'Fjern stjerne' af Roberto Bolano

Roberto Bolano (1953-2003) er en af de store latinamerikanske forfattere. Jeg har 'De vilde detektiver' stående på reolen, men har aldrig fået den læst. Denne er lidt kortere, men også ganske kompleks.
Romanen udkom på originalsproget i 1996, men en stor del af handlingen udspiller sig i starten af 1970'ernes Chile. Den unavngivne jeg-fortæller ser tilbage på sin ungdomstid i Chile, hvor han sammen med vennen Bibiano færdedes i de litterære kredse. Her traf han bl.a. søstrene Garmendia, samt den mystiske digter Ruiz-Tagle. Så kom militærkuppet og under Pinochet-styret blev Ruiz-Tagle til flyartisten Carlos Wieder; en grusom mand, der kombinerede ondskab og kunst på sin helt egen voldelige facon.
Mange år senere forsøger jeg-fortælleren fra sin bopæl i Barcelona at afdække de forskellige myter og fortællinger om Wieders kunstneriske virke, der blandt andet kom til udtryk gennem luftakrobatik og barbariske fotoudstillinger. Ethvert spor af Wieders bedrifter igennem 20 år forfølges, hvilket fører mange sidehistorier med sig og gør romanen lidt kompliceret at holde styr på. Sprogligt er den til gengæld meget autentisk, selv om de mange litterære referencer måske fylder lidt for meget.

'Fjern stjerne' af Roberto Bolano. Gyldendal 2014, 212 sider.

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad

Digte. Ung svensk digter, der er blevet omtalt som Sveriges Yahya Hassan. Hun skriver nu helt anderledes end ham, hendes digte er noget pænere, mere velfriserede og virker i det hele taget mere gennemtænkte og redigerede uden den samme barske smerte. Bortset fra den indledende tekst, så starter alle sætninger med 'Min mor sagde...', 'min far sagde...', 'min bror sagde...', 'min mormor sagde...' Det kan man så tolke lidt på, hvis man vil; alt det vores nærmeste siger, som vi påvirkes af, uanset om vi vil være ved det eller ej. - Og ofte er det modsætningsfyldt og efterlader os i et rum, hvor vi alligevel selv må træffe vore egne beslutninger og afgøre hvad vi selv vil sige og mene om en sag. Her er både stof til eftertanke og egne overvejelser.

'Vitsvit' af Athena Farrokhzad. Gyldendal 2014, 70 sider.

'Min ungdoms veninde' af Alice Munro

Noveller. Læst til læsekredsen, hvor mange ikke rigtig syntes om forfatteren. Måske fordi det er svært at holde styr på flere fortællinger af gangen i en diskussion? Personligt synes jeg, at hun skriver nogle fantastiske noveller.
I denne bog er der fokus på forskellige ting, men et hovedtema er bedrageri. I mange former. Ægteskabsbrud, bedrageriet i form af den historie man fortæller om sig selv, der ikke altid stemmer overens med virkeligheden, eller den fortælling man digter om et andet menneske. Eller næsten allerbedst i min yndlingsnovelle i denne samling; 'Billeder af is', hvor den tidligere præst bilder alle ind, at han skal til Hawai og giftes, hvilket viser sig at være løgn. Han prøver at skabe en lykkelig historie om sig selv; få sine omgivelser til at tro, at han er lykkelig, mens det i virkeligheden er noget helt andet, der fylder i hans liv.
Flere af novellerne handler om kvinder og kvinders udvikling. Om det øjeblik i livet, hvor du træffer en beslutning, der viser sig at være afgørende, selv om det måske ikke virker sådan lige på det tidspunkt..
Munros måde at skrive på sætter i det hele taget menneskelige relationer i centrum og viser på en humoristisk lidt tør måde, at ikke alt er, hvad det ser ud til at være.

D. 18. oktober læser jeg højt fra Alice Munros forfatterskab på biblioteket i Nykøbing F. Alle er velkomne!

Min ungdoms veninde' af Alice Munro. Gyldendal 1993, 178 sider.

'Yahya Hassan' af Yahya Hassan

En af sidste års mest omtalte udgivelser. Ja, jeg ved ikke om man kan kalde denne bog for en digtsamling. Den er mere som et langt rablende stykke tekst, som et skrig; skrevet med store bogstaver hele vejen igennem. Egentligt havde jeg fravalgt den efter de første 5 sider for et stykke tid siden. Så faldt jeg over den igen, hos en veninde, hvor jeg skulle overnatte og ikke havde fået nok læsestof med. Og ja, det er ikke lige min favoritlitteratur. Emmende af trøstesløshed, håbløshed, overgreb og svigt, vold for alle pengene. Det slangsprog der især præger sidste halvdel af bogen bliver også trættende i længden. Men ud over det, så gør den jo alligevel noget, som meget god litteratur også gør: Sætter fokus på et alvorligt samfundsproblem.

'Yahya Hassan' af Yahya Hassan. Gyldendal 2013, 169 sider.

'Bønner for de bortførte' af Jennifer Clement

Ladydi er født og opvokset på et bjerg i Mexico, som alle - inklusiv hendes far- på et eller andet tidspunkt flygter fra. Ikke så mærkeligt, når man bor et sted, hvor helikopterpiloterne kaster gift ud over befolkningen, fordi de ikke har modet til at flyve videre til valmuemarkerne. De tilbageværende kvinder og børn graver huller til deres døtre, som de kan skjule sig i, når de store firhjulstrækkere kommer susende på jagt efter unge kvinder, der kan bortføres. De mindste piger klædes ud som drenge, mærkeligt nok bliver der officielt kun født drenge på det bjerg...
Ladydis mor er vred, ulykkelig og tit halvfuld. Måske hænger det sammen med at far er rejst, og at Ladydis bedste veninde Maria i virkeligheden viser sig at være hendes halvsøster? Da Ladydi får chancen, rejser også hun til storbyen. Men livet som ung voksen er ikke alting så nemt; hun oplever både mord, kærlighed og et mexicansk kvindefængsel indefra. Her viser hendes mor sig dog fra den handlekraftige side.
Det er en gribende historie, fortalt i en underfundig humoristisk tone, der tager brodden af det alvorlige emne uden at negligere det. - Om de forfærdelige forhold, som mexicanske piger og kvinder lever under, mens deres mænd for manges vedkommende søger mod det forjættede USA.

'Bønner for de bortførte' af  Jennifer Clement. Hr. Ferdinand 2014, 260 sider.

'Marias testamente' af Colm Tóibín

Den aldrende jomfru Maria bor i et hus sammen med nogle mænd, der både passer på hende, men som hun også opfatter som sine vogtere. De vil have hende til at fortælle om sin søn Jesus, men i virkeligheden har de kun brug for en redigeret version af Marias fortælling, en version de kan bruge i den religion, de er ved at bygge op. De ønsker således ikke, at alt hvad hun har at fortælle, skal komme frem. Maria ser tilbage på sit liv med sønnen Jesus, beskriver frustrationen, savnet og skyldfølelsen. Hun fortæller her sin egen uredigerede beretning om livet med ham, hans død og tiden efter ham.
Det er et alternativt bud på historien, der ikke lægger sig op af biblens version, snarere tværtimod. En form som også Marianne Frederiksson og senest Jose Saramago har brugt i deres romaner.

'Marias testamente' af Colm Tóibín. Tiderne Skifter 2013, 118 sider.

'Mod kunsten' af Tomas Espedal

I denne lille bog skriver Tomas Espedal om sorg og identitet på en meget fin og poetisk måde. Som i flere af hans andre bøger bygger han på det selvbiografiske: I april mister han sin mor og i september dør også hans eks-kone. Som han formulerer det: 'Vi har det tilfælles min datter og jeg, at vi begge har mistet vore mødre'. Nu er han flyttet ind i huset på Askøy, hvor han prøver at udfylde både en mors og en fars plads overfor sin datter, alt imens han forsøger at bearbejde sin egen sorg og finde et nyt ståsted i livet. Det gør han især ved at skrive. For at forstå sin mor og hendes liv går han tilbage i tiden og fortæller om bedsteforældrene, om begge forældres barndom, deres møde og forhold. I glimt veksles mellem nutidens hverdagsoplevelser og disse billeder fra fortiden. Desuden beskriver han dele af sin egen ungdom, kollegietiden i Rødovre og vejen mod forfatterlivet.
Smukt, poetisk og reflekterende skrevet, men hvis man søger det store handlingsplot, så er det ikke her man skal læse videre.

'Mod kunsten' af Tomas Espedal. Batzer & CO 2010, 157 sider.