Viser opslag med etiketten sandhed. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sandhed. Vis alle opslag

fredag den 30. januar 2026

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson

Vi er i 1600-tallets Island og præsten Petur skriver på et brev til sin datter, der vokser op hos Peturs fostersøster. Der er noget vigtigt han gerne vil fortælle. Men han bliver hele tiden forstyrret af sine tanker, så desværre tager det ham rigtig lang tid at komme til sagen. Teksten afbrydes af mange svinkeærinder; beretninger om forfædre, forhold til omegnens kvinder, og brevveksling med fjerne venner i København. På sin vis er der mange små underholdende historier i den store historie, men det gør det svært at holde fokus. Der er mange personer, og det kan være svært at holde styr på deres relationer. Heldigvis er der en personliste bagerst i bogen, som kan være nyttig at konsultere.
Lige så længe som bogen er om at tage tilløb, lige så intens er den sidste fjerdedel bygget op. Spændende og tragisk. Der er sket noget voldsomt, som jeg ikke skal afsløre her, og Petur føler sig forpligtet til at fortælle sandheden, selv om ingen - allermindst de skyldige magtfulde mænd - har lyst til at høre den.
For mig blev det en ret tung læseoplevelse, som først sent greb mig, men sidste del gjorde den værd at læse. Meget at tænke over. 

'Himmellegemer over verdens yderste rand' af Jon Kalman Stefansson. Batzer & Co 2025, 418 sider

tirsdag den 16. februar 2010

'Mange sære ting for' af Svend Åge Madsen

I denne roman optræder så mange forskellige personer, at jeg vil afstå fra et forsøg på at beskrive sammenhængen mellem dem. I Århus mødes disse personer fra hele verden efter at den kendte atronom Adam D'Eden er blevet spidet på byens domkirketårn. Adam arbejdede sammen med et par andre forskere på et projekt med optagelser fra to såkaldte spejlplaneter, der viser hvad der skete på jorden for 2000 år siden. Afsløringen af sandheden om Jesus' liv, som det var i virkeligheden, er temaet, der sætter gang i de forskellige intriger, og der sker et par mord mere i løbet af fortællingen.
For mig blev bogen aldrig helt interessant, sikkert fordi jeg ikke helt købte idéen om spejlplaneter. Den er lidt tung og der er mange personer at navigere rundt mellem. Til gengæld fik vi en rigtig interessant diskussion om begrebet meningsfri/meningsfuld i forhold til religionen i Romanklubben. For måske er det sådan at vi efter en tid stærkt præget at ateisme, nu i højere grad selv kan vælge om vi vil tro; at vi er frie til at have vores religiøse meninger...?