fredag den 30. december 2022

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego

En novellesamling fra en dansk-norsk debutant, der både vandt Bogforums debutantpris og den norske debutantpris. Samlingen består af ni noveller med kvinder i centrum. Det er ofte de små skred i hverdagen, der beskrives: Det øjeblik, hvor der sker noget afgørende, som giver livet en ny drejning. Tit sker disser ændringer i relationer til andre mennesker. De to noveller, der gjorde størst indtryk på mig var den første og den sidste. I "Vinter" er Marie taget til England for at komme sig efter et brud og en ufrivillig abort. Gensynet med ungdomsveninden, som hun bor hos og oplevelsen af naturens ro og samhørighed giver hende styrke til at fortsætte, selv om veninden både er den samme og alligevel helt anderledes. I den sidste novelle "Alt er smukt" er 14-årige Julie på ferie med sin mor, morens veninde og morens kæreste. Samtidig med at hun får sin første menstruation opdager hun, at der sker noget mellem veninden og kæresten. Novellerne tegner nogle fine stemningsbilleder, og jeg glæder mig til at følge Kristin Vego. 

'Se en sidste gang på alt smukt' af Kristin Vego. Turbine 2022, 156 sider.

torsdag den 29. december 2022

'Børnene er konger' af Delphine de Vigan

Da den kun seks-årige Kimmy forsvinder under en gemmeleg i gården, bliver kriminalassistent Clara involveret i sagen. Kimmy og hendes storebror Sammy er YouTube stjerner og har deres egen kanal: Happy Play, som deres mor Mélanie bestyrer. Det er en helt ny verden for Clara at sætte sig ind i, og hun er chokeret over, hvordan det fungerer. De to børn filmes konstant af deres mor, ofte mens de pakker legetøj ud eller reklamerer for alle mulige produkter. Deres kanal har så mange følgere, at de kan tjene styrtende med penge på den. Men børnene lider under det, - hvilket deres mor dog nægter at se. Så hvem kan have bortført Kimmy? Og hvorfor?
Det er en stærkt samfundskritisk bog i forhold til de sociale medier, - hvor meget det betyder at blive set og få likes, og hvor meget det kan ødelægge. Samtidig er der selvfølgelig en spændingskurve i forhold til hvem der har taget Kimmy, men det kritiske fylder mest og giver virkelig stof til eftertanke. Velskrevet og tankevækkende! 

'Børnene er konger' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2022, 387 sider.

onsdag den 28. december 2022

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker

Vincent King bliver løsladt efter at have siddet i fængsel i 30 år. Som helt ung dræbte han i en ulykke den lille pige Sissy, hvis storesøster Star, han var kæreste med. Hans bedste ven Walker, der nu er politibetjent i den lille by Cape Heaven, henter ham i fængslet. Star bor stadig i Cape Heaven sammen med sine to børn Robin på fem og Duchess på tretten år. Efter lillesøsterens død begik hendes mor selvmord og hendes far har for længe siden forladt den lille by. Stars liv er fortællingen om en lang nedtur. Hvis ikke det var for Duchess, der gør alt hvad hun kan for at beskytte sin mor og skabe en tålelig hverdag for sin lillebror, så ville familien for længst være gået i opløsning. Duchess betragter sig selv som lovløs og en aften tager hun ud på et hævntogt, der sætter gang i en lavine af begivenheder med store konsekvenser for de to børn og deres nærmeste.
Romanens anden hovedperson er betjenten Walker, der lider af en begyndende sygdom, som han forsøger at skjule for alle. Walker har altid forsøgt at hjælpe Star og hendes børn, men han bliver alvorligt udfordret, da en kvinde bliver skudt og hans bedste ven Vincent findes på gerningsstedet. Walker nægter at tro på, at Vincent har begået mordet og starter sin egen efterforskning. - Jeg vil ikke afsløre mere, - læs selv!
Dette er ikke en helt almindelig krimi. Det er en stor fortælling om kærlighed, opofrelse og kamp for retfærdighed. Og det er en fortælling, der bliver ved med at overraske - lige til sidste side.

'Vi begynder med slutningen' af Chris Whitaker. Alpha Forlag 2022, 420 sider. 

tirsdag den 27. december 2022

'Tillid' af Hernan Diaz

Hvem skal man tro på i denne roman? Historien er delt op i fire dele. Først hører vi fortællingen om et berømt par i New York: Finansgeniet, der tjener en formue på Wall Street og hans hustru, der er excentrisk, men udfører et stort stykke arbejde indenfor velgørenhed. Ægteparret er så rige, at de kan gøre hvad de vil, men sygdom ødelægger til sidst deres liv. Efter dette afsnit følger et andet - noget kortere, som nærmest i notatform gør rede for den bagvaskelse, som en velhavende mand føler sig udsat for. I den tredje fortælling hører vi om en ung kvinde, der får til opgave at skrive den "sande" fortælling om det velhavende par - baseret på mandens notater. Her går det op for denne læser at det første afsnit skal opfattes som en roman, som en bestseller forfatter har skrevet om det kendte par, - en roman som den tilbageblevne ægtemand er stærkt utilfreds med. Bogens sidste fortælling er lagt i hænderne på hustruen og består af hendes dagbogsnotater i de sidste måneder af hendes liv. - Og her bliver vi præsenteret for en helt anden sandhed om parrets formue. Det er formidabelt skruet sammen og sætter i den grad spørgsmålstegn ved vores opfattelse af hændte begivenheder. Samtidig er det en roman, der kræver koncentration af sin læser - og stillingtagen. Hvad tror vi på? Hvem har vi tillid til? Hvem fortæller sandheden?

'Tillid' af Hernan Diaz. Lindhardt & Ringhof 2022, 448 sider.

mandag den 26. december 2022

'Karolines kærlighed' af Kim Leine

Kim Leine har skrevet i flere forskellige genrer, senest den historiske roman med udgangspunkt i Grønland. Men her har han igen valgt noget nyt: En spændingsroman med fokus på samtidspolitik og politiske ambitioner. Den slags bøger har det jo med at blive overhalet af virkeligheden, - og det er lidt sket her - i forhold til alt det, der er sket i Ukraine. Men hvis man ser bort fra det, så handler romanen om Karoline Blicher; datter af stifteren af et højrefløjsparti; en ung ambitiøs kvinde, der selv har politiske karriereplaner. Karoline arbejder ved den danske ambassade i Rusland, hvor hun møder en tiltrækkende og interessant fyr - Mikhail Petrov. Petrov har adgang til magtens indercirkler og han lokker med magt og indflydelse. Tilbage i Danmark har Karoline dog en ægtemand, en far og en politisk karriere at forfølge. Valget nærmer sig og der viser sig at være hemmeligheder i Karolines familie, som helst ikke skal frem. Men en journalist er på sporet og han har sine egne grunde til at holde fokus på historien. Der er spænding og overraskelser undervejs, men for mig kommer Karoline aldrig til at fremstå helt troværdig. 

'Karolines kærlighed' af Kim Leine. Gyldendal 2022, 450 sider

lørdag den 24. december 2022

'Min bedste fjende' af Sally Thorne

 Lucy og Joshua deler kontor og sidder overfor hinanden. De to forlag Gamin og Bexley er fusionerede og Joshua og Lucy fungerer begge som chefens højre hånde - bare for hver sin chef. De to forlag havde ret forskellige værdier; de to chefer er ikke bedste venner og deres assistenter er kommet helt skævt ind på hinanden til at starte med. Nu er cheferne imidlertid blevet enige om en ting: De har kun brug for en assistent. - Men hvem skal have jobbet? Både Joshua og Lucy går efter det, men undervejs i deres konkurrence får de sværere og sværere ved at ignorere den tiltrækning, der er imellem dem. Fortællevinklen skifter, så vi både hører Lucys og fra Joshuas side af sagen.
Det er lidt siden jeg læste bogen, og jeg må indrømme, at jeg lige skulle lede lidt i hukommelsen for at finde den frem igen. Men udmærket underholdning af den letbenede slags, som man dog hurtigt glemmer igen.

'Min bedste fjende' af Sally Thorne. Peoples Press 2020, 392 sider

fredag den 23. december 2022

'Omgivelser' af Kjell Askildsen

En lille perle af en roman! På en lille ø bor en fyrmester med sin kone Maria og sin voksne datter Marion. På øen findes kun fyret, fyrmesterens hus og en lille hytte, som er lejet ud til en forfatter for sommeren. Øen er så lille, at man fra fyrtårnet med en kikkert kan overskue stort set alt og følge med i, hvad øens øvrige beboere foretager sig. Man fornemmer, at der før forfatterens ankomst til øen har hersket en form for våbenhvile, en stiltiende overenskomst om at lade hinanden være i fred mellem øens tre faste beboere. Nu gør hans tilstedeværelse imidlertid noget ved hele stemningen og forrykker balancen mellem den lille families medlemmer. Forelskelse, jalousi, gammelt had og mistro er blandt de følelser, der dukker op til overfladen. Kjell Askildsen forstår at beskrive en stemning og relationerne mellem mennesker på en subtil måde, der er helt unik. Jeg er glad for, at vi efterhånden har mere og mere af hans forfatterskab på dansk. 

'Omgivelser' af Kjell Askildsen. Batzer & Co 2022, 84 sider

torsdag den 22. december 2022

'Den yngste' af Fatima Daas

Fatima er muslim og lesbisk. Født og opvokset i Frankrig med algierske forældre, som den yngste af tre søstre. De allerfleste af bogens kapitler starter med sætningen "Jeg hedder Fatima Daas" - efterfulgt af forskellige faktaoplysninger som; jeg er muslim, jeg er fransk jeg er algerier, jeg har astma. Derefter følger beskrivelser af øjeblikke i den unge Fatimas liv. den første rejse til Algeriet, skoleoplevelser, forholdet til den eneste gode veninde - og senere til andre kvinder. Forsøget på at balancere sin muslimske tro i forhold til det at elske kvinder.
En stærk beskrivelse af et utilpasset barn, der skiller sig ud og føler sig anderledes på alle måder. En stærk roman, der må have haft store omkostninger at skrive. Får mig til at tænke på en anden fransk forfatter Edouard Louis.

'Den yngste' af Fatima Daas. Forlaget Grif 2022, 207 sider

onsdag den 21. december 2022

'Pige 1983' af Linn Ullmann

En 16-årig pige rejser i januar 1983 fra New York til Paris for at forfølge drømmen om en modelkarriere - eller måske for at udforske sit eget potentiale? Eller er man i det hele taget bevidst om sine egne valg, når man er 16 år? 40 år senere ser den voksne kvinde tilbage og forsøger at finde og møde den 16-årige der, hvor hun var på det tidspunkt. Alene og frysende en kold nat i Paris, hvor hun er faret vild i den fremmede storby, ude af stand til at finde hjem til sit hotel, som hun hverken har navn eller adresse på. På en lap papir har hun fotografen A's adresse, og det bliver i hans seng, hun ender den nat. Selv om han er næsten 30 år ældre end hende. Den voksne kvinde forsøger at skrive den unge frem uden at dømme og uden at pynte på noget. Samtidig kan hun ikke undgå at forholde sig til den virkelighed hun nu lever i; med en datter på næsten samme alder, som den hun tænker tilbage på - og en aldrende mor, som hun hjælper med at handle på Nettet.
Det er en meget billedskabende roman; Pigens røde hue og blå jakke står tydeligt for mig. Samtidig ligger der så meget skam skjult i teksten, og også en form for anklage mod et sygt miljø, hvor helt unge kvinder gik med til alt for meget, hvor midaldrende mænd havde magten og pigerne gik over stregen for at opnå anderkendelse, føle sig elskede, sete, blive berømte...
Det må have været en svær bog at skrive, og hun lykkes fantastisk godt med den! Teksten dirrer af vrede, men også af afmagt på den 16-åriges vegne, selv om man fornemmer, at det 16-årige jeg nok ikke ville bryde sig om det, men hellere holde fast i sin skrøbelige styrke.
En stor anbefaling herfra!

'Pige 1983' af Linn Ullman. Gyldendal 2022, 272 sider.

tirsdag den 20. december 2022

'Mødrenes hus' af Liv Nimand Duvå

Rosa er gravid. Hun har lagt planer for sin fødsel, skrevet en ønskeliste og forberedt sig, så godt som muligt. Men da fødslen endelig går i gang, udvikler den sig til et sandt - og langvarigt - mareridt. Rosa glider ud og ind af en drømmeagtig tilstand, mens smerterne tager over og sender hende ind i en verden af afmagt og tab af kontrol. - Og ikke kun i forhold til sin egen krop, men også i forhold til sygehusvæsenet, der ikke virker til at være opgaven voksen. Kæresten Gilbert må fx gentagne gange gøre opmærksom på at Rosa ikke tåler morfin, - selv om det allerede står i journalen. I en slags drømmeagtig parallelverden bevæger Rosa sig gennem en mørk skov sammen med sin bedstemor på jagt efter mødrenes hus og en samhørighed med andre mødre. For den voldsomme fødsel præger også hendes første tid som mor og hun har brug for de andre mødre i sit liv.
Det er en ret barsk roman om en voldsom fødsel. Der er flere lag i romanen, som udfordrede mig lidt undervejs, men alligevel er det befriende, at der skrives romaner som denne.

'Mødrenes hus' af Liv Nimand Duvå. Gyldendal 2022, 248 sider.

søndag den 18. december 2022

'Je m'apelle Agneta' af Emma Hamberg

Agneta nærmer sig de halvtreds, og hun er træt af sit liv. Børnene er flyttet hjemmefra og henvender sig som regel kun, når de mangler penge. Ægtemanden gennem mange år - Magnus - har fået nye interesser, som cykling og ultrasund mad, men hvem er Agneta egentlig selv - ud over at være mor og hustru? Det halvkedelige job hos Trafikstyrelsen giver ikke indhold i livet, og hun kan ikke rigtig følge Magnus i hans interesser. Faktisk så gemmer hun det hvide brød og syltetøjet for ham og synder i hemmelighed..
Men en dag læser hun en lille speciel annonce i avisen vedr. et job som au pair i Frankrig. Og inden hun ved af det, sidder hun i toget og er på vej til Provence. Den dreng, hun troede, at hun skulle passe, viser sig at være en ældre mand, - og alt er i det hele taget anderledes, end hun havde forestillet sig.
En humoristisk og hjertevarm fortælling om at ændre kurs midt i livet og om at begynde at gøre noget for sig selv efter at man i mange år primært har eksisteret for de andres skyld.  

'Je m'apelle Agneta' af Emma Hamberg. Aronsen 2022, 400 sider

lørdag den 17. december 2022

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman

Bogens fortæller - forfatteren Alex - bærer på en dyb vrede, som efterhånden går ud over hans familieliv og relationer til andre. Men hvor stammer den vrede fra? Sammen med en terapeut afdækker Alex nogle mønstre i sin mors dysfunktionelle familie, som har påvirket familien i generationer. Pilen peger på morfar Sven Stolpe, og Alex kaster sig over arbejdet med at afdække familiens hemmeligheder. I 1932 tilbringer hans mormor og morfar nogle uger på Sigtunastiftelsen, hvor Sven arbejder på et teaterstykke, imens mormor Karin forelsker sig i den noget yngre forfatter Oluf Lagercrantz. Sven er kontrollerende og patriarkalsk, mens Karin som regel føjer sig, og forsøger at rette ind. Alex stykker begivenhederne sammen ud fra breve, dagbøger og romaner, og tegner et billede af et ulykkeligt ægteskab fuld af vrede og kontrol. En weekend i 1988, hvor han selv som dreng besøgte sine bedsteforældre og uforvarende kom til at vise sin morfar nogle af mormor Karins breve, får også en afgørende betydning.
Det er en tragisk og ulykkelig men meget velfortalt kærlighedshistorie, der totalt krøb ind under huden på mig. Dramatisk og medrivende, og selv om vi hele tiden ved, at det ikke kommer til at ende godt, så håber man alligevel.

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman. Lindhardt og Ringhof 2022, 270 sider.

tirsdag den 13. december 2022

'Jordsug' af Tove Alsterdal

Krimi: En mand findes død af sult i en kælder i et afsides liggende hus, hvor han har været holdt indespærret. Mange hundrede kilometer nordpå bliver en anden mand reddet fra en lignende skæbne. Er der en sammenhæng mellem de to sager? Kriminalbetjenten Eira Sjödin forsøger at opklare sagen. Da hendes gode kollega og ven pludselig også forsvinder, bliver sagen personlig, og der må arbejdes i døgndrift, hvis endnu en tragedie skal undgås. Hvad havde de tre mænd tilfælles? - Og ikke mindst hvem havde de til fælles? Romanen er nr. 2 i Ådalenserien, og selv om den er velskrevet og spændende, så ville jeg alligevel godt have læst nr. 1 først. Ikke af hensyn til krimigåden, som man fint kan følge, men der er nogle ting omkring Eira som person; forholdet til hendes bror, der åbenbart har tilstået en forbrydelse, som han ikke har begået, og forholdet til den gamle mor, som den første bog i serien "Stormfald" måske kan kaste mere lys over? Hvis man er til nordiske krimier med fine beskrivelser og spændende handling, så kan man godt kaste sig over denne serie.

'Jordsug' af Tove Alsterdal. Modtryk 2022, 305 sider.