lørdag den 30. maj 2026

'Bortgemt' af David Garmark

Channie og hendes 93 årige oldefar Walther kommer igen i problemer. Efter en reception, som både Channie og hendes elsker Klint deltager i, er en kvinde forsvundet. Channie finder ud af at Klint og den forsvundne kvinde havde noget kørende og hun bliver mistænksom. Hvad er sandheden, og hvor er kvinden blevet af? Hvad der i første omgang ser ud til at være et bedrag i musikverdenen, viser sig at dække over andre alvorlige forbrydelser, og Channie har - endnu engang - stukket hånden i en hvepserede. Imens er Walther nyforelsket i Oda, og sætter sig for at opklare hvem det er, der stjæler penge fra de ældre i centeret. Krimien er nr. tre i Brink-serien; det er en fordel at læse dem i rækkefølge. Underholdende krimi, men nr. 1 i serien er stadig min favorit.  

'Bortgemt' af David Garmark. Modtryk 2026, 278 sider.

tirsdag den 26. maj 2026

'Resten af livet' af Roberta Recchia

Debutant, men en meget overbevisende en af slagsen.
En meget rørende fortælling. I 'det tidligere liv' møder vi Marisa, der som helt ung bliver gravid med sin kæreste, der svigter hende. Det er i 1956 og skammen er stor, så familien forsøger at tvinge hende til at gifte sig med bybudet Stelvio Ansaldo, som hun heldigvis bliver glad for.
I 1980 er parret på sommerferie med deres datter Betta, da de rammes af den største sorg; en morgen findes 16-årige Betta voldtaget og myrdet på stranden tæt på huset. Hendes kusine Miriam var sammen med Betta på stranden den aften, men i deres store sorg og fortvivlelse synes ingen at lægge mærke til hende, og hun siger ikke selv noget, om det hun har været ude for. Vi følger denne ødelagte familie i årene efter det grusomme overfald, der ikke bliver opklaret, - indtil Leo kommer ind i billedet. Han forelsker sig i Miriam og begynder langsomt at drage sine egne konklusioner. Smukt, fint og rørende fortalt; en roman man ikke kan lade være med at knibe en tåre over.
Der skal komme en opfølger næste år, som jeg glæder mig til at læse.
Jeg har modtaget bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget, tak for det!

'Resten af livet' af Roberta Recchia. Grønningen 1 2026, 348 sider.

mandag den 25. maj 2026

'Blokkene' af Deniz Kiy

 En slags kollektivroman, hvor ordet gives til forskellige mennesker i blokkene; et unavngivet boligområde i Danmark. Vi hører blandt andet skolens rengøringsassistent Manja, den lille familie med revolutionære Hannah og hendes mand Ishan, de unge fyre Moussa og Alil, samt Sarah, der har taget en uddannelse, men er vendt tilbage til blokkene, da det ikke er lykkedes for hende at få et job. Som en tilbagevendende faktor i alle fortællingerne er det røde stearinlys, der brænder for afdøde Adam. Fortællingerne kan næsten læses som selvstændige noveller og indimellem føles det som om grænsen mellem virkelighed og fantasi bliver flydende. Velskrevet debutroman, men også lidt svær at blive klog på. Valgt til DR Romanklubben og diskuteret i læseklubben i maj. Den fik dog ikke stemmer nok til at blive sendt videre fra Guldborgsund.

'Blokkene' af Deniz Kiy. Gyldendal 2025, 191 sider

søndag den 17. maj 2026

'Hvis Rusland vinder: Et scenarie' af Carlo Masala

På min påskeferie på Bornholm var jeg inde i den lille boghandel i Svaneke 'Olivarius', der bestemt er et besøg værd. Der faldt jeg over denne, som var hurtigt læst, men meget interessant.
For hvad sker der, hvis Rusland vinder krigen i Ukraine? Hvilke scenarier kan man forestille sig? Et kunne være dette: Nogle år ude i fremtiden; fx i 2028 trænger to russiske brigader ind i den lille estiske by Narva. Inden for få timer er den lille by, der ligger i grænseområdet mod Rusland, erobret. Samtidig besætter russiske tropper den estiske ø Hiiumaa, der ligger i Østersøen. Hvad gør NATO? Svarer igen fordi et NATO-land er under angreb? Eller bøjer af for for enhver pris at undgå at udløse en krig? Og hvilke begivenheder er gået forud for angrebet på et NATO-land? Et muligt scenarie oprulles i denne lille bog, og det er ikke optimistisk læsning, men vigtige overvejelser. Kan anbefales!

'Hvis Rusland vinder: Et scenarie' af Carlo Masala. Grønningen 1, 2026, 127 sider.

torsdag den 14. maj 2026

'Et menneske som Eva' af Mirian Due

Novellesamling. Alle novellerne har et kvindenavn som overskrift. Alle handler de om kvinder: Om venskaber, hverdagsliv og særlige begivenheder, unge og gamle kvinder. At være nybagt mor, at være gammel og på plejehjem, kvinder betragtet udefra og indefra. Den mest tankevækkende - for mig - er novellen om Eva, der har noget næsten kafkask over sig. Eva har gjort alt, hvad hun er blevet bedt om, og alligevel er hun faret vild i sit liv og sin hverdag, der synes fuld at selvmodsigelser og dilemmaer. Fx at vi ikke skal stole på elektriciteten og sørge for at sikre os i tilfælde af nedbrud, og det i en verden, hvor alt, hvad vi ellers foretager os, er totalt afhængigt af elektricitet. En sprogligt stærk og vedkommende novellesamling, der kan anbefales!

'Et menneske som Eva' af Mirian Due. Kronstork 2026, 163 sider

mandag den 11. maj 2026

'Endelig! Lykken. Om mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen' af Dag Solstad

Fin lille roman, der fortæller om forfatterens barndom i Sandefjord. Om tiden lige op til hans fars død, hvor han var 11 år og havde indset, at han var kommunist - en erkendelse, som han ikke kunne fortælle sin far om. Disse forskellige spredte barndomserindringer leder frem til en overvejelse om hvorvidt forfatteren her mange år efter kan stole på sin hukommelse. Han husker gradvist begivenheder, som han egentligt havde fortrængt; drillerierne i skolegården, sin egen rolle og stillingtagen i penible situationer, den elskede storebrors distancerede forhold til familien, der aldrig blev den samme efter farens tidlige død.
En velskrevet fin selvbiografisk fortælling.

'Endelig! Lykken. : Om mit forsøg, i 2022, på at udholde smerten ved tidens rasen' af Dag Solstad. Gyldendal 2026, 108 sider

tirsdag den 5. maj 2026

'Tysktime' af Siegfried Lenz

 Jeg er startet i en læseklub! - Ikke en læseklub, hvor jeg selv sidder med som bibliotekar, hvilket ellers er det, jeg har mest erfaring med, men en, hvor jeg er almindelig deltager, - og hvor vi kun er fire medlemmer. Den første bog, vi har læst, er 'Tysktime' af Siegfried Lenz, som vi diskuterede på vores første møde i sidste uge.
Det var ikke en roman, der umiddelbart fangede mig, så lige i starten tænkte jeg, at det godt kunne blive en tung omgang. Jeg blev aldrig grebet på den måde, at jeg ikke kunne lægge den fra mig, men til gengæld på den måde, hvor man læser et stykke igen, fordi der er noget på spil og noget at tænke over.
Siggi sidder i ungdomsfængsel og har fået en opgave; han skal skrive en stil om 'pligtens glæder'. Og det er et emne han har meget at sige om. Han ser tilbage på sin barndom under krigen, hvor hans far - politibetjenten i en fiktiv nordtysk landsby - skal opretholde ro og orden. Landsbyen huser også en kendt maler, som faren har kendt siden de begge var børn. Ja maleren har endda engang reddet hans liv. Nu kommer der bud fra Berlin med et malerforbud mod malerens arbejde, som betjenten skal opretholde, hvilket han gør meget nidkært.
Det er en roman om barnets loyalitet, og om barnets loyalitetskrise; skal han følge sin far eller maleren, som han beundrer? Desuden handler det i høj grad om det at gøre sin pligt. Kan alle handlinger undskyldes med, at man bare gjorde sin pligt? - På den måde bliver romanen, der udkom i 1968, også et opgør med 2. Verdenskrig; et dokument fra de unge tyskere til de gamle.
Vi havde en meget givende samtale om romanen i Beldringe.

'Tysktime' af Siegfried Lenz. Valdemar 2015, 437 sider.

søndag den 19. april 2026

'Habitat' af Theis Ørntoft

Selvbiografisk roman, som følger forfatteren i den den periode, hvor han skrev romanen 'Jordisk'. Theis er lige kommet ud af et forhold, han har købt et hus på Møn, og nu er det meningen, at han skal skrive sin næste roman. Men alt går ikke helt glat. Der er en del forskellige problemer med huset, men det er småting i forhold til de psykiske udfordringer. Theis genoplever brudstykker af sin barndom og ungdom: En voldsom ulykke da han var teenager, den første store forelskelse, følelsen af svigt, da kærligheden ikke holder. Han sidder længe oppe om natten, ser porno, - som han nærmest bliver afhængig af - og har problemer med at komme i gang med skriverierne. I en lang periode forfølger han et forkert spor, som han til sidst kasserer.
Jeg må indrømme, at jeg gav op første gang, jeg startede på bogen. Måske var det pornofascinationen, det lidt navlepillende projekt om den stakkels yngre mand i 30'erne, der ikke kunne finde ud af sit liv, som jeg ikke helt orkede på det tidspunkt. Men nu blev romanen valgt til årets DR Romanklub, som jeg bestyrer på Guldborgsund-bibliotekerne. Vi skal diskutere den i den kommende uge, og jeg er glad for, at den fik en chance mere. For det er en virkelig velskrevet selvbiografisk roman, der især giver et fint billede af den besværlige skriveproces, angstanfaldene, de vanskelige relationer til andre og ikke mindst - hvordan det lykkes for Theis at komme igennem en vanskelig periode i sit liv. Så der er masser af håb og gode vibes i slutningen, men også en stor sårbarhed. Hatten af for det. 

'Habitat' af Theis Ørntoft. Gyldendal 2025, 578 sider

lørdag den 18. april 2026

'Hjemhav' af Tine Frank

Katrine har store problemer. Hun er blevet forladt, hendes teenagedatter vil hellere være hos sin far og hans nye kæreste eller sammen med sine venner. Kroppen og sindet er i opløsning og hun mister kontrollen. Det er umuligt for hende at tabe sig, og hun føler sig forrådt af sin egen krop.
Katrine søger tryghed online; i Homeland kan hun selv designe, hvem hun vil være, hvordan hun vil se ud og hvad hun vil opleve. Men kan det lade sig gøre at flygte fra sig selv?
Det er en lille samfundskritisk bog, der sætter spørgsmålstegn ved alle de krav kvinder stiller til sig selv - eller føler at samfundet omkring dem stiller især i forhold til kropsidealer og udseende.  

'Hjemhav' af Tine Frank. Rebel With A Cause 2025, 88 sider

fredag den 17. april 2026

'Vi er kortvarigt smukke her på jorden' af Ocean Vuong

Romanen er skrevet som et langt brev fra en søn til en mor, der ikke kan læse. Sønnen bliver kaldt 'Lille hund'; det er en slags beskyttelse mod onde ånder. Lille hund reflekterer over sin egen barndom som immigrant, enebarn og homoseksuel i USA. Han bor sammen med sin mor og sin mormor, der begge har deres egne problemer at slås med. Bedstemor Lan døjer med eftervirkninger efter krigen og formår ikke altid at beskytte drengen mod sin mors voldsomme temperament. Også familiens fortid i Vietnam og kvindernes vilkår der beskrives, så man forstår hvad det er de kommer fra.
Det er et barskt miljø, som Lille Hund vokser op i, men på trods af vold og racisme er der alligevel en stor kærlighed mellem mor og søn, som er rørende - men også fortvivlende på en eller anden måde. Håbløsheden kom til at fylde lidt for meget for mig...  

'Vi er kortvarigt smukke her på jorden' af Ocean Vuong. C&K Forlag 2020, 276 sider.

søndag den 12. april 2026

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz

Kanelbutikkerne består af en række fortællinger fra en dagligdag i en lille polsk by. Drengen Jozef fortæller, men det er familiens far, der er omdrejningspunkt for mange af historierne. Der er noget magisk fantastisk over sproget, noget drømmende uvirkeligt over den lille families hverdag, som ellers let kunne tolkes tragisk. Familiens tjenestepige Adela er farens modpunkt; hun sørger for regler og struktur. Faren derimod skrumper ind og bliver til en kakkerlak, eller han holder fugle i massevis på loftet. Der er også beskrivelser af at fare vild i sin egen by; om gader der pludselig ændrer karakter og udseende. De forskellige kapitler kan for så vidt godt læses som selvstændige historier og flere af dem vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Der sker næsten altid et eller andet mystisk, som man ikke helt forstår. 
Spændende udgivelse, men også lidt svær at læse og det snirklede sprog gør det ikke nemmere. Kanelbutikkerne blev udgivet i 1934 og regnes for forfatterens hovedværk - og i det hele taget et hovedværk i polsk litteratur. Bruno Schulz var jøde og blev dræbt af nazisterne i 1942. 

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz. Turbine 2025, 181 sider

fredag den 3. april 2026

'Globale kvindefortællinger i Danmark' af Hanne Fabricius

Spændende og interessant udgivelse, der giver ordet til en lang række kvinder, der har det til fælles, at de har en anden etnisk baggrund end dansk. De er velintegrerede og ikke normalt dem man hører mest om i medierne, men de har alle en interessant historie at fortælle. Der er altid en pris at betale, når man flytter til et andet land og skal tage en anden kultur og et andet sprog til sig. Faktisk er det med sproget noget af det som de alle lægger stor vægt på. Det er afgørende for integrationen og evnen til at begå sig i det danske samfund. Samtidig står det klart, hvor vigtigt det er også at bevare sin egen historie og sine kulturelle rødder. Nogle har en voldsom historie bag sig, andre kommer fra lande, der ligner Danmark meget. Et fint øjebliksbillede af hvordan det er at være kvinde i Danmark med en anden etnisk baggrund end dansk. 

'Globale kvindefortællinger i Danmark' af Hanne Fabricius. Turbine 2025, 427 sider.

mandag den 23. marts 2026

'Farvel til Panic Beach' af Sara Stridsberg

"Gå tilbage i tiden, for at udholde nutiden". Det råd fik Nina af en sømand på en bar engang, - og det er et råd hun har brug for nu. Hendes lillesøster Eddie er død og sorgen er voldsom. I Ninas fortid fylder især hendes far Matti og hans familie; mest pga deres svigt. Men intet kommer af intet, og svigtet kan følges flere generationer tilbage: Tidlige dødfald, selvmord, kræftsygdom, alkoholisme osv.
Historien startes med Ninas oldemor Laura, men springer ellers meget frem og tilbage i tid; ja enkelte steder ser det ud til at tiden faktisk overskrides og generationerne interagerer på en ny måde.
Det er en ret svær roman at holde styr på. En slags vildtvoksende familie- og slægtsfortælling, der springer frem og tilbage i tid og emne. 

'Farvel til Panic Beach' af Sara Stridsberg. C & K 2025, 450 sider

fredag den 20. marts 2026

'Om frihed' af Timothy Snyder

 Det må være over et år siden, at jeg bestilte denne bog i min søsters boghandel. Jeg havde forventet en tyndere udgave; lidt som hans 'Tyve ting vi kan lære af det tyvende århundrede', men denne viste sig at være mere omfattende, og det har taget mig lang tid at blive færdig med den. Men det er interessant læsning. Snyder skelner mellem positiv og negativ frihed. Altså at være fri fra noget eller at have frihed til noget. Han reflekterer over race og antallet af mennesker, der berøves deres frihed i de amerikanske fængsler, hvor han selv har undervist. Og han trækker tråde fra europæiske tænkere og forkæmpere for frihedsrettigheder til forfatnings fædrene i USA. Tjekkiske Vaclav Havel, ukrainske Zelensky; hvad vil det egentlig sige at kæmpe for frihed; og hvad vil vi med den? Filosofiske betragtninger af den dybe slags! 
Omfattende noteapparat og litteraturhenvisninger.

'Om frihed' af Timothy Snyder. Gads Forlag 2025, 427 sider

mandag den 16. marts 2026

'En svindende verden' af Sayaka Murata

Amané vokser op alene med sin mor, der fortæller om en verden med romantik, sex og kærlighed. Men sådan er den virkelige verden ikke, hvilket Amané snart finder ud af. Hendes jævnaldrende har overvejende kærester af fiktiv art, nogle fra en tegneserie eller andre figurer. Man kan også have menneskeelskere, men det er bandlyst at gå i seng med sin egen mand; det er simpelthen incest at have sex med en fra sin familie. Børn undfanges ved kunstig befrugtning, alt andet er meget gammeldags. Amané savner nærheden, men væmmes også ved den. Hun og hendes mand Saku flytter til forsøgsbyen Chiba, hvor stedets børnlinger kalder alle voksne for mor. Alt styres ned i den mindste detalje, og når man er en del af et vanvid, kan man ikke selv se det. Man tror at det er det normale.
Eksperimenterende tankegang, der fører til ekstremer. Velskrevet men måske lige i overkanten for mig...

'En svindende verden' af Sayaka Murata. Grif 2025, 236 sider 

søndag den 1. marts 2026

'Først når jeg siger til' af Katrine Marie Guldager

 Signe er jordemoder, og hver dag er hun tæt på liv og død i sit arbejde. Men hun har svært ved at sove om natten, og nu er hendes kæreste Jørgen taget afsted til Kiruna for at besøge en soldaterkammerat. De har været sammen i et års tid, og Jørgen havde netop spurgt hende om de skulle flytte sammen. Men Signe har det ikke så godt med kærligheden; hun passer på sig selv, så hun tøvede nok lidt lidt for længe med sit svar, og nu er Jørgen taget afsted.
Trætheden gør det svært at koncentrere sig om jobbet; måske har Signe mere brug for Jørgen, end hun først havde forestillet sig? Da hun modtager en klage efter et fødselsforløb, der ender med et barns død, bliver hun sygemeldt og beslutter sig for at tage til Kiruna for at lede efter Jørgen.
Tanker om moren, som hun mistede som seks-årig, faderen Finn og søsteren Malene, som hun har et lidt blandet forhold til og eks-manden Søren, der er fødselslæge og forlod hende efter at de i 5 år havde forsøgt at blive gravide - alt det fylder også i hendes hoved.
Katrine Marie Guldager bliver bedre og bedre! En virkelig fin læseoplevelse om et lidt kantet kærlighedsforhold.

'Først når jeg siger til' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2025, 251 sider

søndag den 22. februar 2026

'Al himlens blå' af Mélissa Da Costa

En rigtig mustensroman. Af den slags denne læser ikke kunne lade være med at fælde en tåre over undervejs. Men samtidig en virkelig smuk roman. Om døden og kærligheden, venskab og opofrelse.
Émile er 26 år, da han får sin dødsdom. Han lider af en sjælden form for alzheimers, der gør, at han højst har 2 år tilbage at leve i. Alle omkring ham er bedrøvede og ulykkelige. Hans forældre insisterer på behandling, men Émile er et år tidligere blevet forladt af sin kæreste Laura, og han føler, at han må gøre noget anderledes med sin sidste tid. Han beslutter sig for at tage ud på en rejse fremfor at modtage behandling, og da hans bedste ven er nygift og far til en lille dreng, så sætter han en annonce i avisen for at finde en rejseledsager.
29-årige Joanne svarer på annoncen og sammen begiver de to sig ud på et roadtrip rundt i Pyrenæerne.
Joanne har en stor sort hat på hovedet og oplyser ikke meget om sin fortid, men lidt efter lidt kommer de ind på hinanden og udvikler et meget smukt venskab. 
En læseoplevelse man husker! En roman, der minder os om at leve livet, mens vi har det. - Og lidt rejselyst får man også! 

'Al himlens blå' af Mélissa Da Costa. Grønningen 1 2026, 741 sider

fredag den 20. februar 2026

'Stenkredsen' af Ken Follett

Historisk roman om opførelsen af Stonehenge i England. 
Den unge mand Seft mishandles af sin far og sine ældre brødre. Han flygter fra dem og slutter sig til hyrderne, hvor hans udkårne Neen bor. Neens lillesøster, der er præstinde, har store planer for deres hellige sted Monumentet. Hun vil udskifte de gamle træsøjler med sten, men møder modstand fra de øvrige præstinder og landsbyens ældste. Seft er en dygtig tømrer og har også forstand på sten, da hans familie var flintebrydere. Han bakker op om Joias idé.
Intriger og uro præger de sydlige England. Hyrder, bønder og skovfolk har hver deres interesser; befolkningsgrupperne vokser og da der udbryder tørke, bliver der knaphed på mad og urolighederne eskalerer.
Da Pia, som er bondepige, forelsker sig i hyrden Hann og løber bort med ham, sætter det gang i en kædereaktion af voldelige begivenheder, som Joia må navigere i for at nå sine mål.
Spændende og underholdende historisk roman, selv om den ikke når helt op på niveau med 'Jordens søjler'

'Stenkredsen' af Ken Follett. Cicero 2025, 549 sider

lørdag den 14. februar 2026

'Fortæl mig om hjem' af Jeanine Cummins

Velfortalt slægtsfortælling om tre kvinder. Den første generation er Rafaela, der vokser op i et overklassehjem i Puerto Rico. På en militærbase i Trinidad møder hun amerikanske Peter Brennan og efter nogle år flytter hun med ham til USA sammen med børnene Benny og Ruth. Hun falder dog aldrig til i middelklassen i St Louis, hvor racisme ikke er et ukendt fænomen.
Datteren Ruth mister tidligt sin mand Thomas og står alene med de tre børn Vic, Daisy og Carlos. Rafaela må træde til og træde i karakter.
Daisy vil som ung tilbage til Puerto Rico, hun vil skabe et helt andet liv end det hendes mor ønsker for hende.
Bogen indledes med et ulykkestilfælde i Puerto Rico. En orkan er på vej, men Daisy vover sig ud i det voldsomme vejr for at se til en af sin onkels udlejningslejligheder og kommer alvorligt til skade. Herfra springer bogen frem og tilbage i tid og giver os et fint indblik i de tre generationer af kvindeliv. Store hemmeligheder og uventede kærlighedsforhold åbenbares undervejs.
Det er lettest at bevare overblikket, hvis man læser den ret meget i et stræk uden for mange dages pauser i læsningen.
En tanke: Noget jeg især vil huske fra romanen er Daisys konsekvente fornægtelse af nyere teknologi og hendes insisteren på at bandlyse mobiltelefonen. Det kan man godt lade sig inspirere af.

'Fortæl mig om hjem' af Jeanine Cummins. Alpha 2025, 468 sider.

søndag den 8. februar 2026

'Piranesi' af Susanna Clarke

Hold da op - sikke en bog! Det er længe siden jeg har læst noget så specielt, og fascinerende. Men også lidt svært at beskrive, selv om jeg selvfølgelig gør et forsøg:
Piranesi er stort set alene i Verden. Verden består af et kæmpehus med mange sale og vestibuler. Der er tidevand, der skyller ind i de nedre sale og der er fisk og fugle, men ikke andre mennesker. Bortset fra Den Anden, som Piranesi mødes med på faste ugedage. Desuden er der alle statuerne og de døde som Piranesi regelmæssigt besøger. Han dokumenterer alt i sine notesbøger, for at holde styr på de forskellige begivenheder.
Men der begynder at ske andre ting i Huset. Piranesi møder en ældre mand, som han kalder Profeten, og så er der person nr. 16, som Den Anden hævder er en farlig fjende. Men 16 skriver beskeder til Piranesi og verden er pludselig helt anderledes end Piranesi hele tiden har troet. Ikke engang sine egne noter kan han stole på.
Dygtigt udtænkt og velskrevet; en historie, hvor der er mange lag i. Læs den!

'Piranesi' af Susanna Clarke. Screaming Books 2025, 244 sider

lørdag den 7. februar 2026

'Sirius - det, som overfalder dig' af Anders Ibsen

Et passagerfly kapres i Århus Lufthavn og flyves til det afsidesliggende Mestervig i Nordøstgrønland af hvad der umiddelbart virker til at være islamistiske terrorister. Danmarks manglende evne til at agere i og forsvare Grønland udstilles, og USA står klar til at udnytte situationen; de vil tage kontrollen over Grønland.
Umiddelbart  vedrører dette ikke David. Han er tidligere medlem af Sirius-patruljen og har i efterhånden mange år arbejdet freelance som problemløser i verdens brændpunkter. Men så ser han videoklip fra terrorgruppen og genkender kvinden i front.
Hun hedder Salma Azra Jensen og blev som barn bortført til Islamisk Stat af sin mor. Nogle år tidligere reddede hun Davids liv, da alle andre havde svigtet og overladt ham til en grufuld skæbne. Da han genkender hende ved han, at han ikke har noget valg; han bliver nødt til at blande sig i denne konflikt uanset hvilken rolle Salma spiller i den. Det bliver starten på en operation i et ekstremt miljø, - og meget heldigt for det officielle Danmark, der vitterlig ikke virker til at have mange muligheder for at gribe ind.
Teksten brydes op af historiske tilbageblik på forhandlingssituationer mellem USA og Danmark omkring Grønland. 
En spændende roman med et plot, der ikke synes helt usandsynligt i disse tider - desværre. Samtidig en hyldest til individualisten, der slår systemet med mange længder. 
Kan anbefales!

'Sirius - det som overfalder dig' af Anders Ibsen. Lindhardt og Ringhof 2025, 297 sider

fredag den 30. januar 2026

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson

Vi er i 1600-tallets Island og præsten Petur skriver på et brev til sin datter, der vokser op hos Peturs fostersøster. Der er noget vigtigt han gerne vil fortælle. Men han bliver hele tiden forstyrret af sine tanker, så desværre tager det ham rigtig lang tid at komme til sagen. Teksten afbrydes af mange svinkeærinder; beretninger om forfædre, forhold til omegnens kvinder, og brevveksling med fjerne venner i København. På sin vis er der mange små underholdende historier i den store historie, men det gør det svært at holde fokus. Der er mange personer, og det kan være svært at holde styr på deres relationer. Heldigvis er der en personliste bagerst i bogen, som kan være nyttig at konsultere.
Lige så længe som bogen er om at tage tilløb, lige så intens er den sidste fjerdedel bygget op. Spændende og tragisk. Der er sket noget voldsomt, som jeg ikke skal afsløre her, og Petur føler sig forpligtet til at fortælle sandheden, selv om ingen - allermindst de skyldige magtfulde mænd - har lyst til at høre den.
For mig blev det en ret tung læseoplevelse, som først sent greb mig, men sidste del gjorde den værd at læse. Meget at tænke over. 

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson. Batzer & Co 2025, 418 sider

torsdag den 29. januar 2026

'17. juni' af Alex Schulman.

Hvis du er fascineret af Solvej Balles 'Om udregning af rumfang', så er her endnu en roman, der leger med tidsbegrebet. Romanens fortæller er Vidar. Han er i starten af romanen blevet suspenderet fra sit job som lærer, fordi han har været voldsom overfor en elev. To børn var oppe og slås, og da han forsøger at skille dem ad, siger ene af dem noget til ham, som får ham til at flippe helt ud. Selv husker han ikke episoden, men videoer optaget af vidner, viser en voldsom scene.
Vidar går nu lidt rundt om sig selv og beslutter at pakke nogle kasser ud, som længe har stået og ventet. Kasserne stammer fra hans far, der døde for flere år siden. Her finder han sin fars gamle adressebog, og deri telefonnummeret til familiens gamle sommerhus. Efter en pludselig indskydelse ringer han op - og telefonen bliver taget af hans afdøde far. Det kan naturligvis ikke passe, men da han prøver igen næste dag, sker det samme igen.
Vidar finder ud af, at han ringer til sin fortid på en helt særlig dag: 17. juni 1986. Det bliver en besættelse for ham at kortlægge alt, hvad der sker i familiens liv på den dag. Han har et opkald pr dag. Han ringer på forskellige tidspunkter og taler med sin far, sin mor, sin søster og sig selv. Han udgiver sig for at være alle mulige forskellige. På et tidspunkt går det op for ham, at der sker noget voldsomt den dag. Når han ringer kl. 20.21 får han fat i en grædende udgave af sit yngre jeg, og i 1½ time op til det tidspunkt kan han ikke få fat i nogen.
Spændende og medrivende som en kriminalroman, men også psykologisk og dybt alvorlig i sin tilgang til fortidens traumer.

'17. juni' af Alex Schulman. Gutkind 2025, 287 sider.

søndag den 25. januar 2026

'Den sidste kærlighedssang' af Lucinda Riley

Ved bogens indledning - i 1986 - præsenteres vi for en kvinde, som ser frem mod en snarlig prøveløsladelse. Man forstår, at hun har været fængslet i mange år og har noget som hun vil retfærdiggøre - eller hævne, når hun nu snart kommer ud i samfundet igen.
Så er vi i Irland i 1964, hvor romanens egentlige handling tager fart: Sorcha er kun 16 år, da hun forelsker sig i musikeren Con Daly. Han vil gerne have hende med til England, hvor han vil forfølge drømmen om et gennembrud med musikken. Sorcha mener selv, at hun er for ung, men da hendes far opdager hende sammen med Con, slår han hånden af hende, og derfor rejser hun alligevel med til London. I starten må de hutle sig igennem, men Sorcha får job i et stormagasin og bliver senere model. Og så sker der endelig noget for Cons karriere.
Helen er en fjern slægtning til Sorcha. Hun har mistet sine forældre og har boet alene i et stort hus med sin tante. Da hun bliver 18 år og selv får rådighed over sine penge rejser også hun til London for at skabe sig en ny tilværelse. Hun vil væk fra følelsen af mindreværd og af at stå i skyggen af den kønne Sorcha og hendes veninder. Det lykkes for Helen at omskabe sig selv og få succes i storbyen.
Jalousi og drama truer med at gøre en ende på det hele. Cons band får succes og det er ikke nemt at tackle.
Jeg har det lidt blandet med denne roman. Der er en god og spændende fremdrift i den; man bliver ved med at læse. Men plotmæssigt falder den desværre helt fra hinanden til sidst. Ærgerligt... 

'Den sidste kærlighedssang' af Lucinda Riley. Cicero 2025, 420 sider

lørdag den 24. januar 2026

'Visum' af Lizzie O'Hagan

Maya har arvet sin fars luksus-lejlighed i London. Det må hendes mor helst ikke få at vide, da kontakten til faren har været ikke-eksisterende. Men da hendes roomie og bedste veninde Emmie forelsker sig i Adrian, må Maya se sig om efter et andet sted at bo. Adrians gode ven Jack er fra New Zealand. Han har også brug for et nyt sted at bo, når Adrian flytter ind hos Emmie. Og han har desperat brug for et visum. Hvilket han kan få hvis han gifter sig - med Maya, - der ikke kan udholde tanken om at bo alene i sin fars store lejlighed. Fordi hun aldrig lærte ham at kende og ikke ønsker at tage imod noget fra ham.
Jack og Maya bliver enige om at gifte sig proforma, men de fortæller ikke hinanden alt. Jack fortæller ikke, hvorfor han absolut ikke vil tilbage til NZ, og Maya undlader også at nævne at hendes far er død. Alligevel vokser deres følelser for hinanden, selv om det ikke lige er det de har planlagt.
En lidt usandsynlig men også meget sød kærlighedsroman.

'Visum' af Lizzie O'Hagan. Palatium Books 2023, 352 sider

lørdag den 17. januar 2026

'Dødens fugle' af Sarah Engell

På Skarvø har en gruppe mennesker opbygget et samfund uden skærme og stress, et samfund som gerne med tiden skal blive selvforsynende og uafhængigt.
Men tidligere på året er en pige forsvundet og nu forsvinder endnu en pige. Hendes forældre og bror findes myrdet i deres hus og Anna, der er tidligere kriminalbetjent bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sket. For fem år siden var Anna med til at starte Skarvø-samfundet sammen med blandt andre sin barndomsven Johannes. Men nu er der uenighed om fremgangsmåden. Skal de kontakte fastlandet? Eller kan de selv finde ud af, hvad der er sket? Annas datter er på alder med de forsvundne piger; de spillede alle tre i det samme band. Anna er bekymret, hvilket der er god grund til. For hvad er sandhed og løgn? Og hvem kan hun stole på?
Medrivende krimi, der holder læseren fanget fra start til slut.

'Dødens fugle' af Sarah Engell. Lindhardt og Ringhof 2025, 383 sider.

fredag den 16. januar 2026

'Inden året er omme' af Lea Korsgaard

En meget inspirerende bog, der handler om forfatterens beslutning om at se alle danske sommerfuglearter - 64 stk. - i løbet af et kalenderår. Det kræver en del planlægning og rejser på kryds og tværs af landet i løbet af året. Undervejs beretter hun om kendte og ukendte sommerfugleentusiaster som fx Vladimir Nabokov. Lea får hjælp af mange forskellige sommerfugleeksperter i løbet af sommeren.
Hun reflekterer over det faktum, at antallet af sommerfugle i den danske natur daler drastisk. I sin søgen efter en forklaring på menneskehedens behandling af naturen, kommer hun vidt omkring. Psykoanalytikere, historikere, forfattere m.fl. refereres, og den dybtfølte bekymring er mærkbar, men endnu tydeligere er begejstringen for naturens skønhed.
Man får virkelig lyst til at tage ud og opleve sommerfugle og huske på alt det smukke, der findes lige omkring os.
Bogen er fint illustreret med tegninger af de sommerfugle, som det lykkedes Lea at finde i løbet af året. Stor anbefaling herfra!

'Inden året er omme: Hvad 64 sommerfugle lærte mig om naturens største gåde' af Lea Korsgaard. Zetland  2025, 311 sider.