Viser opslag med etiketten løgne. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten løgne. Vis alle opslag

fredag den 14. november 2025

'Sommerløgne' af Bernhard Schlink

Syv noveller, der gør indtryk! Alle handler de om mennesker, der på den ene eller anden måde lyver. For sig selv, for deres omgivelser. Lige fra små hvide løgne, undladelser og til de helt store vigtige livsløgne, der ændrer alt.
Eftersæson: En midaldrende mand har tilbragt 13 pragtfulde dage, sammen med en jævnaldrende kvinde på et feriested. Men er han parat til at droppe sit ensomme liv og lave alt om for at følge denne store kærlighed?
Natten i Baden-Baden: Manden der lever et dobbeltliv med kone og veninde.
Huset i skoven: En mand ønsker at leve i fred i skoven med kone og barn og gør alt for at hindre virkeligheden i at nå frem til hans lille familie. I sådan en grad at han går til yderligheder og mister alt.
Den fremmede i natten: En flypassager betror sin livshistorie til sin medpassagerer på en flytur. Og mod al fornuft tror han på ham og låner ham penge.
Den sidste sommer: En mand skal dø og ønsker at samle sin familie om sig i den sidste sommer, hvor han planlægger at begå selvmord, når smerterne bliver for voldsomme.
Johan Sebastian Bach på Rügen: En søn prøver at komme til bunds i sin aldrende fars livshistorie ved at tage ham med til en koncert på Rügen.
Rejsen sydpå: En ældre kvinde tager på en rejse sydpå for at gense stedet hvor hun blev forladt af sin ungdomselskede. Eller blev hun?
Virkelig ærgerligt at disse noveller er lige lange nok til guidet fælleslæsning, de ville ellers være meget velegnede.
Tankevækkende; måske lyver vi alle lidt for os selv og hinanden?

'Sommerløgne' af Bernhard Schlink. Forlaget Silkefyret 2025, 235 sider

fredag den 22. august 2025

'Stjernekiggeren' af Emilia Hansen

 Stella har solgt sin lækre lejlighed på Frederiksberg og er taget på cykeltur i Danmark, da hun har fået en aftale med et forlag om at skrive en cykelbog. Ellers et arbejdsområde der ligger ret langt fra hendes tidligere liv som forskningsleder indenfor medicinalsektoren. Der er sket noget, som tvinger hende på flugt. Alt går dog ikke helt som planlagt, da hun kolliderer med en hund og en ung tyveknægt et sted i Sønderjylland. Hun bliver samlet op af den ældre læge Åge og finder husly hos ham, imens hun kommer til hægterne igen.
Sideløbende med denne fortælling hører vi i tilbageblik om pigen Kimmie, der vokser op hos en alkoholiseret mor i København. Temaet om omsorgssvigt er en rød tråd gennem bogen, men desværre er plottet ikke helt troværdigt og slutningen virker også lidt påklistret. Kort sagt så har man lidt svært ved at tro på historien, selv om den er medrivende fortalt.

'Stjernekiggeren' af Emilia Hansen. Lindbak + Lindbak 2025, 261 sider.

onsdag den 27. marts 2024

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen

 Max går i 1. g og savner sin bedste - og eneste - ven Hector, der er i USA på udveksling. Nu har Max' mor lovet at betale hans kørekort, hvis han til gengæld møder op i en gruppe for ensomme unge. Sådan en gruppe er nu mest for tabere, synes Max, - og hvem har lyst til at være det? De fire drenge og den ene pige pige, der møder op i gruppen er da også meget forskellige og har hver deres udfordringer. Men anden gang gruppen mødes dukker en ny pige op, og det ændrer alt. Sylvia er meget syg og skal have et donorhjerte inden sommeren er slut, ellers dør hun. Det sætter de andres problemer i perspektiv, og får Max til at tænke over, hvilket slags menneske, han vil være. Kan han fx holde ud at blive forelsket i en, der måske snart skal dø?
Fin ungdomsroman om venskab, ensomhed, identitet og forelskelse.

'De sorte hullers klub' af Lise Villadsen. Gutkind 2024, 204 sider

torsdag den 19. april 2018

'Det ottende bud' af Lisbeth Brun

Norske Liv forelsker sig i Niels og flytter med ham til Nordjylland, hvor han har fundet et hus til dem. Niels bliver dog ved med at se meget til sin eks-kone, angiveligt fordi hans syv-årige søn har det svært med forældrenes skilsmisse. Og på trods af sin forelskelse bliver Liv mere og mere usikker på, om hun kan stole på Niels. Han bliver irriteret på hende, hvis hun spørger til hans tidligere liv og kritiserer hendes måde at være sammen med sønnen på. Og en dag, da Liv kommer hjem fra arbejde, har Niels pakket alle sine ting og er flyttet.
Det er en lavmælt fortælling om en kvinde, der måske er lidt naiv og accepterer lidt for meget i sin kamp for at få parforholdet til at fungere. Må indrømme, at jeg blev lidt irriteret på på både Liv og Niels undervejs, men det er en stemningsfuld roman om det svære liv med et andet menneske. Slutningen forstod jeg dog ikke rigtig...

'Det ottende bud' af Lisbeth Brun. Gyldendal 2018, 193 sider

fredag den 31. marts 2017

'Løgnerens hus' af Katrine Nørregaard

I denne bog skiftes tre kvinder til at få ordet: Ida, der er gymnasieelev, Idas mor Louise og Idas mormor Karen. De tre kvinder har netop mistet deres morfar, far og mand Kristian. Han har efterladt dem et sommerhus, som de ikke anede eksisterede. Der er en del konflikter i familien. Louise har aldrig tilgivet sin far, at han forlod familien, - og hun har heller ikke tilgivet sin mor, at hun efter mange år tog Kristian tilbage, da han bankede på døren igen. - Ida forsøger at glatte ud, hun vil gerne at de alle skal være gode venner, men det er ikke så nemt. De beslutter sig for at tage en uge op i sommerhuset for at rydde op og få talt tingene igennem. Og her finder de lidt efter lidt ud af at sommerhuset måske var en mindre del af familiens mange hemmeligheder og løgne.
Det er på mange måder en velskrevet roman. Jeg tror måske, at den ville have stået lidt stærkere, hvis forfatteren havde holdt sig til Idas synsvinkel. Louise kommer til at fremstå ret klynkende og selvoptaget og Karen virker heller ikke helt troværdig. Nogle af konflikterne virker ikke så velovervejede. Men det er den unge forfatters debutroman, og der er helt sikkert et talent, så jeg vil alligevel glæde mig til at læse det næste, hun finder på. Måske blev jeg bare en smule skuffet, fordi der var så mange fine anmeldelser.

'Løgnerens hus' af Katrine Nørregaard. Politikens Forlag 2016, 316 sider.

fredag den 16. september 2016

'Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke' af Morten Vittrup

Denne imponerende debutroman af Morten Vittrup er en velfortalt røverhistorie om en families løgne og hemmeligheder!
En forårsdag i 1954 skyller argentinske Victor i land på en strand i Malaga i Sydspanien. Han bliver bragt hen til det lokale kloster, hvor den unge Sofia arbejder som frivillig, mens hun overvejer, om hun skal være nonne. Sofia fascineres af Victor og hans mange røverhistorier, - og nonne bliver hun ikke.
Victor og Sofia bliver gift, men på trods af Victors veltalenhed, er der meget han ikke fortæller Sofia. Kun lidt efter lidt får hun hans barske historie om barndommen i Argentina, mødet med Che Guevara, tiden som hvalfanger ved Ishavet og rejsen til Europa. Victor har meget med i bagagen og hele familien må leve med konsekvenserne af de valg han træffer i sit liv. Hver for sig takler de det som de bedst kan.
Datteren Laura, der drømmer om at blive klassisk musiker og flygter fra barndomshjemmet, lader en fejltagelse styre valget af livsledsager og føjer sine egne løgne til familiehistorien. Børnebørnene Marco og Eddie savner deres bortrejste far, men måske bliver det alligevel dem, der kommer til at konfrontere familiehemmelighederne.
Bogtanker: At vi alle har rod et sted, at familien betyder mere, end vi vil være ved, ja at den i bund og grund er hele vores fundament. At vores løgne, - både de hvide og de sorte påvirker vores nærmeste.

'Argentineren der kom sejlende på en cedertræsplanke' af Morten Vittrup. Gyldendal 2016, 446 sider.