lørdag den 25. december 2021

'Gå til grunde: roman i stykker' af Daniel Boysen

Følsom og rørende beretning om at ønske sig et barn og ikke have held til at få et. Set og beskrevet fra mandens perspektiv: Han som altid står lidt på sidelinjen; ikke direkte mærker de fysiske forandringer i sin krop, men lever med i håbet. Hvem kan man være, når man har været i den rolle så længe, prøvet så meget og oplevet så mange skuffelser? Hvordan er man ikke-forældre? Romanen er skrevet i korte afsnit i et fint og drømmeagtigt sprog. Hvert enkelt afsnit er en sansemættet refleksion, der rammer lige i hjertet, så romanen som helhed mere sanses, end den læses. 
Dette er det første, jeg har læst af forfatteren, men det giver bestemt lyst til mere.

'Gå til grunde : roman i stykker" af Daniel Boysen. Jensen & Dalgaard 2021, 129 sider

torsdag den 23. december 2021

'Adam i paradis' af Rakel Haslund-Gjerrild

 Kunstneren Kristian Zahrtmann er fyldt 70, da han i 1913 arbejder på maleriet "Adam i paradis". Han kan se tilbage på et langt kunstnerliv, men føler sig efterhånden gammel og måske lidt glemt af de moderne malere. Romanen følger kunstnerens overvejelser omkring billedet, hans fascination af den maskuline krop - og af modellen. Romanens handling spejles fint i en række dokumenter fra den store sædelighedssag i 1906-1907, hvor en lang række københavnske mænd blev retsforfulgt for homoseksualitet. 
Forfatteren mestrer antydningens kunst, og giver et fint indblik i, hvordan  tidens opfattelse af køn og seksualitet præger både menneske og samfund.

'Adam i paradis' af Rakel Haslund Gjerrild. Lindhardt & Ringhof 2021, 303 sider

onsdag den 22. december 2021

'Lenni og Margots et hundrede år' af Marianne Cronin

Lenni Petterson er 17 år og Margot Macrae er 83. De er begge patienter på Glasgow Princess Royal Hospital. Lenni er terminalpatient efter et langt kræftforløb og Margot har dårligt hjerte. De to lyder måske som et umage par, men da de mødes i hospitalets nye krea-rum, opstår der en forbindelse mellem dem, som udvikler sig til et stærkt venskab. De sætter sig for at gennemføre et kunstprojekt bestående af 100 billeder, der skal symbolisere deres sammenlagte alder. De 100 billeder viser episoder og skelsættende begivenheder fra deres liv: Et alt for kort liv og et langt liv; begge med kærlighed, skuffelser, misforståelser, svigt og oplevelser. Efterhånden som kunstprojektet skrider frem, får læseren både Margots og Lennis livshistorie bid for bid.
Lenni er bogens primære hovedperson og meget rørende beskrevet. Hun er nysgerrig og søger svar hos alle, hun møder. Især forholdet til hospitalspræsten Arthur er fint, levende og humoristisk beskrevet. En ting, jeg mangler lidt, er dog en plausibel forklaring på Lennis forældres fravær i hendes liv.
En medrivende fortælling, der med humor og elegance tager fat på et svært emne: At vi så snart vi er født også kan dø. Og at livet har værdi om det så er kort eller langt. Og en lille advarsel: Det er svært at undgå at knibe en tåre undervejs...

'Lenni og Margots et hundrede år' af Marianne Cronin. Alpha 2021, 365 sider.

tirsdag den 21. december 2021

'Et liv forbi' af Helga Flatland

Denne roman følger tre generationer af kvinder: Sigrid er læge i Oslo og bor sammen med Aslak, der er far til hendes søn. Hos dem bor også den voksne datter Mia, som Sigrid fik med sin store ungdomskærlighed Jens. Jens forlod hende uden et ord, men er nu tilbage i Mias liv og spøger også i Sigrids tanker. Sigrids mor Anne bor stadig på gården, hvor Sigrid voksede op. Anne viede sit liv til at tage sig af manden, der blev syg tidligt. Sigrid har ikke følt sig prioriteret i sin mors liv og kæmper med sine negative følelser omkring moderen og barndommen.
Nu er Anne blevet syg af kræft, og mor og datter forsøger at nærme sig hinanden. Vi hører skiftevis handlingen set fra Annes og Sigrids side.
Umiddelbart burde jeg identificere mig mest med Sigrid, men hun er svær at have sympati for. Hun virker så rodløs og utilfreds, svær at gøre tilpas og leve op til. Det gør læseoplevelsen lidt blandet for mit vedkommende.

'Et liv forbi' af Helga Flatland. Turbine 2021, 264 sider

mandag den 20. december 2021

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir

I denne lille fine roman følger vi Dyja gennem et par dage på den mørkeste tid af året, - lige op til jul. Dyja er alene, midt i 40'erne og bor i sin afdøde grandtantes lejlighed. Som grandtanten - og flere andre kvinder før hende i slægten - er hun jordemoder. På islandsk siger man "lysmoder" - et ord der i 2013 blev kåret som sprogets smukkeste ord på Island. Dyja plejer at arbejde i julen, men i år er hun sendt på ferie og bruger tiden på at rydde op i lejligheden og gennemgå sin tantes papirer. I en gammel papkasse finder hun udkast til tre manuskripter, der bl.a. indeholder udsagn fra ældre jordemødre og optegnelser over hvad mennesket er i stand til. Man fornemmer, at der er et eller andet særligt med Dyja, men ikke helt hvad.. Måske er hun ensom, måske har hun haft en sorg, der ikke lader sig beskrive eller også har hun bare svært ved at forholde sig til livets praktiske aspekter. Hun taler ofte i telefon med sin søster, der er metrolog og har fokus på det voldsomme vejr, der nærmer sig Island. Dyjas forældre driver en bedemandsforretning sammen med hendes svoger; sådan sættes livet i perspektiv.
Det er en roman med overraskende lidt handling, men ret meget refleksion - over livets begyndelse, forløb og afslutning. Alligevel fornemmer man at noget rykker sig i Dyja, imens hun læser sin tantes papirer og langsomt får sat skik på lejligheden og gør den til sin egen.

'Dyreliv' af Audur Ava Olafsdottir. Batzer & Co 2021, 220 sider.

søndag den 19. december 2021

'Mormor dansede i regnen' af Trude Teige

Norsk roman om hvordan krigstraumer kan nedarves og præge en familie i flere generationer. Efter sin mors død har Juni arvet bedsteforældrenes hus, der ligger afsides på en ø ud for den norske kyst. Da Juni selv forsøger at komme ud af et voldeligt forhold passer det hende fint, at bruge noget tid på at rydde op i huset og få styr på, hvad der nu skal ske. Under oprydningen finder hun et billede af sin mormor sammen med en tysk soldat; det unge par ser meget forelskede ud. Overrasket beslutter Juni sig for at finde ud af mere om sin mormors fortid.
I bogens andet spor følger vi den unge Tekla, der forelsker sig i en tysk officer og rejser med ham til Østtyskland lige efter krigens afslutning i 1945. De rejser til hans hjemby Demmin, men finder alt meget forandret. Ved de russiske soldaters erobring af byen i krigens sidste måneder har voldsomme oplevelser sat sine spor, - og rædslerne er endnu ikke forbi..
Bogen veksler fint mellem Junis opklaringsarbejde og Teklas oplevelser i et krigshærget Østtyskland i de første år efter krigen. Den er medrivende og barsk, og viser hvor langt et traume kan påvirke en familie. Jeg kunne godt savne lidt mere om de mellemliggende år, men alt i alt en fin læseoplevelse, som jeg godt kan anbefale.

'Mormor dansede i regnen' af Trude Teige. Alpha 2021, 334 sider.

onsdag den 1. december 2021

'Et livsværk' af Rachel Cusk

I den efterhånden ret omfattende bunke af moderskabslitteratur, der er udkommet i de senere år, placerer denne bog sig i den afbalancerede del. Forfatteren vedkender sig til fulde sin egen oplevelse af moderskabet ved at skrive bogen som et selvbiografisk værk. Hun fortæller ærligt og ligefremt om, hvor livsomvæltende hun oplever det at blive mor. Fascinationen af den lille datter er overvældende, men det samme er konsekvenserne af mangel på søvn. Det er de store følelser der er på spil i et slags had/kærlighedsforhold til barnet. Men samtidig er der nogle meget humoristiske betragtninger om muligheden for at købe sig "fritimer" og om følelsen af at blive et helt andet menneske. Som en fin undertone ligger angsten for ikke at kunne finde tilbage til sig selv. Det er smukt og rammende beskrevet; og det gør mig glad at mærke kærligheden til barnet skinne igennem alle bekymringer og grublerier.

'Et livsværk' af Rachel Cusk. Vinter 2021, 251 sider