Da Gurnah i 2021 modtog Nobelprisen i litteratur, var der ikke mulighed for at læse ham på dansk. Det er der nu heldigvis rådet bod på. I 'Efterliv' følger vi tre forskellige menneskers skæbne gennem første halvdel af det tyvende århundrede i Østafrika: Først Illyas, der allerede som stor dreng forlader sit fattige barndomshjem. Da han vender tilbage mange år senere er hans forældre døde, men han finder sin lillesøster Afiya, som han tager med sig. Men Illyas er en rastløs sjæl. Han melder sig til Schutzgruppe og herefter hører hans søster ikke mere til ham. I stedet vokser hun op hos en af sin brors venner Khalifa og hans kone.
Hamza bliver som barn solgt af sine forældre, men formår at flygte fra slaveriet. Han havner i krig og kommer ud for voldsomme oplevelser, der præger ham for altid. Han er stadig en ung mand, da han vender tilbage til sin hjemby og møder Afiya, der bliver hans store kærlighed. De får en søn, som bliver den, der mange år senere opklarer, hvad der skete med Illyas. En meget fin og velskrevet roman.
'Efterliv' af Abdulrazak Gurnah. Gutkind 2022, 354 sider
Ingen kommentarer:
Send en kommentar