mandag den 20. juli 2015

'Dem der flygter og dem der bliver' af Elena Ferrante

Tredje bind i Elena Ferrantes serie om venskabet mellem Elena og Lila. De to piger er nu voksne unge kvinder, der forfølger hvert sit mål i livet og fjerner sig mere og mere fra hinanden. Elena har haft succes med sin første bog, men fanges ind af ægteskab og børn, og har svært ved at komme videre med sit akademiske liv. Lila involveres i en periode i klassekamp og oprør mod ledelsen af den fabrik, hvor hun arbejder på - det mest spændende afsnit i bogen. Men siden får hun mulighed for at arbejde med den tidlige computerteknik og skaber sig en karriere af den vej. Det gamle kvarter har stadig magt over de to kvinder, mafia og mord er hverdagens vilkår. Gamle venner dukker op i Elenas nye velordnede (kedelige) liv og påvirker det på forskellig måde. Bogen slutter på en måde, så man ikke kan forestille sig andet, end at der må komme endnu en bog...
Det er stadig godt, men alligevel synes jeg ikke at dette tredje bind var helt på niveau med de to foregående. Der var lidt for meget tomgang...

'Dem der flygter og dem der bliver' af Elena Ferrante. C & K Forlag 2015, 479 sider.

tirsdag den 14. juli 2015

'Loretta' af Mirjam Bastian

Loretta er en kvinde med mange lig i lasten. Hvor mange finder vi kun gradvist ud af. En dag modtager hun en bog med posten, som i tekst og tegninger afslører alle hendes barndoms hemmeligheder, og hun er overbevist om at det må være hendes bror Carl, der har sendt hende den. Bogen får hende til at rejse til Danmark, hvor hun ellers ikke har været i mange år, og hvor hendes elskede mormor Hayden ligger syg.
Tom tog for mange år siden den samme tur; fra London til København sammen med sin mor og sine søskende. Hans far var død og farfaren i Danmark havde tilbudt familien sin støtte. Tom flakker rundt og prøver lidt af hvert, som en rød tråd gennem hans liv går omsorgen for moren og de fire søskende.
Da Tom og Loretta mødes - på en ret usædvanlig måde - føler de sig stærkt tiltrukket af hinanden. - Men kan Loretta overvinde fortidens dæmoner, og kan Tom afsløre hvor godt han i virkeligheden kender hende?
Det er en bog med meget gods i. Jeg kunne godt lide den, selv om der måske går lidt lang tid, inden der åbnes op for nogle af fortidens hemmeligheder.

'Loretta' af Mirjam Bastian. Rosinante 2015, 380 sider

mandag den 13. juli 2015

'Udkantsmyten' af Kaare Dybvad

Den mest interessante bog jeg længe har læst. Den burde være obligatorisk læsning for de 179 medlemmer af Folketinget. Bogen gør op med myten om Udkantdanmark som et sted, hvor folk lever i faldefærdige huse og på overførselsindkomster. Det er en myte at tro at Danmark kan klare sig uden provinsen, der står for nogle af vores største eksportvirksomheder. Og det er en myte at bilde folk ind at Hovedstaden sender milliarder efter Udkantsdanmark, når der faktisk sendes lige så mange penge den anden vej. I virkeligheden er det på mange måder Hovedstadsområdet, der ville få store problemer med at klare sig uden provinsen. Bogen diskuterer især den centralisering, der i løbet af de seneste år har skævvredet Danmark. - Og på flere planer findes måske her en forklaring på hvorfor DF har opnået så godt et valg i udkantsområderne. Bogen afsluttes med konkrete forslag til hvordan vi kan styrke og vende udviklingen i provinsen. Forfatteren er lige blevet valgt til Folketinget, jeg håber på, at han kan lykkes med at sætte denne problematik på dagsordenen.

'Udkantsmyten' af Kaare Dybvad. Peoples Press 2015, 202 sider.

lørdag den 4. juli 2015

'En sang fra fortiden' af Katherine Webb

I det sydlige England fascineres den forsømte ensomme 14-årige Mitzy Hatcher i 1937 af kunstneren Charles Aubrey og hans familie. Når Charles tegner hende føler hun sig for første gang elsket og anerkendt. Hendes følelser udvikler sig over de næste par år til en farlig besættelse af Charles.
Mange år senere ankommer galleriejeren Zach til det lille samfund på den sydlige kyst. Han er lige blevet skilt og søger nyt fodfæste i livet. Han er i gang med at skrive en bog om Charles Aubrey, og leder efter nogen der kendte ham. Men det lille samfund lukker sig meget om sig selv og ingen synes at have lyst til at tale med ham. Fåreavleren Hannah er ingen undtagelse, men alligevel begynder de at se mere til hinanden. Og Zach finder lidt efter lidt mere end han havde regnet med i det lille samfund.
Bogens forside signalerer typisk underholdningsroman, men den kan faktisk mere end det. Udover et meget fint portræt af en ung forsømt pige, får læseren også flere kærlighedshistorier krydret med dramatiske og overraskende hændelser undervejs.

'En sang fra fortiden' af Katherine Webb. Cicero 2015, 404 sider.