Viser opslag med etiketten feel-good. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten feel-good. Vis alle opslag

onsdag den 17. juli 2024

'Ønskedatteren' af Anna Sundbeck Klav

 Bogen er en forløber til forfatterens forrige bog, der udkom på dansk i 2022. 'Ønskedatteren' handler om Agnetas forældre og deres liv. Ingrid er datter af et velhavende par, og da hun som helt ung forelsker sig i Gunner, der kommer fra et helt anderledes miljø, er hendes forældre ikke udelt begejstrede. Ingrid er stædig og ender med at få sin Gunner. De gifter sig i 1951, men kan deres ægteskab holde? De mange forskelle i deres baggrund og sind er vanskeligere at overkomme end de havde regnet med. Desuden bærer Ingrid på en hemmelighed, som hun aldrig har fortalt nogen. Det påvirker hendes forhold til datteren Agneta. Hyggelig svensk feel-good fortælling.

'Ønskedatteren' af Anna Sundbeck Klav. Harper Collins 2024, 265 sider

onsdag den 1. maj 2024

'Den lille bugt i Kroatien' af Julie Caplin

Maggie er kunstuddannet, men det er ikke så let at finde et job. Gennem sin veninde Nina får hun mulighed for at få et tjenerjob på en luksusyacht hen over sommeren, og hun slår til. En af gæsterne på yachten er Ninas bror Nick og hans kæreste, så hun tænker, at det ikke kan gå helt galt. Men Nick viser sig at være ret irriterende, og hans kæreste ikke mindre. Selv om Maggie er tjener, så har hun ikke lyst til at finde sig i hvad som helst. Der er dog også gode timer ombord på skibet i de smukke omgivelser, og lidt efter lidt kommer hun til at lære gæsterne bedre at kende. Og måske er Nick faktisk alligevel en sød fyr? Selv om personerne fremstår ret karikerede, så udvikler nogle af dem sig trods alt lidt undervejs og historien ender som den skal. Letlæst og underholdende ferielæsning!

'Den lille bugt i Kroatien' af Julie Caplin. Turbulenz 2024, 444 sider.

søndag den 28. april 2024

'Din og min verden' af Abby Jimenez

Alexis og Daniel lever vidt forskellige liv: Alexis er læge, ambitiøs og storbypige. Hendes forældre har store forventninger til hende, efter at hendes bror har "svigtet" familien og valgt anderledes. Daniel er tømrer, og uofficiel borgmester i en lille by. Han er 10 år yngre end hende og meget tiltrækkende, - men hun har svært ved at se ham som andet end en mand, hun kan have en kort affære med. Alexis er i klemme mellem sin ex-mand, der nægter at flytte ud af huset og insisterer på at forblive bedstevenner med hendes forældre, og Daniel må kæmpe for at bevare slægtens hus i familien og få sit liv til at hænge sammen økonomisk. På trods af deres forskellige forpligtelser, så har de imidlertid begge en følelse af at have mødt det menneske, som de gerne vil være sammen med. Kan de mon på nogen måde mødes på midten? 
Hyggelig romantisk feel-good underholdning.

'Din og min verden' af Abby Jimenez. Flamingo 2023, 376 sider

lørdag den 10. februar 2024

'Hjem til jul' af Joanna Bolouri

Romantisk feel-good jule-komedie. Emily er 38, hun har et godt job og en kæreste som hun er glad for. Hendes familie plager om, at hun skal komme hjem til jul, men hun har ikke meget lyst til at tilbringe tid sammen med dem, da begge hendes søskende er gift og alle plager hende om at finde en mand. Men måske har kæresten Robert lyst til at tage med? Desværre viser det sig, at Robert er gift i forvejen og Emily finder på at invitere sin nabo, den flotte men irriterende og lidt yngre Evan med i rollen som Robert. Og så kan forviklingerne ellers begynde.
Underholdende romantisk komedie, der dog er ret hurtigt glemt efter endt læsning.

'Hjem til jul' af Joanna Bolouri. Palatium Books 2018, 337 sider

fredag den 16. juni 2023

'Forår i Applemore' af Rachael Lucas

Beth Fraser driver et gartneri i den gamle have ved barndomshjemmet Applemore House, som hendes bror har overtaget. Beth er alene med sine tvillinger og hendes eksmand har meddelt, at han desværre ikke længere er i stand til at betale børnebidrag (!). Så Beth arbejder ekstra hårdt og prøver at finde ud af, hvordan hun kan tjene flere penge. Der er ikke rigtig tid til romantik i hendes liv, men det forhindrer hende ikke i at få følelser for den flotte fremmede, der bogstavelig talt lander i hendes blomsterbed.
Jack McDonald er kommet til Applemore for at arrangere weekender i naturen for utilpassede unge. I starten mødes han af en del skepsis fra de lokale, men lidt efter lidt accepteres han i den lille by. Selv om Jack synes godt om Beth, så har han en baggrund og en bagage med sig, der gør det svært for ham at involvere sig med et andet menneske.
Romanen er nr. 2 i serien om de fire søskende, der har arvet et forfaldent gods i det skotske højland. Den kan godt læses selvstændigt, men jeg tænker alligevel, at det er en fordel at have haft fat i nr. 1 først. Feel good; uforpligtende og afslappende læsning, der minder lidt om Jenny Colgans bøger. 

'Forår i Applemore' af Rachael Lucas. Cicero 2023, 320 sider

søndag den 14. maj 2023

'Sandheden om havets døtre' af Caroline Säfstrand

Svensk roman om to kvinder der finder sammen i et venskab på tværs af alder og miljø. Inez er en ældre forfatter, der har lagt sin karriere bag sig for nogle år siden. Da hendes nabo overraskende dør af et hjertestop, beslutter hun sig for to ting: Hun vil rydde op i sit hus og sin store bogsamling, så hendes datter ikke skal stå med det arbejde, hvis hun selv skulle falde død om, - og hun vil skrive den sidste vigtige historie ned, som hun har at fortælle. Men netop som hun er klar til at gå i gang, falder Inez og kommer til skade med sin hofte. Derfor ansætter hun Meja til at hjælpe sig. Meja er vikar i en rengøringsselskab. Hun har aldrig rigtig fundet ud af hvad hun skal  gå i gang med, og tiden er bare gået. Undervejs i arbejdet kommer Meja og Inez tættere på hinanden, selv om Inez er et reserveret og bestemt menneske. Meja må fx under ingen omstændigheder kigger i den blå mappe med Inez' nye historie, som ingen må læse. Som Inez forhold til datteren er anstrengt gælder det samme for Mejas forhold til sin mor. Nye venskaber opstår og handlingen tager et par overraskende drejninger undervejs. Den var dog lidt langsom i optrækket, men hyggelig og uforpligtende læsning.

'Sandheden om havets døtre' af Caroline Säfstrand. Alpha 2023, 400 sider

søndag den 18. december 2022

'Je m'apelle Agneta' af Emma Hamberg

Agneta nærmer sig de halvtreds, og hun er træt af sit liv. Børnene er flyttet hjemmefra og henvender sig som regel kun, når de mangler penge. Ægtemanden gennem mange år - Magnus - har fået nye interesser, som cykling og ultrasund mad, men hvem er Agneta egentlig selv - ud over at være mor og hustru? Det halvkedelige job hos Trafikstyrelsen giver ikke indhold i livet, og hun kan ikke rigtig følge Magnus i hans interesser. Faktisk så gemmer hun det hvide brød og syltetøjet for ham og synder i hemmelighed..
Men en dag læser hun en lille speciel annonce i avisen vedr. et job som au pair i Frankrig. Og inden hun ved af det, sidder hun i toget og er på vej til Provence. Den dreng, hun troede, at hun skulle passe, viser sig at være en ældre mand, - og alt er i det hele taget anderledes, end hun havde forestillet sig.
En humoristisk og hjertevarm fortælling om at ændre kurs midt i livet og om at begynde at gøre noget for sig selv efter at man i mange år primært har eksisteret for de andres skyld.  

'Je m'apelle Agneta' af Emma Hamberg. Aronsen 2022, 400 sider

lørdag den 22. oktober 2022

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav

 Agnete har lige mistet sin mand og er i chock. Ikke bare pga hans død men også fordi han kort før sin død fortalte hende, at han havde en datter, som hun ikke kendte noget til.
Sophie trænger til en pause fra sit liv, da hun pludselig får at vide, at hendes svenske far er død. De havde ikke meget kontakt i hendes voksenår, men efter en pludselig indskydelse vælger hun alligevel at tage et par feriedage i farens hjemby Môlle.
Før hun ved af det har hun lejet sig ind på et værelse hos Agnete, der ikke ved hvem hun er og kattens leg med musen kan begynde. Sophie kommer til at synes godt om Agnete, og det bliver vanskeligere og vanskeligere for hende at komme til at fortælle, hvem hun i virkeligheden er.
Feel good - afslappende læsning med lidt drama og underholdning - ikke så dårligt!

'Sommergæsten' af Anna Sundbeck Klav. HarperCollins 2022, 298 sider

søndag den 25. september 2022

' Den glemte landsby' af Lorna Cook

 Melissa er på sommerferie med sin kæreste Liam. Men Liam surfer dagen lang, og Melissa keder sig. En dag beslutter hun sig for at besøge den glemte landsby Tyneham, der netop er åbnet som et museum efter at have været afspærret, siden den blev evakueret for 75 år siden under 2. Verdenskrig. Hun bliver nysgerrig på, hvad der skete med beboerne i landsbyen, - især en kvinde på et fotografi fanger hendes opmærksomhed, og hun beslutter sig for at undersøge sagen nærmere. Undervejs får hun hjælp af  turguiden fra Tyneham og nye følelser opstår...
Bogens andet spor følger beboerne i Tynehams førende familie i de sidste par dage op til evakueringen i 1943, hvor fatale begivenheder vender op og ned på familiens liv og skæbne. Fin underholdende engelsk roman!

'Den glemte landsby' af Lorna Cook. Forlaget Zara 2022, 298 sider

søndag den 5. juni 2022

'En fransk affære' af Jenifer Bohnet

 Belinda Marshall er godt tilfreds med sit liv. Hun er mor og mormor og har et spændende job som tilsynsførende på tre hoteller i England. Men en dag beder hendes arbejdsgivere hende om at rejse til Bretagne og sætte styr på en campingplads, som de har købt. Belinda er oprindelig født i Bretagne men flyttede derfra som 17-årig, da det kom til et voldsomt brud mellem hendes forældre, og hun har ikke siden været tilbage. Nu konfronteres hun med sin mors hemmeligheder og fortielser og må ændre opfattelse af fortiden. Samtidig udvikler hun et nyt venskab og forsøger at komme overens med den vrantne campingchef.
Hyggelig, uforpligtende, afslappende sommerferielæsning.

'En fransk affære' af Jennifer Bohnet. Cicero 2022, 352 sider.