'Vi var ulve' af Sandrine Collette

Wauv, - en fantastik fin og smuk fortælling, medrivende, intens og svær at lægge fra sig.
Liam bor i bjergene sammen med Ava og deres femårige søn Aru. Han har boet her i sytten år; han går på jagt og den lille familie lever et ret primitivt liv.
Men en dag ændrer alt sig: Da Liam kommer hjem finder han Ava hårdt såret efter et bjørneangreb, under sin kjole har hun skjult deres søn, og hun formår akkurat at holde sig i live indtil Liam når frem til dem.
Opfyldt af sorg og vrede over skæbnen tager Liam drengen med sig, han vil ride til byen og aflevere ham hos nogle slægtninge, da han ikke kan se for sig, hvordan han vil kunne tage sig af barnet. Hans onkel og tante er imidlertid ikke villige til at tage imod Aru, og Liam må påbegynde hjemturen.
Det bliver en farlig rejse; i starten er Liam sin egen - og drengens - værste fjende, men andre kræfter truer dem også. Mere skal jeg ikke afsløre her, men det er en fantastisk fin og smuk lille roman, som jeg kun kan anbefale.

'Vi var ulve' af Sandrine Collette. Gyldendal 2026, 204 sider

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager

Marianne er parterapeut og bruger sit professionelle liv på at lytte til andre og hjælpe dem med at løse deres forholdsproblemer, - som ofte handler om kommunikation. Men da hendes voksne søn bliver tvangsindlagt på psykiatrisk afdeling, er hun magtesløs i forhold til at komme igennem til de ansvarlige læger. Hun bliver simpelthen ikke hørt. Hendes angst og bange anelser, hendes vrede mod systemet og dem, der ikke formår at vise omsorg for de mennesker der er i deres varetægt er utroligt fint og indlevende beskrevet. Angsten for at hendes krav kan gå ud over sønnen, men også angsten for at systemet ikke kan hjælpe, men bare gør ham dårligere. Overskriften siger det på sin helt egen måde: Hvis nogen siger til dig - "jeg hører, hvad du siger" - så hører de enten ikke efter, eller også har de tænkt sig alligevel at ignorere det, du siger.
Marianne forsøger at sætte mål op for sig selv for at komme igennem dagene. Hendes kæreste Morten tager alene afsted på den ferie de skulle have været på sammen, og på trods af de gode mennesker omkring hende, bliver dagene en kamp for overlevelse.
Denne roman er den sidste af de tre bøger om vrede kvinder, som Katrine Marie Guldager har skrevet, og efter min mening den bedste af dem. Den krøb virkelig ind under huden på mig. Må være obligatorisk læsning for alle, der arbejder i psykiatrien. 

'Jeg hører, hvad du siger' af Katrine Marie Guldager. Gyldendal 2024, 198 sider.

'Vulkanø' af Daniel Dalgaard

Daniel er taget på en længere rejse til de kanariske øer med sin familie. De skal være væk i fire uger og bo fire forskellige steder. Ud over Daniel og Stine består familien af deres to børn på fem og et år. I disse uger, hvor Daniel er sammen med sin familie hele tiden griber han sig selv i ofte at blive vred og irriteret. Både på sin søn og på sine omgivelser. Han tænker tilbage på sin egen barndom, imens han betragter sin søns barndom. Er han begyndt at ligne sin egen far? Gentager han nogle mønstre, som han faktisk er bevidst om, og som han har lovet sig selv ikke at gentage? Og hvor svært er det at bryde de mønstre, som man selv er vokset op med? Hvordan vender man sig til, at man nu er den voksne, at man har ansvaret for at sætte rammerne om sine egne børns barndom? Måske er det tid til at lægge den vrede fra sig, som han altid har haft i sig - hvis det er muligt?
Fine refleksioner over hverdagslivet med børn, rollen som far, - at finde sin egen måde at gøre tingene på.

'Vulkanø' af Daniel Dalgaard. Gutkind 2024, 178 sider.

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman

Bogens fortæller - forfatteren Alex - bærer på en dyb vrede, som efterhånden går ud over hans familieliv og relationer til andre. Men hvor stammer den vrede fra? Sammen med en terapeut afdækker Alex nogle mønstre i sin mors dysfunktionelle familie, som har påvirket familien i generationer. Pilen peger på morfar Sven Stolpe, og Alex kaster sig over arbejdet med at afdække familiens hemmeligheder. I 1932 tilbringer hans mormor og morfar nogle uger på Sigtunastiftelsen, hvor Sven arbejder på et teaterstykke, imens mormor Karin forelsker sig i den noget yngre forfatter Oluf Lagercrantz. Sven er kontrollerende og patriarkalsk, mens Karin som regel føjer sig, og forsøger at rette ind. Alex stykker begivenhederne sammen ud fra breve, dagbøger og romaner, og tegner et billede af et ulykkeligt ægteskab fuld af vrede og kontrol. En weekend i 1988, hvor han selv som dreng besøgte sine bedsteforældre og uforvarende kom til at vise sin morfar nogle af mormor Karins breve, får også en afgørende betydning.
Det er en tragisk og ulykkelig men meget velfortalt kærlighedshistorie, der totalt krøb ind under huden på mig. Dramatisk og medrivende, og selv om vi hele tiden ved, at det ikke kommer til at ende godt, så håber man alligevel.

'Brænd alle mine breve' af Alex Schulman. Lindhardt og Ringhof 2022, 270 sider.

'Hun er vred : Et vidnesbyrd om transnational adoption' af Maja Lee Langvad

En bog fyldt med små vrede ofte modsætningsfyldte statements omhandlende adoption. Og forfatteren trænger virkelig igennem med sit budskab; - bogen kommer til at fremstå som en meget vred bog, måske fordi hvert lille afsnit eller sætning starter med 'Hun er vred..'
Måske har forfatteren valgt vreden som gennemgående følelse, fordi vrede er mere handlekraftig og stærk. Jeg kan ikke lade være med at forestille mig teksterne, som de ville lyde hvis forfatteren fx havde valgt: 'Hun er ked af...' eller 'Hun er såret over..'
Det må være svært at være så vred hele tiden. Men så længe man er vred kan man handle og undgå offerrollen. Og man må sige at budskabet kommer til at stå stærkt.
Men mellem linierne finder man mange flere og sammensatte følelser end vrede, - heldigvis.

'Hun er vred : Et vidnesbyrd om transnational adoption' af Maja Lee Langvad. Gladiator 2014, 251 sider.