdeles overbevisende måde. - Jeg ville ønske, at jeg havde husket at tage en kopi af den side! De tre skæbner griber ind i hinanden på en fin måde og dele af romanen bygger på autentiske begivenheder. Det er en meget velskrevet og medrivende fortælling fra et af verdens brændpunkter. Kan anbefales til alle, der holder af Khaled Hosseinis bøger.

'Den stjålne vej' af Anne Cathrine Riebnitzsky. Politikens Forlag 2012, 308 sider

tirsdag den 7. august 2012

'Du forsvinder' af Christian Jungersen

Ferieturen ender i et mareridt, da Mias mand ændrer personlighed og bringer hele familien i fare. Det viser sig at Frederik har en hjernesvulst, der har indvirket på hans personlighed gennem længere tid. Og selv om Frederik bliver opereret, så skal Mia ikke regne med at få sin gamle mand tilbage. Men spørgsmålet er om hun overhovedet har lyst til at få ham tilbage? De sidste par år af deres ægteskab har uden tvivl været de bedste år; men var lykken sand, nu hvor den viser sig at være påvirket af en voksende svulst i Frederiks hjerne? Mia læser alt om hjerneskader og svulster, og det er som om også hun hen ad vejen ændrer personlighed. Samtidig har hun sine egne spekulationer over forholdet til teenagesønnen Niklas. Og da det viser sig at Frederik har begået bedrageri i stor stil under sin sygdom og måske skal i fængsel, truer verden med at bryde sammen. I en støttegruppe for pårørende møder hun advokaten Bernard, der også på flere planer har problematikken omkring hjerneskader tæt inde på livet..
Denne roman må være en af de mest velskrevne danske romaner, jeg har læst siden Jakob Ejersbo.  Læs den!

'Du forsvinder' af Christian Jungersen. Gyldendal 2012, 464 sider

søndag den 5. august 2012

'Til månen og tilbage' af Jill Mansell

Ellie mister sin elskede Jamie i en trafikulykke. Hun er stadig ung, men har svært ved at komme videre i sit liv. Hendes nye chef Zack er forelsket i hende, men han vil ikke presse hende og da hun lidt efter lidt begynder at føle noget for ham, starter alle forviklingerne. Romantisk chick lit komedie, af den letbenede slags, men stadig underholdende og afslappende læsning


'Til månen og tilbage' af Jill Mansell. Thaning & Appel 2012, 448 sider

torsdag den 2. august 2012

'Den store udredning' af John Doe Shelley

Ret speciel bog om en gruppe børn, der er indlagt til udredning på en psykiatrisk afdeling. Børnene lægger deres egne planer for den store udredningsaktion. Et af børnene fortæller historien og sproget er sikkert troværdigt, men bare ikke særligt inspirerende at læse en hel bog igennem. Mange gentagelser, sproglige understregninger og udråbstegn.

'Den store udredning' af John Doe Shelley. DoeWorkz 2012, 190 sider

tirsdag den 31. juli 2012

'Det dyrebare' af Linn Ullmann

En sommernat forsvinder Jon og Siris barnepige sporløst. Hun bliver først fundet død to år efter. Men hvad skete der egentligt den sommer, da Mille forsvandt?
Siri er ejer af to restauranter og gift med en mand, der ikke rigtig bidrager med noget, så hendes hverdag er travl og stresset. Hendes mand Jon skal forestille at skrive på en bog, men han kan ikke koncentrere sig om arbejdet. Hans spekulationer over Siri, livet og andre kvinder, som han er utro med, griber hele tiden forstyrrende ind i arbejdet. Deres ældste datter Alma har sine egne problemer i skolen, og Siris mor begynder på sin 75 års fødselsdag at drikke igen, efter at have været tørlagt i en del år. En fatal ulykke i Siris barndom, hvor hendes lillebror druknede splittede dengang familien og påvirker stadig hele stemningen. Og på Jennys 75 års dag forsvinder Mille så...
Det er en bog om dystre hemmeligheder, løgne og afmagt, om at orke eller ikke orke livet og hinanden...
Velskrevet og eftertænksom, lidt dyster undertone..

'Det dyrebare' af Linn Ullmann. Lindhardt og Ringhof 2012, 313 sider.

mandag den 30. juli 2012

'Himlen over London' af Håkon Nesser

Leonard Vermin har ikke lang tid tilbage. Inden det er slut vil han samle en helt bestemt flok mennesker til en afskedsmiddag. I dagene op til middagen ser han tilbage på sit liv og især på nogle turbulente ungdomsår i slutningen af 60'erne, hvor fascinationen af en ung tjekkisk kvinde i høj grad styrede hans liv. Vi følger sideløbende de mennesker, der er inviteret til middagen; Leonards samleverske, hendes to børn, og en ung amerikaner. Samtidig er en ældre svensk taxachauffør igang med at lægge sidste hånd på den roman han har skrevet på hele livet. - Alle skal de mødes i London, hvor en seriemorder huserer...
Det er spændende nok, men bliver alligevel lidt for langtrukkent. Som om der er ca. 150 sider for meget. En af de bøger, hvor jeg næsten ikke kan lade være med at bladre om og læse slutningen, fordi jeg gerne lige vil vide hvordan det egentligt ender, - jeg er bare ikke tålmodig nok til at læse hele bogen for at få det at vide...

'Himlen over London' af Håkon Nesser. Modtryk 2012, 475 sider.

tirsdag den 24. juli 2012

'Tæskeholdet banker på' af Jennifer Egan

Igennem fortid, nutid og fremtid følger vi en række forskellige personer i New York. Omdrejningspunktet er den succesfulde musikproducer Bennie og hans assistent Sasha. Det er en roman, der lægger vægt på at belyse de afgørende øjeblikke i menneskers liv, selv om de pågældende måske først langt senere finder ud af, hvad der var den vigtige korsvej. Det virker på en måde som en række noveller, bare med en større sammenhængs kraft. Vi møder fx veninderne Rhea og Jocelyn, i en sårbar ungdomstid, med forelskelser og vigtige valg; og senere i bogen mødes de igen som ældre ved en mands dødsleje. Samme mands søn følger vi som barn på safari i Afrika. Det er et velskrevet virvar af vigtige øjeblikke i en lang række menneskers liv. Godt skrevet. Det kan anbefales at læse rimeligt kontinuerligt og alligevel kan det være svært at holde styr på de enkelte personers relationer til hinanden og den påvirkning de uden tvivl udsætter hinanden for. Meget interessant bog; en af de nye spændende amerikanske forfattere, som også Litteratursiden sætter fokus på i efteråret 2012.


'Tæskeholdet banker på' af Jennifer Egan. Klim 2012, 293 sider.

søndag den 15. juli 2012

'Høstens engle' af Alden Bell

Normalt går jeg langt uden om zombie-bøger, men denne ungdomsbog har fået fin omtale, så jeg besluttede mig for at give den en chance.
Den 15-årige pige Temple er i konstant bevægelse gennem et fremtidigt uhyggeligt og trøstesløst USA, hvor de døde er vendt tilbage og vandrer rundt som uhyggelige igler, der kun er optaget af at æde de endnu levende. Enkelte steder findes enklaver af endnu levende, der kæmper for overlevelse. Temple har talent for at klare sig, og for at gøre de ting, der skal til for at overleve. Samtidig bærer hun på en dyb sorg over nogle af de ting hun har gjort, eller måske bare over at være et af de mennesker, der er barsk nok til at overleve i denne verden. Der er ikke megen plads til menneskelig godhed og medfølelse, men det er ikke desto mindre disse egenskaber, der lidt efter lidt former Temples liv og påvirker det i lige så høj grad som hendes mere mørke sider. Hun er på flugt fra en hævnende mand, men tager sig samtidig af en evnesvag fyr, - og så har hun en drøm om at opleve de store vandfald oppe nordpå...
Spændende og eftertænksom zombie-ungdomsroman

'Høstens engle' af Alden Bell. Forlaget Iris 2012, 251 sider

mandag den 9. juli 2012

'Kongernes kamp' af George R. R. Martin

Anden del af den store spændende romanserie, der kan anbefales til Tolkien-fans, men også til andre der holder af politiske intriger, magtkampe og bøger som fx McCulloughs 'Den romerske familie'.
Riget er i opløsning, flere huse gør krav på tronen og en borgerkrig er i fuld gang. Vi følger især de fem søskende fra huset Stark, der af krigen er blevet spredt for alle vinde, og hver for sig kæmper for overlevelse. Men også deres fjende Lannisterne får stemme gennem dværgen Tyrion. Samtidig truer en ukendt fjende Muren og landets nordlige grænse, hvor Jon Sne gør tjeneste blandt Murens Vogtere.
De mange forskellige stemmer er både en styrke og en svaghed i fortællingen. Vi får historien fra flere vinkler, men vi må lidt for ofte sige farvel til en spændende del og hoppe videre til noget andet, hvilket i længden irriterer læsningen. - Det høje spændingsniveau gør imidlertid, at man utålmodigt læser videre, og venter i spænding på den næste bog i serien...


'Kongernes kamp. En sang om is og ild ; bind 2' af George R. R. Martin. Gyldendal 2012, 827 sider.

tirsdag den 26. juni 2012

'En ny dags klarhed... - unge arabiske stemmer'

Antologi. En samling af noveller og digte, oversat fra arabisk. Resultatet af en skrivekonkurrence for unge arabiske forfattere, udskrevet af Det Danske Institut i Damaskus.
Der er et eller andet vanskeligt ved tekster oversat fra arabisk. Måske er det arabiske skriftsprog så forskelligt fra dansk, at det er virkeligt svært at oversætte. Kvaliteten af disse antologibidrag er blandet. Alle novellerne og digtene kredser om et meget aktuelt tema; det arabiske forår, de arabiske lande lige nu. Temaer som kærlighed, had, oprør og krig går igen. Med paralleltekst på arabisk.

'En ny dags klarhed... - unge arabiske stemmer' Forlaget Per Kofod 2012, 103 sider

fredag den 22. juni 2012

'Én af os sover' af Josefine Klougart

En meget lyrisk poetisk roman om at miste, om sorg og adskillelse; at forlade en mand eller selv blive forladt. At vende tilbage til barndommens rammer og tryghed, når livet bliver for svært og alligevel ikke finde det, man kom der efter. Der er noget meget trist, men også meget eftertænksomt over denne roman, hvor der ikke sker det helt store, men hvor man kan sidde og filosofere videre over enkelte sætningers skønhed. Så hvis man er til handling, spænding og den gode fortælling er det ikke denne bog man skal kaste sig over. Men hvis man nyder at give sig hen til sproget, så kan den anbefales.
For mig var den en bog man skal være i humør til. Jeg har givet mig tid og læst den langsomt, nydt et par sider og så ventet lidt, læst lidt igen. Jeg har tidligere givet op med Josefines Klougarts bøger, fordi jeg synetes at formen kom til at dominere og skygge for indholdet, men denne havde mere på hjerte og blev læst til ende.


'En af os sover' af Josefine Klougart. Rosinante 2011, 260 sider

lørdag den 16. juni 2012

'Tirsdagsbrevene' af Hélène Grémillon

Camille mister sin mor og mellem kondolencebrevene modtager hun et andet og anderledes brev. Et brev der fortæller historien om pigen Annie og hendes skæbne før 2. Verdenskrig. Annie kommer fra et fattigt hjem, hun vil gerne male og den velhavende unge kvinde Madame M, der er flyttet til landsbyen, tilbyder at hjælpe hende. Madame M bærer på en stor sorg: Efter 5-6 års ægteskab er hun endnu ikke blevet gravid. Annie beslutter sig i et svagt øjeblik for at hjælpe hende; en skæbnesvanger beslutning, der får store konsekvenser for mange mennesker. Fortællingen kommer også omkring venskabet med drengen Louis, der fortæller historien. Rammen er alle de voldsomme begivenheder i Frankrig i starten af 2. Verdenskrig.
Hver tirsdag modtager Camille nu et afsnit af historien, og hun bliver mere og mere mystificeret. Har Annies historie noget med hende selv at gøre? Og hvem er afsenderen Louis?
Det er en historie om fatale valg, om kærlighed og begær og om at blive fanget af sine egne gerninger. Spændende og underholdende læsning, der lige til det sidste kommer med nye afsløringer.

'Tirsdagsbrevene' af Hélène Grémillon. People's Press 2012, 256 sider.

fredag den 15. juni 2012

'Før vi siger farvel' af Jens Christian Grøndahl

Velskrevet kærlighedsroman og kvindeportræt af en yngre adopteret kvinde Barbara og hendes forhold til den 30 år ældre Marcus. Barbara er 36 år og har i 6 år levet sammen med Marcus, der er 66. Marcus er fotograf og rejser rundt i verden, men de trives begge i forholdet, der både rummer forståelse for hinanden og plads til egne interesser. Også Barbaras barndom får vi et indblik i, det halvdårlige forhold til moren, der er alkoholiker, og det ikke eksisterende forhold til faren, der har fået en ny familie.
Da Marcus skal afsted på endnu en tur, tager Barbara med sin mor til sin ukendte morfars begravelse, og bagefter skal hun mødes med Marcus i Athen. Mens de kigger på ruiner, lader han en bombe springe, der forandrer alt..
Det er en af de bedste bøger, jeg har læst af Jens Christian Grøndahl. Forholdet mellem den ældre mand og den yngre kvinde beskrives både indlevende og troværdigt.

'Før vi siger farvel' af Jens Christian Grøndahl. Lindhardt og Ringhof 2012, 279 sider.

onsdag den 13. juni 2012

'Spild' af Sigrid Combüchen


En ældre kvinde Hedwig sender et brev til en forfatter ved navn Sigrid Combüchen, da hun mener at have genkendt sig selv ud fra et fotografi, der beskrives i en af forfatterens bøger. Sigrid lyver og skriver tilbage, at hun bor i Heddas barndomshjem, og en korrespondance mellem de to tager sin begyndelse. Sideløbende med brevvekslingen; hvoraf vi som læsere kun får del i Heddas bidrag, inspireres forfatteren til at skrive Heddas ungdomshistorie.
Hedda vokser op som eneste pige med 3 brødre i et middelklassehjem i 1930'ernes Lund. Hun vakler mellem en pligtfølelse overfor familien, som hun forsøger at bekæmpe ved at rejse til Stockholm og deltage i et kursus i finere syning. Egentligt vil hun gerne være læge som den ældste bror Christian, men det er der ikke megen forståelse for i familien, selv om Hedda har de bedste karakterer. Så sykurset og at flytte til Stockholm bliver det oprør, det bliver til. Pligten overfor familien trækker i hende, men i Stockholm har hun lært en mand at kende og begæret følger sine egne veje. Historien om Hedda er en interessant historie, der egentligt godt kunne stå alene, uden at være pakket ind i det komplicerede net af inspirationskilder og forfatterens overvejelser, der gør det hele lidt tungt at læse.


'Spild: En dameroman' af Sigrid Combüchen. Tiderne Skifter 2012, 368 sider.

torsdag den 7. juni 2012

'Tolv måneder' af Connie Warnick Aagaard

Fotografen Helen kastes ud i dyb krise, da hun i løbet af ganske kort tid både mister sit livs store kærlighed og sin mor. Hun giver sig selv 12 måneder til at komme op til overfladen igen og skildrer sin kamp for at genvinde fodfæstet i dette 'Selvbillede', der er sammensat af breve til den afdøde kæreste, barndomserindringer og en slags dagbog i 3. person. Med til billedet hører, at Helen for mange år siden efterlod sin treårige søn hos hans far for at forfølge sine ambitioner som fotograf. Hun ville dokumentere verdens uretfærdigheder og måske på den måde være med til at ændre noget. Siden da har hun levet overalt i verden og har sjældent været hjemme. Hendes søn er blevet narkoman, og hendes famlende forsøg på at tage kontakt til ham bliver afvist uden nåde.
Helen forsøger at komme overens med sine valg, uden på nogen måde at retfærdiggøre sig selv. Det giver bogen kant og gør fortællingen troværdig.
Undervejs i teksten lader Helen de omtalte personer kommentere på overvejelser og oplevelser i noteform, en sjov idé , der gør teksten meget autentisk. Forfatteren skriver godt og man bliver nysgerrig på om denne historie mon har rod i virkeligheden?

Udkommer i dag.

'Tolv måneder' af Connie Warnick Aagaard. Replikant 2012, 277 sider.

fredag den 1. juni 2012

'Oprør' af Suzanne Collins

Kattua er blevet reddet ud af Dødsspillet og bragt til Distrikt 13, hvorfra kampen mod Capitol organiseres. Distrikt 12 eksisterer ikke mere, og selv om Kattuas ven Gale reddede hendes mor og søster ud derfra i sidste øjeblik er livet ikke nemt for flygtningene i Distrikt 13. Alle ønsker at Kattua udadtil skal stå i spidsen for oprøret, men kan hun det uden at skade Peeta, der er fange hos præsident Snow i Capitol?
De to første bøger i trilogien var gode og spændende, men jeg synes ikke at nr. 3 helt lever op til de to første. Selv om der stadig er hæsblæsende spænding, og kærlighedstvivl, så er denne mere rå og barsk end de to foregående; altså ikke for sarte sjæle.

'Oprør' af Suzanne Collins. Gyldendal 2011, 413 sider.

onsdag den 30. maj 2012

'Helt perfekt' af Rebecca Bailey

En moderne parforholdsroman, der giver ordet skiftesvis til Rikke og Lars. De er gift og har to børn Freya og Emil på 2 og 5, men i starten af fortællingen opdager Lars, at Rikke har en elsker. Han flytter ud og skal nu vænne sig til at være far på deltid. Lars er evighedsstudent, han har aldrig fået gjort sit studie færdigt og arbejder som portør på et sygehus, mens han drømmer om at skrive en roman. Men måske kan en skilsmisse også blive en begyndelse til noget nyt?
Rikke er arbejdsløs akademiker og går meget op i, at alt skal være helt perfekt. Det er det bare ikke. Hendes elsker Anders har nemlig ikke tænkt sig at være den nye mand i hendes liv, så alt det hun havde forestillet sig bliver ikke rigtig til noget. Oveni det hele bliver hendes mor ramt af sygdom, og Rikke føler at verden skrider sammen om hende.
Det er en udemærket roman, især er Rikkes iscenesatte perfektion rigtig godt beskrevet og ramt lige på kornet. Jeg synes dog at slutningen er lidt speciel, egentlig udemærket, den passer bare ikke rigtig sammen med resten af bogen.

'Helt perfekt' af Rebecca Bailey. Gyldendal 2012, 197 sider.

mandag den 21. maj 2012

'Det store hus' af Nicole Krauss

En roman, der kræver, at man holder tungen lige i munden, og nu bagefter ville jeg næsten ønske, at jeg havde noteret navne og årstal ned undervejs. Efter endt læsning er jeg i tvivl, om jeg har overset nogle forbindelser undervejs..
Romanen består af 4 forskellige spor: En forfatter i New York opbevarer et stort skrivebord for en ung chilensk digter, der forsvinder under Pinochets styre. Knap 30 år senere dukker en kvinde op og kræver skrivebordet udleveret, da hun hævder at være datter af den forsvundne digter.
I Israel filosoferer en ældre mand, der lige har mistet sin kone, over forholdet til sin yngste søn, som han aldrig helt har forstået.
I London fortæller en aldrende mand om sin elskede reserverede hustru, der gennem deres lange ægteskab har haft en stor hemmelighed for ham, som han først opdager lige før hendes død.
Izzy fortæller historien om de to søskende Joav og Leah, hvis far har gjort det til sin levevej at opspore og fremskaffe møbler og andre genstande, som nazisterne tog fra jøderne under krigen.
Det er en fascinerende bog, hvor de forskellige fortællinger vikler sig ind i hinanden og har forskellige berøringspunkter. Om hvordan vi som mennesker bevidst og ubevidst griber ind i hinandens liv. Om kærlighed, rodløshed, eksil, usikkerhed og fortvivlelse. En bog der rejser flere spørgsmål end man får svar på, kræver overblik og koncentration, men en virkelig god læseoplevelse!

'Det store hus' af Nicole Krauss. Gyldendal 2012, 350 sider.

lørdag den 19. maj 2012

'Løbeild' af Suzanne Collins

Kattua og Peeta er tilbage i distrikt 12 efter sejren i årets Dødsspil. Men rundt omkring i de forskellige distrikter ulmer oprøret. Lederne i Capitol leder efter en mulighed for at få hævn over sidste års vindere og forude venter næste års Jubilæumsdødsspil. Kattua vakler mellem de to unge mænd i sit liv. Hun spekulerer over undertrykkelse og modstandskamp, men er hun i virkeligheden en brik i et større spil? Og hvem kan hun stole på?
Spændende og medrivende  ungdoms-science fiction! Svær at lægge fra sig! Kan anbefales!

'Løbeild' af Suzanne Collins. Gyldendal 2011, 396 sider

fredag den 18. maj 2012

'Rummet' af Ide Hejlskov


Utilregnelig litteratur hm.. Ja her er i hvert fald en ny dansk forfatter, som det er værd at holde lidt øje med. Der er ikke mange, der på ganske få sider kan skabe en fortættet stemning af noget uhyggeligt og uafklaret, som man som læser ikke kan lade være med at spekulere videre på flere dage efter, at man har læst det. Jeg refererer her til 'Kælderekspeditionen' og 'Loven' der indgår i denne samling prosastykker fra forfatteren. Alle teksterne undersøger på en eller anden måde forskellige rum eller rumlige aspekter.
Bliver spændende at se resultatet, hvis hun kaster sig ud i en lidt længere sammenhængende tekst.

'Rummet' af Ide Hejlskov. Autre: Forlaget for utilregnelig litteratur 2012, 88 sider.

onsdag den 16. maj 2012

'Hvem ringer klokkerne for' af Ernest Hemingway

Bogens hovedperson er Robert Jordan; en idealistisk amerikaner, der deltager i den spanske borgerkrig mod facisterne. Han bliver sendt ind bag fjendens linier, hvor han skal sprænge en bro i luften. Den gamle Anselmo fører ham til Pablos gruppe, hvor han møder pigen Maria.
Romanen strækker sig over de tre dage Robert tilbringer hos gruppen. Hans kærlighedsforhold til pigen Maria er noget af det smukkeste, jeg længe har læst. Det samme gælder hans overvejelser omkring livet og døden. Den konstante undertone af, at noget fatalt kan eller vil ske, lægger en spænding ind i romanen, der er helt speciel. Læseren drages ind i en verden, hvor det er muligt at leve hele sit liv på tre dage. Det giver virkelig stof til eftertanke, må man sige. Ville en del af os ikke bruge vores tid anderledes, hvis vi levede med den konstante påmindelse, at livet er lige nu og her, - og at i morgen måske aldrig kommer? Nå, det var et sidespor, men det er i hvert fald en fantastisk roman, som jeg kun kan anbefale.

'Hvem ringer klokkerne for' af Ernest Hemingway. Lindhardt og Ringhof 2 udg. 2000, 575 sider. Først udgivet 1940

mandag den 14. maj 2012

'Profeterne i Evighedsfjorden' af Kim Leine

Man må sige at Kim Leine forstår at forny sig og skrive sig ind i nye områder af litteraturen. Denne hans nyeste roman handler om præsten Morten Falck Pedersen, der efter studier i København kommer til missionen i Grønland i slutningen af 1700-tallet. Beskrivelsen af de forskellige miljøer virker meget autentisk men også meget barsk; det er en historisk roman til den historisk interesserede, der ikke er bange for at læse om kønsliv, afføring og uhumske forhold. Præstens ophold hos profeterne i Evighedsfjorden kunne med fordel have fyldt mere i bogen, synes jeg, men det er godt håndværk og fængslende skrevet.

'Profeterne i Evighedsfjorden' af Kim Leine. Gyldendal 2012, 525 sider.

lørdag den 12. maj 2012

'Solen går sin gang' af Ernest Hemingway

Roman om en flok rodløse mennesker i 1920'ernes Paris, der har svært ved at give slip på den ungdom, de egentlig er ude over. Hovedpersonen er den amerikanske journalist Jake der er forelsket i Brett, mens han samtidig er hendes bedste ven. Brett er ved at blive skilt fra en mand, skal giftes med en anden og tager på weekend med en tredje. De fører et løssluppent og kaotisk liv, fuldt af druk, barer og rejser.
Historien om den rodløse ungdom er tidløs. Kærlighedshistorien er fortvivlet, men alle handlinger beskrevet på en fatalistisk måde, så man tænker, at det naturligvis ikke kan være anderledes, selv om man måske kan undre sig over mændenes tilgivende overbærende natur. Det gammeldags og charmerende ved romanen er især rejsebeskrivelserne fra 1920'erne Frankkrig og Spanien, men også sproget og samtalerne personerne imellem.. Jeg brød mig ikke om de detaljerede beskrivelser af tyrefægtningen; det er meget svært at forestille sig nogen skønhed ved den sport, synes jeg, men ellers var det en dejlig roman; god læseoplevelse. Meget reflekterende uden at være udpenslende.

'Solen går sin gang' af Ernest Hemingway. Lindhardt og Ringhof 2001, 224 sider. Oprindelig udgave: 1926

onsdag den 9. maj 2012

'Mus og mænd' af John Steinbeck

Klassiker fra 1937 om de to venner George, der er lille og intelligent, og Lennie, der er stor og dum. De vandrer fra gård til gård og arbejder, drikker pengene op i weekenderne, men bag håbløsheden ved det hele, har de drømmen om at få deres eget lille sted. Det er en drøm, George holder liv i for Lennies skyld. Lennie, der så godt kan lide at kæle for bløde ting, men er så stærk, at han kommer til at klemme livet ud af alt; de små mus, hundehvalpen og til sidst bossens irriterende svigerdatter; hvilket straks er værre og får George til at tage en uigenkaldelig alvorlig beslutning.. Det er en trist historie om håbløshed, druk og fattigdom. Hvad skal ændres; skal vi alle have mulighed for at at have vores eget lille sted, og ville mændene her egentligt ikke have denne mulighed, hvis de virkelig ville kæmpe for det? Er det kun samfundets skyld, at de er fastholdt i druk og elendighed? Man forstår godt, at denne roman har klassikerstatus, og til stadighed kan skabe debat i skoletimerne. Hvis du endnu ikke har læst den, så gør det!

'Mus og mænd' af John Steinbeck. Lindhardt og Ringhof 2000, 132 sider. Udgivet første gang i 1937.

søndag den 6. maj 2012

'Ramt af ingenting: En glemmebog' af Ida Jessen

En samling små prosastykker, der i et intenst sprog og fulde af stemning belyser et kærlighedsforholds afslutning. Sorgen, over det der er mistet, over det der måske aldrig var og overlevelsen i nuet er i centrum. En fin lille bog fuld af eftertanke og stemningsbilleder.

'Ramt af ingenting. En glemmebog' af Ida Jessen. Gyldendal 2012, 67 sider.

søndag den 29. april 2012

'Se aldrig væk' af Linwood Barclay

Spændingsroman. Journalisten David er taget i Tivoli sammen med sin kone Jan og deres søn, da Jan pludselig forsvinder. Politiet tror ikke på Davids forklaringer og da han begynder at lede efter spor i Jan fortid, venter der mange overraskelser. Hvem er hun egentligt, kvinden han er gift med? Er hun flygtet for noget, eller hvad er der sket? Jeg kan ikke skrive så meget mere uden at afsløre for meget af bogens handling. Det er en OK underholdende spændingsroman.


'Se aldrig væk' af Linwood Barclay. Cicero 2012, 411 sider.

'Baby Jane' af Sofi Oksanen

Denne, den tredje roman vi har fået af forfatteren på dansk, foregår i Helsinkis homomiljø. Jeg-fortælleren fortæller om sit kærlighedsforhold til Piki. Piki er cool og sej, men også depressiv. Lidt efter lidt tager angsten magten over hendes liv, hun holder op med at gå uden for en dør og er afhængig af ex kæresten Bossa, der køber ind for hende, bærer skraldet ud og vasker tøj. De to piger lever af en blanding af telefon sex og postordrefirma; en måde at tjene penge på uden at bevæge sig ret meget ud af lejligheden. Fortælleren af historien kæmper selv med depression, men formår ikke at nå ind til Piki, der forsvinder længere og længere ind i sig selv. Fortælleren søger tilflugt hos en mand, som hun ikke elsker, men som kan give hende tryghed og et sted med mulighed for lange karbade.
Det er en intens fortalt historie, sprogligt flot og med en overraskende slutning.


'Baby Jane' af Sofi Oksanen. Rosinante 2012, 200 sider.

lørdag den 28. april 2012

'Dødsspillet' af Suzanne Collins

Landet Panem dækker det område, der tidligere hed Nordamerika. Fra hovedstaden Capitol styres de 12 distrikter i Panem med hård hånd. For at understrege sin magt og sone et oprør, der fandt sted for mange år siden, udvælges hvert år en pige og en dreng mellem 12 og 18 år fra hvert distrikt til Dødsspillet. I Dødsspillet skal de 24 unge sonere kæmpe mod hinanden til døden, indtil en står tilbage som vinder. Da Kattuas lillesøster Prim på kun 12 år bliver udtrukket melder Kattua sig frivilligt til at tage hendes plads. Sammen med bagerens søn Peetu bliver hun sendt af sted til Dødspillet, og en kamp for overlevelse begynder..
Spændende og medrivende ungdomsfortælling, der er svær at lægge fra sig. Der er kø på bibliotekerne i øjeblikket, efter at bogen er filmatiseret med den engelske titel Hunger Games


'Dødsspillet' af Suzanne Collins. Gyldendal 2010, 395 sider.

'Sortedam' af Sissel Bergfjord

Sigrid er højgravid. Hendes mor Mona døde for 4 måneder siden og Sigrid har endelig taget sig sammen til at tage ud i lejligheden for at rydde op. Det er lidt af en overvindelse for hende og til kæresten Niklas har hun sagt, at hun er taget om til en veninde. Sigrid bliver i lejligheden et par dage og ind imellem oprydningen og opringningerne fra Niklas, tænker hun tilbage på barndommen og ungdomstiden, hvor den flagrende smukke men alkoholiserede mor fyldte meget, både til de pinlige familiefester, på ferien i Rom og ved Sigrids studentereksamen.
Det er et fint portræt af en kvinde, der selv mange år efter er påvirket af sin mors misbrug.

'Sortedam' af Sissel Bergfjord. Gyldendal 2012, 168 sider.

fredag den 27. april 2012

'Jeg begyndte sådan set bare at gå' af Kim Fupz Aakeson

Fjorten noveller skrevet for og om unge. Et hegn skal bygges. Et træ fældes. En hund bliver kørt ned. En far er utro, en far dør, en mor slukker for fryseren, to brødre skal besøge far i Odense, men tager videre til mormor og morfar i Skanderborg. En venindemor som de andre piger misunder. Fine små lette noveller med stof til eftertanke, om de øjeblikke, da noget forandres og magtforhold ændres.

'Jeg begyndte sådan set bare at gå' af Kim Fupz Aakeson. Gyldendal 2011, 175 sider.

tirsdag den 24. april 2012

'Støj og stilhed : en bedemands rejse' af Henrik Juul Jensen

Udemærket dansk roman; en af dem, der rækker ud over den almindelige dagligdag. Om krig og kærlighed, og om hvordan krig sætter lange spor. En midaldrende mandlig fortæller genfortæller her Andreas og Nadas kærlighedshistorie, som han selv har hørt den fra Andreas. Nada er kommet til Danmark som flygtning fra krigen i Bosnien. Hun er gravid, har mistet sin elskede og bærer på tunge oplevelser, som hun ikke kan dele med nogen. I København møder hun bedemanden Andreas og de forelsker sig. De lever sammen som en familie i flere år, men Nada bærer hele tiden et mørke med sig, som hun får sværere og sværere ved at være i. Til sidst indhentes hun af fortiden og må afsløre nogle af sine hemmeligheder. Sproget kan virke lidt pompøst nogle steder, og hører absolut ikke til det minimalistiske, men bogen tager et vigtigt tema op og fortæller en væsentlig historie.

'Støj og stilhed : en bedemands rejse' af Henrik Juul Jensen. Politikens forlag 2012, 250 sider

søndag den 22. april 2012

'Trækfuglens kompas' af Pia Tafdrup

Smukke følsomme dejlige digte, fulde af stemning, opbrud og rejser. Mit yndlingsdigt hedder 'Gennem september' og starter sådan her:

"Jeg går gennem efterårslandskabet
med stubmarker, røde rønnebær
og brombærkrat,
indånder lugtene
af for længe siden.
Det er min mors måned,
hendes lys,
altid hendes september....."

Der er noget rodløst, søgende og samtidig meget livsbekræftende over Pia Tafdrups digte. Kan anbefales!

'Trækfuglens kompas. Digte' af Pia Tafdrup. Gyldendal 2010, 89 sider.

lørdag den 21. april 2012

'Et andet land' af Nadine Gordimer

Julie er en lidt forkælet overklassepige i Sydafrika, der forelsker sig i Abdu en illegal indvandrer, der reparerer hendes bil. Abdu bliver smidt ud af Sydafrika og Julie beslutter sig for at følge med ham. Så de gifter sig og tager hjem til hans arabiske muslimske land. For Julie er det lidt som et eventyr, men hun finder nogle andre værdier i landsbyen end hun havde regnet med: Familiesammenhold, kvindeligt fællesskab, ørkenstilhed og et job som underviser i engelsk. Abdu har imidlertid en evig længsel efter et andet land, et sted, hvor han vil have chancen for at klare sig bedre og få flere materielle goder. Kan deres kærlighed overvinde den forskellighed de oplever i deres kulturelle værdier?
Der var flere i læsekredsen, der var ret skuffede over denne roman. Jeg synes faktisk, at den var udemærket. Den gør opmærksom på den store grundlæggende forskel i livssyn, der kan gøre det vanskeligt for to mennesker at nå hinanden.

'Et andet land' af Nadine Gordimer. Gyldendal 2001, 270 sider.

onsdag den 18. april 2012

'Mr. Loves død' af Indra Sinha

Bhalu får ved sin mors begravelse kontakt til en kvinde han kendte som barn i Indien. Den gang sidst i 50'erne rystedes Indien af et trekantsdrama, der endte med mord. På en eller anden måde fik denne begivenhed vidtrækkende konsekvenser for Bhalus barndomsveninde Phobe og hendes familie, konsekvenser, der også har påvirket Bhalus familie. Han beslutter sig for at finde ud af hvad, der egentligt skete. Langsomt oprulles en historie om utroskab, kærlighed, svigt og korruption i 50'ernes Indien. Det er en ret kompliceret bog, af den slags man næsten får lyst til at starte på igen, for at sikre at man har fået fat i det hele, og slutningen efterlader læseren med en del spørgsmål. Selv om opbygningen af plottet kan virke lidt tung, er det samtidig også en fascinerende beskrivelse af det indiske miljø.

'Mr. Loves død' af Indra Sinha. KLIM 2012, 423 sider.

mandag den 9. april 2012

'Kampen om tronen 1' af George R. R. Martin

Hvis man er til middelalder-fantasy, konger, ære, intriger, forræderi og heltemodig kamp, - så kan denne murstensroman varmt anbefales.
Vi følger de forskellige huse, bl.a. Huset Stark i De Syv Kongeriger, intriger, indre stridigheder og trusler udefra truer med at splitte riget. Som kongens nærmeste ven og rådgiver bliver Eddard Stark mod sin vilje trukket ind i spillet om magten, hvor bl.a. dronningens slægt Lannisterne spiller en afgørende rolle. Helt mod nord har den unge Jon Sne påbegyndt sit arbejde med at bevogte rigets nordligste grænse Muren, og længere sydpå må hans halvbror den unge Robb Stark i sin fars fravær forsøge at styre Vinterborg sikkert igennem krig og krise. Vi præsenteres også for Dany Targaryen; en ung pige i eksil, der er den sidste overlevende af den gamle kongeslægt fra De Syv Kongeriger.
Fantasy-delen begrænser sig til drager, vildlinge og "de andre", men det gør ikke så meget. Her er mange personer og dramatik for alle pengene, god underholdning, jeg glæder mig allerede til den næste i serien...

'Kampen om tronen 1' af George R. R. Martin. Gyldendal 2011, 768 sider.

tirsdag den 27. marts 2012

'Fjendskab, venskab, ægteskab' af Alice Munro

Bogen består af 9 noveller, der alle på den ene eller den anden måde handler om kærlighedsforhold eller ægteskab, hvilket ikke nødvendigvis behøver at være det samme. Munro er en mester i antydningens kunst, og der er meget tilbage til læseren af fundere over. Det er en af de bedste novellesamlinger, jeg længe har læst; meget helstøbt og skrevet i et flot sprog. Jeg ved ikke, om jeg kan pege på en enkelt yndlingsnovelle, da de alle er gode, men måske åbningsnovellen, hvor en midaldrende husbestyrerinde opsøger en mand, som hun længe har korresponderet med i hemmelighed. Alt er dog ikke, som det ser ud til, men på mirakuløs vis får vi her en happy ending.. Det kan man ikke sige om alle novellerne, men hver eneste novelle sætter nogle tanker i gang, afslører hemmeligheder eller rummer forskellige gensyn med personer og følelser.

'Fjendskab, Venskab, Ægteskab: Noveller' af Alice Munro. Gyldendal 2011, 373 sider.

mandag den 26. marts 2012

'Vildheks' af Lene Kaaberbøl

Udemærket bud på fantasy for piger omkring 10 år. Clara bliver forfulgt af en kæmpekat og er tæt på at blive kørt ned af en lastbil i tågen. Hendes mor tager hende med ud til mosteren og det viser sig, at Clara er en vildheks, som sin moster. Hun bliver forfulgt af den ondskabsfulde Kimæra og må bestå nogle farlige prøver for at bevise sin egen uskyld.

'Vildheks 1: Ildprøven' af Lene Kaaberbøl. Alvilda 2010, 155 sider

søndag den 25. marts 2012

'Tyranner i hovedet' af Terry Spencer Hesser

Børneungdomsbog om en pige der lider af OCD. Hun bliver mere og mere besat af sine tvangshandlinger, der påvirker hele familien, hendes sociale liv og venskaber. Kan helt klart anbefales til forældre til et barn med OCD, men jeg er lidt usikker på om man skal lade OCD ramte børn selv læse med i første omgang. Den kunne give lidt for mange gode idéer til endnu flere tvangshandlinger...

'Tyranner i hovedet' af Terry Spencer Hesser. 1999, 142 sider

fredag den 23. marts 2012

'Mysteriet Mangiabarche' af Massimo Carlotto

En detektivhistorie af den lidt gammeldags slags; måske mest henvendt til de ældre mandlige krimilæsere. Kom på italiensk i 1997; i dag havde man nok bare googlet 'Mangiabarche', - og så havde mysteriet hurtigt været løst.
Den lidt fordrukne detektiv Marco Buratti tager til Sardinien, hvor han skal hjælpe tre advokater med at finde en forsvunden mand. De har nemlig alle været uretmæssigt fængslede, anklagede for at myrde den pågældende mand, men liget er aldrig fundet, og de har en mistanke om at han ikke er død. Buratti får hjælp af sin gangsterven Rossini og en lokal Marlon Brundu(!), men snart begynder vidnerne at blive myrdet omkring dem, og de må sande at de pludselig er blevet de forfulgte.
Alderen trykker; både mysteriet, plottet, det at der afregnes i lire; det hele antyder en lidt gammeldags krimi, men det kan også have sin charme. Den er bare ikke helt spændende nok, der er ikke rigtig det drive en krimi har brug for, og meget få overraskelser undervejs. Dertil kommer en tilpas mængde bestialske mord, til at det ikke helt er min type bog.

'Mysteriet Mangiabarche' af Massimo Carlotto. Hovedland 2012, 234 sider.

lørdag den 17. marts 2012

'Undskyldningen' af Hanne Vibeke Holst

Familie og slægtsroman i to spor. I det ene spor følger vi Helena, der er operachef i Berlin gennem en premiereaften, der udvikler sig til lidt af et mareridt. Helena har nemlig fået besøg af sin unge vrede datter Sophie og hendes indvandrerven Khalil, men alt er måske ikke, hvad det ser ud til at være. I det andet spor følger vi Helenas far Leo og hans tvillingebror Leif gennem deres barndom og ungdom i Nordjylland. Den fælles kærlighed til den samme pige, den svenske Ninni bliver fatal for tvillingernes forhold. Lidt efter lidt vælter skeletterne ud af skabet og familiens hemmeligheder afsløres.
Jeg var rigtig glad for Hanne Vibeke Holst's ungdomsromaner for 20-25 år siden, men har ikke rigtig læst noget af hende siden. I denne var sporet med tvillingebrødrene det mest interessante. Gedigen underholdende dansk slægts/familieroman, uden at være noget man husker eller funderer over lang tid efter...

'Undskyldningen' af Hanne Vibeke Holst. Gyldendal 2011, 422 sider.

tirsdag den 28. februar 2012

'Lørdag' af Ian McEwan

Henry Perowne er en succesfuld hjernekirurg, gift med en kvinde som han elsker, far til 2 dejlige næsten voksne børn og i det hele taget en lykkelig mand. En lørdag i hans liv danner rammen om denne roman, og i starten virker alt næsten for perfekt og uproblematisk, - faktisk lidt kedeligt, på trods af, - eller måske på grund af - Perownes mange reflektioner over hverdagens begivenheder i stort og småt. Men så begynder der at ske noget. På vej til lørdagens squashkamp med kollegaen Jay, bliver Henrys bil påkørt af et par mænd, der ikke er til at spøge med, og herfra tager handlingen fart.
Selve squashkampen er eminent godt skildret, men det centrale i romanen er en helt almindelig mands reaktion på mødet med vold, ydmygelse, trusler og overfald, - det er meget fint beskrevet. Det var en god bog at diskutere i læsekredsen.

'Lørdag' af Ian McEwan. Gyldendal 2005, 330 sider.

mandag den 27. februar 2012

'Et hjem i Mørke' af Katrine Grünfeld

Mos og Pelle flytter fra København til Jylland; ja ikke bare det, men til Mørke i Jylland, - og ja det er der faktisk en by, der hedder, lidt nord for Århus. På den første side overdrives metaforerne måske lidt, men bliv bare ved, det er faktisk en udemærket lille roman.
Manden Mos sætter køkkenet i stand og drømmer om børn og familie, mens kvinden Pelle flygter fra dagligdagens beslutninger ved at sætte sig ind i skabet. Men livet tager selv over, og Pelle tvinges ud i at tage stilling til væsentlige ting, og træffe nogle beslutninger omkring, hvad det er, hun vil. Det er en fint skrevet humoristisk lille roman, der fanger mange hverdagssituationer lige på kornet.
Et oplagt værk til gymnasieeleverne; let at læse, kort og nem at analysere.

'Et hjem i Mørke' af Katrine Grünfeld. Gyldendal 2012, 136 sider

søndag den 26. februar 2012

'1Q84 Bog 2' af Haruki Murakami

'Luftpuppen' som Tengo har omskrevet for Fukaeri er blevet en bestseller, men onde kræfter begynder at røre på sig, så Fukaeri må gå under jorden. Den ældre kvinde med krisecenteret, som Aomame arbejder for, sender hende ud på en sidste ultimativ opgave; en meget farlig mand skal uskadeliggøres. Lidt efter lidt nærmer Tengo og Aomame sig hinanden. Romanen fortsætter i samme spændingstakt som bog 1, der skrues lidt op for magien og 'Little people' rører på sig. Jeg venter spændt på 3. del, der kommer på dansk til august.

'1Q84 Bog 2'  af Haruki Murakami. Klim 2011, 369 sider

lørdag den 25. februar 2012

'1Q84 Bog 1' af Haruki Murakami

Murakamis nye roman er forrygende og fascinerende læsning! Vi befinder os i Japan. Der er to spor i bogen. Vi følger skiftevis fitnessinstruktøren Aomame og matematiklæreren Tengo, der også skriver på en roman.
Da vi møder Aomame første gang er hun på vej til et vigtigt møde, - der viser sig at være et mord. Aomame har nemlig en fritidsbeskæftigelse; hun myrder voldelige ægtemænd. 
Tengo får en opgave fra sin redaktør og mentor Komatso; En 17 årig pige Fukaeri har skrevet en talentfuld fortælling, der har brug for lidt sproglig tilretning, hvilket han mener at Tengo vil være den helt rigtige til at tage sig af. Tengo går ind på at omskrive/tilrette Fukaeris 'Luftpuppen' og fanges mere og mere ind af teksten - og forfatteren...
Hvis du ikke tidligere har læst noget af Murakami, så er denne nye roman et oplagt sted at starte. Den er så spændende at siderne næsten vender sig selv, og opbygningen, hvor vi langsomt trækkes ind i en anden verden, imens hovedpersonernes tilknytning til hinanden bid for bid åbenbares, er genial.
Som i Murakamis andre bøger møder vi også her et magisk og overnaturligt touch, samt flere litterære henvisninger bl.a. til George Orwells 1984. - En bog man måske skulle se at få læst...

'1Q84 Bog 1' af Haruki Murakami. Klim 2011, 403 sider.

mandag den 13. februar 2012

'Mit venskab med Jesus Kristus' af Lars Husum

I starten af bogen er vores hovedperson Nikolaj et virkeligt dumt svin. Godt nok kan man finde på undskyldninger for ham, f.eks. at han altid er blevet mobbet i skolen og at han mistede begge sine forældre, - hvor af den ene var en kendt popsanger - ved en bilulykke da han var 13 år. - Men alligevel... Han er fuld af selvmedlidenhed og vil gøre alt for at fastholde sin storesøsters opmærksomhed. Da han er så langt ude, som man kan komme, - har tævet sin kæreste og presset sin søster til selvmord, bliver han opsøgt af Jesus, og beordret til at flytte til sin mors hjemby Tarm. Og så starter ellers - med gode venners hjælp transformationen til "et godt menneske" - der skal råde bod på alle de ulykker, han tidligere har lavet.
Både handlingen og tematikken er visse steder ret fantasifuld og ikke helt troværdig, det kræver lidt god vilje at få tingene til at hænge sammen. Men historien er fængende fortalt, så den fanger alligevel opmærksomheden.

'Mit venskab med Jesus Kristus' af Lars Husum. Gyldendal 2008, 317 sider.

lørdag den 4. februar 2012

'Det gode i dig' af Linda Olsson

Marion er læge og bor i et lille hus tæt på New Zealands kyst. Mødet med drengen Ika får hende til at tænke tilbage på alt det, hun har fortrængt, for at kunne overleve. Minderne er både intense og smertefulde, men hun opdager, at der også findes gode øjeblikke at tænke på. De tab, hun tidligt i livet var ude for, har dog sat sit præg på hele hendes voksenliv.
I bogen følges primært det nutidige spor, hvor Marion tager sig af Ika. Et helt særligt venskab og forhold udvikler sig mellem de to. Og Ikas situation tvinger hende til at tænke nogle ting igennem i sit eget liv. I tilbageblik mindes hun fortiden, som langsomt rulles op for læseren.
Det er en psykologisk og intens bog. En feel good bog, der også er lidt trist, men alligevel ender godt.

'Det gode i dig' af Linda Olsson. Aronsen 2011, 221 sider.

tirsdag den 31. januar 2012

'Brobyggerne' af Jan Guillou

Romanens fortælling starter på den norske vestkyst. To fiskere er blevet på havet, tilbage står de to familier med i alt 6 mindre børn. De 3 drenge bliver sendt til Bergen for at arbejde og blive rebslagere, men skæbnen vil det anderledes. En repræsentant for logen ”Det gode formål” opdager brødrenes tekniske begavelse, og beslutter sig for at bekoste deres uddannelse, først i Norge og siden i Dresden, hvor man på det tidspunkt uddanner de bedste ingeniører i verden.
I 1901 er brødrene færdiguddannede og skal hjem til Norge for at arbejde med byggeriet af den nye Bergen-jernbane. Det er den måde, de kan betale for den fine uddannelse de har fået foræret. Kærligheden kommer imidlertid på tværs, og det bliver kun den ældste Lauritz, der kommer tilbage til Norge for at arbejde æresgælden af. Den næstældste Oscar rejser til verdens ende - Tysk Østafrika.
Romanen følger nu på skift de to brødre gennem arbejdet med bygning af jernbanen i henholdsvis et meget koldt område (Norge) og et meget varmt område (Tysk Østafrika – nu Tanzania), samtidig med at vi hører om deres personlige genvordigheder, eventyr, venskaber og kærlighed. Det er en spændende fortalt historie, dog fremhæves tyskernes koloniering af Tysk Østafrika som mere human end den britiske og belgiske, hvilket man som læser godt kan være lidt i tvivl om sandhedsværdien af. - Men sådan ser det naturligvis ud fra Oscars synspunkt...
Det er en både spændende og interessant historisk roman, der giver en lyst til at læse mere om den historiske periode.

'Brobyggerne' af Jan Guillou. Modtryk 2011, 547 sider.

mandag den 23. januar 2012

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French

Bogens hovedperson Frank Mackey er en irsk politimand, der arbejder i undercover-afdelingen i Dublin. For 22 år siden forlod Frank sit barndomshjem for at rejse til London sammen med sin daværende kæreste Rosie Daly. Rosie dukkede imidlertid aldrig op på det aftalte mødested, og Frank rejste alene afsted og har ikke siden været tilbage hos familien, som han afskyer. Kun den yngste søster Jackie har han kontakt med.
Nu er en kuffert imidlertid blevet fundet i Franks gamle nabolag og Jackie kontakter ham. Det viser sig at kufferten tilhører hans gamle ungdomskæreste, og kort tid efter finder man også liget af Rosie under en sten i kælderen i et nedrivningsparat hus. Frank må nu revidere sin opfattelse af hvad der skete dengang for 22 år siden. I alle årene har han troet, at Rosie forlod ham og simpelthen flygtede hjemmefra alene. Nu viser det sig, at hun faktisk blev myrdet, - men af hvem?? Frank må gå i gang med sine undersøgelser i det gamle nabolag, mellem de gamle venner... Hvem vidste at Rosie og han planlagde at løbe bort sammen? - Og hvem havde grund til at prøve at forhindre det?
Endnu en spændende velskrevet krimi fra Tana French.

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French. Gyldendal 2011, 430 sider

lørdag den 21. januar 2012

'Fordrivelsen' af Astrid Saalbach

Andreas er forretningsmand, har kone og to børn og styr på sit liv. Så meget styr på det, at han føler behov for at udfordre nogle grænser. På en skiferie med familien kommer han ud for en ulykke, bliver lagt i coma og vågner op med en hjerneskade og en forandret personlighed. De sidste måneder før ulykken er slettet fra hans hukommelse, men desværre for ham finder hans smukke kone ud af, hvad han har haft gang i. Ulykken forandrer alt for Andreas; både hans personlighed og virkelighedsopfattelse. Lidt efter lidt lægger hans omgivelser afstand til ham, både familien og forretningsvennerne har svært ved at tackle den nye Andreas. Han fordrives kort sagt fra sit tidligere liv og tvinges til at søge nye veje.
Det er en intens og smertefuld psykolgisk fortælling om livets sårbarhed.

'Fordrivelsen' af Astrid Saalbach. Gyldendal 2011, 332 sider

mandag den 16. januar 2012

'En engel bag øret' af Sally Altschuler

Forfatteren Sally Altschuler, - der på trods af navnet, er en mand, - fortæller i denne roman den fascinerende historie om sin store jødiske families liv i zartidens Rusland. Vi følger tipoldefar Berel gennem mødet med en bjørn, og gennem et liv, hvor den vigtigste samtalepartner er hesten Hillel. De mange jødiske skikke og traditioner beskrives levende, lige som den historiske ramme for romanen; en lille russisk by i 1800-tallet. Omkring Berel finder vi et virvar af familiemedlemmer, som bogens slægtstavle heldigvis kan hjælpe læseren med at holde styr på. Lidt efter lidt sker der et opbrud i familien, de yngre generationer søger ud og væk; nogle drages mod oprør og revolution, andre mod fremmede lande. Vi følger familiens historie frem til 1912, hvor forfatterens farfar og farmor ankommer til København.
Det er en roman om en svunden tid; om jødisk kultur og familiesammenhold i "gamle dage". En tid hvor jøder nok oplevede forfølgelse og diskrimination, men trods alt ikke i det omfang, som de senere generationer skulle komme ud for.

'En engel bag øret' af Sally Altschuler. Gyldendal 2011, 310 sider.

torsdag den 12. januar 2012

'Soldaten - i krig og kærlighed' af Rikke Hyldgaard

Jeg skriver mest om romaner og noveller, - fordi det primært er det jeg læser. Men denne biografi fortjener at få et par ord med på vejen, - og ikke kun fordi jeg kender forfatteren...
Jacob er 22 år da han sendes i krig i Afghanistan. Han er gruppefører og vi følger ham gennem overvejelserne inden udsendelsen; afskedsbrevene, der skal skrives, det farvel der skal siges til forældre, venner og kæreste. Vi følger Jacob gennem 6 måneder i Helmand, gennem kampene, angsten, sammenholdet og kammeratskabet. - Og tilbage i Danmark igen...
Det er en bog, der giver et fint indblik i soldatens liv og samtidig et følsomt portræt af en ung mands udvikling i en svær og ekstrem situation.

'Soldaten - i krig og kærlighed' af Rikke Hyldgaard. Jyllands-Postens Forlag 2011, 239 sider