Connell og Marianne går på det samme gymnasium i en lille by i det vestlige Irland. Mariannes familie er velhavende og Connells mor Lorraine gør rent for Mariannes mor. Men Connell er afholdt og populær i skolen, mens Marianne er lidt af en enspænder, der holder sig for sig selv, for at undgå de andres drillerier. Når Connell kommer for at hente sin mor, sker det, at han og Marianne falder i snak i køkkenet og deres samtaler bliver indledningen til et helt særligt forhold, som vi følger gennem ca. 4 år. De to skiftes til at være ovenpå, Connell udnytter Mariannes forelskelse i ham, men senere på universitetet er det Marianne, der har de rigtige venner, mens Connell har svært ved at falde til. De to føler sig tiltrukket af hinanden, men har svært ved at finde den rigtige balance i deres forhold.
Meget velskrevet roman, der trænger helt ind under huden. Kejtetheden, forlegenheden, hvem er jeg selv, hvem er den anden, hvordan skal jeg blive til et "normalt" menneske; alle de store spørgsmål er i spil på en rigtig fin måde. Stor anbefaling herfra. "En ny generations stemme" - citat fra anmeldelse på forsiden.
Nomineret til Man Booker Prisen 2018.
'Normale mennesker' af Sally Rooney. Rosinante 2019, 281 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar