I løbet af de sidste par år er der udkommet en del ny skønlitteratur med fokus på moderskabet og de store ændringer, der sker i livet, når man bliver mor.
Men hvad nu hvis man bare ikke kan forestille sig at blive mor? Ikke har lyst til det, som i overhovedet nogensinde?
Sådan har denne romans kvindelige jeg-fortæller det. Hun har været kæreste med Philip i otte år, og hun har fra starten været ærlig omkring, at hun ikke vil have børn. Han har tidligere accepteret hendes beslutning, men nu bliver deres bedste venner gravide, og det ændrer Philips syn på sagen.
Vores 35 årige hovedperson sætter sig for at finde ud af, hvorfor hun ikke vil have børn, så hun kan være mere sikker i sin vanskelige beslutning. I korte velskrevne afsnit reflekterer hun over samfundets forventninger, den nære families ønsker og vennernes gentagne spørgsmål og kommentarer til hendes valg. Hun beskriver sin farmor, - der nok aldrig skulle have været mor, - og sin mormor, - der var en supermor.
Og hun ser på de trætte mødre blandt sine veninder, deres ændrede liv og prioriteter, deres parforhold, der går op i hverdagslogistik, - og hun kan stadig ikke se lyset.
Hun overvejer, om hun en dag vil skifte mening og fortryde sine valg, men hun kan ikke se det for sig. Men hun elsker Philip højt, så det er et vanskeligt valg hun må træffe.
Tak til Linn Strømsborg for at fortælles historien om en kvinde, der bare ikke ønsker at blive mor. Tak for at skrive alle argumenterne og overvejelserne frem på en måde, der giver ny indsigt og forhåbentlig får læseren til at holde lidt igen med alle de spørgsmål, som romanens hovedperson bliver mødt af.
'Aldrig, aldrig, aldrig' af Linn Strømsborg. Turbine 2020, 274 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar