'Samme flod to gange: Putins krig mod kvinder' af Sofi Oksanen

Bag den flotte forside gemmer sig en markant og væsentlig bog. Jeg er fuld af beundring for den finsk-estiske forfatter Sofi Oksanen, der på trods af personlig forfølgelse, stædigt holder fast i at bevidne, nedskrive og dokumentere Ruslands fremfærd i Ukraine.
Det er voldsomt, og indimellem har man virkelig lyst til at lægge bogen fra sig. Man ønsker ikke at tro på eller høre om de voldsomme overgreb, som civile oplever i krigen. Men forfatteren har ret når hun insisterer på ikke at vende blikket væk fra det forfærdelige: Det mindste, man kan gøre, er at give ofrene en stemme og lade dem blive hørt.
I bogen argumenter Oksanen for, at Rusland bruger den gamle drejebog fra Sovjettiden i deres angreb på Ukraine. Værktøjer som historieforfalskning, indoktrinering, afhøringer, tortur, voldtægt og deportationer tages nu i brug i erobrede områder af Ukraine, som de tidligere blev brugt til at kontrollere og lukke munden på modstandere i de besatte lande i Baltikum og Østeuropa.
Forfatteren spørger samtidig kritisk ind til, hvorfor vi i Vesten aldrig har forholdt os til Rusland som en kolonimagt, når vi nu har taget et kritisk opgør med vores egen tid som kolonimagt?
Voldtægterne og den seksuelle vold fremhæves som særligt nedgørende og skamfuldt. Det er overgreb, der sætter sig spor hos de berørte i flere generationer. Her trækker Oksanen på sin egen familiehistorie i form af en grandtante, der efter forhør og overgreb holdt helt op med at tale og aldrig fandt sit eget sprog igen.
De fleste kender nok Sofi Oksanen som en prisvindende skønlitterær forfatter, men i denne bog har hun kastet sig over et helt andet område. Det er et barskt emne, men sørgeligt relevant og aktuelt. Velskrevet og veldokumenteret.

'Samme flod to gange: Putins krig mod kvinder' af Sofi Oksanen. Lindhardt og Ringhof 2024, 255 sider

'Fortielsen' af Marijke Schermer

Emilia har det hele; en kærlig mand i Bruch, et karrierejob og to små sønner. Men en aften i teateret har hun en oplevelse, der åbner døren ind til et rum, hun i alt for lang tid har holdt lukket og låst.
For tolv år siden blev Emilia overfaldet, voldtaget og gennembanket. Hun havde dengang lige mødt Bruch og var forelsket, men overfaldet gjorde, at hun fuldstændig afbrød kontakten til ham. Efter 3 måneder opsøger hun ham dog igen, men fortier, hvad der er sket hende. Hun vil tage kontrollen over sit liv tilbage, ikke opfattes som et offer, og hun er bange for at den oplevelse altid vil stå imellem dem. Med tiden fortrænger hun mere og mere, hvad der er sket, - og det bliver også sværere og sværere for hende at få lejlighed til at tale om det.
Et voldsomt regnvejr truer nu med at oversvømme deres hus, der ligger uden for diget - helt symbolsk! Børnene må evakueres og Bruch kæmper for at redde huset fra vandmasserne, mens Emilia stivner og bliver mere og mere handlingslammet.  Hun forsøger sig med gamle strategier, der ikke virker, leger med tanken om endelig at fortælle alt, - eller modsat - at flygte fra det hele.
Det er en meget velskrevet barsk psykologisk fortælling om en kvinde, der nægter at se sig selv som et offer. Men nytter det noget, - når man nu faktisk var et offer? - Og hvad betyder det for et kærlighedsforhold, hvis man fortier og skjuler den mest smertelige oplevelse, man nogensinde har haft?
Med en overraskende tankevækkende slutning, der giver læseren et helt nyt syn på det med fortielser... - Kan anbefales!

'Fortielsen' af Marijke Schermer. Grif  2019, 182 sider.