Viser opslag med etiketten hunde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hunde. Vis alle opslag

fredag den 5. september 2025

'Lyset over Nordens Plads' af Anna Mejlhede

Birthe er sekretær i et inkassofirma og meget optaget af pengesager. Hun har mistet kontakten til sin datter, hvilket piner hende, men indtil nu har hun levet med det. En indkaldelse til en screening for tarmkræft ændrer imidlertid alt. Frygten for at være alvorligt syg får hendes øjne op for nogle ting og hun sælger huset, tager ferie fra jobbet og flytter ind i sin bil, mens hun sætter sig det mål at få kontakt til sin datter, inden det er for sent.
Det bliver en speciel rejse, hvor hun ender med at tage nogle tilfældige jobs som kæledyrspasser, hvilket ikke altid går lige godt, da hun i virkeligheden ikke er så glad for dyr. På den måde møder hun Bernt, der skal have passet Hubert, mens han selv skal til Californien og forske i kvantefysik. Gennem Bernt og Hubert møder hun en helt ny omgangskreds, der får hende til at se anderledes på mange ting.
Slutningen er lidt speciel, men det skal jeg ikke afsløre noget om her. Der er en del humor og selvironi i romanen, og nogle fine personbeskrivelser, selv om den også ind imellem virker lidt rodet i sin handling.

'Lyset over Nordens Plads' af Anna Mejlhede. Gyldendal 2025, 313 sider.

tirsdag den 7. februar 2023

'Ulvespring' af Kerstin Ekman

En fantastisk fin beskrivelse af en ældre mand, der hele sit liv har levet i og med naturen, men kommer i tvivl om, hvorvidt han har taget de rette valg. Ulf har haft en karriere som forstkandidat og jagtleder. Men en kold morgen hvor han sidder i sin campingvogn med sin hund og en kop varm kaffe får han gennem kikkerten øje på en ulv, der alene træder ud af skoven. Han imponeres af dens vilde styrke og kommer i tvivl om menneskets og sin egen ret til at regere over naturen, som han ellers længe har gjort. Med andre ord oplever han en form for eksistentiel krise. Da ulven angriber og dræber en nabos får, insisterer de lokale jægere på reguleringsret, men Ulf tøver. Det bliver taget ilde op, og en dag brænder hans campingvogn ned til grunden, og et ulvelig findes i gløderne. Ulf forsøger at regne ud, hvem gerningsmanden er, samtidig med at han prøver at kommer overens med det faktum, at han må give magten over skoven fra sig og indstille sig på et andet livsindhold. Heldigvis har han en klog kone, der står ham bi.
En virkelig fin fortælling, der kan anbefales!

Ulvespring' af Kerstin Ekman. Gyldendal 2022, 208 sider.

torsdag den 28. august 2014

'Levende og døde i Winsford' af Håkan Nesser

Den kendte svenske TV-vært Maria har indlogeret sig i et hus på heden i det sydvestlige England tæt på Winsford sammen med sin hund Castor. Hun bruger sin mors pigenavn, og tidligt i bogen står det klart, at hun efter en dramatisk begivenhed nu er på flugt. For ganske kort tid siden var hun på vej til Marokko sammen med sin ægtemand forfatter og litterat Martin Holinek. Så hvad er der sket? - Det bevæger vi os langsomt hen imod, samtidig med at vi bid for bid får mere at vide om Martin og Marias ægteskab. Desuden bruger Maria en del tid på at læse Martins dagbogsnotater fra de somre omkring den tid, hvor de mødte hinanden, sidst i 70'erne. Efterhånden føler Maria sig mere og mere utryg; hun finder døde fasaner på sit dørtrin, Castor forsvinder i et helt døgn, og er der en, der holder øje med hende? Maria må lægge en plan.
Det er en lidt speciel spændingsroman, ikke hæsblæsende, snarere roligt fremadskridende, skabende en mere og mere uhyggelig og intens stemning. Dette understreges især af naturbeskrivelserne og af den kærlighedshistorie, der også bliver plads til. Samtidig er det et fint psykologisk portræt af en kvinde i dyb krise. Der er lidt for mange løse ender til sidst, eller også er der noget, jeg ikke helt har fattet, men alligevel er helhedsindtrykket godt. Læses i tåget diset vejr, med brændeovn, hund og varm te indenfor rækkevidde!

'Levende og døde i Winsford' af Håkan Nesser. Modtryk 2014, 361 sider.

onsdag den 26. marts 2014

'Ensomme hjerter og herreløse hunde' af Lucy Dillon

Det er ikke et krav, men det vil nok være en fordel at være glad for hunde, hvis man bestemmer sig for at gå i gang med denne roman. Den handler om 39-årige Rachel, der oplever sit livs krise, da hendes gifte elsker forlader hende, og hun på samme tid mister både sin lejlighed og sit job. Oven i dette arver Rachel et kæmpe hus på landet, hvor hendes moster Dot har drevet et hundeinternat. Alle de herreløse hunde venter nu på Rachel, og hun tager modstræbende udfordringen op. Det viser sig heldigvis, at der er en ganske lækker dyrlæge der på landet, og Rachel møder mange nye venner, - alle hundemennesker forstås. Desuden præsenteres vi for forskellige andre af byens beboere, og vikles ud og ind af deres forhold, hvor den rette hund til det rette menneske eller det rette par kan betyde en masse. Fx Natalie og Johnny, der brændende ønsker sig et barn, Zoe der er alene med sine to drenge, og lægen Bill, der har mange kvinder, men stadig ikke har mødt den eneste ene.
Ja, romantisk og lidt sukkersød indimellem, ok som underholdning af den letbenede slags. Jeg vil tro, at man vil synes bedst om bogen, hvis man er en stor hundeelsker, der sammen med bogens hovedpersoner kan glæde sig over hundene og forarges på alle dem, der ikke forstår sig på at holde hund.

'Ensommme hjerter og herreløse hunde' af Lucy Dillon. Bazar 2014, 471 sider

onsdag den 20. juli 2011

'Røde hund' af Louis de Berniéres

Efter flere opfordringer fra en trofast gæst på biblioteket, har jeg endelig fået læst denne lille fortælling. Det er en biografisk historie om 'Røde Hund'; en vestaustralsk hund, med mange venner og et omstrejfende liv fuldt af oplevelser. Røde Hund tilhører ingen og alle på samme tid, han stinker, men ingen kan stå for hans måde at kræve sin ret på. Han stopper simpelthen de biler, han kender og rejser på den måde uforstyrret fra sted til sted. Det er en dejlig lille historie, godt fortalt, jeg burde nok se at få læst lidt mere af den forfatter.

'Røde hund' af Louis de Berniéres. Rosinante 2002, 125 sider.

søndag den 27. marts 2011

'Den svære toer' af Lone Aburas

Lone Aburas anden roman handler om Kristoffer, der arver sin mors hund Rigmor. Kristoffer ser ikke sig selv som en mand, der har hund, men at være hundeejer gør at han møder nogle andre mennesker end dem han plejer at se. Det får ham også til at beskæftige sig med noget andet end Internettet, som han efter et brudt forhold er belvet totalt afhængigt af. På et hundetrænerkursus møder han frisøren Lilly, som han indleder et forhold til. Af personerne omkring Kristoffer kan nævnes hans kollega Klaus, der har problemer i sit ægteskab, han går men ønsker egentlig at vende tilbage. Det ønsker hans kone Britt imidlertid ikke. Hun blomstrer faktisk op og indleder et nyt forhold...
På en eller anden måde er det en roman om forkælede yngre mænd, der enten boller udenom eller bare generelt har så ondt af sig selv, at det ikke er til at holde ud. I forhold til at forfatteren indleder bogen med en præsentation af personerne og en slags vejledning, hvori hun bekendtgør, at hun denne gang vil skrive om lykkelige mennesker, så er der ret mange ulykkelige skæbner i romanen. Der afsluttes i øvrigt med opgaver og spørgsmål til teksten, så værsgo kære dansklærere; den er lige til at gå til for de travle...
Hvad bogen derudover vil, skal jeg ikke kunne sige... Måske fortælle en historie om hverdagslivet i Danmark som vi allerede har hørt tusind gange? En svær toer ja, måske tredje gang er lykkens gang?

'Den svære toer' af Lone Aburas. Gyldendal 2011, 170 sider