Viser opslag med etiketten kolonialisme. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kolonialisme. Vis alle opslag

lørdag den 25. november 2023

'Under en anden himmel' af Mich Vraa

Emmas far er død, og hun er nu taget fra sit hjem i London til farens hus i Frankrig for at rydde op i hans ting. Hun har kun kendt sin far i seks år, da hun først fik kontakt til ham efter sin mors død. I skoven på bjerget bag farens hus møder hun en dag en kraftig ældre mand, der har været ude at samle trøfler og virker lettere konfus.. Han præsenterer sig som Ritou og ender med at overnatte i Emmas hus. Ritou fortæller om sit begivenhedsrige liv: Født og opvokset i Fransk Indokina af velhavende forældre, ung studerende i Paris, soldat i Algier-krigen, drømmene om en karriere som diplomat. Et umage venskab opstår mellem de to, mens Emma konfronterer sin egen sorg over tabet af sin far og undrer sig over, hvem Ritou i virkeligheden er.. Velskrevet fin fortælling, og da det ret sent gik op for mig, hvem Ritou er, så skal det ikke afsløres her.

'Under en anden himmel' af Mich Vraa. Lindhardt og Ringhof 2023, 447 sider.


fredag den 26. august 2022

'Efterliv' af Abdulrazak Gurnah

 Da Gurnah i 2021 modtog Nobelprisen i litteratur, var der ikke mulighed for at læse ham på dansk. Det er der nu heldigvis rådet bod på. I 'Efterliv' følger vi tre forskellige menneskers skæbne gennem første halvdel af det tyvende århundrede i Østafrika: Først Illyas, der allerede som stor dreng forlader sit fattige barndomshjem. Da han vender tilbage mange år senere er hans forældre døde, men han finder sin lillesøster Afiya, som han tager med sig. Men Illyas er en rastløs sjæl. Han melder sig til Schutzgruppe og herefter hører hans søster ikke mere til ham. I stedet vokser hun op hos en af sin brors venner Khalifa og hans kone.
Hamza bliver som barn solgt af sine forældre, men formår at flygte fra slaveriet. Han havner i krig og kommer ud for voldsomme oplevelser, der præger ham for altid. Han er stadig en ung mand, da han vender tilbage til sin hjemby og møder Afiya, der bliver hans store kærlighed. De får en søn, som bliver den, der mange år senere opklarer, hvad der skete med Illyas. En meget fin og velskrevet roman.

'Efterliv' af Abdulrazak Gurnah. Gutkind 2022, 354 sider

søndag den 3. april 2016

'Jacob de Zoets tusind efterår' af David Mitchell

Det er længe siden, at en roman har holdt mig oppe den halve nat, - men det gjorde denne. Virkelig spændende og velskrevet historisk roman om den hollandske sekretær Jacob de Zoet, der i 1799 ankommer til handelsstationen Dejima i Nagasaki havn. Dejima er præget af svindel og korruption, og Jacob skal forsøge at få styr på de sidste års regnskaber, men det er ikke let at vide, hvem han kan stole på. Samtidig fascineres han af den smukke men vansirrede jordemoder Onita Aibagawa, der er elev hos den hollandske læge Marinus. Men hvordan skal han komme til at lære hende at kende, når japanere og europæere holdes strengt adskilt?
Højt oppe i de japanske bjerge ligger et gammelt skjult kloster, der gemmer på en grufuld hemmelighed. Hertil føres Onita for at afbetale på sin fars gæld ved hans død. Klosterets hemmelighed når via en gammel plantesamlerske til Nagasaki, hvor mere end et menneske er klar til at ofre alt for at befri Onita. Men klosterets leder abbed Enomoto har spioner overalt og hans magt er stor....
Meget velskrevet flot og spædende historisk roman, der kan anbefales!

'Jacob de Zoets tusind efterår' af David Mitchell. Peoples Press 2014, 547 sider.

tirsdag den 18. september 2012

'Det tabte land' af Kiran Desai

På en bjergside i det nordlige Indien med udsigt til Himalayas tinder bor en gammel dommer i et faldefærdigt stort hus sammen med sit barnebarn Sai, sin kok og hunden Mutt. Det lyder måske romantisk, men det er det langtfra. Romanen er nærmest et studie i hjemløshed, fremmegjorthed og en søgen efter et sted at høre til.
Ved bogens start bliver huset beboere udsat for et røveri, hvor bl.a. dommerens gamle geværer bliver stjålet. Det er de nepalesiske oprørere, der kæmper for selvstændighed og nu vender op og ned på lillebyens hverdag og rutiner.
Lidt efter lidt oprulles historien om den vestliggjorte indiske dommer, der ikke kan finde sig til rette i sit eget land, den unge forældreløse Sai og hendes forelskelse i huslæreren Gyan, kokken og hans søn Biju, der lever som fattig illegal indvandrer i USA.
Bogen er skrevet med en stor grad af humor og selvironi i et meget ordrigt sprog. En af de episoder, jeg bed mærke i, var den måde Sai prøver at skjule sin kærlighedssorg på. - Ved at camouflere den først som influenza, dernæst som et andet savn. Jeg hørte den på lydbog, hvilket kan anbefales.
Læst til læsekredsen på Guldborgsund-bibliotekerne
Hør forfatteren fortælle om bogen her.

'Det tabte land' af Kiran Desai. Aschehoug 2007, 429 sider