Viser opslag med etiketten noveller. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten noveller. Vis alle opslag

fredag den 3. juli 2026

'Tid finder sted' af Iselin Hermann

 'Tid finder sted' - en fed titel! Og en fin novellesamling. Forfatteren går ind i forskellige tider og steder i sit liv og skriver derfra; eller sådan føles det i hvert fald. Barndommens tid med en endeløs regnfuld sommer, - som forvandles til en russisk uge, og oplevelser fra andre steder i verden som ung og voksen. En ung mand i Damaskus, der får forfatteren til at følge med hjem til sin familie, der har brug for hjælp, en stemningsfuld skov på Sjælland og en tom lejlighed i København. Det er sanseligt og velskrevet, og de fleste af novellerne vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Jeg har fx brugt 'Russisk uge', der fungerede fint.

'Tid finder sted' af Iselin C. Hermann. Jensen & Dalgaard 2025, 144 sider.

torsdag den 14. maj 2026

'Et menneske som Eva' af Mirian Due

Novellesamling. Alle novellerne har et kvindenavn som overskrift. Alle handler de om kvinder: Om venskaber, hverdagsliv og særlige begivenheder, unge og gamle kvinder. At være nybagt mor, at være gammel og på plejehjem, kvinder betragtet udefra og indefra. Den mest tankevækkende - for mig - er novellen om Eva, der har noget næsten kafkask over sig. Eva har gjort alt, hvad hun er blevet bedt om, og alligevel er hun faret vild i sit liv og sin hverdag, der synes fuld at selvmodsigelser og dilemmaer. Fx at vi ikke skal stole på elektriciteten og sørge for at sikre os i tilfælde af nedbrud, og det i en verden, hvor alt, hvad vi ellers foretager os, er totalt afhængigt af elektricitet. En sprogligt stærk og vedkommende novellesamling, der kan anbefales!

'Et menneske som Eva' af Mirian Due. Kronstork 2026, 163 sider

fredag den 14. november 2025

'Sommerløgne' af Bernhard Schlink

Syv noveller, der gør indtryk! Alle handler de om mennesker, der på den ene eller anden måde lyver. For sig selv, for deres omgivelser. Lige fra små hvide løgne, undladelser og til de helt store vigtige livsløgne, der ændrer alt.
Eftersæson: En midaldrende mand har tilbragt 13 pragtfulde dage, sammen med en jævnaldrende kvinde på et feriested. Men er han parat til at droppe sit ensomme liv og lave alt om for at følge denne store kærlighed?
Natten i Baden-Baden: Manden der lever et dobbeltliv med kone og veninde.
Huset i skoven: En mand ønsker at leve i fred i skoven med kone og barn og gør alt for at hindre virkeligheden i at nå frem til hans lille familie. I sådan en grad at han går til yderligheder og mister alt.
Den fremmede i natten: En flypassager betror sin livshistorie til sin medpassagerer på en flytur. Og mod al fornuft tror han på ham og låner ham penge.
Den sidste sommer: En mand skal dø og ønsker at samle sin familie om sig i den sidste sommer, hvor han planlægger at begå selvmord, når smerterne bliver for voldsomme.
Johan Sebastian Bach på Rügen: En søn prøver at komme til bunds i sin aldrende fars livshistorie ved at tage ham med til en koncert på Rügen.
Rejsen sydpå: En ældre kvinde tager på en rejse sydpå for at gense stedet hvor hun blev forladt af sin ungdomselskede. Eller blev hun?
Virkelig ærgerligt at disse noveller er lige lange nok til guidet fælleslæsning, de ville ellers være meget velegnede.
Tankevækkende; måske lyver vi alle lidt for os selv og hinanden?

'Sommerløgne' af Bernhard Schlink. Forlaget Silkefyret 2025, 235 sider

søndag den 19. oktober 2025

'Tågernes by' af Carlos Ruiz Zafon

Carlos Ruiz Zafon døde alt for tidligt for fem år siden. Nu er der posthumt udgivet en novellesamling, der tager os med til det Barcelona, som vi kender fra den ikoniske 'Vindens skygge' 
Novellerne foregår alle i den gamle by og de fleste af dem refererer på en eller anden måde til persongalleriet i 'Vindens skygge' eller de efterfølgende bøger. Der er fx hovedpersoner, der deler efternavn, men bare lever i en anden tid. Novellerne kan nu sagtens stå alene og læses, selv om man endnu ikke har læst forfatterens andre bøger. Gotiske og mystiske, omhandlende alt fra bøger til kærlighed og bedrag. De fleste er lidt for lange til guidet fælleslæsning.

'Tågernes by' af Carlos Ruiz Zafon. Lindhardt og Ringhof 2025, 220 sider

onsdag den 18. juni 2025

'Jeg har endnu ikke set verden' af Roskva Koritzinsky

Fin lille udgivelse indeholdende seks noveller. Den sidste er den længste, og også den, der står klarest i min erindring. Den handler om en datter, der i punktnedslag beskriver sin fars liv. Alle novellerne handler på en eller anden måde om kærlighed. Både relationen mellem forældre/barn, men også den mere romantiske kærlighed - eller manglen på samme. De korteste noveller kan godt bruges til guidet fællesskab; de er lidt mystiske, lidt mærkelige og alligevel med noget meget sanseligt og genkendeligt. Nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2018

'Jeg har endnu ikke set verden' af Roskva Koritzinsky. Batzer & Co 2018, 98 sider

tirsdag den 15. april 2025

'I et krat' af Ryunosuke Akutagawa

Forfatteren levede fra 1892 til 1927 og betragtes som den japanske novelles fader. I denne lille samling præsenteres vi for tre af hans noveller:
I den første novelle følges en tjener, der er uden arbejde og står overfor dilemmaet om han skal sulte ihjel eller blive tyv?
I den næste møder vi munken med den unaturligt lange næse; han ønsker at slippe af med sin næse, men hvor stor en del af hans identitet er næsen egentlig?
I den sidste novelle, der er titelnovellen hører vi 7 modstridende vidneudsagn omhandlende det samme mord.
Et fælles tema for novellerne er identitet og identitetskrise. På en eller anden måde kan man godt mærke, at novellerne har en vis alder, eller måske er det det særligt japanske, der spiller ind. Under alle omstændigheder, så er der noget at tale om i alle tre noveller.

'I et krat' af Ryunsuke Akutagawa. Escho 2023, 67 sider

lørdag den 28. december 2024

'Jubilæum' af Lotte Kirkeby Hansen

En fin samling noveller, hvoraf en del vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Flere noveller handler om barndomserindringer fra 1970'erne, om parforhold og relationer mellem familiemedlemmer. Fx titelnovellen om en mand, der er blevet forladt af sin kone på sine gamle dage og har besøg af sine børnebørn. 'En mand og hans kone' handler om et ældre ægtepar; konen er meget syg og dør; sønnen bliver vred over ikke at få besked øjeblikkeligt. Eller 'Linda' der har forventningens glæde og det at vente på noget som tema. Linda mistænker at kæresten Kim er utro. Utroskab er også et tema i novellen 'Det vi ved', der måske er lidt kort til GFL, men ellers også fin.

'Jubilæum' af Lotte Kirkeby Hansen. Rosinante 2016, 189 sider.

torsdag den 11. juli 2024

'Skyggeskibe' af Gyrdir Eliasson

 Novellesamling af en islandsk mester. Mange fine noveller, der i et lavmælt underspillet sprog kommer omkring mange forskellige emner. Flere af dem er på sin egen måde magisk fabulerende, som fx novellen 'Vækst' om et stuegulv, hvor der begynder at spire grønne planter frem. Eller om tilfældighedernes spil i novellen 'Engle og djævle', hvor en mand redder en anden fra at falde ned fra et højt stillads under renoveringen af en landsbykirke. Afslutningsreplikken; "man kan ikke både give slip og holde fast" er et meget sigende udsagn.
Flere af novellerne vil kunne bruges til guidet fælleslæsning.

'Skyggeskibe' af Gyrdir Eliasson. Jensen & Dalgaard 2023, 210 sider.

lørdag den 15. juni 2024

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard

Novellesamlingen indeholder 16 meget jordnære fortællinger fra samfundets bagside. Alle novellerne foregår i det samme miljø og handler til dels om de samme mennesker. I centrum finder vi Aage Jørgensen, der er det lille samfunds udstødte. Ingen vil fx sælge brænde til ham og alle ser skævt til ham og hans familie. Sønnen Kevin er ikke helt klar over hvorfor det er sådan, men det er noget han må leve med. 
I en af de første noveller - en af de bedste - møder vi en dreng, der er bange for sin klassekammerat Kevin, der har været efter ham. Drengens far insisterer på at de skal køre hjem til Kevin og tale med ham og hans far. Men det kommer der ikke noget godt ud af, - de to mænd kommer tydeligvis fra hver sin planet.
I en anden fortælling støder Kevin ind i et ægtepar, der har et udestående med hans far.
Novellerne skildrer et klaustrofobisk miljø, som fastholder alle i deres roller, og gør det meget svært at undslippe den sociale arv.
Umiddelbart synes jeg at denne novellesamling er lidt mere ujævn end "Tyverier". Der er både nogle vældig gode beskrivelser og nogle historier, der ikke er helt så vellykkede. Men måske skyldes det bare, at jeg havde høje forventninger?

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2024, 336 sider

lørdag den 4. maj 2024

'I sidste øjeblik: fortællinger om kvinder og mænd' af Claire Keegan

 Claire Keegan har skrevet tre noveller, der alle kredser om forholdet mellem kvinder og mænd - eller måske bare om forholdet mellem mennesker.
I titelnovellen følger vi en mand på det, der skulle have været hans bryllupsdag. Han er blevet forladt kort tid inden brylluppet, og det forstår man måske godt, selv om han ikke selv forstår det.
I 'En lang og smertefuld død' følger vi en forfatter på hendes 39 års fødselsdag. Hun er kørt ud til en ø, hvor hun har lånt Heinrich Bölls hus i 14 dage, for at skrive. Hun opsøges af en tysk professor, der ikke kan forlige sig med at hun bor i huset.
I den afsluttende novelle har en kvinde bestemt sig for at være sin mand utro for at prøve at have sex med en fremmed. Den historie ender noget mere dramatisk, end den først lægger op til!
Meget fine og velskrevne noveller. Synd at de er lidt for lange til guidet fælleslæsning, for der er rigtig meget i dem.

'I sidste øjeblik' af Claire Keegan. Gutkind 2024, 110 sider.

tirsdag den 31. oktober 2023

'Små stød: noveller' af Ane Riel

Dansk novellesamling indeholdende 11 ret forskellige noveller. Nogle leger med det magiske, og alle handler på en eller anden måde om et skelsættende oplevelse, der påvirker fortællingens hovedperson: En ulykke, hvor appelsiner flyder ud over vejen, et barn der bliver væk, en morder, der ikke kan holde op med at slå ihjel, en kvinde som alle har glemt, et menneske, der forvandler sig til en anden hver dag, men alligevel genkendes af fortælleren, en flok kvinder, der begynder at lette fra jorden, osv. Den novelle der umiddelbart gjorde størst indtryk på mig var den sidste 'Sorgens væsen' om tabet af en elsket mor. De mest groteske kan minde lidt om Jens Blendstrups noveller. De korteste af dem kan fint bruges til Guidet fælleslæsning.

'Små stød: noveller' af Ane Riel. Lindhardt og Ringhof 2023, 230 sider. 

mandag den 24. juli 2023

'Det er lige meget' af Agota Kristof

En fin samling af korte noveller, nogle af dem ret surrealistiske. På trods af den manglende længde vil nogle af dem alligevel kunne bruges til Guidet Fælleslæsning. Især nogle af de sidste noveller gjorde indtryk. Fx "Indbydelsen" om en mand der inviterer venner til sin kones fødselsdag imod hendes ønske. Han lover at han nok skal stå for alt arbejdet, men sådan går det selvfølgelig ikke... Eller "Gaderne" en mand, der aldrig lærer sin by helt at kende, selv om han bruger hele livet på det. Den sidste novelle "Min far" om at miste sin far og ubevidst lede efter det sted, hvor han aldrig har gået tur med sin datter i hånden. I det hele taget; små tankevækkende betragtninger.

'Det er lige meget' at Agota Kristof, Aleatorik 2023, 99 sider.

fredag den 30. december 2022

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego

En novellesamling fra en dansk-norsk debutant, der både vandt Bogforums debutantpris og den norske debutantpris. Samlingen består af ni noveller med kvinder i centrum. Det er ofte de små skred i hverdagen, der beskrives: Det øjeblik, hvor der sker noget afgørende, som giver livet en ny drejning. Tit sker disser ændringer i relationer til andre mennesker. De to noveller, der gjorde størst indtryk på mig var den første og den sidste. I "Vinter" er Marie taget til England for at komme sig efter et brud og en ufrivillig abort. Gensynet med ungdomsveninden, som hun bor hos og oplevelsen af naturens ro og samhørighed giver hende styrke til at fortsætte, selv om veninden både er den samme og alligevel helt anderledes. I den sidste novelle "Alt er smukt" er 14-årige Julie på ferie med sin mor, morens veninde og morens kæreste. Samtidig med at hun får sin første menstruation opdager hun, at der sker noget mellem veninden og kæresten. Novellerne tegner nogle fine stemningsbilleder, og jeg glæder mig til at følge Kristin Vego. 

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego. Turbine 2022, 156 sider.

lørdag den 22. januar 2022

'Om rovdyr og andre realiteter' af Marina Cecilie Roné

En fin novellesamling, der har fokus på de nære relationer og deres betydning. Fx novellen 'Mors bog' om Adda, der går rundt og interviewer mennesker, som har købt hendes mors bog. Morens bog handler om en forfærdelig barndom og Adda funderer over sin egen barndom og forræderiet mod mormoren. - Lige denne novelle har også en fin længde til guidet fælleslsning. Der er også novellen om en kvindes forhold til sin afdøde mand, som hun har svært ved at slippe og novellen om de to aldrende ensomme naboer, der går i teateret sammen, bliver udsat for et terrorangreb og finder ud af at de ikke kan undvære hinandens selskab, så de må flytte sammen i den enes hus.
Det er en velskrevet novellesamling med noget subtilt og ufortalt mellem linjerne, som jeg godt kan lide.

'Om rovdyr og andre realiteter: noveller' af Marina Cecilie Roné. Gladiator 2021, 177 sider

tirsdag den 27. april 2021

'Dukkehuset' af Tove Jansson

 Der er noget sært foruroligende over de fleste af novellerne i denne samling. Personerne er søgende eller manipulerende; de har på en gang brug for andre, for at kunne udleve deres egne drømme og alligevel optræder andre ofte som brikker eller statister i et spil. Sådan virker det både i "Hovedrollen", hvor den middelmådige skuespillerinde har brug for sin kusines beundring, for selv at føle sig i live og i "Blomsterbarnet", hvor Flora nærmest mest synes i live i kraft af den historie, som hun fortæller om sig selv, - og i de andres forestilling om hende. Eller i "Kunst i naturen", hvor et par ikke kan blive enige om, hvad det kunstværk, de har købt, forestiller og må have hjælp fra opsynsmanden. Noget synes at gå i stykker for flere af hovedpersonerne, når deres forestillinger punkteres eller angribes. 
Velskrevne noveller med en dyster foruroligende undertone. De korteste af dem kan fint bruges til guidet fælleslæsning. Udkom på svensk i 1978.

'Dukkehuset' af Tove Jansson. Gyldendal 2020, 212 sider.

lørdag den 10. april 2021

'Sorgens balalajka' af Jens Blendstrup

 I onsdags havde jeg fornøjelsen af Jens Blendstrups besøg i Guldborgsund bibliotekernes online litteraturfællesskab. Han læste højt fra sin nye novellesamling, som jeg havde læst forud for besøget.
Samlingen indeholder 20 meget forskellige noveller. Samlende kan man måske sige, at mange af dem tager udgangspunkt i en eller anden ret almindelig hverdagsbegivenhed og derfra bevæger sig ud af en grotesk tangent. Som hvis forfatteren spurgte sig selv; "hvad nu hvis...?"
Hvad nu hvis en 30.000 år gammel mand kunne vækkes til live? Hvad nu hvis solen en dag ikke gik ned, men havde sat sig fast ude i horisonten? Hvad nu hvis man vaskede sig selv i vaskehallen i stedet for bilen? Hvad nu hvis den stenkastende morder fra motorvejsbroerne er en succesfuld forretningsmand? Hvad nu hvis man som en udbryderkonge kan bryde ud fra selve døden? Hvad nu hvis den man plejer at stemme på ikke optræder på stemmesedlen mere? Hvad nu hvis hvepse blev til mennesker?
På trods af den til tider groteske tankerække, der forfølges helt ud til kanten fornemmer man tydeligt, at novellerne også har en alvorlig undertone; et budskab af en slags, som man som læser kan gå og fundere lidt over.
Han har en kringlet hjerne Jens Blendstrup, han stiller spørgsmål, som vi andre måske aldrig har tænkt over, og det er dejligt forfriskende. Desuden er han fantastisk god til at læse højt!

'Sorgens balalajka' af Jens Blendstrup. Peoples Press 2021, 264 sider.

mandag den 27. juli 2020

'Kløe' af Frída Ísberg

Meget velskrevet indimellem lidt rå novellesamling, der sætter fokus på det, der irriterer - deraf titlen tænker jeg... Fx handler den første novelle 'Lysekronen' om et midaldrende ægtepar, der ikke kan holde ud at deres søn er flyttet hjem igen - sammen med sin kæreste. Det er jo praktisk og billigt for de unge, når de studerer, - men forældrene føler sig efterhånden hjemløse i deres eget hjem og må flygte ud til sommerhuset, - især når der er højlydt sex på programmet...
I novellen 'Præcis' ser Siggi tilbage på det ulige venskab med den karismatiske Ingi, der både forførte, stillede store krav og på alle måder var for meget i alt, hvad han gjorde.
Frída Ísberg er en ny ung islandsk forfatter, som ikke tidligere er oversat til dansk. Med denne novellesamling er hun blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i år. 

'Kløe' af Frída Ísberg. Torgard 2020, 195 sider

lørdag den 20. juni 2020

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian

Wauv! En meget vellykket novellesamling af en spændende ny amerikansk forfatter. Tolv noveller, der er meget forskellige men både velskrevne og interessante. De tre, der gjorde størst indtryk på mig, handler alle om relationer: Titelnovellen "Kattemenneske" om unge Margots katastrofale date med den ældre Robert er helt unik i måden at skildre forholdet mellem to mennesker på - og meget genkendelig. Det samme gælder "Den flinke fyr", der beskriver Teds forhold til kvinder. Hans længsel efter at blive elsket og ikke kun være andet-valget, - den de smukke kvinder vender sig til, når de vil føle sig sikre på at blive genelskede; fordi han er "under" deres liga. Desuden er den sidste novelle "Bidt" både sjov og grum: Hovedpersonen Ellie finder en perfekt måde at forfølge sin inderste lyst på...

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian. Gyldendal 2019, 251 sider

fredag den 8. maj 2020

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert

Ens superfin og dejlig novellesamling af norske Marie Aubert. Tematisk handler novellerne ofte om at længes efter noget, som man måske ikke kan få. Eller som man alligevel ikke vil have, når man har fået det. I et lavmælt og præcist sprog beskrives afgørende situationer i menneskers liv. Mennesker der står lige der, hvor det vigtige valg træffes:
En kvinde lyver sig gravid for at få sin elskede til at forlade sin familie, en anden har selv forladt sin mand, men fortryder, da den nye elskede ikke er så opmærksom overfor hendes barn, som hun kunne ønske det. En savner sin bedste veninde, - og gør deres indbyrdes relation endnu mere umulig, mens en fraskilt mand slår sin datter og indgår en hemmelig alliance med hende bagefter. Et par er i færd med at adoptere, men manden fortryder undervejs. Det er novellekunst, når det er bedst: Vedkommende og velskrevet!

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert. Lindhardt og Ringhof 2020, 135 sider 


lørdag den 25. april 2020

'Noget jeg gerne vil sige' af Alice Munro

Denne novellesamling udkom i 1974, men er først nu udgivet på dansk. Den består af 13 fortællinger, der alle har kvinder i centrum. Kvinder i roller som mødre, elskerinder, døtre, søstre, veninder - kort sagt fortællinger om relationer af den ene eller anden slags. Her er hverdagens små twist vigtige, og det er især dem, Munro er en mester i at skildre. Tit får hendes noveller en uventet drejning, - som i "Hvordan jeg mødte min mand", om en ung kvindes forelskelse - eller som i "Sig ja eller nej" hvor elskerinden finder ud af, at den elskede ikke kun bedrog sin kone...
Hver eneste novelle er som en lille fortættet roman, - med sit helt eget dilemma og sin egen udfordring. Alice Munro er en mestelig fortæller. De fleste af novellerne er dog for lange til guidet fælleslæsning.

'Noget jeg gerne vil sige' af Alice Munro. Gyldendal 2020, 316 sider