torsdag den 15. juli 2021

'Den jeg skulle blive' af Geir Gulliksen

Henning er midaldrende, lige blevet skilt for anden gang og hans kontakt til de to døtre er ikke så god, som han kunne ønske sig. Ved romanens start arbejder han på et reklamebureau, men en uheldig - omend bevidst - upassende opførsel overfor en af bureauets kunder, skaffer ham en fyreseddel. For første gang i sit liv er Henning nu alene. Fra han var helt ung har han bevæget sig fra kvinde til kvinde, - fra det ene forhold direkte ind i det næste. Nu er der tid til refleksion, for hvilken slags mand er han egentlig? - Og hvem vil han gerne være? Han får øje på mange ting ved sig selv, som han ikke bryder sig om. Beretningen om fortidens synder er hudløst ærlig og giver et ret usympatisk billede af fortælleren. Han har ikke været god til at indgå i relationer, og han ved det. Forholdet til de to døtre Synne og Stine har altid betyder meget for ham, men alligevel giver han talrige eksempler på, hvor han har svigtet dem.
Sideløbende med beretningen om Hennings ungdom og liv frem til nu, får vi også hans overvejelser omkring, hvordan tingene kan gøres anderledes fremadrettet. Han forsøger at få et bedre forhold til døtrene, og han overvejer om et forhold til en mand, vil kunne give ham det, som han altid har søgt men ikke fundet hos kvinderne i sit liv.
Det er en virkelig velskrevet bog, psykologisk og dybdeborende i forhold til identitet og kønsroller. Men der er også en høj grad af egoisme og noget navlepillende ved Hennings måde hele tiden at koncentrere sig om sig selv på, som er lidt anstrengende i længden.

'Den jeg skulle blive' af Geir Gulliksen. Gutkind 2021, 253 sider

Ingen kommentarer: