tirsdag den 25. juli 2023

'Citronbjerget' af Eva Tind

Sui er blevet skilt fra Nero og har endnu ikke fundet ud af, hvordan hun skal takle det, da hun arver et hus på Citronbjerget efter sin koreanske bedstefar. Betingelsen for arven er, at hun selv kommer og modtager nøglerne, så hun bestemmer sig for at rejse til Korea. Her møder hun for første gang sin kusine Sally, der hjælper hende med de første praktiske ting. Snart er hun alene i det store hus, der er tilpasset hendes bedstefars højde, hvilket får hende til at føle sig som et barn igen. De nye omgivelser trænger sig på; gartneren Siu anklages for mordbrand og beder om lov til at skjule sig i et af hendes huse. Hans datter Aniyo er først forsvundet, men søger siden tilflugt hos Sui. En dansktalende koreansk kunstner dukker op ved hendes dør og Sui tiltrækkes både af ham og af den noget yngre kioskmedarbejder Harata, mens hun forsøger at tilegne sig det koreanske sprog og lære kulturen at kende.
Der tegnes mange stemningsfulde billeder i denne roman, men jeg må indrømme, at den ikke rigtig fangede mig. Den stritter i lidt for mange retninger og vil måske lidt for meget. Jeg blev ved med at vente på en forløsning, som aldrig rigtig kom.

'Citronbjerget' af Eva Tind. Gyldendal 2023, 250 sider

mandag den 24. juli 2023

'Det er lige meget' af Agota Kristof

En fin samling af korte noveller, nogle af dem ret surrealistiske. På trods af den manglende længde vil nogle af dem alligevel kunne bruges til Guidet Fælleslæsning. Især nogle af de sidste noveller gjorde indtryk. Fx "Indbydelsen" om en mand der inviterer venner til sin kones fødselsdag imod hendes ønske. Han lover at han nok skal stå for alt arbejdet, men sådan går det selvfølgelig ikke... Eller "Gaderne" en mand, der aldrig lærer sin by helt at kende, selv om han bruger hele livet på det. Den sidste novelle "Min far" om at miste sin far og ubevidst lede efter det sted, hvor han aldrig har gået tur med sin datter i hånden. I det hele taget; små tankevækkende betragtninger.

'Det er lige meget' at Agota Kristof, Aleatorik 2023, 99 sider.

søndag den 23. juli 2023

'Alfabet' af Inger Christensen

 Meget fascinerende digtsamling. Faktisk en af dem, jeg må ønske mig og eje selv, så der er mulighed for at vende tilbage til den. Om alt det der findes og angsten for at miste det. Med fokus på jorden, planeten og vore omgivelser, særligt naturen. Skrevet i en tid, hvor angsten for atomkrig fyldte, men meget overførbar i forhold til dagens klimakrise. Lånte den af en kollega, da jeg tilstod, at jeg aldrig havde læst den. Interessant, hvilke ord Inger Christensen vælger at sætte på alfabetets bogstaver (Efter at have deltaget i en kreativ skrivning i Tissot og Kochs Boghandel i Præstø blev jeg mere bevidst om det) Fx abrikostræer for A, og under D: duerne, drømmerne, dukkerne, dræberne, dagene, døden, digtene.  
Anbefaling herfra!

'Alfabet' af Inger Christensen. Gyldendal 1981, 80 sider.

søndag den 16. juli 2023

'Stella Maris' af Cormac McCarthy

 Bogen er udformet som en lang samtale mellem den unge kvinde Alicia og hendes psykolog Dr. Cohen. Alicia har selv bedt om at blive indlagt på "Stella Maris", der er et sindssygehospital. Alicia er matematiker - en af de mest intelligente af slagsen, og selv om hun kun er 20 år, har hun været i gang med en doktorgrad, som hun dog har opgivet. Hendes elskede bror ligger i coma efter en ulykke i sin racerbil, og Alicia er flygtet fra hospitalets krav om, at hun skal tage stilling til at slukke for respiratoren. Hun gør i øvrigt klart, at hun ikke ønsker at tale om sin bror.
Der er lange indviklede passager i romanen som vel nærmest er forbeholdt matematiknørder, eller i hvert fald naturvidenskabeligt interesserede. Alligevel greb den mig; det er nok måden forfatteren skriver på - at hele romanen er udformet som en dialog. Jeg startede med "Passageren" og vurderer fortsat, at det er den rigtige rækkefølge at læse bøgerne i, selv om "Stella Maris" foregår i 1972 ca. 10 år før "Passageren"

'Stella Maris' af Cormac McCarthy. Gyldendal 2023, 224 sider.

lørdag den 15. juli 2023

'Kartoffeløje' af Andrea Fjordside Pontoppidan

 Meget fine refleksioner over haven, naturen, årstidernes og livets skiften, det cirkulære kredsløb. Om farmor der går i haven, men langsomt begynder at glemme. Om altings forgængelighed; kartofler, jord og hukommelse.

'Kartoffeløje' af Andrea Fjordside Pontoppidan. Ovbidat 2023, 52 sider

torsdag den 13. juli 2023

'Passageren' af Cormac McCarthy

Bobby Western er bjærgningsdykker og tager en nat ud på en opgave, hvor han sammen med sin kollega skal undersøge et mindre fly, der er styrtet ned og om muligt redde overlevende. Men flyet har ligget i vandet et stykke tid, de syv passagerer og piloten er døde, og den sorte boks er forsvundet sammen med den ottende passager. Bobby finder det hele ret mistænkeligt og forsøger dagen efter uden held at finde ud af, hvad der er sket. Han opsøges og forfølges siden af to mænd, der sandsynligvis er fra FBI. Og herfra går alt galt for den stakkels mand. Hans pas spærres, han anklages for skattesnyd, hans formue indefryses og hans kollega omkommer ved en drukneulykke. Da Bobby opsøger en privatdetektiv er det bedste råd han kan give at Bobby bør forsvinde og holde sig ude af syne i et stykke tid.
Bobby bærer på en stor sorg; hans søster begik selvmord for næsten 10 år siden. Desuden skal han leve med skyldfølelsen over, at hans far var med til at opfinde atombomben.
Det lyder måske som en almindelig spændingsroman, men det er det langtfra. Starten lægger måske op til det, men bogen bevæger sig et andet sted hen, der nærmest er lidt kafkask. Bobby kan ikke finde ud af , hvorfor han bliver forfulgt, han resignerer, sørger over sin døde søster og sine tabte venskaber. De samtaler Bobby har med detektiven og sine venner er udførlige og lange uden angivelse af, hvem der siger hvad. Alligevel er der en helt særlig fåmælthed over Bobby, der gør, at man ikke er tvivl, når det er ham der har ordet. 
Bogen brydes op med passager af Alicias oplevelser ca. 10 år tidligere, i tiden op til at hun begik selvmord. Alicia er superintelligent og studerer matematik på højt niveau, men plages også af "Drengen" og hans kumpaner, så hun lader sig indlægges på et sindssygehospital Stella Maris. Hendes højtelskede bror ligger i coma efter en racerbilsulykke i Spanien, og hun kan ikke få sig selv til at slukke for respiratoren. Romanen "Stella Maris" foregår 10 år tidligere og handler om Alicia.
Der er flere tunge lange naturvidenskabelige samtaler i bogen, men den er alligevel interessant læsning.
Cormac McCarthy døde i øvrigt i juni i år.

'Passageren' af Cormac McCarthy. Gyldendal 2023, 478 sider

tirsdag den 11. juli 2023

'Hvad jeg tænker mens du taler' af Alberte Winding

 Pio er en kvinde midt i 50'erne, der kastes ud i en eksistentiel krise. Hun har netop mistet sin mor og føler at meget stadig var uafklaret imellem dem. - I virkeligheden har hun måske aldrig rigtig følt sig elsket af sin mor. Samtidig kæmper hun med at få et sundt forhold til sønnen Anatole, der studerer i Paris og ikke i samme grad har brug for sin mor længere. Pio lever af at tage rundt og give koncerter, og da hun mister stemmen føles katastrofen som total. Hun beslutter sig for at tage i sommerhus med veninden og kollegaen Martha, og her møder hun en mand, der er lidt yngre end hun. Pio virker både rastløs og rodløs, hun kæmper med at finde et nyt ståsted i tilværelsen og definere sin rolle i forhold til andre. Frustration og vrede er en del af bogen, men det famlende og søgende fylder også. Især situationen med den mistede mor og den nye balance, som man skal finde sammen med sine voksne børn er rammende og godt beskrevet.

'Hvad jeg tænker mens du taler' af Alberte Winding. Gutkind 2023, 260 sider