Viser opslag med etiketten kidnapning. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kidnapning. Vis alle opslag

lørdag den 17. januar 2026

'Dødens fugle' af Sarah Engell

På Skarvø har en gruppe mennesker opbygget et samfund uden skærme og stress, et samfund som gerne med tiden skal blive selvforsynende og uafhængigt.
Men tidligere på året er en pige forsvundet og nu forsvinder endnu en pige. Hendes forældre og bror findes myrdet i deres hus og Anna, der er tidligere kriminalbetjent bliver nødt til at finde ud af, hvad der er sket. For fem år siden var Anna med til at starte Skarvø-samfundet sammen med blandt andre sin barndomsven Johannes. Men nu er der uenighed om fremgangsmåden. Skal de kontakte fastlandet? Eller kan de selv finde ud af, hvad der er sket? Annas datter er på alder med de forsvundne piger; de spillede alle tre i det samme band. Anna er bekymret, hvilket der er god grund til. For hvad er sandhed og løgn? Og hvem kan hun stole på?
Medrivende krimi, der holder læseren fanget fra start til slut.

'Dødens fugle' af Sarah Engell. Lindhardt og Ringhof 2025, 383 sider.

søndag den 29. maj 2022

'Pigen i labyrinten' af Guillaume Musso

 Hvis man har læst et par bøger af en spændingsforfatter, så har man måske en tilbøjelighed til at tro, at man nu kender forfatterskabet og ved, hvordan den næste historie er bygget op. Sådan er det ikke med den franske bestsellerforfatter Musso. Han overrasker lidt hver gang. Og denne nye roman er ingen undtagelse; den kræver at man holder tungen lige i munden. Den er som de russiske dukker, hvor der ligger en dukke inden i den første man åbner o.s.v. Romanen åbner sig op og begynder så at kommunikere med en ny historie. Det lyder lidt kryptisk - og det er det også! Bogen lægger ud med at handle om den sky forfatter Flora i New York, der leger gemmeleg med sin 3-årige datter, - og pludselig er barnet forsvundet. Politiets efterretning leder ingen steder hen og Flora må gå andre veje for at finde svar på sine mange spørgsmål. I Paris sidder en ulykkelig forfatter og skriver på et værk, og alt ændrer sig da de to historier blandes sammen.
Det er lidt svært at beskrive denne roman uden at plotspoile, men giv den lidt tid og forvent lige dele psykologisk eksperiment, som spændingsroman!

'Pigen i labyrinten' af Guillaume Musso. Lindhardt & Ringhof 2021, 256 sider

søndag den 26. maj 2013

'Væk' af Mo Hayder

Krimi/spændingsroman med vicepolitikommisær Jack Caffery  og politidykker Flea Marley som de opklarende hovedpersoner. Rose Bradleys 11 årige datter Martha er blevet bortført og muligvis er der en sammenhæng mellem andre sager, hvor børn er forsøgt bortført i løbet af de sidste par år. Nu er kidnapperen ude efter Janices 4 årige Emily. Politiet kæmper for at finde ud af, hvad ofrene har til fælles, imens den udspekulerede kidnapper konstant synes at være et skridt foran... Hvornår slår han til igen? - Og hvem er han? Det er en spændende roman, som man flyver lige igennem. Nr. 3 i serien om Jack Caffery.

'Væk' af Mo Hayder. Forlaget Sohn 2013, 483 sider