Viser opslag med etiketten socialt udsatte. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten socialt udsatte. Vis alle opslag

mandag den 25. maj 2026

'Blokkene' af Deniz Kiy

 En slags kollektivroman, hvor ordet gives til forskellige mennesker i blokkene; et unavngivet boligområde i Danmark. Vi hører blandt andet skolens rengøringsassistent Manja, den lille familie med revolutionære Hannah og hendes mand Ishan, de unge fyre Moussa og Alil, samt Sarah, der har taget en uddannelse, men er vendt tilbage til blokkene, da det ikke er lykkedes for hende at få et job. Som en tilbagevendende faktor i alle fortællingerne er det røde stearinlys, der brænder for afdøde Adam. Fortællingerne kan næsten læses som selvstændige noveller og indimellem føles det som om grænsen mellem virkelighed og fantasi bliver flydende. Velskrevet debutroman, men også lidt svær at blive klog på. Valgt til DR Romanklubben og diskuteret i læseklubben i maj. Den fik dog ikke stemmer nok til at blive sendt videre fra Guldborgsund.

'Blokkene' af Deniz Kiy. Gyldendal 2025, 191 sider

mandag den 22. december 2025

'Stargate' af Ingvild H. Rishøi

 En meget fin og rørende lille roman om Ronja og hendes storesøster Melissa. Ronja har skaffet deres arbejdsløse far et job som juletræssælger. Han går vældigt op i det, indtil Sonja og de andre fra værtshuset Stargate lokker. Den lille familie har brug for pengene så 16-årige Melissa må overtage jobbet, sideløbende med at hun passer sin skole. Også lillesøster Ronja hjælper også til. Omkring Ronja findes mennesker, der gør små ting for hende i hverdagen: Pedellen på skolen, naboen Aronsen, der må holde for som reservebedstefar og juletræssælgeren Tommy, der er lidt af en fusker. Det etablerede system frygter pigerne til gengæld. Historiefortællingens magt har også sin egen plads i Ronjas liv; fantasien tager hende med til bedre steder.
Tanker: Hvad kan vi alle gøre i hverdagen for at hjælpe et medmenneske? Måske noget vi kan tænke lidt ekstra over her op til jul. Det er i hvert fald en historie, der rammer lige i hjertet.

'Stargate - en julefortælling' af Ingvild H. Rishøi. Batzer & Co 2021, 139 sider

lørdag den 15. juni 2024

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard

Novellesamlingen indeholder 16 meget jordnære fortællinger fra samfundets bagside. Alle novellerne foregår i det samme miljø og handler til dels om de samme mennesker. I centrum finder vi Aage Jørgensen, der er det lille samfunds udstødte. Ingen vil fx sælge brænde til ham og alle ser skævt til ham og hans familie. Sønnen Kevin er ikke helt klar over hvorfor det er sådan, men det er noget han må leve med. 
I en af de første noveller - en af de bedste - møder vi en dreng, der er bange for sin klassekammerat Kevin, der har været efter ham. Drengens far insisterer på at de skal køre hjem til Kevin og tale med ham og hans far. Men det kommer der ikke noget godt ud af, - de to mænd kommer tydeligvis fra hver sin planet.
I en anden fortælling støder Kevin ind i et ægtepar, der har et udestående med hans far.
Novellerne skildrer et klaustrofobisk miljø, som fastholder alle i deres roller, og gør det meget svært at undslippe den sociale arv.
Umiddelbart synes jeg at denne novellesamling er lidt mere ujævn end "Tyverier". Der er både nogle vældig gode beskrivelser og nogle historier, der ikke er helt så vellykkede. Men måske skyldes det bare, at jeg havde høje forventninger?

'Snydt ud af næsen' af Thomas Korsgaard. Lindhardt og Ringhof 2024, 336 sider

lørdag den 14. juli 2018

'Zornig - fra vred til voksen' af Lisbeth Zornig Andersen

En selvstændig efterfølger til "Zornig - vrede er mit mellemnavn". I dagbogsnotater taget i året op til 50 års fødselsdagen beskriver Lisbeth Zornig sit liv, som det er nu, og hvordan det stadig er påvirket af de overgreb, hun var udsat for som barn. Samtidig er det en ærlig fortælling om at leve i et slags parallelsamfund; at veksle mellem liv, karriere, parforhold og familie i København og stadig opretholde et forhold til sin mor og bror, der befinder sig i et helt andet barskt miljø.
Lisbeth beskriver meget ærligt, hvordan hun stadig kæmper med reaktionsmønstre og uhensigtsmæssig adfærd som følge af de overgreb hun har været udsat for, samt hvordan det påvirker hendes voksenliv, forholdet til andre, rollen som mor og kæreste.
Interessant og barsk fortælling, der giver et godt indblik i, hvordan ofre for overgreb må leve med konsekvenserne hele livet.

'Zornig - fra vred til voksen' af Lisbeth Zornig Andersen. Gyldendal 2018, 224 sider.