Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten New York. Vis alle opslag

fredag den 20. september 2024

'Høflighedens forskrifter' af Amor Towles

Endnu engang bekræfter Amor Towles at han må være en af mine amerikanske yndlingsforfattere i øjeblikket! Denne roman er hans debutroman, der kom i USA i 2011, men som først nu er oversat til dansk. Der er noget "Great Gatsby" over den.
Nytårsaften 1937 i New York: 25-årige Katherine Kontest fejrer aftenen med sin veninde Eve Ross. Det bliver den aften, hvor de møder Tinker Grey. Et møde der får afgørende betydning og indflydelse på hvordan 1938 kommer til at forme sig for Katherine. Begge pigerne synes godt om den unge mand, men Tinker har især et godt øje til Katherine. Blot en uge efter deres møde kører han galt med de to unge damer i bilen. Eve bliver kvæstet, Tinker føler sig ansvarlig for hende og lader hende flytte ind i sin lejlighed, så han kan tage sig af hende. Det ændrer dynamikken mellem de tre.
Vi følger Katherine gennem 1938 i New York; gennem venskaber, karriereskift, fester og romancer. Der er noget 'Great Gatsby' over romanen: Det er et fejende flot portræt af et New York, der er kommet ud af depressionen og en fin generationsroman. Hvis jeg kunne skrive, ville det være sådan her, jeg drømte om at skrive. En smule distance til sine hovedpersoner, men med en stor indsigt. Man får lyst til at læse Charles Dickens og Henry Thoreau, som der flittigt citeres fra. Titlen hentyder til 110 forskrifter som Dickens skrev i forhold til høflig optræden.
En stor anbefaling herfra!

'Høflighedens forskrifter' af Amor Towles. Politikens Forlag 2024, 398 sider

mandag den 5. februar 2018

'Lyset vi mistede' af Jill Santopolo

En rigtig kærlighedshistorie, der fortælles af Lucy, der gennem hele bogen henvender sig direkte til Gabe; ungdommens store kærlighed. Gabe og Lucy mødes på universitetet d. 11. september 2001, den dag, hvor tvillingtårnene falder. De føler sig meget tiltrukket af hinanden, men bliver dog først kærester senere. På trods af de store følelser vælger de hver især deres karriere over hinanden: Gabe rejser ud for at forfølge drømmen om at blive dokumentarfotograf og ændre verden, mens Lucy bliver i New York og arbejder med udvikling af fjernesynsprogrammer for børn. Efter en periode med stor kærestesorg møder Lucy Darren, som hun gifter sig med. Darren gør hende glad og elsker hende højt. Han er som dagligdagens pejseild, hvor forholdet til Gabe snarere kan betegnes som en stormende skovbrand. Men Gabe bliver ved med at spøge i kulissen. Ind imellem har de kontakt, enkelte gange ses de i New York, og Lucy har svært ved at få ham ud af hovedet. Traf hun det rigtige valg dengang? Var han i virkeligheden hendes store kærlighed?
En til tider lidt amerikansk, men alligevel virkelig godt fortalt og medrivende kærlighedshistorie af de bedre!

'Lyset vi mistede' af Jill Santopolo. Lindhardt & Ringhof 2017, 351 sider

lørdag den 27. januar 2018

'Manhattan Beach' af Jennifer Egan

Anna Kerrigan arbejder på Brooklyn Orlogsværft med at samle og kontrollere maskineri til den amerikanske krigsmaskine under 2. verdenskrig. I sine pauser beundrer hun de dykkere, som hun kan se fra sit vindue og ønsker at kunne gøre det samme som dem. Anna er en stædig pige, der ikke vil opgive sin kamp for at få lov til at arbejde med det hun brænder for, - men en kvindelig dykker i 1942? - Det er der endnu ikke nogen, der har hørt om!
Annas far Eddie har været sporløst forsvundet i flere år. Inden han forsvandt var Anna som barn ofte med ham på forretningsbesøg. I den forbindelse traf hun natklubejeren Mr. Styles, og hun har altid siden haft en fornemmelse af, at han måske har noget at gøre med farens forsvinden. Da hun nu møder Mr. Styles igen, indleder hun et forhold til ham, for måske på den måde at få klarhed over, hvad der skete med hendes far. - Men Mr. Styles har tætte forbindelser til New Yorks kriminelle underverden, og det er ikke ufarligt at blande sig i hans aktiviteter..
Sprogligt virker romanen lidt kringlet indimellem, men plottet er godt og historien interessant, - og så kan man bære over med meget. Så alt i alt en spændende læseoplevelse, der både giver et fint portræt af forholdet mellem far og datter samt et godt tidsbillede af New York under krigen, hvor kvinderne på mange måder tog magten på hjemmefronten, - i hvert fald for et stykke tid.

'Manhattan Beach' af Jennifer Egan. KLIM 2017, 388 sider.

torsdag den 18. august 2016

New York noveller' af Jonas Gülstorff

Alle novellerne har New York som omdrejningspunkt og danskere som hovedpersoner. De fleste af hovedpersonerne kæmper for at få succes, ofte i forbindelse med arbejde. Vi møder bl.a. receptionisten, kokken, gadekunstneren, ejendomsmægleren og modellen. Selve novellerne giver et fint billede af det krævende liv som dansker i en amerikansk storby, og de fleste har også et overraskende tvist til sidst, der virker fint. De kunne måske godt have brugt en grundig redigering, og flere steder vil man som læser gerne lidt mere ind bag facaden.

'New York noveller' af Jonas Gülstorff. Books on Demand 2016, 195 sider.

onsdag den 10. september 2008

'det modsatte af kærlighed' af Julie Buxbaum

Emily elsker Andrew, alligevel slår hun op med ham, da hun fornemmer at han nærmer sig et frieri. Hvorfor? - Hun er selvfølgelig bange for kærligheden, bange for at miste; som alle er det og ønsker den magt der følger med at være den der går. Bortset fra det, så er denne bog lidt mere end en banal kærlighedshistorie, - men også kun lidt... Den handler også om at finde sig selv, om at miste, men alligevel turde holde af. Emilys forhold til den travle far og den aldrende farfar fylder mindst lige så meget i bogen, som forholdet til Andrew. Uden at have læst ret meget andet i den genre, så er det vist det, der betegnes chick lit?