lørdag den 28. marts 2020

'Er der d i forvandle?' af Peter Faber

Poul Erik Godtfredsen er afdelingschef i en stor herretøjsforretning. Han bor alene i sin lejlighed og har sine egne faste rutiner, som han sjældent afviger fra. En dag spørger en ung pige i S-toget ham om der er d i forvandle, og det bliver startskuddet til hans bekendtskab med Wordfeud. Han begynder at spille med M&M. Bag det navn gemmer sig en tidligere skuespiller, som det er gået ned ad bakke for. Molly bliver ikke længere tilbudt nogle roller, og hun er blevet nødt til at sælge sit barndomshjem på Frederiksberg og flytte til Fyn.
Både Molly og Poul Erik er i starten af 60'erne og ensomme på hver sin måde. Lidt efter lidt får vi indblik i deres liv, som det er forløbet til nu, og lidt efter lidt åbner de mere op og begynder at skrive beskeder til hinanden. Men tør de mon for alvor bryde med ensomheden?
En fint fortalt historie om ensomhed og om at turde tro på andre mennesker.

'Er der d i forvandle?' af Peter Faber. Byens Forlag 2019, 246 sider.

fredag den 27. marts 2020

'Hannah' af Hanne Højgaard Viemose

Hannah er ad omveje havnet i Australien som backpacker. Hun har ingen penge og finder arbejde i bananplantagerne. Det er en barsk hverdag, fuld af slanger, kryb, hårdt - og farligt arbejde. Indkvarteringsmulighederne er mildt sagt ret elendige. Det er heller ikke helt let for Hannah at blive accepteret af de andre arbejdere, der er vant til, at backpackere ikke bliver hængende ret længe. Men Hannah kæmper også med følelsen af ikke at høre til noget sted, usikkerhed omkring egen identitet og seksualitet, og hun bliver hængende længere end de fleste.
Fortællingen foregår på et tidspunkt midt i 1990'erne - før mobiltelefoner og mails var almindelige.
Det er en ret barsk historie om overlevelse i et råt miljø. Måske ikke lige noget man skal anbefale til backpacker-forældre, - selv om forholdene forhåbentligt må være blevet bedre i mellemtiden?
Bogens skrifttype (Courier) var lige ved at afskrække mig fra videre læsning, - men lad det ikke afskrække dig! - Når man vænner sig til det, venter en velskrevet autentisk fortælling om et barsk ungdomsliv i den australske outback.


'Hannah' af Hanne Højgaard Viemose. Gyldendal 2011, 182 sider.

tirsdag den 24. marts 2020

'Voksne mennesker' af Marie Aubert

Ida skal på weekend i familiehytten sammen med sin lillesøster Marthe og deres mor. Marthe har sin kæreste og bonusdatter med, og mor kommer sammen med sin kæreste Stein. Kun Ida kommer alene. De skal fejre morens 65 års fødselsdag og rigtig hygge sig sammen. Og Ida har en nyhed hun gerne vil fortælle sin søster; at hun har været på en klinik for at lave aftale om at få frosset æg ned. Ida er 40 år og begynder at føle sig voksen nok til at få et barn, - måske altså. - Bortset fra det lille problem at hun aldrig rigtig har haft en fast kæreste. Men Marthe kommer hende i forkøbet med sin store nyhed og pludselig er verden helt af lave.
Det er en meget skarp, hudløs og velskrevet fortælling om søskendejalousi, familiebånd, skammen over at være alene og ønsket om at have en familie og høre til et sted. Anbefales herfra!

'Voksne mennesker' af Marie Aubert. Lindhardt og Ringhof 2020, 167 sider

søndag den 22. marts 2020

'Alle blomsterne i Paris' af Sarah Jio

Da Caroline vågner op på et hospital i Paris efter en ulykke, har hun mistet hukommelsen. Hun ved ikke hvem hun er, og må langsomt stykke sit liv sammen ud fra løsrevne minder og andres udtalelser. Lidt efter lidt dukker billedet af en kvinde op, - som hun ikke er sikker på, at hun har lyst til at være, - og i fortiden gemmer sig også en stor sorg.
Romanens andet spor foregår også i Paris men under 2. Verdenskrig. Her lever den unge enke Celine sammen med sin datter Cosi og sin far, der har en blomsterbutik. Celine er kvartjøde, men formår at skjule sin herkomst indtil en tysk officer i særlig grad lægger mærke til hende. Opmærksomhed er det sidste den lille familie har brug for, og snart må Celine kæmpe for sit eget og sin datters liv.
Romanen skifter mellem de to spor, og hen ad vejen forbindes de to kvinders skæbne. Det er en hurtig læst, medrivende og spændende fortælling, der minder mig lidt om "Sarahs nøgle".

'Alle blomsterne i Paris' af Sarah Jio. Gads Forlag 2019, 395 sider.

lørdag den 21. marts 2020

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson

Denne fine novellesamling udkom på originalsproget i år 2000, hvor den blev nomineret til Nordisk Råds Pris. Først nu er den oversat til dansk. Den består af en række korte minimalistiske - og ofte ret melankolske noveller, der er bygget op omkring enkle små hverdagssituationer. Som drengen, der fanger fisk, den ældre præst, der tænker tilbage på sit liv, drengen der husker en markant dag med sin morfar, osv. Der er også enkelte af novellerne, der har et overnaturligt twist, fx en der handler om det lille folk, der bor i stenene. Min yndlingsnovelle er nok den om en dreng, der fortæller om sin læsning - den er både tankevækkende, får læseren til selv at tænke tilbage og vil egne sig fint til højtlæsning. Ellers er novellerne lidt for kort til at kunne bruges til guidet fælleslæsning.
En dejlig novellesamling fra den islandske mester!

'Det gule hus: noveller' af Gyrdir Elíasson. Torgaard 2019, 135 sider

tirsdag den 17. marts 2020

'Hvor flodkrebsene synger' af Delia Owens

Tit får jeg ikke læst de største bestsellere, fordi de som regel sælger sig selv, og derfor ikke har brug for den store formidlingsindsats på biblioteket. Men ind imellem får jeg alligevel fat i en af dem, - og ofte er der jo en grund til, at de sælger godt!
Det gælder også her. Pigen Kya vokser op i North Carolinas sumpskov som den yngste af en søskendeflok på fem. Da hendes mor en dag forlader familien, varer det ikke længe, før de ældre søskende en efter en forsvinder og lader lille Kya alene tilbage med den voldelige far. En eneste dag holder hun ud i skolen, siden gemmer hun sig for alle, der forsøger at få kontakt med hende. En dag forsvinder også hendes far, og den ti-årige pige er nu overladt til sig selv og en ensom kamp for overlevelse. Sky, forpjusket og halvvild lærer hun at klare sig i naturen og marsken. Drengen Tate bliver hendes eneste ven, indtil også han svigter hende.
Romanens andet spor foregår senere, hvor byens skørtejæger og playboy findes død. Er han mon blevet dræbt? Straks retter opmærksomheden sig mod den mærkelige "marskpige"
Velskrevet og spændende!

'Hvor flodkrebsene synger' af Delia Owens. Gyldendal 2019, 373 sider

                                                            

mandag den 16. marts 2020

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell

Roman fortalt i to spor, som der springes imellem. Det første spor foregår i nutiden, hvor Ted og Elina har lige fået deres første barn. Elina slås med den nye rolle som mor. Hun vil stadig gerne være kunstner, og har det også lidt svært med den dominerende svigermor. I takt med at Ted betragter sin lille søn, dukker glimt af minder op fra en fortid, han synes at have fortrængt.
50 år tidligere kommer den unge Lexie til London og indleder et forhold til den lidt ældre Innes. Innes har en ex-kone og en stor datter, der ikke er venligt stemte overfor den nye kvinde i hans liv. Senere tvinges Lexie til at stå på egne ben og skaber sig en karriere som kulturjournalist.
Lidt efter lidt væves de to spor sammen.
Handlingen og plottet er fint, men der er et eller andet ved sproget, der skurer i ørerne. Så meget, at det næsten fik mig til at holde op med at læse i starten af bogen. Jeg har tidligere læst bøger af den sammen forfatter, hvor jeg ikke havde den oplevelse, hvilket får mig til at overveje om det mon er en anden oversætter eller en anden redaktør denne gang? Start hellere med Maggie O'Farrells andre romaner.

'Skjulte minder' af Maggie O'Farrell, House of Words 2019, 332 sider.

søndag den 15. marts 2020

'Mit barn' af Cecilie Lind

Cecilie Lind har skrevet en kraftfuld følelsesladet digtsamling om den voldsomme oplevelse, det er at blive mor. Om det at miste sig selv og finde frem til en ny udgave af det menneske, som man måske kan blive til. Der er mange følelser på spil; forvirring, angst, kærlighed, træthed, glæde og sorg. Interessant er også refleksionerne over opfattelsen af ens egen mor; som man i højere grad bliver nødt til at tilgive, nu da man selv er blevet mor. Både forholdet til partneren, barnet og kroppen er centralt.

'Mit barn' af Cecilie Lind. Gyldendal 2019, 133 sider

lørdag den 14. marts 2020

'Alt hvad vi var' af Lara Prescott

Den russiske kærlighedsroman Doktor Zjivago er omdrejningspunktet i denne roman, der udspiller sig i to spor. I ØST skriver Boris Pasternak på sin berømte roman, der af staten stemples som folkefjendsk og forbydes. Pasternaks elskerinde og muse Olga sendes i arbejdslejr, men kommer tilbage efter tre år. "Doktor Zjivago" smugles ud af landet og bliver en international bestseller.
I VEST planlægger CIA at bruge Pasternaks roman som et våben i den kolde krig. To kvindelige agenter Sally og Irina deltager i arbejdet. Deres kærlighed til hinanden er imidlertid ikke velset i 1950'ernes USA, ligesom kvindernes muligheder for at stige i graderne bare ikke er de samme som mændenes.
En velskrevet og spændende roman, der tager både ytringsfrihedens, seksualitetens og kvindernes undertrykkelse under kærlig behandling.

'Alt hvad vi var' af Lara Prescott. Modtryk 2020, 380 sider.

onsdag den 11. marts 2020

'Bytteleg' af Lee Child

Jack Reacher havner ved et tilfælde tæt på sin fars hjemby og beslutter sig for at finde ud af lidt mere om sin families fortid. Jack er gammel militærmand med en evne til at rage uklar med dem der kommer i vejen for ham. Snart har han skabt sig både fjender og venner i sin fars hjemby. Samtidig bliver han ved med at opdage overraskende ting om sin far og fortiden.
Patty og Shorty er to unge canadiere, der er på vej til Florida for at starte på en frisk. De har problemer med bilen og stopper ind på et motel i et ret øde område. Det skulle de aldrig have gjort... - Snart er de fanget i et livsfarligt spil.
Romanen veksler mellem de to spor og er spændende fortalt. Dog bliver volds- og kampscenerne lidt for meget for mig. Måske er det mest en krimi for mænd?

'Bytteleg' af Lee Child, Jentas 2019, 427 sider.

søndag den 8. marts 2020

'Du kom med alt det der var dig: En samtale med digteren Jens Rosendal om liv og forfatterskab' af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt

Tolv af Jens Rosendals sange danner rammen om denne fine bog. Den mest kendte af hans sange er nok forelskelsessangen "Du kom med alt det der var dig", som vil være kendt af alle tidligere højskoleelever. I de tolv kapitler, der hver indledes med en ny sang, kommer vi vidt omkring. Jens Rosendal fortæller om hvordan det var for en homoseksuel dreng at vokse op i et stærkt kristent indre missionsk miljø i Nordjylland i 1930'erne og 1940'erne. Om at skamme sig, ikke stå ved sig selv, og i det hele taget grundlæggende at føle sig forkert. Om at leve mange år med en skjult seksualitet, men også om at opleve den store kærlighed, og endelig - ret sent i sit liv - føle sig som et helt menneske, der kan elske og blive elsket. Først efter at have mistet sin store kærlighed kan Jens være åben omkring sin seksualitet og sin kærlighed. Gennem hele bogen findes kristendommen og troen på Gud som en rød tråd, mens også beskrivelsen af livet som højskolelærer og salmedigter har en central plads.
Det er en fin og bevægende samtale om levet liv, dyrbare erkendelser, stor kærlighed og dybe følelser. Rørende og livsbekræftende, selv om også sorgen fylder.

'Du kom med alt det der var dig: En samtale med digteren Jens Rosendal om liv og forfatterskab' af Anne Knudsen og Steen Valgreen-Voigt. Gyldendal 2019, 174 sider

søndag den 1. marts 2020

'Dødfunden' af Gretelise Holm

Ellinors mand kommer hjem en sen aften og finder hende død. Umiddelbart er der ikke noget mistænkeligt ved dødfaldet, bortset fra at Ellinor er en rask og frisk ældre kvinde, der stadig passer sit arbejde som samfundsforsker. Retsmedicineren er dog lidt i tvivl og overdrager dødfaldet til efterforskning hos politiet, der snart finder ud af at Ellinors liv ikke er så ligetil, som det ved første øjekast kan se ud til. Hendes privatliv er præget af et kompliceret forhold til den kostfikserede veganske datter, den vrede søn og den utro ægtemand. Desuden er hun lige blevet fyret fra sit arbejde. Har alt dette drevet Ellinor til selvmord eller har nogen interesse i hendes død?
I en krimi/spændingsroman skal man jo ikke afsløre for meget, men det er en spændende og velskrevet fortælling, som anbefales herfra.

'Dødfunden' af Gretelise Holm. HarperCollins 2019, 255 sider.