Viser opslag med etiketten kunstnere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten kunstnere. Vis alle opslag

fredag den 18. april 2025

'Kunstnerhjem' af Amalie Laulund Trudsø

Signe er vokset op i et dyrlægehjem sammen med sine to søstre Anna og Else. I befrielsens sommer dør Anna af børnelammelse, og senere rejser Signe til Paris som ung pige i huset. Alle forventer, at Signe vil gifte sig med Hans i Tromsø, men på en rejse til Tromsø møder hun arbejdersønnen Johan, der som hun selv maler og tegner, og så er hendes skæbne beseglet. Vi følger Signe gennem ungdomsår, børnefødsler og frem til de to ældste børn Erik og Helle drager hjemmefra ud i verden. Der er fokus på hverdagskampe, kvindeliv, at være den der må tage ansvar og tage sig af alt. Og hvordan får man plads til sine egne kunstnerambitioner og drømme? Ikke mærkeligt at Signe indimellem føler sig træt. Der er meget at genkende og spejle sig i, for kvinder der har levet i samme periode - og for den sags skyld også for os andre.
En virkelig dejlig læseoplevelse; - en af de bedste danske romaner jeg har læst i år. Lavmælt og alligevel insisterende i sin tone. Læs den!

'Kunstnerhjem' af Amalie Laulund Trudsø. Gutkind 2025, 268 sider.

søndag den 17. december 2023

'Ærligt spil' af Tove Jansson

Mari og Jonna er kunstnere, livsvenner og livsvidner. Mari skriver og Jonna skaber kunst. De er ikke længere helt unge, bor dør om dør og spiser tit sammen. I korte tekster, der næsten kan læses som små noveller, hører vi om deres liv sammen. Foran tv'et, ude på den ø, hvor de har en hytte. En kunstnerroman om ensomhed og fælleskab - det at man godt kan elske at være alene, når man bare er elsket og ved at man har en anden. De to kvinder diskuterer, bliver uvenner og så venner igen. De kritiserer hinanden og er bestemt ikke altid enige, men alligevel altid klar til at bakke hinanden op. Hvilken styrke! Skrevet med indsigt og fokus på de små detaljer, som er så vigtige i samspillet mellem mennesker. Selv om bogen først nu er oversat til dansk, så blev den oprindeligt udgivet i 1989, hvilket mærkes. Der er en anderledes grundighed og langsomhed i teksten, som er skøn på sin egen måde. 

'Ærligt spil' af Tove Jansson. Gyldendal 2023,130 sider

torsdag den 23. december 2021

'Adam i paradis' af Rakel Haslund-Gjerrild

 Kunstneren Kristian Zahrtmann er fyldt 70, da han i 1913 arbejder på maleriet "Adam i paradis". Han kan se tilbage på et langt kunstnerliv, men føler sig efterhånden gammel og måske lidt glemt af de moderne malere. Romanen følger kunstnerens overvejelser omkring billedet, hans fascination af den maskuline krop - og af modellen. Romanens handling spejles fint i en række dokumenter fra den store sædelighedssag i 1906-1907, hvor en lang række københavnske mænd blev retsforfulgt for homoseksualitet. 
Forfatteren mestrer antydningens kunst, og giver et fint indblik i, hvordan  tidens opfattelse af køn og seksualitet præger både menneske og samfund.

'Adam i paradis' af Rakel Haslund Gjerrild. Lindhardt & Ringhof 2021, 303 sider

søndag den 23. maj 2021

'Er mor død' af Vigdis Hjorth

 Efter sin mands død vender Johanna tilbage til Norge efter at have tilbragt det meste af sit voksenliv i USA. Johanna er kunstner, og forlod som ung både ægtemand, jurastudiet og sin familie, for at følge Mark til USA og udleve sin drøm om at leve af kunsten. Forældrene og lillesøsteren accepterede aldrig hendes valg, og kontakten mellem dem er blevet mindre i løbet af årene. Da Johanna i sin tid valgte ikke at komme hjem til sin fars dødsleje og begravelse mistede hun helt forbindelsen til sin mor og søster.
Nu, hvor Johanna er tilbage i sin barndomsby med en ny udstilling, forsøger hun at nærme sig sin mor. Både fysisk - hun lurer udenfor morens lejlighed, følger efter hende og overvejer hvordan hun kan henvende sig til hende, - men også følelsesmæssigt. Det sidste ved at tænke tilbage på barndommens små skelsættende begivenheder; en vase, der knuses, et skrin, der begraves i haven, en tegning, der vakte opsigt. Johanna forsøger at forstå sin mor og hun forsøger at finde sig selv igennem den plads som hendes mor trods alt må have reserveret til hende.
Det er en meget fin beskrivelse af et kuldsejlet mor-datter forhold. Og som jeg læser det, så forbliver sympatien ikke udelukkende på datterens side af fortællingen, selv om det er hende der ved at fortælle historien også tager magten over den. Hun forstår at holde en fin balance mellem det smertefulde, det selvironiske og det reflekterende.

'Er mor død' af Vigdis Hjorth. Turbine 2020, 332 sider

torsdag den 7. marts 2019

'Mordet på kommandanten' af Haruki Murakami

En portrætmaler midt i 30'erne bliver svigtet af sin kone, hvilket sender ham ud på et roadtrip i det nordlige Japan, inden han flytter ind i et hus i bjergene, som han låner af en ven. Huset tilhører vennens far, der er en berømt maler og på loftet finder maleren et maleri med titlen 'Mordet på kommandanten' Snart begynder der at ske mystiske ting i huset. En sær ringlen af bjælder holder ham vågen om natten, og det føles som om, han ikke er alene i huset.
En nabo henvender sig med et ønske om at få malet sit portræt, og da han kommer med et meget favorabelt tilbud siger maleren ja til opgaven, selv om han egentligt har bestemt sig for at lægge portrætmaleriet på hylden.
Det er svært ikke at afsløre for meget... Spændende og velskrevet læsning, man bliver grebet, hvis man kan acceptere bogens præmisser; fx at en idé kan tage skikkelse af en person, der træder ud af et maleri.

'Mordet på kommandanten - en idé viser sig; Bog 1' af Haruki Murakami. Klim 2018, 423 sider.

tirsdag den 28. august 2018

'Den tålmodige snigskytte' af Arturo Pérez-Reverte

Den legendariske grafitikunstner Sniper er gået under jorden, fordi nogle af hans radikale idéer til kunstprojekter har krævet dødsofre. Kunsthistorikeren Lex, der har mange kontakter i grafitimiljøet påtager sig at finde Sniper og forsøge at overtale ham til at medvirke i en bog. Men Lex er ikke den eneste, der leder efter Sniper. Den velhavende Biscarrué har svoret at hævne sin søn, der blev dræbt under en af de events, Sniper havde sat i gang.
Lex's søgen fører hende både til Portugal og Italien.
Må indrømme, at jeg blev lidt skuffet over denne. På trods af en overraskende slutning, så bliver den lidt for kedelig undervejs.

'Den tålmodige snigskytte' af Arturo Pérez-Reverte. Cicero 2015, 219 sider.

fredag den 13. juli 2018

'Drilleri' af Domenico Starnone

Den ældre kunstner Daniele Mallarico bliver bedt om at passe sit lille barnebarn Mario, der er fire år. Daniele er 75 år og han er ikke meget for at påtage sig opgaven, men giver sig alligevel til sidst og vender hjem til sin barndoms by og barndomshjemmet, hvor datteren Betta nu bor med sin familie. Betta og hendes mand, - der iøvrigt skændes hele tiden, - er matematikere, ansatte på universitetet og skal deltage i en vigtig konference.
Mario er et meget fremmeligt barn og det er lidt af en prøvelse for Daniele at være sammen med ham. Måske også fordi han i barnet oplevet noget af al den energi, som han ikke længere selv har. Drengen er ikke udelt begejstret for morfars tegninger, hvilket irriterer den ældre mand, der trods alt er en anerkendt kunstner. Han begynder at miste troen på sig selv og sit livsværk.
Fortællingen får et lidt uhyggeligt twist til sidst, da et harmløst drilleri fra barnebarnets side får fatale følger.
Forholdet mellem bedsteforældre og barnebarn får mig til at tænke på Tove Janssons 'Sommerbarn', men denne roman er langt mere alvorlig, - lidt tungere, men også tankevækkende og velskrevet.

'Drilleri' af Domenico Starnone. Grif 2018, 211 sider.

lørdag den 4. februar 2017

'De urolige' af Linn Ullmann

Linn Ullmann beskriver barndommen med sine berømte forældre; Ingmar Bergman og Liv Ullmann, - i romanform. Det er mest forholdet til faderen, og somrene i hans hus på Fårø der er i fokus. Hendes far gik meget op i præcision. Når man skulle se film kl. 15.00, så kom man til tiden. Linns forældre gik hver til sit, da hun var helt lille, og hun har ingen erindring om noget samlet fællesskab med dem begge, ja der findes vist ikke engang et billede af dem alle tre sammen. Hun var hans barn og hendes barn, men aldrig deres barn. For faderen var hun hans barn nr. 8, født mellem det 4. og det 5. ægteskab.  Bogen skifter mellem barndomsfortællingerne og voksenlivet. Den voksne datters drøm om at interviewe sin aldrende far og optagelserne fra de mislykkede kassettebånd indgår også i bogen, der fremstår som en velskrevet omend lidt rodet blanding af erindringer og fiktion.

'De urolige' af Linn Ullmann. Gyldendal 2016, 401 sider.

fredag den 8. april 2016

'Skæbne og hævn' af Lauren Groff

Denne bog reklamerer med at være Barack Obamas yndlingsbog i 2015. Da jeg havde læst de første par sider, må jeg indrømme, at jeg ikke have høje tanker om hans sans for litteratur. Sproget virkede næsten klicheagtigt, og jeg er stadig lidt i tvivl, om det skyldes oversættelsen. Jeg hælder dog mest til den teori, at det er med vilje, - som en ironiseren over resten af bogens indhold. - Som iøvrigt også er sprogligt bedre.
Første del af romanen hedder "Skæbne". Her hører vi om Lotto, - en ung velhavende hvid mand i USA og hans ægteskab med Mathilde., - alt fortalt set fra Lottos synspunkt. De to møder hinanden og gifter sig som 22-årige efter kun 14 dages stormende forelskelse, ganske kort tid før deres eksamen. Lottos mor bryder sig ikke om ægteskabet og stopper for pengestrømmen, så de to unge må klare sig selv. Lotto forsøger sig uden det store held som skuespiller, mens Mathilde tager arbejde i et galleri for at forsørge dem begge. Først da Lotto begynder at skrive skuespil, får han - godt hjulpet af Mathilde - succes, - og de to kan rykke op af samfundets rangstige.
I anden del af bogen "Hævn" får vi Mathildes version af ægteskabet. - Og det er faktisk først her romanen for alvor begynder at blive interessant, - lidt for sent synes jeg umiddelbart. - Mathilde afslører så mange hemmeligheder, at det er lige på kanten af at kunne hænge sammen med første del af bogen.
Ambitiøs og interessant roman, der leger med virkeligheden. For hvor godt kender man det menneske man er gift med? I dette tilfælde ikke specielt godt.. - Men Lotto og Mathilde har alligevel langt hen af vejen et lykkeligt ægteskab, selv om de drives frem af vidt forskellige forudsætninger og ambitioner, - nærmest på trods?

'Skæbne og hævn' af Lauren Groff. Lindhardt og Ringhof 2016, 409 sider.

lørdag den 4. juli 2015

'En sang fra fortiden' af Katherine Webb

I det sydlige England fascineres den forsømte ensomme 14-årige Mitzy Hatcher i 1937 af kunstneren Charles Aubrey og hans familie. Når Charles tegner hende føler hun sig for første gang elsket og anerkendt. Hendes følelser udvikler sig over de næste par år til en farlig besættelse af Charles.
Mange år senere ankommer galleriejeren Zach til det lille samfund på den sydlige kyst. Han er lige blevet skilt og søger nyt fodfæste i livet. Han er i gang med at skrive en bog om Charles Aubrey, og leder efter nogen der kendte ham. Men det lille samfund lukker sig meget om sig selv og ingen synes at have lyst til at tale med ham. Fåreavleren Hannah er ingen undtagelse, men alligevel begynder de at se mere til hinanden. Og Zach finder lidt efter lidt mere end han havde regnet med i det lille samfund.
Bogens forside signalerer typisk underholdningsroman, men den kan faktisk mere end det. Udover et meget fint portræt af en ung forsømt pige, får læseren også flere kærlighedshistorier krydret med dramatiske og overraskende hændelser undervejs.

'En sang fra fortiden' af Katherine Webb. Cicero 2015, 404 sider.

onsdag den 25. juni 2014

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt

Bogen består af en række vidneudsagn, anmeldelser, dagbogsnotater og interviews, der har til formål at kaste lys over Harriet Burdens liv. Harriet var gift med kunstsamleren Felix, og selv om hun selv var kunstner, fik hendes værker aldrig den anerkendelse, som hun følte, at de havde krav på. Hun havde selv en idé om, at det var hendes køn og udseende, der stod i vejen for hende.
I den sidste del af sit liv skaber hun tre store udstillinger, som hun får tre mandlige kunstnere til at udstille for sig, for at bevise sin teori. Det samlede projekt kalder hun maskeringer. Noget går imidlertid galt, idet den sidste af de tre mænd - Rune -, nægter at spille hendes spil og ikke vil stå frem, som den stand in han har været for hende. Han tager kort sagt selv æren for udstillingen. De forskellige udtalelser og interviews giver et fint billede af Harriet som menneske, hendes motiver, skuffelser og drømme.
Som i 'Det jeg elskede' er Siri Hustvedt igen tilbage i kunstverdenen, hvor hun hudfletter det indspiste mandsdominerede miljø. Der er masser af referencer til kunstnere, filosoffer og andre lærde, måske lige i overkanten, men det er en smagssag. Sidste del af bogen, der handler om Harriets sygdom og død, kan være lidt voldsom læsning for pårørende til kræftpatienter.
En krævende og udfordrende men samtidig fascinerende roman om kvindekamp og feminisme, velskrevet og næsten arrig i sit budskab.

'Den flammende verden' af Siri Hustvedt. Lindhardt & Ringhof 2014, 439 sider.

søndag den 27. oktober 2013

'Det vi glemte' af Lise Hartfelt

Generationsroman om kunstnerkollektivet Stella, hvor den unge kunstmaler Steen i starten af 1980'erne forelsker sig i sin kollega Agnes. Agnes har imidlertid et forhold til Steens bedste ven Erik. Men da Erik er gift med Vivi, bliver Steen i mange år ved med at håbe på en chance hos Agnes. Steen hjælper med at tage sig af hendes søn Thomas. Vi følger flokken af unge mennesker gennem ca. 20 år.
Sprogligt er det en meget detaljeret omstændelig roman, der sagtens kunne have været 200 sider kortere. Og trods det omstændelige sprog bliver personerne ikke rigtig levende for mig, vi kommer ikke rigtig ind bagved, hvor det gør ondt og bliver troværdigt. Ærgerligt, for temaet og plottet er vedkommende nok.

'Det vi glemte' af Lise Hartfelt. Attika 2013, 519 sider.

fredag den 28. december 2012

'Dandy' af Jan Guillou

Her følger vi den yngste af de tre intelligente ingeniørbrødre fra Bergen Sverre. Efter sin eksamen svigter han sine brødre og følger sin store kærlighed den engelske lord Albie til England. Her bliver han kunstner og er med i den frigjorte kreds af Bloomsbury venner. Bogen har på nogle punkter samme tema som Ken Folletts Giganterne, der dog gør mere ud af det politiske og spændingen. De homoseksuelles miljø er et tema her, men bogen fanger ikke på samme måde som den første i serien. Faktisk bliver det lidt kedeligt indimellem, men man hænger på, fordi man fortsat er nysgerrig efter at vide, hvordan det hele ender. Bogen slutter samme sted og på samme tidspunkt som den første bog i serien.

'Dandy' af Jan Guillou. Modtryk 2012, 357 sider.

fredag den 31. august 2012

'En episode i en landskabsmalers liv' af Ceras Aira

Den tyske landskabsmaler Rugendas bliver under en rejse i Argentina ramt af lynet og slæbt efter sin hest. Denne ulykke forandrer hans ansigt til en grotesk bevægelig maske. Men kunstneren er så optaget af og indlevet i sin kunst, at han trodser al modgang for stadig at udøve sin kunst. - Det store engagement kommer især til udtryk under et indianerangreb.
Bogen er skrevet i et meget nøgternt sprog med en del eksistentielle og filosofiske overvejelser, der gør det lidt kedeligt eller tungt alt efter temperament.