tirsdag den 30. juni 2020

'Happy Sally' af Sara Stridsberg

I 1939 lykkedes det svenske Sally Bauer at krydse den Engelske Kanal lige inden 2. Verdenskrig brød ud.
Mange år senere - i 1983 - forsøger Ellen at gentage hendes succes. Hun har lavet en aftale med sin mand Viktor om mere tid til svømningen, hvis det lykkes for hende. Hvis hun ikke gennemfører, skal hele familien derimod ud på Viktors drømmerejse; over Atlanterhavet i båd.
I sommeren 2001 vender Ellens nu voksne datter tilbage til Dover og forsøger at få klarhed over sin mors liv. Hvordan adskilte Ellens liv sig fra Sallys, hvad var forskellen på de to kvinder? Hvad skete der i Dover og på turen over Den Engelske Kanal, - og hvorfor betød det så meget, at det knækkede Ellen?
Romanen er bygget op, så man skifter mellem de tre tidsperioder; Sallys liv i 1930'erne, Ellens i 1983 og datterens overvejelser i 2001.
Beskrivelsen af Ellen, der bindes og amputeres af den mand og de børn, der elsker hende, er både tankevækkende og underspillet på en fin flagrende måde, der lader læseren få et glimt af noget vigtigt uden at komme for tæt på. Kærligheden, familien og den personlige ambition er en gordisk knude, der viser sig umulig at løse for både Sally og Ellen. Det får store konsekvenser for menneskene omkring dem.

'Happy Sally' af Sara Stridsberg. Grif 2020, 267 sider.

søndag den 21. juni 2020

'Kærlighedskoden' af Helen Hoang

Stella har Asperger men klarer sig fint med et velbetalt job, hvor hun kan bruge sin matematiske begavelse. Til gengæld ved hun meget lidt om kærlighed og om at begå sig i sociale sammenhænge. Nu er hun blevet 30, og hendes mor begynder at presse på for at få børnebørn. Første step må være at finde en kæreste, og systematisk som hun er, kontakter Stella et escortbureau for at få hjælp til at lære alt det med sex.
Michael er den excortfyr, der kommer ud til Stella. Han har økonomiske udfordringer, der gør, at han bruger sine fredagsaftener på dette ekstrajob. Selv om Michael har et princip om aldrig at besøge den samme kunde mere end en gang, så udvikler forholdet til Stella sig anderledes, og han går ind på at være hendes øvekæreste i en periode.
En roman, der både er meget sexet og meget rørende. Ikke så underligt at den i 2018 blev valgt til årets kærlighedsroman på både Goodreads og Amazon.

'Kærlighedskoden' af Helen Hoang. Peoples Press 2020, 365 sider.

lørdag den 20. juni 2020

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian

Wauv! En meget vellykket novellesamling af en spændende ny amerikansk forfatter. Tolv noveller, der er meget forskellige men både velskrevne og interessante. De tre, der gjorde størst indtryk på mig, handler alle om relationer: Titelnovellen "Kattemenneske" om unge Margots katastrofale date med den ældre Robert er helt unik i måden at skildre forholdet mellem to mennesker på - og meget genkendelig. Det samme gælder "Den flinke fyr", der beskriver Teds forhold til kvinder. Hans længsel efter at blive elsket og ikke kun være andet-valget, - den de smukke kvinder vender sig til, når de vil føle sig sikre på at blive genelskede; fordi han er "under" deres liga. Desuden er den sidste novelle "Bidt" både sjov og grum: Hovedpersonen Ellie finder en perfekt måde at forfølge sin inderste lyst på...

'Kattemenneske og andre fortællinger' af Kristen Roupenian. Gyldendal 2019, 251 sider

søndag den 7. juni 2020

'Paraden' af Dave Eggers

To mænd mødes for at færdiggøre byggeriet af en vej i et land, der lige er kommet ud af en borgerkrig. De er ansat af et udenlandsk firma, og der er skrappe regler for, hvordan de skal opføre sig. Blandt andet kender de ikke hinandens navne men kalder sig Fire og Ni. Fire er en mand, der arbejder effektivt og følger reglerne til punkt og prikke. Det er vigtigt for ham at få arbejdet færdigt til tiden. For Ni er alting derimod et eventyr. Fra den første dag bryder han alle regler, opsøger de lokale, spiser den lokale mad og sover ikke hjemme om natten. Det må og skal ende galt og hans opførsel udfordrer også Fires principper. For kan man undlade at blande sig, når man kommer til et andet land for at udføre et stykke arbejde? Kan interaktionen med andre undgås? Og hvad sker der, når man tvinges til at bryde med sine fordomme?
Slutningen, - som jeg ikke skal afsløre her - sætter et endnu større spørgsmålstegn ved i det hele taget at blande sig i andre landes affærer.
Det er en velskrevet roman, der giver stof til eftertanke - og diskussion. Om mænd, værdier, samarbejde og forskellige kulturer.

'Paraden' af Dave Eggers. Turbine 2020, 206 sider

lørdag den 6. juni 2020

'Gården Den Rene Ynk' af Stella Gibbons

Flora Poste er 19 år og har indenfor kort tid mistet begge sine forældre. På trods af en dyr uddannelse har hun ikke lært noget nyttigt, og da hendes arv kun beløber sig til 100 pund om året, må Flora finde på noget andet for at klare sig: Hun skriver rundt til fire forskellige fjerne slægtninge, for at høre om nogen kan forsørge hende og får fire positive svar. Hun vælger at rejse til gården "Den Rene Ynk" i Sussex, hvor familien Starkadder residerer. Her får hun hurtigt nok at gøre med at rette op på alle de forskellige familiemedlemmers problemer. Elfine er forelsket i sønnen fra nabogodset, Seth ser alle de biograffilm, han kan komme til, Amos prædiker for de lokale og Reuben vil gerne overtage gården fra sin far. - Men alle er de underlagt moster Adas vilje og ingen af dem kan forlade gården - "for her har der altid boet Starkaddere"
Romanen fungerer fint som en ironisk sarkastisk kopi af en Jane Austen roman. - Som en anden Emma regerer Flora på gården, og planlægger omhyggeligt sine intriger. Bogen udkom i 1932, og som læser føler man sig hensat til en anden tid, selv om der dog også er et par steder, hvor det antydes at handlingen udspiller sig i en for forfatteren ukendt fremtid.
Jeg følte mig godt underholdt!

'Gården Den Rene Ynk' af Stella Gibbons. Forlaget Sort Kat 2019, 269 sider.

søndag den 31. maj 2020

'Mit smykkeskrin' af Ursula Andkjær Olsen

En foruroligende digtsamling, som jeg ikke rigtig føler, at jeg er færdig med, selv om sidste side er vendt. Værket er delt op i afsnit, der indledes med et sort/hvidt udvisket fotografi, som på nær et er svære at tyde. - Noget med runde former. Teksterne er fragmentariske, undersøgende, undrende, reflekterende, sanselige, kropslige. Begreberne jord, ild, vand og luft optræder ofte, ligesom der leges med sammensætning af ord og gentagelser med forskellige tillægsord eller bøjninger.
Hvert afsnit afrundes med et mere "almindeligt" digt i kursiv. Bemærk også noterne på omslaget.
Der er helt sikkert meget, jeg ikke forstår, men det er et værk, der vækker min nysgerrighed. Det er fascinerende, foruroligende og godt!
Jeg er sikker på at gymnasielærerne kan få en masse ud af denne digtsamling. Selv bliver jeg nok bare nødt til at læse den en gang til!

"... det jeg mener:

hvor svært det er at lade andre føle det, de føler
hvor svært det er at lade andres følelser være til stede
i salen
uden at lave dem om

når dette lykkedes, først da
imødegå dem med hænderne
formet som en skål

tage dem én for én
som de kommer som
diamanter af had fra årer af guld

bære dem ud i skoven, ned i havet, op i himlen, ind i køkkenet

sætte dem i jord
sætte dem i vand
sætte dem i luft
sætte dem i ild

sætte dem på plads og sige:

denne følelse skal aldrig laves om"

'Mit smykkeskrin' af Ursula Andkjær Olsen. Gyldendal 2020, 241 sider.

lørdag den 30. maj 2020

'Refugium' af Anita Albers

Da Juliane ved sin mosters død arver slægtsgården, griber hun chancen for at flytte på landet og tænke over sit liv. Hun har kort forinden forladt Max efter mange års ægteskab og pådraget sig de to voksne døtres vrede. På sin vis elsker hun stadig Max, men efter mange år i rollen som familiens opvartende ånd, har Juliane brug for at definere sig selv på en anden måde.
I den lokale Brugs møder hun en af de allerførste dage den gamle barndomsven Janus, som hun tilbragte en oplevelsesrig sommer sammen med, da de begge var 12-13 år.
Juliane rydder op i den gamle gård og finder undervejs gamle dokumenter, der kaster nyt lys over hendes mors liv. Samtidig overvejer hun de store spørgsmål: Skal gården sælges? Skal hun underskrive skilsmisse papirerne? - Hvordan får hun normaliseret forholdet til døtrene? Og kan venskabet med Janus udvikles til mere?
Det er en fin jordnær historie om at være midtvejs i livet og overveje sine valg og prioriteter.

'Refugium' af Anita Albers. Brændpunkt 2020, 294 sider