fredag den 16. juni 2023

'Forår i Applemore' af Rachael Lucas

Beth Fraser driver et gartneri i den gamle have ved barndomshjemmet Applemore House, som hendes bror har overtaget. Beth er alene med sine tvillinger og hendes eksmand har meddelt, at han desværre ikke længere er i stand til at betale børnebidrag (!). Så Beth arbejder ekstra hårdt og prøver at finde ud af, hvordan hun kan tjene flere penge. Der er ikke rigtig tid til romantik i hendes liv, men det forhindrer hende ikke i at få følelser for den flotte fremmede, der bogstavelig talt lander i hendes blomsterbed.
Jack McDonald er kommet til Applemore for at arrangere weekender i naturen for utilpassede unge. I starten mødes han af en del skepsis fra de lokale, men lidt efter lidt accepteres han i den lille by. Selv om Jack synes godt om Beth, så har han en baggrund og en bagage med sig, der gør det svært for ham at involvere sig med et andet menneske.
Romanen er nr. 2 i serien om de fire søskende, der har arvet et forfaldent gods i det skotske højland. Den kan godt læses selvstændigt, men jeg tænker alligevel, at det er en fordel at have haft fat i nr. 1 først. Feel good; uforpligtende og afslappende læsning, der minder lidt om Jenny Colgans bøger. 

'Forår i Applemore' af Rachael Lucas. Cicero 2023, 320 sider

torsdag den 15. juni 2023

'Affæren med den tabte tids luner: Roman' af Rune Christiansen

Norma er skuespiller og lever sig meget ind i sine roller. Hun er midt i 30'erne og har netop mistet sin mor. Da hun en uge efter bisættelsen bliver forladt af kæresten Jonathan, - far til datteren Edith - har hun brug for luftforandring. I en uge hvor Edith er hos sin far bestemmer Norma sig for at tage på besøg hos sin far Torsten, der er vendt tilbage til sin barndoms ø, hvor han bor i sit barndomshjem. Allerede den første aften på øen ser hun en mystisk pige på en hest og overhører en samtale mellem sin far og denne pige. Lidt efter lidt finder Norma ud af, at der er meget som hun ikke har vist om sine forældre og deres forhold.
Romanen er skrevet i et fint sprog med en langsomt fremadskridende handling blandet med tilbageblik. Jeg må indrømme, at den ikke fangende mig i samme grad som forfatterens første bog. Hvis man vil læse noget i samme stil, så minder den lidt om Anna Mejlhedes 'Håbets ø', der også handler om en kvinde, som søger ud på en ø og finder ud af andre sandheder om sit liv, end hun havde forventet.

'Affæren med den tabte tids luner' af Rune Christiansen. Forlaget Etcetera 2023, 223 sider

søndag den 11. juni 2023

'Spræng fabrikken' af Malthe Tellerup

En lang novelle eller en ganske kort roman, der fortæller historien om et sabotageangreb på Ceminova. Angrebet udføres af de tre venner Martin, Nanna og Rasmus, der dyrker grøntsager på en gård i Vestjylland. En dag opsøges de af gårdejer Mikkelsen, som vil opkøbe deres jord, der skal bruges til et energiprojekt. Da deres drømme og planer væltes, går de i gang med at planlægge angrebet på den store kemifabrik Cheminova, der producerer sprøjtegifte. De tre venner virker gradvist mere og mere radikaliserede i deres vrede, men måske er det netop forfatterens pointe, at der skal radikale tiltag til i kampen for miljø og klima? Og at "hvor der handles, der spildes"...

 'Spræng fabrikken' af Malthe Tellerup, OVO Press 2023, 53 sider

lørdag den 10. juni 2023

'Analfabeten' af Agota Kristof

Agota Kristofs selvbiografiske skildring af livet i eksil. Kortfattet og præcist beskriver hun barndommen i Ungarn - en kort periode inden 2. Verdenskrig, hvor hendes far var lærer og senere under Sovjetunionenen. Efter den ungarnske opstand i 1956 flygter hun 21 år gammel sammen med sin mand og et spædbarn ud af landet og beskriver livet i eksil i Schweiz. Arbejdsdage på fabrikken, kampen for at lære sig et nyt sprog - fransk, og drømmen om at blive forfatter. Det at måtte skrive på et andet sprog - et sprog der på en måde er et fjendesprog, fordi det langsom men sikkert undertrykker modermålet, og efterlader forfatteren i et usikkert sprogligt tomrum er vældig fint beskrevet. Velskrevet lille indgang til forfatterskabet. 

'Analfabeten' af Agota Kristof. Gutkind 2022, 76 sider

fredag den 9. juni 2023

'Mys og lørke' af Birgitte Krogsbøll

En lidt blandet samling digte. Hovedparten af dem leger med ord, sprog og form, som man lige skal se på et par gange, før de måske giver mening. Men der er også en del fine sanselige digte om naturen, katte, fordøjelsen og vores samhørighed. Forfatteren arbejder både med indhold og ordenes betydning, - og samtidig med den form som ordene visuelt danner, når de kommer ned på papiret.

vi må ligge
i vajende græs
mens de gule buske
tændes, så varme
som da vi
ankom

 'Mys og lørke' af Birgitte Krogsbøll. Melodika 2022, 89 sider

'Kra kra kra: digte' af Birgitte Krogsbøl

 Fine digte med fokus på natur, fugle og dyr. Glæden ved årstidernes skiften, kulden om vinteren og forårets komme, skinner igennem. Skrevet med et fint sprogligt tvist.

Det er så koldt, at
sneen bærer uldsokker
så ræven skuler

'Kra kra kra: digte' af Birgitte Krogsbøll. Melodika 2021, 78 sider

lørdag den 3. juni 2023

'Dit fravær er mørke' af Jon Kalman Stefansson

 En vild roman, der bevæger sig mellem 5 generationer. Jeg havde lidt svært ved at få hold på den og har derfor været i gang med den af flere omgange. Både en af mine kollegaer og en af mine søstre var meget begejstrede, derfor blev jeg ved, men jeg må indrømme, at den havde lidt svært ved at fange mig i starten. Men her til sidst har jeg fået mere overblik - jeg opdagede bl.a. den nyttige personliste bag i bogen - og det er en fascinerende fortælling.
Historiens navnløse fortæller, der også er ramt af hukommelsestab, skriver på romanen om fem generationer på Island, mens han prøver at få hold på sit eget liv.
Gudrid, der er bondekone og gift med Gisli, skriver en afhandling om regnormen til et anerkendt tidsskrift og kommer på den måde i kontakt med præsten Peter, hvilket ændrer hendes og kommende slægtleds liv. Nogle generationer længere fremme møder vi Skuli og Hafrun, der allerede fandt sammen som børn; samt deres to sønner Haldor og Pal. Også Haldors søn Erik, der som spæd rækkes hen over spisebordet til farmor Hafrun, fylder i romanen. Familiehemmeligheder, samspillet mellem generationer, savn, længsel og musik er nøglebegreber. Et særligt rørende øjeblik opstår, da præsten Arnljot holder begravelsestalen over Hafrun, - men der er masser af store øjeblikke i denne bog, selv om den vil lidt rigeligt meget på en gang.
Det er sikkert en fordel, hvis man kan afse tid til at læse den uden for mange pauser. Den fangede mig til sidst, men var klart lidt af en udfordring for mig.

'Dit fravær er mørke' af Jon Kalman Stefánsson. Batzer & Co 2022, 569 sider.