søndag den 12. april 2026

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz

Kanelbutikkerne består af en række fortællinger fra en dagligdag i en lille polsk by. Drengen Jozef fortæller, men det er familiens far, der er omdrejningspunkt for mange af historierne. Der er noget magisk fantastisk over sproget, noget drømmende uvirkeligt over den lille families hverdag, som ellers let kunne tolkes tragisk. Familiens tjenestepige Adela er farens modpunkt; hun sørger for regler og struktur. Faren derimod skrumper ind og bliver til en kakkerlak, eller han holder fugle i massevis på loftet. Der er også beskrivelser af at fare vild i sin egen by; om gader der pludselig ændrer karakter og udseende. De forskellige kapitler kan for så vidt godt læses som selvstændige historier og flere af dem vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Der sker næsten altid et eller andet mystisk, som man ikke helt forstår. 
Spændende udgivelse, men også lidt svær at læse og det snirklede sprog gør det ikke nemmere. Kanelbutikkerne blev udgivet i 1934 og regnes for forfatterens hovedværk - og i det hele taget et hovedværk i polsk litteratur. Bruno Schulz var jøde og blev dræbt af nazisterne i 1942. 

'Kanelbutikkerne' af Bruno Schulz. Turbine 2025, 181 sider

fredag den 3. april 2026

'Globale kvindefortællinger i Danmark' af Hanne Fabricius

Spændende og interessant udgivelse, der giver ordet til en lang række kvinder, der har det til fælles, at de har en anden etnisk baggrund end dansk. De er velintegrerede og ikke normalt dem man hører mest om i medierne, men de har alle en interessant historie at fortælle. Der er altid en pris at betale, når man flytter til et andet land og skal tage en anden kultur og et andet sprog til sig. Faktisk er det med sproget noget af det som de alle lægger stor vægt på. Det er afgørende for integrationen og evnen til at begå sig i det danske samfund. Samtidig står det klart, hvor vigtigt det er også at bevare sin egen historie og sine kulturelle rødder. Nogle har en voldsom historie bag sig, andre kommer fra lande, der ligner Danmark meget. Et fint øjebliksbillede af hvordan det er at være kvinde i Danmark med en anden etnisk baggrund end dansk. 

'Globale kvindefortællinger i Danmark' af Hanne Fabricius. Turbine 2025, 427 sider.