De to unge studerende Frances og Bobbie fascineres af kunstnerparret Nick og Melissa, der er nogle af spidserne i de kulturelle kredse i Dublin. De bliver inviteret til fest og med på ferie i et hus i Frankrig. Bobbie er mest optaget af Melissa, mens Frances i al hemmelighed indleder et forhold til Nick, som hun forelsker sig i. Det vil hun dog helst ikke indrømme, hverken overfor sig selv eller overfor Nick. Den stædige kamp for at holde Nick på tilpas afstand følelsesmæssigt, er virkelig godt beskrevet. Det samme er forholdet mellem de to unge kvinder Bobbie og Frances, der er hårde ved hinanden og alligevel har hårdt brug for venskabet. Undervejs opdager Frances, at hun lider af sygdommen endometriose, der kan gøre det svært for hende at få børn. Den erkendelse påvirker hendes selvopfattelse negativt og får også indflydelse på de valg hun træffer.
Handlingen udspiller sig i akademiske kredse, med fokus på forholdet mellem mennesker. Og selv om det er en velskrevet roman, så bliver det indimellem lidt trættende at læse om vennernes filosofiske diskussioner og den måde de manipulerer med hinanden på. Efter min menig ikke helt så god som "Normale mennesker"
'Samtaler med venner' af Sally Rooney. Rosinante 2018, 331 sider.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar