En selvbiografisk roman, hvor forfatteren trækker på egne erindringer. Den kvindelige jeg-fortæller beretter om sit liv fra ungdomsårene, hvor en teenage-graviditet får stor betydning, og videre gennem ægteskab, uddannelse, arbejde, børn og skilsmisse. Som en rød tråd gennem bogen følger vi hovedpersonens trang til at udtrykke sig på skrift og hendes vej fra ung ukendt forfatterspire til berømthed.
Gennem hele bogen holdes en distance til de personer, der er tættest på fortælleren, ved blot at kalde dem manden, sønnen, datteren, moren, osv.
Ca. midt i bogen skriver hovedpersonen et brev til sin mand for at afslutte deres ægteskab. Der er en linie i det brev, der især gjorde indtryk på mig. Noget om ensomhed; at hun har følt sig ensom sammen med ham, og at hun ikke kan holde ud at se frem mod de mange års ensomhed, der ville vente hende, hvis hun fortsat blev hos ham. For sådan kan livet jo også føles; ensomt selv om man er to. Og der er så mange situationer, hvor man først og fremmest er alene om sit liv. - Men på en eller anden måde er det et grundlæggende livsvilkår, og jeg synes, at det mørke måske får lidt overhånd i denne roman.
Der er mange fine betragtninger om kvindekamp og dagligdags bekymringer, men selv om sprog og handling fungerer fint, så bliver jeg hen af vejen lidt træt af den negativitet, der gennemsyrer bogen. Som om livet aldrig bare kan føles godt. Som om der på en eller anden måde altid er en sten i skoen.
'Disse øjeblikke' af Herbjørg Wassmo. Lindhardt & Ringhof 2013, 287 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar