Elizabeth Strout er en virkelig fin fortæller! Hun forstår at sætte fokus på de små detaljer, der gør den helt store forskel i relationer mellem mennesker
I denne roman møder vi Bob Burgess, der er tidligere forsvarsadvokat i den lille by Crosby i Maine. Han er venner med Lucy, som er forfatter og tilflytter til den lille by, hvor også den 90-årige Olive Kitteridge bor. Lucy og Bob er begge midt i tresserne og nyder deres gåture og fortrolige samtaler om stort og småt.
Lucy bor sammen med sin eks-mand William og Bobs kone Margaret er præst. Men hos hinanden finder de et andet frirum til at være sig selv.
Bobs bror Jim mister sin kone og får brug for hans støtte. Bob holdt meget af sin svigerinde Helen, men forholdet til broren Jim har altid været lidt kompliceret. Bob har i mange år haft skyldfølelse i forbindelse med den ulykke, der dræbte hans far. Måske derfor indvilliger han i at tage sagen, da en isoleret og ensom mand i det lille samfund anklages for drabet på sin mor.
Gennem Bob kommer Lucy i forbindelse med Olive Kitteridge, og de begynder at fortælle hinanden historier. Forfatterskabet knyttes således sammen på en virkelig fin måde. Relationer ændres men kærligheden og tilgivelsen forbliver det vigtigste!
En meget anbefalelsesværdig bog! Man behøver ikke have læst de andre bøger om Lucy Barton og Olive Kitteridge for at følge med her; selv om de også er vældig gode.
'Fortæl mig alt' af Elizabeth Strout. Batzer & Co. 2026, 373 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar