tirsdag den 27. maj 2014

'Mellem venner' af Amos Oz

Otte fine noveller, der skildrer livet i en israelsk kibbutz. I meget præcise øjebliksbilleder kommer Amos Oz ind bag facaden, helt derind, hvor det gør ondt. Derind hvor man ser bagsiden af det liv, der leves i kibbutzen. Der hvor man må underlægge sig regler, indrette sig efter flertallets ønsker, hvilket jo som bekendt er vilkårene i et demokrati. Forfatteren peger på svaghederne ved det system: begrænsningen af den personlige frihed, indskrænkelse af  retten til selv at vælge sit liv. Ulemperne ved at lade fællesskabet gå forud for den enkelte. Den kommunistiske tankegang udstilles i en sjældent raffineret grad.
Alle de personer vi møder i disse noveller slås med den ovennævnte problematik, og fælles for dem er, at de ikke rigtig formår at ændre noget, ikke rigtig kan finde ud af at handle som de egentligt har lyst til. Selv om de befinder sig mellem venner, så er hver enkelt alene med sine egne bekymringer og overvejelser. På den måde gør forfatteren opmærksom på noget meget almen menneskeligt; vores trang til at være tilpas, vælge trygheden fremfor oprøret. - Og sådan er det vel for de fleste; meget få bryder ud og prøver at lave om på noget.
Som nu det at børnene i kibbutzen tilhører alle og derfor skal sove i et børnehus, også selv om de er utrygge og helst vil være hos mor og far. Yuvals far opgiver kampen for sin søn, fordi alle argumenterer imod ham. Eller den unge fyr Moshe, der forsøger at skifte identitet, når han skal besøge sin far udenfor kibbutzen. Ligesom sekretærens ubehagelige snigende fornemmelse af uretfærdigheden i at kibbutzens serviceopgaver så ofte havner hos kvinderne, når alle her skulle være lige...
Fortællinger der virkelig giver stof til eftertanke. Hermed anbefalet!

'Mellem venner' af Amos Oz. Gyldendal 2014, 194 sider.

søndag den 25. maj 2014

'Gem mig i dit hjerte' af Torsten Pettersson

Krimi-spændingsroman. Den ni-årige Petra er forsvundet og politiet giver sagen første prioritet. Det er en kendt sag, at chancen for at finde et barn i live falder med hvert døgn, der går. Da en af de mistænkte findes myrdet kompliceres tingene yderligere og ikke alt er hvad det ser ud til at være. Kriminalkommissær Harald Lindmark og hans kollegaer må trække tråde tilbage til en tidligere sag. - En god grund til at starte med nr. 1 i serien, - denne krimi er nr. 2. Den minder mig lidt om Mo Hayders bøger; der er både noget psykologisk og noget spænding, og der sker et twist undervejs. Desuden får vi også lidt baggrundsviden om de forskellige hovedpersoner. Udemærket krimi.

'Gem mig i dit hjerte' af Torsten Pettersson.Turbine 2014, 328 sider

søndag den 18. maj 2014

'Det sidste brev fra din elsker' af Jojo Moyes

2004: Ellie har et forhold til en gift mand John. Hun er meget forelsket i ham, og håbet om at han vil forlade sin familie fylder meget for hende. En anden ting der fylder meget, - eller burde gøre det, - er jobbet som feature skribent på en stor avis i London. Ellis har dog lidt problemer; hun er gået lidt i stå. I sin jagt på en god historie støder hun på et gammelt kærlighedsbrev i avisens arkiv.
Og så får vi sideløbende Jennifers historie, der finder sted i 1960'erne. Jennifer er gift med en velhavende forretningsmand Laurence, men da hun vågner op efter en trafikulykke har hun stort set mistet hukommelsen. Hun husker kun langsomt den mand hun før ulykken forelskede sig i; journalisten Boot.
En kærlighedshistorie i den lette genre med mange forviklinger undervejs. Kunne måske godt være lidt kortere, men ok underholdning.

'Det sidste brev fra din elsker' af Jojo Moyes. Cicero 2014, 493 sider.

fredag den 9. maj 2014

'Kain' af José Saramago

Historien om brodermorderen Kain genfortalt og videredigtet af Saramago. - Den bog måtte jeg da læse. Bogen lægger ud med Adam og Eva i Edens Have, men den virkelige hovedperson er Kain, som vi følger fra brodermordet på Abel. Og hvem siger, at Abel ikke faktisk var meget irriterende og hovmodig overfor sin bror? Og at Gud ikke havde en stor del af skylden for mordet, fordi han ikke ville modtage Kains offer? På sit æsel bevæger Kain sig rundt i forskellige nutider i den tidlige del af bibelhistorien, og han er ikke udelt tilfreds med den måde, han ser Gud regere verden på. Hvorfor skulle Job så meget ondt igennem? Og hvad med de uskyldige børn i Sodoma og Gomorra? Kain går i rette med Gud og spiller ham til sidst et puds, som Gud ikke havde regnet med. Mange fine overvejelser, men der er enkelte steder, hvor det virker som om oversættelsen ikke fungerer helt optimalt.

'Kain' af José Saramago. Samleren 2013, 147 sider

tirsdag den 6. maj 2014

'Gå' af Tomas Espedal

Det er lidt mærkeligt at finde denne bog på romanhylden. Som jeg læser den, er det ikke en roman, men et langt essay om at gå, vandre, rejse. Forfatteren fortæller om ture på fjeldet, oplevelser fra vandringer i Tyrkiet, mennesker han har mødt undervejs o.s.v. I starten er der lige vel mange henvisninger til andre vandrende poeter; fx Rousseau, Rimbaud og Aristoteles, men det bliver bedre i løbet af bogen, hvor han går mere ind i sin egen personlige oplevelse af det at gå. Han kommer med nogle fine betragtninger om tavsheden og angsten for at dø.

'Gå' af Tomas Espedal. Batzer & Co 2007, 210 sider.