onsdag den 24. juni 2015

'Historien om A.J. Fikrys liv' af Gabrielle Zevin

Boghandleren A. J. Fikry har mistet sin kone og er gået helt i stå. Han er godt på vej til at køre butikken og sit liv i øvrigt i sænk, da en ung kvinde efterlader sin to-årige datter Maya i hans butik, før hun går ud i havet og først bliver fundet flere dage senere. Fikry beslutter sig for at tage den lille pige til sig, og han finder en ny mening med sit liv. Også på den romantiske front ændrer Fikrys liv sig til det bedre, da han træffer forlagssælgeren Amelia og indleder et forhold til hende. Romanen følger nu den lille familie gennem Mayas opvækst.
Det er en underholdningsroman, hvor glæden ved bøger og læsning sættes i centrum. Der var dog flere ting, der irriterede mig undervejs, bl.a. beskrivelsen af det to-årige barn, der nærmest utilsigtet kommer til at virke som lidt af en karikatur. Hurtigt læst - hurtigt glemt, - men ok underholdning så længe det varer.

'Historien om A.J. Fikrys liv' af Gabrielle Zevin. Lindhardt & Ringhof 2015, 280 sider.

tirsdag den 23. juni 2015

'Vi er ikke sådan nogen der får hinanden til sidst' af Katarina Sandberg

Cassiopeia Svensson er resultatet af en engangsaffære i Paris for ca. 20 år siden. Hun er en ung kvinde, der bor i Stockholm, er i gang med jurastudiet, og så betragter hun kærligheden som en stor kliche. Hun går i byen med sine veninder og er lidt træt af sit overfladiske liv. Men så sker der to afgørende ting: Hun forelsker sig mod sin vilje i sin overbo Casper, -der bor sammen med sin kæreste, og hun bliver opsøgt af en gammel klassekammerat Agnes. Agnes var den pige i klassen der blev holdt udenfor, men nu opstår et nyt venskab mellem de to unge kvinder. Og Cassiopeis forelskelse i Casper er ikke noget der sådan lige går over af sig selv...
På en måde er det vel mest en ungdomsroman, selv om den også nemt kan læses og nydes af voksne kvinder. Hvis man kunne lide 'Anna og det franske kys' kan den anbefales, især hvis man ønsker sig lidt mere seriøsitet, lidt mere troværdighed og lidt bedre sproglige formuleringer.

'Vi er ikke sådan nogen der får hinanden til sidst' af Katarina Sandberg. Turbine 2015, 284 sider

mandag den 22. juni 2015

'Lila' af Marilynne Robinson

En helt igennem vidunderlig bog. Romanen knytter sig til forfatterens to andre bøger om den lille by Gilead: 'Gilead' og 'Hjemme', men den kan sagtens læses selvstændigt og handlingen foregår faktisk tidligere end de to andre. Lila bliver som lille pige bortført fra et dårligt hjem af den hjemløse fattige kvinde Doll, der vandrer rundt sammen med en flok landarbejdere, der tilbyder deres arbejdskraft, hvor de kommer frem. Historien veksler mellem Lilas barndom og hendes voksenliv, hvor hun er blevet gift med den gamle præst John Ames. Og smukkere kærlighedshistorie skal man lede længere efter. Den fattige forhutlede Lila, der aldrig har lært eller læst noget og den ensomme kloge gamle præst, der mistede kone og barn som ung og aldrig har fundet lykken igen - før nu. Med helt enkle tanker og vendinger beskrives de to ensomme menneskers vej mod hinanden, Lilas tvivl og overvejelser, hendes angst for lykken og forberedelse til den ulykke hun mener må komme. Præstens omsorg og bekymring for sin unge kone, hans angst for at hendes rastløshed igen vil drive hende ud på landevejene.
Det her er romankunst, når det er bedst! Smukt sprog, fine billeder, eksistentielle overvejelser og dybe følelser på spil. Stor litteratur fortalt med en ydmyghed overfor personerne, som er helt unik. - Jeg bliver nødt til at genlæse de to andre bøger om Gilead, håber at jeg kan nå det i min sommerferie.

'Lila' af Marilynne Robinson. Gyldendal 2015, 261 sider.

søndag den 21. juni 2015

'Den svævende tankbestyrer' af Bent Vinn Nielsen

Magnus er tankbestyrer på en tankstation i Nordjylland. Han har tre damer ansat og det er faktisk en for meget. Men han kan ikke rigtig få sig selv til at fyre en af dem. Og måske er det ligemeget, tanken lukker sandsynligvis snart; der er ikke så meget handel. Theo har slået sig ned over for tanken på langturschaufførpladsen. Han betaler med uganda-dollars og drikker rigelig med rødvin. Magnus får for vane at sætte sig sammen med ham en times tid hver dag. Han filosoferer over sit liv. Måske fordi hans bror Evert lige er død. Evert, der levede livet, var socialist og kunne noget med damerne, som Magnus aldrig rigtig forstod. Lidt efter lidt oprulles Magnus' livshistorie og selv en almindelig tankbestyrer bliver interessant, når man ser nærmere efter og får indblik i alle de små og store oplevelser, der har præget hans liv.
Bent Vinn Nielsen må være en af de bedste mindst hypede forfattere i Danmark. Han skriver virkelig godt. Med en underfundig selvironisk underspillet tone kommer vi helt ind under huden på Magnus og får et fint billede af de vilkår, han har levet sit liv under. En bog der får en til at tænke nærmere over alle de potentielle spændende historier, der findes lige for næsen af os, som vi aldrig får øje på.

'Den svævende tankbestyrer' af Bent Vinn Nielsen. Gyldendal 2014, 245 sider.

lørdag den 20. juni 2015

'Anna og det franske kys' af Stephanie Perkins

Ungdomsroman: Annas far har bestemt, at hun skal på kostskole i Paris. Det er ikke ligefrem noget Anna er begejstret for. Hun har ikke lyst til at forlade sin bedste veninde, sin lillebror og den fyr i biografen, der endelig er begyndt at lægge mærke til hende..
Så Anna starter altså på den amerikanske skole i Paris og hun kommer hurtigt med i en klike, hvor hun møder nye venner. Blandt de nye venner er Etienne St.Clair, der er både sød, flot og charmerende. - Og desværre allerede har en kæreste. Deres venskab udvikler sig lidt efter lidt og Anna begynder at ønske sig mere end venskab, - men kan det lade sig gøre?
En sød romantisk historie om ung forelskelse med forviklinger og romantik, fortalt i en let tone uden at vi kommer helt ind bag om personerne.
Jeg kom til at tænke på de forventninger eller drømme sådan en bog skaber. Hvem vil ikke gerne være med i den rigtige klike, og have den sejeste af drengene til at blive forelsket i sig? - Der mangler lidt dybde og virkelighedsnær realisme, for hvor tit er det lige, at det er sådan i virkeligheden? - Men nogen gange er det selvfølgelig meget befriende bare at læse om og indleve sig i "den store drøm". Jeg får lyst til at vide lidt mere om veninden Meredith, der også er forelsket i St. Clair. Det kunne være interessant at høre historien fra hendes side.

'Anna og det franske kys' af Stephanie Perkins. Lindhardt og Ringhof 2015, 387 sider.

fredag den 19. juni 2015

'Den smalle vej til det dybe nord' af Richard Flanagan

En barsk fortælling om kærlighed og krig. Dorrigo møder som ung læge sin onkels unge kone Amy og indleder et forhold til hende. De bliver skilt ad, da Dorrigo sendes i krig. Under krigen tilbringer han nogle frygtelige måneder i japansk fangeljer, hvor han sammen med andre allierede krigsfanger tvinges til at arbejde på opførelsen af en jernbane fra Thailand til Burma. Som officer og læge kæmper han for sit eget og sine mænds liv, men tvinges også til at træffe vanskelige valg, der får betydning for liv og død. En dag modtager han et brev fra sin forlovede Ella, der får store konsekvenser for hans liv efter krigen. Det er svært for Dorrigo at finde sig tilrette i sit ægteskab. Derimod lykkes det næsten for den japanske lejrchef at overbevise sig selv om, at han i bund og grund er et godt menneske.
På en eller anden måde sætter denne bog sig lidt mellem to stole: De barske beskrivelser af tiden i fangelejren er nok mest målrettet mandlige læsere, mens kærlighedshistorien mellem Amy og Dorrigo er mere for pigerne. Sproget er sanseligt og indimellem balancerer det lige på kanten af det patetiske, men det bliver alligevel samlet set til en smuk og vedkommende, men barsk fortælling om en mand, der træffer nogle valg, som han må forsøge at leve med resten af livet.

'Den smalle vej til det dybe nord' af Richard Flanagan. Politikens Forlag 2015, 406 sider.

torsdag den 18. juni 2015

'Alting ramler' af Mette Vedsø

Kort men velskrevet ungdomsbog. Diana ankommer sammen med sine forældre og sin lillebror til en gård, hvor hendes forældre skal deltage i et bryllup, mens hun skal passe sin lillebror. Hun møder Jeppe med de meget blå øjne og lærer noget om livet på landet. Alle familier har deres egen historie og deres egne hemmeligheder. Nogle er sværere at dele end andre men Jeppe og Diana betror sig til hinanden. Dianas far har et godt øje til andre kvinder og hendes mor drikker lidt rigeligt. - Men det er ikke noget imod den historie Jeppe og hans familie bærer rundt på...
En rigtig fin ungdomsbog, skrevet i et dejligt letforståeligt sprog uden at være fyldt af smarte udtryk, selvironiske kommentarer o.s.v.

'Alting ramler' af Mette Vedsø. Jensen & Dalgaard 2015, 107 sider.

lørdag den 13. juni 2015

'Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted' af Anna Gavalda

Noveller. Jeg leder efter en novelle, som jeg kan læse højt til et arrangement til efteråret. Den skal være af Anna Gavalda har jeg besluttet, men jeg er ikke helt sikker på, hvilken jeg skal vælge. I virkeligheden vil jeg måske hellere læse noget op fra "Udflugten" og det kan også være, at det ender med det. Men skulle jeg vælge en af disse, hvilken skulle det så være? Ikke den om den ydmygede dyrlæge, der hævner sig, den er lidt for barsk. - Kærlighedsaffæren, der afbrydes af et mobilopkald? Manden der er skyld i en trafikulykke? Manden, der flytter fra sine to søstre? Nej jeg tror jeg ville vælge den om manden der er på orlov, skal hjem og fejre sin fødselsdag og overraskes af surprise party og sin storebrors kæreste...
Anna Gavalda skriver godt, - om de afgørende øjeblikke i livet, om beslutninger eller tilfældigheder der former hverdagslivet.

'Jeg ville ønske, der var én, der ventede på mig et eller andet sted' af Anna Gavalda. Per Kofod 2001, 157 sider.

onsdag den 3. juni 2015

'Gud' af Svend Andersen

Fin lille udgivelse om et stort emne i Århus Universitetsforlags serie Tænkepauser
Bogen giver en fin overskuelig kort fremstilling af et omfattende emne, og der er mange ting at hæfte sig ved. Forfatteren skriver et sted, at man ikke mere behøver skamme sig over at være ateist. Jeg har ikke bemærket at nogen rigtig skammer sig over det. Er det ikke nærmest omvendt i vores samfund i dag? Det virker som om der er en stor blufærdighed omkring det at være troende, som om det næsten er det, man skammer sig over.
Og så citerer forfatteren meget rammende Kant et sted, hvor han konkluderer, at det ikke er muligt at bevise Guds eksistens. Den slags rækker vores fornuft simpelthen ikke til. Til gengæld kan vi heller ikke med fornuften bevise, at Gud ikke eksisterer.
Det er meget modsatrettede udsagn, når filosoffen Kappel i 2010 udtaler: "At Gud ikke findes, må anses som noget, vi ved."
Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at jo mere man finder ud af om et emne, jo mere går det op for en, at man ved uendeligt lidt. Og det moderne menneske vil så gerne vide, - og ikke bare tro...
Vi havde en god debat om Gud i Guldborgsund-bibliotekernes debatcafé.
'Gud' af Svend Andersen. Århus Universitetsforlag 2015, 60 sider