tirsdag den 29. december 2020

'Jordens salt' af Jeanine Cummins

Barsk og medrivende fortælling. Romanens åbningsscene er voldsom. Otte-årige Luca er gået på toilettet, og hans mor venter udenfor døren, da skudsalverne rammer huset. Vi befinder os i Acapulco i Mexico. Narkokartellerne har gjort byen til at farligt sted at leve og ikke mindre farligt for Lydia og hendes lille familie, idet hendes mand er journalist og ind imellem skriver kritisk om samfundsforholdene. Den dag skuddene rammer hendes mors hus, hvor de holder en familiefest for at fejre niecens fødselsdag, mister Lydia hele sin familie; alle hun kender og elsker. Rædselsslagen flygter hun sammen med sin søn. Men hvor kan de tage hen, og hvem kan de stole på? For nylig har Lydia fundet ud af at Javier, som hun har mødt i sin boghandel, og regnede for en god ven, er leder af det førende narkokartel, og nu er han den, hun frygter allermest. Undervejs møder hun vold, sult, hjælpsomhed, og forræderi. Alt vil hun gøre for at skærme Luca og få ham sikkert til El Norte.
Det er en meget velskrevet, forfærdelig og spændende historie. Forfatteren formå virkelig at sætte ansigt på det flygtende menneske, så man lever sig ind i angsten, frygten, modet og viljestyrken. Læs den!

'Jordens salt' af Jeanine Cummins. Alpha 2020, 476 sider.

søndag den 27. december 2020

'Klinten' af Jens Smærup Sørensen

Jeppe, der er midt i trediverne, har lånt sine forældres hus på Klinten for at færdiggøre en arbejdsopgave om forholdsord. En dag banker en af naboerne på hans dør. Det er Sigrid, der bor lidt længere henne af vejen. Sigrid vil holde et beboermøde for hele vejen for at samle opbakning til kystsikring af Klinten. En del af beboernes huse er nemlig i fare for at styrte i vandet, hvis ikke der gøres noget. Jeppe kan godt lide Sigrid, og han tilbyder at hjælpe hende med at få opbakning til hendes planer. I første omgang besøger Jeppe også nogle af naboerne for at invitere dem. For hvert hus, der besøges, fortælles en historie om huset beboere, og det er artige ting, der kommer frem: Misundelse, nysgerrighed, racisme, nedladenhed, arrogance, utroskab egoisme, - ja de fleste negative menneskelige egenskaber findes i dette villakvarter.
Og det er måske min primære anke mod romanen, - at det negative kommer til at fylde så meget. - Ellers er det er velskrevet roman, der kommer fint omkring mange følelser og relationer mellem en flok naboer uden dog at komme helt ind under huden på andre end måske lige hovedpersonen.

'Klinten' af Jens Smærup Sørensen. Grif 2020, 203 sider.

mandag den 21. december 2020

'Olive igen' af Elizabeth Strout

Elizabeth Strout er fantastisk! I denne herlige opfølger til "Olive Kitteridge" følger vi den pensionerede lærerinde gennem en række selvstændige fortællinger, hvor Olive er den gennemgående person. Nogle gange er hun hovedpersonen, andre gange spiller hun en mere eller mindre perifer rolle i andres liv. Handlingen foregår i den lille by Crosby i Maine på den amerikanske østkyst. Efter at Olive har mistet sin mand Henry møder hun Jack, som hun senere flytter ind hos og gifter sig med. Forholdet til sønnen Christopher, svigerdatteren og børnebørnene er anstrengt og Olives lidt kantede og meget direkte facon bringer hende tit ud i situationer, som hun fortryder eller må genoverveje sin skyldsandel i. Men der er også meget hjertevarme i Olive, som da hun som den eneste besøger en kræftsyg kvinde eller indleder et nyt sent venskab. Romanen byder også på et møde med ægteparret, der har delt huset op imellem sig, teenageren der gør rent for de ældre fruer, og en samtale mellem en ældre advokat og en kvinde, der må indse, at hendes forældres forhold måske var anderledes end hun havde troet.
Der er virkelig meget at hente i disse fine hjertevarme og indimellem barske fortællinger!

'Olive igen' af Elizabeth Strout. Gyldendal 2020, 357 sider.

søndag den 13. december 2020

'Tritonus' af Kjell Westö

Den berømte dirigent Thomas Brander har fået bygget et mindre slot i den finske skærgård, hvor han planlægger at kunne trække sig tilbage, når han behøver lidt fred og ro. Han er efterhånden sidst i 50'erne og har ikke den samme succes, som han tidligere plejede at have, - hverken med sin karriere eller med kvinderne. Branders nye nabo på skærgårdsøen er psykologen Reidar Lindell, der også spiller i et amatørband. Lindell vil gerne have Branders hjælp til at nå ind til en ung fyr i nabolaget, der er på vej i en gal retning. Brander og Lindell finder hinanden i et slags venskab, som dog ikke er helt nemt for nogle af dem at håndtere. Især er det svært for Brander, at alle kender alle i det lille lokalsamfund, og at han ikke har mulighed for at være anonym, men bliver bedt om at bidrage. - Men det er måske netop hans redning?
Det er en virkelig fin roman om et venskab mellem to mænd, der begge har fået nogle knubs i livet. Velskrevet, musikalsk og dybsindig. En klar anbefaling herfra!

'Tritonus' af Kjell Westö. Gutkind 2020, 410 sider.

søndag den 29. november 2020

'Det er de danske som flygter' af Erik Valeur og Lise Ringhof

I denne slægtsroman følges Erling Brinch gennem første del af det tyvende århundrede. Erling vokser op på Fanø. Starten af det nye århundrede er dramatisk, da Erlings lillebror Jakob drukner, imens den syv-årige Erling skulle holde øje med ham. Erling er ensom og anderledes, men ender med at knytte venskab med den vanskabte dreng Hubert fra fattiggården. Som den første i en lang slægt af sømænd vælger Erling en anden vej; han bliver student og studerer senere medicin i København. Erling har mange drømme om at rejse ud i verden og bruge sin lægelige viden der, men efter en ulykkelig forelskelse i eventyreren Kate, ender han alligevel med at slå sig ned i Vejle sammen med rigmandsdatteren Ragnhild, med hvem han får datteren Eva.
Romanen er omfattende og det store persongalleri giver et fint indblik i tiden. Erlings søster Ida, hans mor Katrine og hans københavnske venner Sivert, Høgen og Gribben giver romanen både kulør og indsigt i den aktuelle danmarkshistorie.
Det er en spændende og velfortalt slægtsroman, selv om jeg må indrømme, at jeg ind imellem blev irriteret over den vege Erling, der helt fra barndommen synes dømt til at træffe de forkerte valg - og stå stejlt på sin modvilje.

'Det er de danske som flygter' af Lise Ringhof og Erik Valeur. Gutkind, 2020, 523 sider.


lørdag den 28. november 2020

'Paradis først' af Kristina Stoltz

Efter 20 års adskillelse mødes Kristina og Marlon i USA. Han har inviteret hende til sit bryllup med Skylar, og hun beslutter sig for at tage afsted, selv om brylluppet bliver udskudt. Danske Kristina og afroamerikanske Marlon mødte hinanden som helt unge, de blev kærester og giftede sig, - men det er alt sammen så længe siden nu. Tilbage i USA husker Kristina tilbage på dagene med Marlon; hun erindrer skiftevis i jeg-form og i tredjeperson, og skifter løbende mellem nutiden og fortiden. På den måde gives et fint omend en smule usammenhængende billede af det kærlighedsforhold, Kristina husker. Som om hun indimellem forsøger at huske objektivt, men alligevel ikke kan lade være med at blive personlig. - På den måde bliver bogen mere en fortælling om at erindre end om at elske. Velskrevet, men en lidt kaotisk stil, som man lige skal vænne sig til.
Jeg er glad for at jeg i Tissot & Koch hørte min søster interviewe Kristina Stoltz om romanen, inden jeg læste den. Det gjorde den lettere at komme ind i.

'Paradis først' af Kristina Stoltz. Gutkind 2020, 169 sider

søndag den 22. november 2020

'Underjordiske timer' af Delphine de Vigan

Mathilde er projektleder i en større virksomhed i Paris. Hun har altid elsket sit job, men efter at hun på et møde udtrykte uenighed med sin chef, er hun blevet kørt fuldstændig ud på et sidespor. Den ene ydmygelse efter den anden bliver hverdag for hende. Hun inddrages ikke længere i beslutningerne, og en dag møder hun op og opdager, at hendes kontor er blevet givet til praktikanten. 
Thibault er læge i Paris og kører ofte ud for lægevagten. Han har lige gjort det forbi med en pige Lila, som han stadig elsker. Hun er imidlertid ikke i stand til at elske ham tilbage, og han orker ikke at blive ved med at forsøge at vinde hendes kærlighed.
Vi følger disse to mennesker gennem en enkelt dag i Paris; d. 20. maj. De er begge et meget sårbart sted i livet. Gennem tilbageblik får vi et fint indblik i deres liv og de begivenheder, der har bragt dem til det sted, hvor de befinder sig nu. Mathilde er alene med sine tre drenge, fordi hun mistede sin mand for en del år siden. Thibault havde en drøm om at blive kirurg, men den brast, da en ven i arrigskab smækkede en bildør over hans hånd, så han mistede tre fingre.
Skildringen af mobningen på Mathildes arbejdsplads er bogens stærkeste del, - men også dyster læsning. Selv om Delphine de Vigan skriver godt, så er denne fortælling ikke sammenhængende nok til at bringe den op mellem forfatterens bedste udgivelser.

 'Underjordiske timer' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2020, 246 sider