Viser opslag med etiketten længsel. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten længsel. Vis alle opslag

søndag den 8. december 2024

'En aften i december' af Delphine de Vigan

 Matthieu Brin er midt i fyrrerne, succesfuld forfatter, gift med Elise og far til Paul og Louis. Han modtager jævnligt fanbreve, men en dag kommer der et brev fra en kvinde, som han engang havde et forhold til. Sara skriver og hensætter forfatteren i en helt speciel tilstand. Hun inspirerer ham til at skrive, men vækker også et savn, en længsel og et begær i ham, som han har svært ved at kontrollere. Det skaber afstand til kone og børn og bringer ham helt ud på randen af at miste sig selv. Fin psykologisk roman, men ikke den bedste jeg har læst af forfatteren
Bogen kom oprindeligt på fransk i 2005, men er først nu oversat til dansk.

'En aften i december' af Delphine de Vigan. Peoples Press 2024, 182 sider.

søndag den 14. januar 2024

'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' af Ditte Holm Bro

Valborg og Johanne er husmødre og svigerinder i en mindre provinsby i 1950'erne. Selve byen og dens omgivelser spiller ikke nogen stor rolle; det gør derimod de to kvinders hverdagsliv, som det udspiller sig på en enkelt dag; d. 22. december 1958. Vi befinder os i en tid, hvor kvinderne stadig gik hjemme, hvor deres rolle primært bestod i at holde hus og varte op. Både Johanne og Valborg tager livtag med den rolle: Ligusterhækkene, tanken om de andre kvinder i de andre huse, ensomheden i at gå og lave det samme, tåle de andres fordømmende blik uden for alvor at kunne være noget for hinanden. Det kvælende i ikke at føle sig i stand til at være sig selv. Især Valborg har svært ved at overskue, hvordan hun skal klare at leve sit liv i disse rammer. Hun lader en af sine sønner vokse op hos svigerinden, der selv har problemer med at blive gravid, hvilket både skaber et særligt bånd, en afhængighed og en angst mellem de to kvinder. Drømmen om det, der kunne være blevet, er diffus og uklar, men stadig nærværende.
Det er en velskrevet og interessant roman. Ditte Bro Holm kan noget helt særligt med sproget og persontegningerne.

'Hver gang du trækker vejret, indånder du støvet fra vores knogler' af Ditte Holm Bro. Lindhardt & Ringhof 2023, 235 sider.

søndag den 16. januar 2022

'Byen i skyerne' af Anthony Doerr

I 1400-tallets Konstantinopel vokser Anna og hendes søster Maria op i et hus, hvor alle kvinderne broderer smukke kåber til kirkens folk. Anna finder en gammel bog og fascineres af den oldgræske fortælling om Aithon, der forvandles til først et æsel og siden en fisk og en krage i sin søgen efter Byen i skyerne. 
Uden for Konstantinopels mure nærmer sultanens hær sig og sammen med den drengen Omeir og hans oksespand Månestråle og Træ.
500 år senere i Midvesten møder vi Zeno, der mister sin far under 2. Verdenskrig og vokser op hos farens kæreste. Som ung deltager Zeno selv i Korea-krigen, hvor han møder sit livs kærlighed.
Nogle årtier senere ser den meget sensitive dreng Seymor, hvordan byggefirmaer ødelægger naturen og dyrenes levesteder omkring hans hjemby.
Og et sted ude i fremtiden sidder Konstance ombord på rumskibet Argos og nedskriver historien om Aithon på små sedler. 
Gennem hele bogen følges også begivenhederne på Lakeport Bibliotek d. 20. februar 2020, hvor Seymor åbner døren til biblioteket med en bombe i sin taske. I bibliotekets børneafdeling er en aldrende Zeno i gang med at øve et teaterstykke om "Byen i skyerne" sammen med fem børn fra den lokale skole.
Romanen skifter en del i tid/sted og personer og den er svær at lægge fra sig. Spændingen bygges langsomt op, og i starten er det lidt svært at se sammenhængen mellem de mange begivenheder, men alle trådene samles flot til sidst. Den er for tyk til læsekredse, men en storslået og medrivende læseoplevelse, der kommer vidt omkring. Jeg havde en god oplevelse!

'Byen i skyerne' af Anthony Doerr. Politikens Forlag 2021, 665 sider

fredag den 8. maj 2020

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert

Ens superfin og dejlig novellesamling af norske Marie Aubert. Tematisk handler novellerne ofte om at længes efter noget, som man måske ikke kan få. Eller som man alligevel ikke vil have, når man har fået det. I et lavmælt og præcist sprog beskrives afgørende situationer i menneskers liv. Mennesker der står lige der, hvor det vigtige valg træffes:
En kvinde lyver sig gravid for at få sin elskede til at forlade sin familie, en anden har selv forladt sin mand, men fortryder, da den nye elskede ikke er så opmærksom overfor hendes barn, som hun kunne ønske det. En savner sin bedste veninde, - og gør deres indbyrdes relation endnu mere umulig, mens en fraskilt mand slår sin datter og indgår en hemmelig alliance med hende bagefter. Et par er i færd med at adoptere, men manden fortryder undervejs. Det er novellekunst, når det er bedst: Vedkommende og velskrevet!

'Må jeg komme med dig hjem' af Marie Aubert. Lindhardt og Ringhof 2020, 135 sider 


torsdag den 22. november 2012

'1Q84 Bog 3' af Haruki Murakami

Så blev det endelig min tur til at få læst afslutningen på Murakamis trilogi. Den tredje bog i serien fortælles skiftevis af Tengo, Aomame og privatdetektiven Ushikawa. Tengo våger ved sin døende fars seng og Aomame holder fra sit skjul i lejligheden hver aften udkig med legepladsen i håb om, at han skal dukke op der. Ushikawa skal egentligt finde Aomame, men pga. mangel på spor overvåger han i stedet Tengo. Så alle leder efter nogen, og måske bliver det lige en anelse for langt, især fordi Aomame i det meste af bogen befinder sig i lejligheden, hvor hun træner, spiser sundt og holder øje med legepladsen. Men det er stadig medrivende og godt skrevet. En bog om ensomhed, kærlighed og søgen efter samhørighed med et andet menneske.

'1Q84 Bog 3' af Haruki Murakami. Klim 2012, 451 sider.

lørdag den 25. april 2009

'Naturlige fjender' af Lone Hørslev

En blanding af Helle Helle og Jacob Berner Moe - og så alligevel helt sin egen. Romanen handler om de skæve eksistenser i provinsen; i landsbyen Vejby.
Lars er tilflytter, han har fået arbejde på kroen, hvor han møder dyrlægen Inger-Mai, der synes at være på flugt fra noget, - virkeligheden måske? Det er, som om personerne alle på en eller anden måde længes efter noget andet end det de har, kærlighed, spænding, eller måske bare at der skal ske et eller andet...
I baggrunden befinder den døde Anker og hans hus sig hele tiden, som en påmindelse om, at alt og intet alligevel ændrer sig...