Viser opslag med etiketten køn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten køn. Vis alle opslag

tirsdag den 3. december 2024

'Den utålmodige feminist' af Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen

De otte store spørgsmål, som kvinderne bag denne bog forsøger at besvare, er følgende:

  • Er kvinder og mænd forskellige?
  • Behandler vi kvinder og mænd forskelligt?
  • Skal kvinder bare tage sig sammen?
  • Er kvinder mindre værd?
  • Er verden lavet til mænd?
  • Er mænd privilegerede?
  • Kan ord diskriminere?
  • Lærer vi børn at være piger og drenge?

Bogen har en fin opbygning og går til spørgsmålene med nysgerrighed og åbenhed. De spørgsmål og argumenter/modargumenter, som vi alle har hørt (eller selv gentaget) til ukendelighed tages op, og der argumenteres grundigt. Der gives svar på tiltale og gode fif til svar på de mest gængse fordomme om køn. Desuden er der en fin liste til videre læsning/lytning bagerst i bogen, som giver god inspiration til videre læsning. Kan anbefales!

'Den utålmodige feminist: 8 store spørgsmål og svar om køn og ligestilling' af Rikke Kristine Østergaard og Naja Lind Rasmussen. Forlaget Karrierekvinder 2022, 217 sider

søndag den 19. marts 2023

'Hvis jeg var mand' af Geir Gulliksen

En fin samling af essays om maskulinitet og det at være mand. En rolle som forfatteren har svært ved at identificere sig med, - ja faktisk som ung følte decideret uvilje imod. De eksempler på det mandlige, som han blev præsenteret for, var ikke noget, som han selv havde lyst til at efterleve. For hvordan kan man identificere sig med den voldsudøvende? Og hvorfor bliver det fx regnet for umandigt at sidde ned og tisse? Og er maskuliniteten virkelig så skrøbelig, at en mand ikke kan gå ud i regnen med en lille rød paraply? Forfatteren fortæller også om hvordan han i sin søgen efter rollemodeller i forhold til det at blive far vendte sig mod Trille og hendes beskrivelse af moderskabet. - Og hvilken betydning feminismen i det hele taget har haft for hans liv. og udvikling som mand. Fine og humoristiske, selvkritiske betragtninger om maskulinitet i en moderne verden.

'Hvis jeg var mand' af Geir Gulliksen. Gutkind 2023, 189 sider.

tirsdag den 14. februar 2023

'Hændelsen' af Annie Ernaux

Som 23-årig fransk studerende bliver Annie Ernaux i 1963 gravid og får foretaget en ulovlig abort. I denne roman ser hun tilbage og forsøger at beskrive det, der skete fra det øjeblik, hvor det gik op for hende at hun måske var gravid og til indgrebet var foretaget. Hun konsulterer gamle dagbogsnotater og forsøger at genkalde sig følelser, samtaler og reaktioner fra omverdenen. at fortælle det til forældrene eller på nogen måde involvere dem er naturligvis udelukket. En mandlig ven foreslår ligefrem, at de kan tage en hurtig omgang i køkkenet, imens hans kæreste sover - underforstået nu er skaden sket, og hun har vist at hun er seksuelt aktiv og dermed tilgængelig?! Der er ikke megen hjælp at hente fra den fyr, der er far til barnet, men til sidst lykkes det for den unge Annie at få en adresse til en kvinde i et dårligere kvarter af byen, der kan hjælpe hende.
Forfatteren har gentagne gange kredset om "hændelsen" men aldrig turdet eller kunnet sætte ord på det, der skete. - Det er stærk og barsk læsning. Der både handler om køn, men også om klasse, krop og det at nedskrive eller formulere oplevelser på skrift.

'Hændelsen' af Annie Ernaux. Gads Forlag 2021, 108 sider

onsdag den 16. november 2022

'Samling' af Natasha Brown

Den kvindelige hovedperson og fortæller i denne lille fine roman er ung, sort og succesfuld. Hun har gjort alt efter bogen; taget en god uddannelse, forfulgt en lovende karriere, købt de rigtige ting - fx en lejlighed i det rigtige kvarter. Hendes kæreste er ud af en gammel britisk overklassefamilie, og i denne weekend skal parret sammen til havefest hos dem. Men et eller andet er galt. Vores hovedperson har fået en dyster besked og måske bliver hendes fremtid ikke som hun har drømt om. Det får hende til at overveje om hun er gået for meget på kompromis med sig selv og om det mon er tid til at holde op med det. For hvem er hun, når alt det ydre skælles bort?
En lille perle af en roman, der især handler om at være fanget i kulturelle forventninger. Alt det som en bestemt kulturs normer presser ned over hovedet på den enkelte: At være sort, at være kvinde, at være kæreste med en rig mand, at gøre karriere... 

'Samling' af Natasha Brown. Gyldendal 2022, 128 sider

tirsdag den 4. maj 2021

'Rosarium' af Charlotte Weitze

Charlotte Weitzes nye roman er lidt af en mundfuld. Velskrevet og fascinerende, men også nogle steder lidt svær at følge og forstå. Gennem hundrede års slægtshistorie følger vi en speciel familie, der lidt efter lidt forvandler sig til væsner, der kan leve mere i pagt med naturen.
I første del må Bror og Søster flygte ud i skoven sammen med deres forældre; man forstår at en krig tvinger dem. Mens forældrene forsvinder, overlever Bror og Søster, ensomme og i pagt med skoven. Som en slags moderne Adam og Eva skaber de et nyt liv, der er mere i overensstemmelse med skoven end dem selv.
I bogens anden del følger vi Johannes, der forvandler sig til Johanne og efter en ekspedition til Sydamerika kommer til Zarskoven, hvor han møder Esther og en flok nonner, der lever af sollys. Den grønne Esther, der også har desperat brug for lyset, bliver Johannes skæbne og mor til Viola og Lilly. 
I bogens sidste del følger vi Johannes barnebarn Marie og oldebarnet Fine, og historien flyttes til det moderne USA, - og lidt ind i fremtiden. En vildtvoksende rose, der tager magten fra sine omgivelser, går som en rød tråd igennem hele romanen og skiftevis skræmmer og fascinerer.
Det var spændende at høre Charlotte Weitze fortælle om romanen på biblioteket i Nykøbing F. og se hendes ørkenrose folde sig ud..

'Rosarium' af Charlotte Weitze. Gutkind 2021, 414 sider.

tirsdag den 23. maj 2017

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie

En gang imellem falder man over en udgivelse, som udover at være velskrevet, bare er vigtig. Sådan en bog er Adichies lille uanseelige 'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter'. Jeg har aldrig betegnet mig selv som feminist, men Adichie beskriver feminismen som noget, det er meget svært at være uenig i. Selvfølgelig er jeg et menneske, der tror på social, politisk og økonomisk lighed mellem kønnene. Eller det vil sige; et menneske der ønsker, at vi som samfund kan opnå det. For det er jo ikke sådan, det er, vel?
Vi er alle fanget af kultur og traditioner. - Og vi burde alle være bedre til at kæmpe for at ændre den ulighed der er. Det starter derhjemme, - med hvordan vi opdrager vores børn. I denne bog skriver Adichie til en veninde, der lige er blevet mor, og har ønsket en vejledning i at opdrage sit barn feministisk. - Og selv om bogen er skrevet med udgangspunkt i en nigeriansk virkelighed, så er der mange gode råd at hente.
Giv den til alle de nybagte forældre, du kender!

'Brev til en nybagt forælder: Et feministisk manifest i femten punkter' af Chimamanda Ngozi Adichie. Gyldendal 2017, 94 sider.