Viser opslag med etiketten Irland. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Irland. Vis alle opslag

søndag den 25. januar 2026

'Den sidste kærlighedssang' af Lucinda Riley

Ved bogens indledning - i 1986 - præsenteres vi for en kvinde, som ser frem mod en snarlig prøveløsladelse. Man forstår, at hun har været fængslet i mange år og har noget som hun vil retfærdiggøre - eller hævne, når hun nu snart kommer ud i samfundet igen.
Så er vi i Irland i 1964, hvor romanens egentlige handling tager fart: Sorcha er kun 16 år, da hun forelsker sig i musikeren Con Daly. Han vil gerne have hende med til England, hvor han vil forfølge drømmen om et gennembrud med musikken. Sorcha mener selv, at hun er for ung, men da hendes far opdager hende sammen med Con, slår han hånden af hende, og derfor rejser hun alligevel med til London. I starten må de hutle sig igennem, men Sorcha får job i et stormagasin og bliver senere model. Og så sker der endelig noget for Cons karriere.
Helen er en fjern slægtning til Sorcha. Hun har mistet sine forældre og har boet alene i et stort hus med sin tante. Da hun bliver 18 år og selv får rådighed over sine penge rejser også hun til London for at skabe sig en ny tilværelse. Hun vil væk fra følelsen af mindreværd og af at stå i skyggen af den kønne Sorcha og hendes veninder. Det lykkes for Helen at omskabe sig selv og få succes i storbyen.
Jalousi og drama truer med at gøre en ende på det hele. Cons band får succes og det er ikke nemt at tackle.
Jeg har det lidt blandet med denne roman. Der er en god og spændende fremdrift i den; man bliver ved med at læse. Men plotmæssigt falder den desværre helt fra hinanden til sidst. Ærgerligt... 

'Den sidste kærlighedssang' af Lucinda Riley. Cicero 2025, 420 sider

lørdag den 24. august 2024

'Long Island' af Colm Tóibín

Colm Tóibín skriver helt fantastisk, og denne roman indeholder et af de bedste trekantsdramaer, jeg længe har læst. 20 år er gået siden Eillis forlod Irland og Jim for at rejse tilbage til Tony i USA. Hun har nu to store børn Rosella på 18 år og Larry på 16 år. En dag ringer en mand på døren og fortæller hende, at han har tænkt sig at aflevere et spædbarn på hendes dørtærskel, som hendes mand Tony er far til. Eillis nægter at have noget med barnet at gøre. I stedet planlægger hun at rejse hjem til sin mors 80 års fødselsdag. Hun har ikke været tilbage i Irland i de sidste 20 år.
I Enniscourt passer Jim Farrell sin pub, mens Eillis gamle veninde Nancy driver en grillbar. Nancy har mistet sin mand George og er nu alene med sine tre store børn; Laura, Miriam og Gerard. Miriam skal snart giftes. Nancy og Jim er begyndt at se hinanden, men pga. Miriams kommende bryllup vil de vente med at offentliggøre deres forlovelse.
Ja nu kan man jo næsten regne dramaet ud, men det er fantastisk flot skrevet; små stemninger og detaljer fanges på kornet og beskrivelsen af relationer og især lillebyens sladrende justits er ramt lige på kornet. Alle bliver holdt på deres plads og ingen kan træde ved siden af uden at det får konsekvenser. Jeg kan kun opfordre til at læse denne dejlige bog, men start med 'Brooklyn' først, så man har hele baggrunden for bogens begivenheder.

'Long Island' af Colm Tóibín. Gutkind 2024, 340 sider.

lørdag den 4. maj 2024

'I sidste øjeblik: fortællinger om kvinder og mænd' af Claire Keegan

 Claire Keegan har skrevet tre noveller, der alle kredser om forholdet mellem kvinder og mænd - eller måske bare om forholdet mellem mennesker.
I titelnovellen følger vi en mand på det, der skulle have været hans bryllupsdag. Han er blevet forladt kort tid inden brylluppet, og det forstår man måske godt, selv om han ikke selv forstår det.
I 'En lang og smertefuld død' følger vi en forfatter på hendes 39 års fødselsdag. Hun er kørt ud til en ø, hvor hun har lånt Heinrich Bölls hus i 14 dage, for at skrive. Hun opsøges af en tysk professor, der ikke kan forlige sig med at hun bor i huset.
I den afsluttende novelle har en kvinde bestemt sig for at være sin mand utro for at prøve at have sex med en fremmed. Den historie ender noget mere dramatisk, end den først lægger op til!
Meget fine og velskrevne noveller. Synd at de er lidt for lange til guidet fælleslæsning, for der er rigtig meget i dem.

'I sidste øjeblik' af Claire Keegan. Gutkind 2024, 110 sider.

torsdag den 29. februar 2024

'Brooklyn' af Colm Tóibín

Jeg har længe gerne villet læse denne roman, som en af mine kollegaer varmt anbefalede mig for snart mange år siden. Nu er der en nr. 2 på vej, så nu er det virkelig på tide!
Vi er i 1950'ernes Irland, hvor Eilis bor sammen med sin svagelige mor og storesøsteren Rose, der forsørger familien. Gennem Roses bekendte får Eilis mulighed for at komme til USA og få arbejde der. Det er egentligt ikke Eilis' eget ønske, men alt lægges til rette for hende, og ung som hun er, protesterer hun ikke men tager turen over Atlanten. Her får hun arbejde i et berømt storcenter og logi hos en irsk dame, hvor der også bor en del andre unge piger. I starten lider Eilis af hjemve, men så begynder hun på et aftenskolekursus i bogføring, og på et bal hos den irske præst møder hun Tony, der bliver hendes kæreste.
Beskrivelsen af Eilis' nye liv i New York, hendes bestræbelser på at falde til og passe ind er fine, og man fornemmer, hvordan Eilis langsomt begynder at se en fremtid for sig i det nye land. Så sker der imidlertid noget, der gør, at Eilis' liv igen vendes helt på hovedet. Og her i den sidste del af bogen udfoldes de forskellige dilemmaer, der gør romanen til en virkelig god læseoplevelse, med efterfølgende tanker ala hvad ville jeg selv have gjort - så vent på det! 

'Brooklyn' af Colm Tóibín. Tiderne Skifter 2011, 254 sider

onsdag den 23. oktober 2019

'Samtaler med venner' af Sally Rooney

De to unge studerende Frances og Bobbie fascineres af kunstnerparret Nick og Melissa, der er nogle af spidserne i de kulturelle kredse i Dublin. De bliver inviteret til fest og med på ferie i et hus i Frankrig. Bobbie er mest optaget af Melissa, mens Frances i al hemmelighed indleder et forhold til Nick, som hun forelsker sig i. Det vil hun dog helst ikke indrømme, hverken overfor sig selv eller overfor Nick. Den stædige kamp for at holde Nick på tilpas afstand følelsesmæssigt, er virkelig godt beskrevet. Det samme er forholdet mellem de to unge kvinder Bobbie og Frances, der er hårde ved hinanden og alligevel har hårdt brug for venskabet. Undervejs opdager Frances, at hun lider af sygdommen endometriose, der kan gøre det svært for hende at få børn. Den erkendelse påvirker hendes selvopfattelse negativt og får også indflydelse på de valg hun træffer.
Handlingen udspiller sig i akademiske kredse, med fokus på forholdet mellem mennesker. Og selv om det er en velskrevet roman, så bliver det indimellem lidt trættende at læse om vennernes filosofiske diskussioner og den måde de manipulerer med hinanden på. Efter min menig ikke helt så god som "Normale mennesker"

'Samtaler med venner' af Sally Rooney. Rosinante 2018, 331 sider.

onsdag den 14. august 2019

'Normale mennesker' af Sally Rooney

Connell og Marianne går på det samme gymnasium i en lille by i det vestlige Irland. Mariannes familie er velhavende og Connells mor Lorraine gør rent for Mariannes mor. Men Connell er afholdt og populær i skolen, mens Marianne er lidt af en enspænder, der holder sig for sig selv, for at undgå de andres drillerier. Når Connell kommer for at hente sin mor, sker det, at han og Marianne falder i snak i køkkenet og deres samtaler bliver indledningen til et helt særligt forhold, som vi følger gennem ca. 4 år. De to skiftes til at være ovenpå, Connell udnytter Mariannes forelskelse i ham, men senere på universitetet er det Marianne, der har de rigtige venner, mens Connell har svært ved at falde til. De to føler sig tiltrukket af hinanden, men har svært ved at finde den rigtige balance i deres forhold.
Meget velskrevet roman, der trænger helt ind under huden. Kejtetheden, forlegenheden, hvem er jeg selv, hvem er den anden, hvordan skal jeg blive til et "normalt" menneske; alle de store spørgsmål er i spil på en rigtig fin måde. Stor anbefaling herfra. "En ny generations stemme" - citat fra anmeldelse på forsiden.
Nomineret til Man Booker Prisen 2018.

'Normale mennesker' af Sally Rooney. Rosinante 2019, 281 sider

torsdag den 3. januar 2019

'Lykkelige mennesker læser bøger og drikker kaffe' af Agnés Martin-Lugand

Diane har mistet sin mand og sin lille datter i en bilulykke. Hun murer sig inde i sin lejlighed og overlader driften af sin lille hyggelige bogcafé i Paris, som hun har kaldt "Lykkelige mennesker læser og drikker kaffe" til sin forretningspartner og ven. Et år er gået siden ulykken og efter en pludselig indskydelse lejer Diane et hus ved kysten i Irland og forlader Paris på ubestemt tid. Alle tager godt imod hende i Irland undtagen der nye nabo Edward, der virker lunefuld, afvisende og ubehøvlet. Diane prøver at undgå Edward, men det er svært og lidt efter lidt ændres hendes opfattelse af ham.
En bog om at vende tilbage til livet efter en stor sorg. Må indrømme at jeg var lidt skuffet. Synes ikke at den rigtig kom ind under huden på personerne eller gav et realistisk billede af deres liv.

'Lykkelige mennesker læser bøger og drikker kaffe' af Agnés Martin-Lugand. Politikens Forlag 2018, 192 sider.  

onsdag den 9. maj 2018

'Det rette sted' af Maggie O'Farrell

Under en rejse til Irland, hvor Daniel skal hente sin afdøde bedstefars aske, møder han Claudette og hendes søn og beslutter sig for at blive hængende. Han har mistet kontakten til sine to børn, da hans eks-kone i Californien ikke vil lade ham se dem. Claudette er tidligere filmstjerne, og hun vil for alt i verden undgå offentlighedens søgelys. Ved bogens start har Daniel og Claudette boet sammen på en afsidesliggende ejendom i Irland i ca. 10 år, og de har fået to børn sammen. Daniel er på vej til sin fars fødselsdag i Brooklyn, da han i radioen hører om en kvinde, som han mistede kontakten til for ca. 20 år siden. Han kan ikke slippe tanken om, hvad der skete med hende og beslutter sig for at opsøge en gammel ven for at få vished. En beslutning som hans kone ikke bifalder, - og især ikke da hun hører om de ting, der skete for mange år siden. Kan deres kærlighed bære?
Denne roman tegner et meget nuanceret og flot billede af et ægteskab. Ordet gives på skift til Claudette, Daniel, deres børn og flere andre. Fortællingen går en del frem og tilbage i tid og kræver, at man holder tungen lige i munden og ikke lader den ligge for mange dage uden at læse videre. - Men det gør man heller ikke, for den er fængslende fortalt, medrivende og bevægende! Kan anbefales!

'Det rette sted' af Maggie O'Farrell. House of Words 2017, 429 sider.

tirsdag den 9. januar 2018

'Den grønne vej' af Anne Enright

Familie- og slægtsroman, men ikke af den søde romantiske slags.Gennem flere årtier følger vi i forskellige nedslag de fire Madigan-søskende: Hannah som tolv årig hjemme i Irland, Dan som ung homoseksuel i New York, Constance på vej til en kræftundersøgelse, Emmet som hjælpearbejder i Mali. Alle er de på hver deres måde- undtagen Constance - flygtet fra barndomshjemmet, fra deres selvoptagede og egoistiske mor Rosaleen.
Nu har deres mor så meddelt, at hun vil sælge barndomshjemmet, og for første gang i mange år samles de 4 søskende for at fejre julen sammen. - Og det bliver ikke helt gnidningsløst.
Dan overvejer om han skal fortælle om manden i sit liv, Hannah drikker konstant for meget, Emmet forsøger at opretholde en kølig og ironisk distance til alt og alle, og Constance tager ansvaret for alt det praktiske mht. madlavning og indkøb. Og så går Rosaleen sin vej, - en tur på "Den GrønneVej"
Det er en ret kompleks roman, som man godt kan gå og tænke lidt over - eller tale med andre om.
For hvorfor er Rosaleen, som hun er? Hun virker som en kvinde med et stort behov for altid at være i centrum, og med en manglende evne til at elske sine børn..
Og hvordan vil vi for altid være præget af vores barndomshjem?

'Den grønne vej' af Anne Enright. Rosinante 2017, 316 sider.

onsdag den 11. maj 2016

'Kiara sagaen' af Margit Sandemo

Slægtskrønike i tre bind . Den unge Kiara med de helbredende evner må flygte for livet i starten af 1600-tallets Irland. Ved et tilfælde snubler hun over en gammel skat og over en skytsånd, der tilhører en for længst afdød kvinde. Men andre er også interesseret i skatten og Kiara må igennem mange problemer før hun finder både kærligheden og sig selv.
Ja, hvad skal jeg sige; det er bare ikke særlig godt skrevet. Som læser hænger man måske lige på pga spændingen, hvis man altså evner at se bort fra det dårlige sprog. - Og det bliver helt ærligt lidt svært i længden. For mig gør de overnaturlige kræfter og begivenheder ikke tingene bedre og i den sidste bog virker spændingsplottet ret søgt og påklistret. Ugebladslitteratur i bogform, men det er ok, det skal der også være plads til.

'Skytsånden' af Margit Sandemo. Jentas 2015, 256 sider
'Tre søstre' af Margit Sandemo. Jentas 2015, 226 sider
'Der brænder en ild' af Margit Sandemo. Jentas 2015, 227 sider

mandag den 21. juli 2014

'Uendelighederne' af John Banville

På det ældre irske landsted Arden House ligger den kendte matematik-forsker Adam Godley for døden. Omkring ham samles familiemedlemmerne; den vægelsindede søn Adam, den neurotiske datter Petra, den fordrukne hustru Ursula og flere andre. Fortællervinklen ligger hos Guden Hermes, der i øvrigt får selskab af sin far Zeus. De to guder blander sig på egoistisk vis i menneskenes liv, og bevæger sig ud og ind af de forskellige personers sind og følelser, på en måde der antyder, at vi alle har en del af guderne i os. Der er meget fine afsnit om døden og livet, men alt i alt må jeg nok indrømme at det blev lidt for kedeligt for mig i længden. Og den lidt specielle slutning, der vel skal vise gudernes magt, passede ikke rigtig til resten af romanen.

'Uendelighederne' af John Banville. Turbine 2014, 253 sider

lørdag den 27. juli 2013

'Gensyn med Broken Harbour' af Tana French

I den halvfærdige spøgelsesby Brianstown udenfor Dublin, finder Fiona en morgen sin søster og svoger i et blodbad. Jenny er hårdt såret, hendes mand Pat er dræbt og de to børn Emma og Jack findes kvalt i deres senge. Men hvem ønsker denne unge perfekte familie død? Udadtil var Pat og Jenny det perfekte par, de havde holdt sammen siden ungdomsårene og elskede hinanden. Men finanskrisen gjorde at Pat mistede sit arbejde, og deres hus faldt i værdi. De plages både af dårlig økonomi, mystiske indbrud og et uhyggeligt dyr, der rumsterer på loftet... Kriminalinspektør Mick Kennedy bliver sat på sagen; den første større sag han har haft længe. Hans makker bliver den unge Curran, som han svinger fint med. I starten virker sagen oplagt, men der er alligevel flere små brikker, der ikke passer sammen: Store huller i husets vægge, babyalarmer overalt, og slettede filer på husets computer. Mens Mick kæmper for at få styr på sagen, beviserne og mulige mistænkte, må han også kæmpe sin egen kamp. Hans psykisk syge søster Dina kræver hans tid, og Brianstown, der tidligere hed Broken Harbour rummer også personligt smertefulde minder for ham.
Når det kommer til krimier, så er irske Tana French en af mine favoritter. Hun forstår at skrive en psykologisk thriller, hvor vi kommer helt tæt på personerne, hvor bevæggrunde og handlingsforløb langsomt afdækkes, og hvor spændingen holder hele vejen.

'Gensyn med Broken Harbour' af Tana French. Gyldendal 2013, 541 sider

torsdag den 28. marts 2013

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe

Hvis man ikke kan skrive bedre, så burde man nok lade være. - Men selvfølgelig, - så længe der er nogen der er villige til at udgive ens skriverier...
 Både sprogligt og indholdsmæssigt er denne roman noget af en flad fornemmelse. Den midaldrende forfatter Colm er flyttet ud på bjerget udenfor Dublin og kæmper med en skriveblokering. Men en dag flytter den danske kvinde Karen og hendes to drenge ind i nabohuset. Colm bliver hurtigt optaget af drengene, selv om han aldrig tidligere har interesseret sig for børn. Et venskab udvikler sig mellem de to kunstneriske og ensomme voksne og herfra er det rimeligt forudsigeligt, selv om vi også lige skal høre en del om Colms seksuelle aktiviteter. Undervejs tilføjes et par dramatiske begivenheder, der ikke rigtig har nogen sammenhæng med resten af historien.
Det kan godt undre mig, at forfatteren har fået et tre-årigt arbejdslegat fra Kunstfonden, - men hun må vel have skrevet noget bedre tidligere. Denne roman er den første, jeg har læst af hende, og jeg må indrømme, at den ikke giver mig lyst til mere...

'Bjerget havet huset' af Synnøve Søe. Lindhardt og Ringhof 2013, 328 sider

mandag den 23. januar 2012

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French

Bogens hovedperson Frank Mackey er en irsk politimand, der arbejder i undercover-afdelingen i Dublin. For 22 år siden forlod Frank sit barndomshjem for at rejse til London sammen med sin daværende kæreste Rosie Daly. Rosie dukkede imidlertid aldrig op på det aftalte mødested, og Frank rejste alene afsted og har ikke siden været tilbage hos familien, som han afskyer. Kun den yngste søster Jackie har han kontakt med.
Nu er en kuffert imidlertid blevet fundet i Franks gamle nabolag og Jackie kontakter ham. Det viser sig at kufferten tilhører hans gamle ungdomskæreste, og kort tid efter finder man også liget af Rosie under en sten i kælderen i et nedrivningsparat hus. Frank må nu revidere sin opfattelse af hvad der skete dengang for 22 år siden. I alle årene har han troet, at Rosie forlod ham og simpelthen flygtede hjemmefra alene. Nu viser det sig, at hun faktisk blev myrdet, - men af hvem?? Frank må gå i gang med sine undersøgelser i det gamle nabolag, mellem de gamle venner... Hvem vidste at Rosie og han planlagde at løbe bort sammen? - Og hvem havde grund til at prøve at forhindre det?
Endnu en spændende velskrevet krimi fra Tana French.

'Tilbage til Faithful Place' af Tana French. Gyldendal 2011, 430 sider

fredag den 19. august 2011

'En bid af lykken' af Roisin Meaney

Her har vi måske den nye Maeve Binchy? Hyggelig letbenet fortælling om beboerne i en lille by i Irland. I centrum står Hannah, der bliver forladt af sin kæreste Patrick en uge før hun skal åbne sin egen cup cake butik. Vi følger Hannah og hendes gode ven Adam og deres genvordigheder med kærligheden og dagliglivet. Vi kommer ikke på nogen måde bag om personerne, der er ret stereotype, men på en regnfuld augustdag er det nu alligevel meget hyggelig læsning. Kan anbefales til lidt yngre læsere af Maeve Binchy, Jill Mansell og Sinead Moriarty...

'En bid af lykke' af Roisin Meaney. Thaning & Appel 2011, 369 sider.

søndag den 12. december 2010

'Det er altså mit liv' af Sinéad Moriarty

Niamh O'Flaherty, der er irsk klummeskribent i Dublin møder Pierre, der både er 14 år ældre, sort, intellektuel og professor i fonetik. Sød musik opstår. De forelsker sig, men problemerne står klar i kulissen i form af de to forældrepar i baggrunden. Kan og vil de acceptere deres barns valg af partner?
Det er en bog, man kan drøne igennem på en aften, der er ikke de store sproglige udfordringer. Egentlig ved man godt på forhånd, hvordan den ender, men man læser alligevel til ende; bare for at være sikker.
Teksten er krydret med Niamhs klummer, der i den grad generaliserer og irriterer. Ikke alle kvinder elsker at powershoppe eller fordeler vasketøjet i kurve efter farve; hvad er det for nogle stereotyper hun beskriver?

'Det er altså mit liv' af Sinead Moriarty. Thaning & Appel 2010, 377 sider.

fredag den 31. juli 2009

'Som i et spejl' af Tana French

'Skovens' efterfølger lever op til forventningerne. En af den slags bøger der efterlader min familie lettere irriteret over, at de ikke kan komme i kontakt med mig før jeg har læst den til ende!
Romanens hovedperson Cassie Maddox arbejder ellers i afdelingen for husspetakler, hvor hun slikker sårene efter bruddet med sin bedste ven Rob Ryan. - Men en dag bliver hun kaldt ud til et usædvanligt gerningssted: En pige, der ligner Cassie på en prik, er blevet myrdet. Pigen er Lexie Madison; en identitet som Cassie brugte som undercover for år tilbage... Cassies gamle chef beslutter sig for at genoplive Lexie og bruge Cassie som stand in, for at lokke morderen frem... - Det er et farligt, men også et meget spændende spil, med mange løse ender, der samles fint til sidst.
Virkelig spændende og underholdende roman! Hermed anbefalet!

torsdag den 12. februar 2009

'Angelas aske' af Frank McCourt

Meget gribende selvbiografisk beretning om Frank McCourts fattige og barske barndom i Irland. Med en far der drikker understøttelsen eller ugelønnen op, er moderen Angela og de 4 overlevende sønner overladt til at klare sig ved hjælp af andres godgørenhed, samt de penge drengene efterhånden kan tjene. Men Frank har en drøm: Han er nemlig født i Amerika og vil tilbage dertil...