søndag den 24. marts 2024

'Fourth wing' af Rebecca Yarros

Det er længe siden jeg har læst en fantasy-roman, men på anbefaling fra en kollega gik jeg i gang med denne. Og hold da op! Jeg blev virkelig revet med og havde svært ved at lægge den fra mig igen.
Vi befinder os på Kontinentet i delstaten Navarre, hvor General Sorrengails yngste datter Violet er blevet beordret til at melde sig til Rytterkompagniet, selv om hun hele sit liv har forestillet sig, at hun skulle være skriver. For at bliver dragerytter skal man først krydse brystværnet og dernæst overleve en række udfordringer og prøvelser, før man måske er så heldig at blive valgt af en drage, som man så knytter et bånd til. Violet er lille og spinkel og synes at have alle odds imod sig. På skolen er der særligt en tredjeårskadet Xaden, som hun for alt i verden skal holde sig fra, da hendes mor var ansvarlig for hans fars død. Desværre er Xaden en meget tiltrækkende mand... Et hårdt udskillelsesløb er sat i gang, og Violet må bruge al sin styrke og snedighed for at overleve. En spændende, hæsblæsende fortælling, hvor det ene drama afløser det næste. Krig, kærlighed, venskab, drager og det godes kamp mod det onde. Denne roman indeholder vist alt det man kan forlange af en rigtig god og spændende fantasy!

'Fourth wing' af Rebecca Yarros. Hr. Ferdinand 2023, 609 sider.

Ingen kommentarer: