Viser opslag med etiketten kærlighedsforhold. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kærlighedsforhold. Vis alle opslag

søndag den 19. april 2026

'Habitat' af Theis Ørntoft

Selvbiografisk roman, som følger forfatteren i den den periode, hvor han skrev romanen 'Jordisk'. Theis er lige kommet ud af et forhold, han har købt et hus på Møn, og nu er det meningen, at han skal skrive sin næste roman. Men alt går ikke helt glat. Der er en del forskellige problemer med huset, men det er småting i forhold til de psykiske udfordringer. Theis genoplever brudstykker af sin barndom og ungdom: En voldsom ulykke da han var teenager, den første store forelskelse, følelsen af svigt, da kærligheden ikke holder. Han sidder længe oppe om natten, ser porno, - som han nærmest bliver afhængig af - og har problemer med at komme i gang med skriverierne. I en lang periode forfølger han et forkert spor, som han til sidst kasserer.
Jeg må indrømme, at jeg gav op første gang, jeg startede på bogen. Måske var det pornofascinationen, det lidt navlepillende projekt om den stakkels yngre mand i 30'erne, der ikke kunne finde ud af sit liv, som jeg ikke helt orkede på det tidspunkt. Men nu blev romanen valgt til årets DR Romanklub, som jeg bestyrer på Guldborgsund-bibliotekerne. Vi skal diskutere den i den kommende uge, og jeg er glad for, at den fik en chance mere. For det er en virkelig velskrevet selvbiografisk roman, der især giver et fint billede af den besværlige skriveproces, angstanfaldene, de vanskelige relationer til andre og ikke mindst - hvordan det lykkes for Theis at komme igennem en vanskelig periode i sit liv. Så der er masser af håb og gode vibes i slutningen, men også en stor sårbarhed. Hatten af for det. 

'Habitat' af Theis Ørntoft. Gyldendal 2025, 578 sider

fredag den 20. september 2024

'Høflighedens forskrifter' af Amor Towles

Endnu engang bekræfter Amor Towles at han må være en af mine amerikanske yndlingsforfattere i øjeblikket! Denne roman er hans debutroman, der kom i USA i 2011, men som først nu er oversat til dansk. Der er noget "Great Gatsby" over den.
Nytårsaften 1937 i New York: 25-årige Katherine Kontest fejrer aftenen med sin veninde Eve Ross. Det bliver den aften, hvor de møder Tinker Grey. Et møde der får afgørende betydning og indflydelse på hvordan 1938 kommer til at forme sig for Katherine. Begge pigerne synes godt om den unge mand, men Tinker har især et godt øje til Katherine. Blot en uge efter deres møde kører han galt med de to unge damer i bilen. Eve bliver kvæstet, Tinker føler sig ansvarlig for hende og lader hende flytte ind i sin lejlighed, så han kan tage sig af hende. Det ændrer dynamikken mellem de tre.
Vi følger Katherine gennem 1938 i New York; gennem venskaber, karriereskift, fester og romancer. Der er noget 'Great Gatsby' over romanen: Det er et fejende flot portræt af et New York, der er kommet ud af depressionen og en fin generationsroman. Hvis jeg kunne skrive, ville det være sådan her, jeg drømte om at skrive. En smule distance til sine hovedpersoner, men med en stor indsigt. Man får lyst til at læse Charles Dickens og Henry Thoreau, som der flittigt citeres fra. Titlen hentyder til 110 forskrifter som Dickens skrev i forhold til høflig optræden.
En stor anbefaling herfra!

'Høflighedens forskrifter' af Amor Towles. Politikens Forlag 2024, 398 sider

søndag den 19. maj 2024

'Den unge mand' af Annie Ernaux

 Meget kort lille fortælling; vel ikke rigtig en roman. Om forfatterens forhold til en ung mand, der er 30 år yngre end hun selv. Den handler især om, hvordan hun gennem ham genoplever sin ungdom, det særlige ungdomsmiljø, steder hun også selv færdedes som ung osv. Tilføjer ikke umiddelbart så meget til forfatterskabet, men har man ikke tidligere læst noget af Annie Ernaux, så er det en fin lille smagsprøve.

'Den unge mand' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2023, 40 sider

fredag den 7. april 2023

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux

 Forfatteren beskriver en periode i sit liv, hvor hun havde et forhold til en gift mand. Hun er nærmest besat af ham og tænker konstant på ham. Det er primært disse tanker bogen dissekerer ned i detaljen: Hendes overvejelser omkring hvilket tøj hun skal tage på, når HAN er på vej, hendes ulyst til at foretage sig andet end at gennemtænke og analysere på deres sidste møde, hendes optagethed af alt hvad der vedrører denne mand; hans erhverv, hans land, hans feriemål. Lidelsen ved at vente på en opringning, angsten for at være væk fra telefonen bare et øjeblik. Hun kommer så vidt, at hun forestiller sig, at han helt sikkert vil ringe, hvis hun udfører bestemte gode gerninger, som fx at give penge til hjemløse. Det er en velskrevet og fascinerende bog, hvor hun også går tæt på de ubehagelige irrationelle følelser, som næsten kalder på en slags foragt hos en selv, når forelskelsen er overstået.

'Simpel lidenskab' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 72 sider