søndag den 30. juni 2019

'Knust' af Anne Mette Kirk

Da Mathilde kommer hjem efter en gymnasiefest, får hun den frygtelige besked, at hendes storebror Jonathan er blevet dræbt ved en ulykke. Angiveligt har han stjålet en bil, givet tre andre unge et lift og kørt ind i et træ i høj fart og med en promille på over 2. Hele familien er i chok og sorg, men Mathilde tror ikke et øjeblik på politiets version af historien. Hun føler, at hun kender sin bror så godt, og at han aldrig ville have gjort de ting, der ledte hen til ulykken. Efter nogle måneder begynder hun at se nærmere på sagen og forsøger at udspørge de andre implicerede i ulykken: Hendes veninde Nikoline og de to andre unge; Tanja og Phillip. Den eneste anden, der deler hendes tvivl, er den unge betjent Marc, der var den første på ulykkesstedet. Lidt efter lidt nærmer de to sig sandheden om, hvad der skete den skæbnesvangre nat, da Jonathan blev dræbt. - Og måske var hans død ikke en ulykke...
Spændende og velskrevet roman, der også går tæt på unge, venskaber og spirende forelskelser.

'Knust' af Anne Mette Kirk. Peoples Press 2019, 319 sider

fredag den 28. juni 2019

'Dagene er data' af Lone Hørslev

Digtsamling. Om hvordan alt kan reduceres til data. Alt fra kejtede kys til farver og det at ligge på jorden og mærke kloden dreje rundt.
Et eftertænksom og velskrevet digtsamling, der reflekterer over, hvorfor vi har så travlt med data og fakta? Hvordan det kan være at man næsten kan blive i tvivl om hvorvidt man taler med et menneske eller en maskine? Hvordan det er blevet sådan at telefonen og skærmene fylder så meget? Mange fine iagttagelser, ingen nemme løsninger. Kan du f.eks. huske dengang i middelalderen?
Kan anbefales!

'Dagene er data' af Lone Hørslev. Rosinante 2018, 94 sider. Tegninger af Julie Nord

tirsdag den 25. juni 2019

'Levende og døde' af Han Kang

I denne roman befinder vi os i Gwangju, der ligger i Sydkorea. Året er 1980, og et folkeligt oprør mod styret bliver brutalt slået ned. Den 14-årige Dong-ho opsøger byens sportshal for at lede efter sin ven blandt de mange døde. Han ender med at blive hængende og deltage i arbejdet med at registrere og beskrive de døde. I løbet af romanen følger vi forskellige personer omkring Dong-ho i tiden efter oprøret i Gwangju; hans forsvundne ven, en anden ung kvinde fra sportshallen, nogle af oprørerne, Dong-ho's mor, og afslutningsvis forfatteren, der boede i huset før Dong-ho. De forskellige menneskeskæbner vikler sig elegant ind og ud af hinanden.
I et nærværende, poetisk og indlevende sprog sætter forfatteren ord på de voldsomme følelser og oplevelser, som følger i kølvandet på massakren og torturen.
Det er meget velskrevet, men samtidig en rystende og barsk læseoplevelse, som man ikke lige glemmer!

'Levende og døde' af Han Kang. Gyldendal 2019, 250 sider.

fredag den 21. juni 2019

'Historien om Arthur Truluv' af Elisabeth Berg

85-årige Arthur har mistet sin hustru. Hver dag tager han bussen hen til kirkegården for at spise sin frokost ved hendes gravsted. Maddy Harris er 17 år og søger over på kirkegården i frokostpausen for at slippe for sine klassekammeraters mobberier og ruge over sit kærlighedsforhold. En dag møder de to ensomme mennesker hinanden og et venskab opstår. Efterhånden får også Arthurs ældre nabo Lucille del i venskabet.
Maddy har det ikke så godt derhjemme. Som helt lille mistede hun sin mor, og hendes far har aldrig formået at udfylde den plads. Da hun opdager, at hun er gravid, og hendes far ikke mener, at hun skal beholde barnet, ender hun med at flytte ind hos Arthur. Han og Lucille bliver hendes virkelige familie.
Historien er sådan set fængende og underholdende nok, men den bliver alligevel lidt for meget sødsuppe for mig i længden.

'Historien om Arthur Truluv' af Elisabeth Berg. Cicero 2019, 287 sider

tirsdag den 4. juni 2019

'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata

Prisvindende japansk roman om den yngre kvinde Keiko, der altid har været anderledes end sine kammerater. Mens hun er barn reagerer hun ofte meget impulsivt og - efter omgivelsernes mening - uhensigtsmæssigt på begivenheder blandt skolekammeraterne, og hun forsøger forgæves at passe ind. Som ung får hun et job som løsarbejder i en døgnkiosk, og hendes familie er lettede. Keiko elsker rutinen og og den ensformige hverdag, hvor der er klare regler for alt, og hun har et godt blik for døgnkioskens rytme. Hun efterligner sine kollegaer og spiller rollen som et normalt menneske helt perfekt. Men nu er der gået 18 år, og det bliver stadig vanskeligere for Keiko at leve op til folks krav om normalitet. Hun har ingen mand og ikke et fast job, hvilket hendes omgangskreds ofte påtaler. En dag starter Shiraha som løsarbejder i døgnkiosken. Han er arrogant, utilpasset og ude af stand til at passe et job, men Keiko ser i ham en mulighed for at opnå det attraktive normale liv. Det er dog ikke så simpelt at lade Shiraha flytte ind, og hvor langt skal man egentlig gå for at virke normal?
En kort, meget velskrevet roman, der både giver stof til diskussion og eftertanke.


'Døgnkioskmennesket' af Sayaka Murata. Forlaget Grif 2019, 150 sider.