søndag den 19. oktober 2025

'Tågernes by' af Carlos Ruiz Zafon

Carlos Ruiz Zafon døde alt for tidligt for fem år siden. Nu er der posthumt udgivet en novellesamling, der tager os med til det Barcelona, som vi kender fra den ikoniske 'Vindens skygge' 
Novellerne foregår alle i den gamle by og de fleste af dem refererer på en eller anden måde til persongalleriet i 'Vindens skygge' eller de efterfølgende bøger. Der er fx hovedpersoner, der deler efternavn, men bare lever i en anden tid. Novellerne kan nu sagtens stå alene og læses, selv om man endnu ikke har læst forfatterens andre bøger. Gotiske og mystiske, omhandlende alt fra bøger til kærlighed og bedrag. De fleste er lidt for lange til guidet fælleslæsning.

'Tågernes by' af Carlos Ruiz Zafon. Lindhardt og Ringhof 2025, 220 sider

lørdag den 18. oktober 2025

'Digte' af Morten Nielsen

Det er lige gået op for mig, at jeg aldrig har fået skrevet om Morten Nielsens 'Digte' selv om det er en bog, som jeg har læst i brudstykker og er vendt tilbage til virkelig mange gange i mit liv. Morten Nielsen var ung, da han digtede, og ung da han døde i 1944, men han nåede at få udgivet en digtsamling og senere er hans efterladte digte også udgivet. Det var den første digtsamling, der gjorde indtryk på mig som ung, og der er så mange fine digte, der stadig giver mening i dag. Jeg bruger dem ofte i mit arbejde som læseguide.
Det er meget svært for mig at vælge et enkelt digt ud, så jeg vil i stedet fremhæve nogle af de smukke enkelte sætninger, som man kan støde på:

'Lykkeligt stort og ligetil blir livet'

'Kølige striber af år'

'Hvis du forlader dit eget, blir du een mer, jeg har mistet,

'Vi går med hinanden i hånden ind i en stjerne'

'Ufuldbyrdet, forladt, står din skæbne tilbage, hvis du går nu i nat'

Jeg kan kun opfordre alle til at læse Morten Nielsen!

'Digte' af Morten Nielsen. Gyldendal 1994 (3. udgave), 139 sider.

søndag den 12. oktober 2025

'Frænde - blodspor' af Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen

Hvis man er til historiske vikingedramaer, så er denne danske roman et solidt bidrag til genren!
Ved romanens start er Gunhild - med tilnavnet Ildtunge - på vej til kongsborgen i Lejre. Hun er datter af den indflydelsesrige jarl fra Tissø, men hun er også skjald og skal synge til det store blot, hvor kongen markerer sin magt over riget. Både dyr og mennesker ofres for at sikre gudernes velvilje og fremgang for danerne. Ved den efterfølgende fest bliver en ung mand dræbt, og Gunhilds elskede bror Eskild anklages for mordet. Familien får ni dage til at føre bevis for hans uskyld, ellers vil han blive dømt til døden. 
Med hjælp fra den arabiske læge Faysal, der er træl hos en bonde i Lejre, drager Gunhild ud for at finde den mand, der har dræbt Torsten Sølve og fået hendes bror falsk anklaget.
Det er en underholdende krimi, ind imellem lidt barsk. Krimiplottet mikset med vikinger og magtintriger på et højere plan giver bogen en god fremdrift, der gør den svær at lægge fra sig. Og Gunhild er en totalt sej vikingekvinde på linje med Lagertha fra Vikings, hvis man har set den serie.

'Frænde - blodspor' af Jeanette Varberg og Jens Henrik Jensen. Politikens Forlag 2025, 372 sider.

lørdag den 11. oktober 2025

'Den farlige alder' af Karin Michaëlis

Romanens hovedperson Elsie Lindtner er 42 år, da hun forlader sin mand og flytter ud i et hus, som den otte år yngre arkitekt Jørgen Malthe har tegnet. Romanen er skrevet som en blanding af hovedpersonens breve til forskellige personer og hendes dagbogsnotater. Ofte går udsagnene i henholdsvis breve og dagbog imod hinanden. Elsie befinder sig i en farlig alder; den alder hvor hun ikke længere er ung og attraktiv, men endnu ikke gammel nok til at være totalt afskrevet af omverdenen. Hun kæmper med at finde sin plads - eller måske affinde sig med sin plads - på dette sted i livet. Et år lever hun i ensomhed; dog med tjenende ånder i huset, - romanen er trods alt fra 1910! Da hun endelig tager mod til sig og inviterer genstanden for sin hemmelige forelskelse - Jørgen Malthe - på besøg, så bliver resultatet ikke som hun havde håbet. Og da hun så rækker ud efter sin mand, viser det sig også at være for sent.... Det er en roman, der er fortvivlende i sin ærlighed, og samtidig er det ikke til at vide, hvad man skal tro om hovedpersonen; lyver hun mest for sig selv eller for alle andre? Kompleks og interessant. Godt at den igen har fået opmærksomhed.

'Den farlige alder' af Karin Michaëlis. Imprimateur 2020, 124 sider (1. udgave kom i 1910)

fredag den 10. oktober 2025

'Træerne vandrer i Alexandria' af Alaa Al-Aswany

Den egyptiske forfatter har igen skrevet en medrivende og samfundskritisk kollektivroman. Vi følger en flok intellektuelle, der har for vane at mødes i de sene aftentimer i Lydas restaurant i Alexandria. Tidsmæssigt er vi i 1960'erne og revolutionen er en virkelighed, som alle lever med, men har forskellige holdninger til. Ud over Lyda møder vi kunstneren Anas, boghandleren Chantal, der oprindelig er franskmand, advokaten Abbas, restaurantens førstemand Carlos og Tony, der ejer en chokoladefabrik. Også Abbas' bror, der er glødende tilhænger af regimet spiller en væsentlig rolle i romanen. For hvad sker der, når alle overvåger alle, og ingen kan vide sig sikre? Når mennesker, man elsker, bliver truet på livet? Eller bliver frataget deres levebrød? Når man ikke kan overskue konsekvenserne af det man sætter i gang? Dén tid, de alle kender, er i opbrud og store ændringer på vej.
En spændende og fascinerende læseoplevelse, som jeg kun kan anbefale!

'Træerne vandrer i Alexandria' af Alaa Al-Aswany, Politikens Forlag 2025, 400 sider.