onsdag den 15. juli 2026

'Aldrig mere som før' af Louise Dalgaard

 Anna og Jesper har været gift i 18 år og har sammen en næsten voksen datter. Anna keder sig i sit ægteskab, og da hun en dag løber ind i sin ungdomskæreste Frederik vækkes nogle følelser, som hun for længst havde afskrevet. Begær og forelskelse får hende til at gå over stregen og indlede et forhold til Frederik. Men der var jo en grund til at det ikke gik med Frederik i sin tid, og den gamle tvivl dukker op: Har Frederik virkelig forandret sig? Kan hun stole på ham? Og hvad skal hun sige til Jesper og sin datter?
Letlæst underholdende dansk kærlighedshistorie.

'Aldrig mere som før' af Louise Dalgaard. Lindhardt & Ringhof 2026, 237 sider.

tirsdag den 14. juli 2026

'Skyggen af Gry' af Viggo Bjerring

 Hvad ville der ske, hvis der fandtes et menneske, der kunne se ind i fremtiden? Den idé tager denne romans forfatter til sig. Gry opsøger psykologen Alex. Hun er begyndt at få fremtidssyn, som hun kalder det; blik ind i fremtiden, der viser hende, hvad der vil ske. 
Alex, der fortæller størstedelen af bogens handling, er først skeptisk. Han mener, at Gry prøver at narre ham på en eller anden måde, selv om han ikke helt kan finde ud af hvordan og hvorfor. Den ultimative test er, da han tager sin klient med på kasino og vinder en større formue med hendes hjælp. Yep, Alex er faktisk heller ikke selv helt fin i kanten. Han scorer lidt for højt på psykopati-skalaen og manipulerer gerne med sine omgivelser, så de passer ind i hans egen fortælling. Han plejer at sætte en streg, hver gang han føler empati overfor en klient, men nu sker der noget nyt for ham: Langsomt men sikkert kommer Gry til at fylde mere og mere i hans bevidsthed og han føler en ægte trang til at hjælpe hende. Det får Alex til at forlade både job og kæreste og bringer de to ud på et længere roadtrip. - Og så skal jeg ikke afsløre mere fra bogens handling. Kun tilføje at det var en roman, jeg havde svært ved at lægge fra mig. Velfortalt og medrivende.
Jeg har fået bogen som et anmeldereksemplar; tak til forlaget.

'Skyggen af Gry' af Viggo Bjerring. Ekbátana 2026, 319 sider

fredag den 3. juli 2026

'Tid finder sted' af Iselin Hermann

 'Tid finder sted' - en fed titel! Og en fin novellesamling. Forfatteren går ind i forskellige tider og steder i sit liv og skriver derfra; eller sådan føles det i hvert fald. Barndommens tid med en endeløs regnfuld sommer, - som forvandles til en russisk uge, og oplevelser fra andre steder i verden som ung og voksen. En ung mand i Damaskus, der får forfatteren til at følge med hjem til sin familie, der har brug for hjælp, en stemningsfuld skov på Sjælland og en tom lejlighed i København. Det er sanseligt og velskrevet, og de fleste af novellerne vil være velegnede til guidet fælleslæsning. Jeg har fx brugt 'Russisk uge', der fungerede fint.

'Tid finder sted' af Iselin C. Hermann. Jensen & Dalgaard 2025, 144 sider.

torsdag den 2. juli 2026

'Tobakspigerne 1 - I krig og fred' af Lizzie Lane

 I denne roman møder vi tre meget forskellige piger, der har det til fælles, at de alle arbejder på en tobaksfabrik i Bristol i sommeren 1939. Bridget er interesseret i historie og kommer fra et varmt irsk hjem med mange søskende og få penge. Phyllis bor alene med sin mor og har forlovet sig med en konservativ og gammeldags mand. Alligevel har hun en drøm om at komme til at arbejde på kontor. Maisie er den yngste af de tre og også den mest udsatte. Hendes fordrukne far har skumle planer med hende, og hendes mor kan intet gøre. Hun må aflevere sin løn derhjemme, kun for at se sin far drikke pengene op. 
Sommeren går og pigerne finder sammen i et slags venskab, de forelsker sig og bliver svigtede, mens krigen nærmer sig.
Jeg var godt underholdt på den lidt overfladiske måde, men følte ikke rigtig at jeg kom ind under huden på personerne. Måske fordi der er endnu to bøger i serien? 

'Tobakspigerne 1 - I krig og kærlighed' af Lizzie Lane. Forlaget Fioranello 2025, 250 sider.