Viser opslag med etiketten danskere. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten danskere. Vis alle opslag

søndag den 29. november 2020

'Det er de danske som flygter' af Erik Valeur og Lise Ringhof

I denne slægtsroman følges Erling Brinch gennem første del af det tyvende århundrede. Erling vokser op på Fanø. Starten af det nye århundrede er dramatisk, da Erlings lillebror Jakob drukner, imens den syv-årige Erling skulle holde øje med ham. Erling er ensom og anderledes, men ender med at knytte venskab med den vanskabte dreng Hubert fra fattiggården. Som den første i en lang slægt af sømænd vælger Erling en anden vej; han bliver student og studerer senere medicin i København. Erling har mange drømme om at rejse ud i verden og bruge sin lægelige viden der, men efter en ulykkelig forelskelse i eventyreren Kate, ender han alligevel med at slå sig ned i Vejle sammen med rigmandsdatteren Ragnhild, med hvem han får datteren Eva.
Romanen er omfattende og det store persongalleri giver et fint indblik i tiden. Erlings søster Ida, hans mor Katrine og hans københavnske venner Sivert, Høgen og Gribben giver romanen både kulør og indsigt i den aktuelle danmarkshistorie.
Det er en spændende og velfortalt slægtsroman, selv om jeg må indrømme, at jeg ind imellem blev irriteret over den vege Erling, der helt fra barndommen synes dømt til at træffe de forkerte valg - og stå stejlt på sin modvilje.

'Det er de danske som flygter' af Lise Ringhof og Erik Valeur. Gutkind, 2020, 523 sider.


torsdag den 18. august 2016

New York noveller' af Jonas Gülstorff

Alle novellerne har New York som omdrejningspunkt og danskere som hovedpersoner. De fleste af hovedpersonerne kæmper for at få succes, ofte i forbindelse med arbejde. Vi møder bl.a. receptionisten, kokken, gadekunstneren, ejendomsmægleren og modellen. Selve novellerne giver et fint billede af det krævende liv som dansker i en amerikansk storby, og de fleste har også et overraskende tvist til sidst, der virker fint. De kunne måske godt have brugt en grundig redigering, og flere steder vil man som læser gerne lidt mere ind bag facaden.

'New York noveller' af Jonas Gülstorff. Books on Demand 2016, 195 sider.