Romanens navnløse jeg-fortæller vandrer omkring i Oslos gader i slutningen af 1800-tallet og sulter. Handlingen i denne klassiker er velkendt og behøver måske ikke nærmere præsentation. Det slår mig ved denne læsning at stilen minder meget om Dostojevskijs; det samme flow hvor man følger hovedpersonens tankespin, hans skøre påfund, hans selvhævdelse. Han forsøger i sin elendighed at være et godt menneske, samtidig med at han svigter og bedrager. Og når han endelig kommer til penge, så handler han så uforsigtigt med dem, at man bliver fortvivlet på hans vegne. Eller er der noget storladent i at forære sine sidste penge væk, når man ikke selv har spist i flere dage? Forholdet til den unge kvinde virker højst usædvanligt på den tid, eller måske bare usædvanligt beskrevet i litteraturen, ligesom fremstillingen af hans sidste bolig og beboerne der er voldsomt. Glæder mig til at tale med min læseklub om romanen.
Sult' af Knut Hamsun. Gyldendal 2013, 202 sider. (Forord af Kim Leine, originaludgave 1890)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar