Der er noget sært foruroligende over de fleste af novellerne i denne samling. Personerne er søgende eller manipulerende; de har på en gang brug for andre, for at kunne udleve deres egne drømme og alligevel optræder andre ofte som brikker eller statister i et spil. Sådan virker det både i "Hovedrollen", hvor den middelmådige skuespillerinde har brug for sin kusines beundring, for selv at føle sig i live og i "Blomsterbarnet", hvor Flora nærmest mest synes i live i kraft af den historie, som hun fortæller om sig selv, - og i de andres forestilling om hende. Eller i "Kunst i naturen", hvor et par ikke kan blive enige om, hvad det kunstværk, de har købt, forestiller og må have hjælp fra opsynsmanden. Noget synes at gå i stykker for flere af hovedpersonerne, når deres forestillinger punkteres eller angribes.
Velskrevne noveller med en dyster foruroligende undertone. De korteste af dem kan fint bruges til guidet fælleslæsning. Udkom på svensk i 1978.
'Dukkehuset' af Tove Jansson. Gyldendal 2020, 212 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar